Fra boka:

VIS-KNUT

DEN FRAMSYNTE FRÅ GAUSDAL

Som utkom i 1941

       

Ja, det er interessant at både Vis-Knut og Marcello Haugen bodde i tilknytning til Lillehammer og Gudbrandsdalen, for Gausdal er vel en "liten" sidedal tross alt. Tydeligvis et spes.energi-knutepunkt i dette område av kloden. (Ja, vedr. energi-knutepunkters funksjon som "linkstasjoner" til de åndelige nivåer etc - se ca 60% ned på siden http://galactic.no/rune/mesterfwap2.html

Da jeg leste boken om VIS-KNUT for kanskje 10års siden, gjorde den et dypt inntrykk.

Ellers sakset jeg dette om VIS-KNUT fra klarsynteNO:

"Knut Rasmussen Nordgaarden ble født i Svatsum i Gausdal i 1792, og fikk kallenavnet Vis-Knut på grunn av sine spesielle evner. Under en altergang i 1818 fikk han en religiøs opplevelse som skulle få stor betydning for hvordan han senere levde livet sitt. Han fikk epileptiske henrykkelsesanfall, hvor han hørte himmelske stemmer og musikk som fortalte ham hvordan han burde leve. Stemmene fortalte ham at han skulle reise rundt for å forkynne Guds ord, samt at han hadde evnen til å lindre folks fysiske og psykiske smerter og lidelser.

"Denne nyheten ble ikke tatt godt imot av lensmann og prest – han ble beskyldt for å forstyrre ro og orden med samlingene sine, og gjentatte ganger ble møtene hans stanset.

"På møtene han holdt var det ånden som fikk ham til å snakke, og han kunne holde på i timevis. Fremmøtte fortalte om en regnbuefarget stråleglans over hodet hans, og at det satt hvite fugler på skuldrene hans. Når han ble tvangsfjernet av lensmannen under møtene, løsnet alltid på mirakuløst vis tauene de bant ham med.

"Som nevnt helbredet også Vis-Knut syke, gjerne ved hjelp av håndspåleggelse. Folk kom langveisfra for å få hjelp, og de som bodde for langt unna til å besøke ham, skrev gjerne brev. Vis-Knut kunne også hjelpe med andre ting enn sykdom – blant annet kunne han "se" hvor folk burde grave etter vann eller lete etter savnede dyr. Han ble domfelt for kvakksalveri i 1827, selv om det i dommen heter at de ikke mente han hadde bedrageriske hensikter eller at han hadde voldt noen skade.

"Dommen stanset imidlertid ikke virksomheten hans, og han fortsatte å hjelpe de som kom til ham. Vis-Knut var svært allsidig, og det sies at han hadde et svært godt hjertelag og at han var oppriktig glad og takket Gud for at han kunne hjelpe mennesker. Selv om mange har vært veldig skeptiske til historiene om ham, har han fortsatt en posisjon som visjonær sannsiger som få andre kan måle seg med. Vis-Knut døde i 1876.


Chr. Skredsvig, den berømte Maleren, -skaperen av det beømte bildet over- besøkte Vis-Knut og skriver dette i Eggedal, 18. aug. 1904.

(har var da 50 År)

 

Fra boka:

VIS-KNUT

DEN FRAMSYNTE FRÅ GAUSDAL

Som utkom i 1941

 

 

(Fråsegner (uttalelser) om Vis-Knut)

"Sommeren 1874 besøgte jeg Vis-Knut i hans Hjem i Gausdal. "Hvor er du fra?" sa han heftig og rejste sig fra en Slagbenk seng. Han gjorde et enestående og veldig Inntrykk på mig. Hans Hode var stort og kraftig med langt, vakkert sølvgråt Hår som nåde ham ned på Axlerne. Han vendte Profilen til når han så på en, han var jo meget skjeløjet, og sigtet da med et gløgt, lidet øie over Næseryggen. Han var temmelig høj og førlæmmet, krumrygget og gik hinkende og besværligt.

Han skænket mig noen Drammer, som var farvet av forskellige Urter og Rødder som han selv havde fundet.

Jeg fik Lov at tegne ham, og under dette pratet han meget livligt og muntert. Han lo især hjertelig over at folk trodde at han vidste alt.

En Kone kom inn, og da jeg skjønte at hun havde noget på Hjertet forlod jeg Knut en Stund. Siden fortalte han - og han smilte - at hun havde en Søn i Amerika, men havde på flere År intet hørt fra ham. Hun spurte om hun ikke snart fik Brev, om det var underveis, osv. "Håssen kan jeg vite sånt?" sa han. "Men jeg måte sige noget, og jeg sa - å jo, jeg tror du får høre fra ham om en Tid.

-Havde det været før i Tiden - men nu, så gammel som jeg blir. Men Folk vil ikke tro at Alderen gjør noget, ja, de vil næsten ikke gå fra mig før jeg har sagt noget som kan trøste dem.

Idag var her flere Mænd fra Espedalen. Der oppe i Skogen har et Barn, en Gut på 4-5 År gått sig bort, nu på tredje Dagen. De vilde ha mig med. Faren var med og tagg og bad at jeg skulde bli med og søge. De havde Mandgar på en 100 Mand. De vilde bære mig med sig, men jeg er for skrøbelig."

-Næste Morgen var atter nogle hos ham for at få han med og lete, men han vilde ikke. En af disse fortalte mig at det var forbausende hvor god Greje Knut havde på skogen som afsøgtes, på Bækker og Bækkefar og Stier. Og ved en liden Bæk som han nøje beskrev, burde de især lete, han havde tegnet med Fingeren på Bordet for dem.

Siden da jeg skulde sige farvel med Knut, spurgte jeg hvad han mente om Gutten. Jo, Barnet var nok i live og vilde findes i live også, mente han. -Men kort før jeg gik, hændte der noget: han sad i sin lave Sengebænk inde i Kammersets Halvmørke. Jeg sad ved det eneste Vindu som vendte mot syd - ud mod Dalen. Pludselig gav det et, og som det syntes smerteligt Ryk gjennem ham. Han bråsnudde Hovedet mot Vinduet og tog sig krampagtigt med Hånden efter højre Kind og Tinding. Disse Ryk og Bevægelser med Hovedet og Hånden - og jeg tror med undertrykte Smertesstøn - gjentok sig en tre gange. Ilde tilmode - jeg trodde Knut var syg og trængte Hjelp - spurgte jeg om han fejiede noget og om jeg eller nogen af Husets Folk kunde hjælpe ham.

"Nei," sa han, "men - det d ø r så mange, mange folk der ude." Og han betegnet med en Bevægelse at det var sydover. Så spurgte jeg om det hændte nogen Ulykke -- nede i Bygden. "Nei, det er nok langt undaf -, nede i Nærheden af Afrika, der d ø r n u så mange>" sa han3 og sad stille, sammenludet i sin Sæng.

På min Tur ca. 14 Dage senere, indover mod Romsdalen, læste jeg i Morgenbladet om en Hungersnød som herjede i Omegnen af Det røde Hav. mange Mennesker omkom.

Ligeledes læste jeg i Avisen om en liden Gut opi Espedalen som havde tullet sig bort, men var gjenfundet. Det var, jeg tror på femte Dag, en Mand overrasket Barnet, idet det vilde skjule sig under en Sten - eller et Berg -, lige ved en Bæk. Dette passet sammen med Tiden da føromtate Gut blev eftersøgt. -Min Far, Erik H. Skredsvig, blev i 20 Års Alderen, ca. 1837 syg og gik på sin Fod fra sit Hjem på Modum, til Knut, som også da var i Gausdal. Knut la sin flade Hånd på Fars nagne Bryst - Hånden flyttet han og søgte på flere Steder indtil med ét -d a stanset Hånden af sig selv og ligesom s u g e t sig fast til Brystet. Knut begyndte herunder at skjælve og ryste, og Sveden sprang af hans Pande. Han forsøgte at slide Hånden til sig, men den sad fast. Så greb han den med sin andre Hånd og rykket den løs. "Der sidder din Sygdom," sa han. -Far fik det Råd at drikke en slags Låg kogt på Enebær eller Ener-Rødder. Far blev fuldstændig frisk, og var en stærk Mand siden. Så havde han sagt til Far: "Du har et stort Ar på venstre Læggen, du har hugget dig." Det var for så vidt sandt med Arret og Hugget, men det var på Højre Lægg.

- Som Vederlag gav Far ham noget Kaffe og sukker - Penge vilde han ikke modtage.

Vis-Knut fortalte mig at han havde fåt Andagtsbøker - og jeg tror Breve også - fra daværende Theologiske Spitser i Christiania. Og de gamle Salmebøker foretrak han for de nyere, han lod til at være stærkt religiøs.

Hvis jeg ikke tar meget fejl, var han i sin Tid helt nede på Modum, hvor en Kone på Sønsteby lå meget syg. Da det rygtedes at Knut var i Farvejen, blev Ilbud sendt imot ham for at hente ham til den syge. Da Budet mødte Knut og bad ham følge med, svarte han: "Nu behøves det ikke, for n u døde hun." Budet merket sig Klokkeslettet, og det stemte med Timen da den syge døde.

-Jeg kjendte en Mand, Truls Rud på Modum, som var munter og fuld af Løjer. Han fulgte af Nysgjærrighed med en Ven af sig op til Vis-Knut. Truls vidste at Knut ikke tålte nogen Hovedbedækning.(lue) Da han så sad ved Siden af Vis-Knut, tænkte han det skulde være Morro og sætte sin Hat på ham. Da bråvendte Knut sig og sa: "Jasså, tænker du det du?" Truls blev så ræd at han vovet ikke videre Forsøg med sin Hat.

-Mine Forældre som nu er døde fortalte om en Mand, som havde rådspurgt Knut om noget. Men Knut var stur og tvær mod ham, og bebrejdet Manden, at han en Nat havde taget en fremmed Hest og redet et langt Stykke på den og git den et hårdt Slag da han skilte sig med den. "Fy," sa Knut, "det er det styggeste du har gjort.' - Og Manden tilstod siden at det var så som Knut sa.

Eggedal, 18. aug. 1904.

Chr. Skredsvig, Maler, 50 År.

*************************

Andre fråsegner (uttalelser) om Vis-Knut

Skolelæreren E.Garlid:

"Nytår 1871 flyttede jeg som folkeskolelærer til øvre Svatsum og Espedalen og blev der som sådan i 3t/2 år. I Espedalen havde jeg 9 ugers skole om året nær Knuts hjem Erlandshusene og havde således anledning til at omgåes ham ikke så ganske lidet. Nogle træk om ham fra denne tid skal jeg så nøktemt og sandt som jeg er istand til, nedenfor ned-skrive, da det muligens vil være til nogen belysning af hans person og virksomhet.

Først en kort skildring af hans ydre person og utseende. Han var høi af vext, lidt foroverbøiet og hverken tyk eller mager, så midt imellem. Han havde store, knoklete lemmer og lange armer og hænder. Ansigtet var langt og grovt bygget, men med et mildt fredeligt udtryk. Munden var altid halvåben og gav udtryk for en mellemting af smil og grin, mest det første. Panden var ganske høi, og issen, der var aldeles skoldet langt nedover, var høl og pent afrundet op. Han var meget skjeløiet (vandøigd) på begge øinene. På nedre del af bakhovedet havde han en prem af tyndt, hvidt hår, der rak langt på trøiekragen. Han havde aldri nogen betækning på hovedet. Jeg så ham kjøre i streng kulde til kirken med bart hoved. I det hele var hans ydre person "stygg", men følelsen deraf faldt aldeles bort, strax man lærte ham at kjende; thi indenfor dette grove ydre følte man snart tilstedeværelsen af en ædel, fredfuld, gudfryktig og kjærlig ånd, som man i høi grad følte sig tiltrukken af ham og længtede efter at komme sammen med ham igjen.

På begge fødder var han halt, da han ved at falde, havde brukket dem - et hver gang. Når han var ude, brukte han to staver, inde på gulvet bare en. Han gik med en stav på den måde, at han flyttede høire fod fremad nogle tommer og drog venstre efter. Han havde en ganske malmfuld men mild stemme, og greit taleorgan. Nogle gange hørte jeg ham læse et stykke af bibelen og tale over. Han læste så dårligt inni bog, at det var meget vanskelig at fatte meningen; men når han talte over det, vidste de sig, at han havde en klar og sikker oppfatning af det læste. Han sang gjerne, men på grund af alderen med noget brusten stemme. Han havcte vist engang været en god omend svært lidet udviklet sanger.

Han havde en dyb erkjendelse af menneskenaturens fordervelse ved syndefaldet og et dybt kjendskab til folks feiler og skrøbelighed; men han havde også en sjelden evne til at bære over med og tåle andres fejl; men når nogen ikke vilde bøie sig for Gud og Guds ords autoritet, krænkede og bedrøvede det ham dybt, og det var han streng imot.

I syvtiårene (1870>) udtalte en af vore største mænd (Wergeland?) på et møde i Kristiania: "Lad Os få noget mer fritænkeri!" Da jeg refererede denne udtalelse for Knut blev han meget bedrøvet og sa omtrent så: "Å nei, hå tungt det er å høre. Han har talt og skrevet så meget vakkert, at jeg var blev så glad i ham og trudde så godt om ham, og no for jeg høre at han, kanskje den største ånd i vort land, ønsker fritænkeri og ugudelighed over vort lard og folk. Gud skjerme Os derfra."

Forsoningen i Kristus var han barnlig glad i og i dyb ydmykhet forvisset om at have del i. Når han talte derom, og det gjorde han så gjerne, talte han sig selv og alle, som hørte på, glad, så det ofte var frydefulde stunder.

Det var langt til kirke fra Espedalen, over 1 mil. Befolkningen fra søndre Espedalen samlet sig da gjerne hver søndag til andagt i Knuts hjem, og huset var ofte fuldt. Når så andagten skulde begynde, gik han selv borti skapet efter Mullers huspostille, som han var inderlig glad i. Når han så på sin klodshendte måde endelig havde fået den under venstre arm og med staven i høire hånd skarkede over gulvet på plads igjen, slog han hovedet gjerne op med en lun, komisk mine og sa: "Jeg skydser præsten, jeg; hei for en skydskarl! ha, ha, ha!

Denne lune spøg og komik smittede hele forsamlingen, så alle lo stille og hjertelig. Når han så var kommen på plads igjen, sa gjerne en eller anden i forsamlingen: "Du får vel å si op en salme, du da Knut." Uden at lede i salmebogen bevegede han hovedet, som om han lyttede skarpt efter noget, og om lidt sa han: "Jad'n trur jeg vi synger nr. det og det." De således valgte salmer passede altid godt til det Guds ord, som andagten dreiede sig om. Efter andagten skulde alle ha kaffe og biteti, og de som vilde, tobak. Under tilberedelsen og nydelsen deraf, gik tiden let og hurtigt under lun samtale og en eller anden sang og fortælling. Andagtene hos Knut var i bedste mening opbyggelige.

Midt overfor Knuts hjem på sydvestsiden af den trange dal er et høit langstrakt fjeld, som hedder Sokken. Langs efter det går der flere paralelle høiderygger, der i snesmeltningen om våren snart blir bare og ser da ud som sorte striber. En vår i varmt vejr kom jeg til Knut, der sad og så ud gjennem vinduet over mot Sokken og sa glad: "Jad'n er det blet godt vær no lel; Sokken har begyndt å gråte lange, svarte tårer ser jeg."

En anden vår kom jeg til ham i strålende varm solskin og sa: "Nu er det så vakkert ude og godt veir, at det er meget bedre at være ute." "Ja, lad Os gå ut," sa han, og vi gik ut. Han stod en lang stund og så og lydde og udbrød derpå glad, begeistret:

"A nei, hå vakkert det no er. Marka holder på å pynte se i sin grønne dragt, og sjå bjørka, du, hå blug ho står der, kvit på leggjom og letter på sitt grønne skjørt for ikke å væte det i snogvatnet. Også gråna og furua ha pynta se mæ friskere grønt, og jeg kjender det på lugten, hås'n heggen stræver for å få fram sin kvite blomsterpragt. Hør gauken, håssen han roper på sin make, og alle de andre fuglan. Det er spellemannan det i vårens bryllaup; de spiller og synger af glæde for friheten og sommeren og takker på denne måte sin skapar. Den herlige sol med sit lys og sin varme har løst alt fra vinterens mørke og bånd, og bækkjan de skvaldre å snakke om det so hugnasamt og glade. Gud være tak." Så stod han lidt og tænkte, og imens lyste hans ansikt op af dyb, indre glæde, og han sa:

"A nei, du, når evighetens vår kommer, og al skapningen er løst fra syndens, dødens og djævelens bånd og mørke og tildelt fuldkomment liv og herlighet, som aldrig forgår, nei, da blir det vakkert og godt da."

En eftermiddag, jeg var plaget af smærter over maven, gik jeg til Knut. Da jeg hadde sittet lidt, sa han: "Er du låk idag, Garlid?" "Ja, jeg har leie smerter over maven," siger jeg. "Jad'n skal jeg gjøre deg god att tå di, lel," sa han på en opmuntrende måde. "Gå borti skåpe der, der står det en flaske og et rundt vinglas frammed. Slå ti glasset af flasken, til jeg siger stop, og drik det alt sammen, so jad'n trur jeg, du blir god att."

Jeg gjorde som han bad mig, og da glasset var vel halvt, sa han: "Stop no å drik detta." Det var kognak og malurt på. Da jeg havde drukket af det flydende sa han: "Du lyt ta det tykke også; sop det ti deg med fingeren. Da jeg hadde gjort det, sad vi og snakkede en stund, hvorpå han spør: "Blir du bedre?" "Nei, jeg er heller værre," svarede jeg. "Er du like glad, om jeg får tage med hånden på bare legemet, der du har ondt?" spurgte han. Jeg løste op klæderne, og han tog med hånden over maven. Hånden for urolig om, til den kom dit, hvor det var ondt. Der stanset den og klemte lidt og trykket, og jeg følte en lignende fornemmelse i legemet som når jeg holder i en elektnsitetsmaskine med nogenlunde sterk strøm. Under dette skalv han lidt og hadde små trækninger i legemet. Lidt efter gik jeg hjem, og smertene over maven var borte.

Knut hadde svert ofte nogen forunderlige trekninger i legemet, særlig droges hovedet og over-kroppen i en bestemt retning. Under bøn, andagt, salmesang, samtaler, ja ved alle mulige leiligheter kom disse trækninger igjen sterkere eller svakere. En gang, jeg stod og talte med ham, greb disse trekninger ham sterkere end almindeligt, og han udbryter klagende: "Å nei, denne telegraffen plager mig så! Håfor kan døm inte skunde seg å koma da når døm endeleg vil snakke med meg?"

"Ja, hvad er dette fornoget, Knut?" spurgte jeg. "Jad'n ska jeg sige dig det," sa han. "Når der er nogen, som stundes etter å snakke med mig, så trekkes jeg i den retning døm er, sterkere tes mer dei stunder." At disse trekninger smertede ham, vidste sig på det smertefulde udtryk hans ansikt fik under dem.

En aften jeg kom til ham, bad han mig læse brev for ham, som han hadde fåt for nogle dager siden. Brevet var fra en syg langt nord i Nordland. Han hadde vært syg i flere år og søgt flere læger, men var fremdeles lige dårlig, og bad Knut så inderlig, og som det sidste håb, om råd og hjælp. "Du får nok svare denne stakkars syge," sa jeg; "han længtes så".

"Jeg vilde gjere svare alle jeg" svarede han; "men jeg kan hverken læse skrift eller skrive og jeg har heller ikke nogen til at skrive for mig. Vil du vera så snild å skrive, skal jeg svare straks." Jeg læste da op igjen den syges brev, og Knut begyndte straks at bevæge hovedet og lye (høre efter) og om lidt sa han: "Han skal ta kvitlauk og ha på vin og drikke, ligeså skal han drikke the af embær. Detta skal han holde på med ei tid, og dersom Gud legger velsignelsen til, so jad'n bli han god att."

I et brev var det også forespørsel fra en gård om vand. Da han havde siddet og lyet og tænkt en stund sa han: "Jad'n kan døm få lettere til vand på dessa gara (denne gård) lel. Fjøset der står nord og syd og er langt og smalt. Det er dører på det i begge tverveigjom, men inga dør på langveigjom. Ret nord for nordre fjøsdør er der en søkk i marken med en stor stein, der kan døm grava so jad'n finn døm vatn." (Jeg var korttænkt nok desværre til at undlate at bede om svar både om den syge og om Knuts terrengbeskrivelse stemmede med virkeligheten, og om de fandt vand, så jeg intet ved derom.)

Forbauset over hans skråsikre måde at svare på som over svaret, spørger jeg ham "Hvordan får du vite dette? Ser du det?"

"Nei, jeg ser det ikke; men det blir sagt mig i øret," svarede han.

"Blir det sagt dig slig, at du hører det med dit legenlige øre da?" spør jeg.

"Nei, ikke det heller; men det blir sagt mig på en måte, som jeg sletikke kan forklare, alt det jeg skal svare, når folk spør mig efter noget eller vil ha råd av mig," sa han. "Jeg vet ingen ting tå (af) mig selv, jeg lyt (må) få det. Det kan nå slet ikke væra den onde ånd, som siger mig det, det må væra den gode ånd, å han aldrig siger mig andet end det, som er godt og uskyldigt."

En sommer, jeg var på Dalbakken med skolen, kom en middelaldrende lærer, der tillige (også) var gårdbruger, fra Voss og overnattede for dagen efter at søge råd og hjelp hos Knut, særlig for andre. Det var en oplyst, intelligent mand. Da han kom tilbage fra Knut, sa han: "Knut Rasmussen er en mærkelig mand, så nobel og på sin måde meget intelligent. Undier samtalen med ham varmes man rent op av hans ædle ånd og kjærlige hjerte. Og disse forunderlige evner, som han har. Jeg skulde spørge ham om lettere adgang til vand for min nærmeste nabo, og han beskrev husenes beliggenhet og det omliggende tærens beskaffenhed så klart og overenstemmende med virkeligheden, at jeg kjendte igjen hver eneste sten, fordybning og forhøining træer m. m. Det var, som om han så det alt sammen; og han har ikke været der."

*

En aften bad Knut mig om en tjeneste. "Meiner du ikke det da, at jeg har en femdalerseddel liggende.

Jeg tyktest den var så pen, at jeg gjemte den, og no hører jeg, at det er for sent at veksle den inn igjen," sa han.

"Det er det," sa jeg; "men vi skal sende den til fogden, får vi se."

Da jeg 14 dage der-efter kom til ham igjen, sa han: "Jad'n gjek det godt med pengene lei; se her! " og holdt frem to tikronesedler.

"Ja, nå skal du ha kaffe au, og du skal ha denne," sa han og rakte mig en halv rul tobak. "Nei, jeg vil da sletikke have noget for denne lille tjeneste," sa jeg. "Ja, men jeg vil, jeg," sa han, "og du har ikke andet at gjøre, end som jeg vil nu."

Da kaffebordet var færdigt, sa han til jenten, som opvartede: "Nei, nå vil vi drikke utor gromkoppom mine, nå." Jenten gik da ud og kom md igjen med 1/2 dusin kaffekopper af ruteglas.

"Hvorfor har du sådanne kopper da, Knut?" sa jeg. Jad'n skal jeg si dig det," sa han. "Det var i lang tid, jeg ikke fikk drikke kaffe utur almindelige kopper, men bare utor en træskål. Når jeg tok en almindelig kaffekop, rystede og træktes hånden og armen slig, at kaffeen sprutede, og koppen kastedes langt bortover gulvet. Så fandt jeg på at bestille disse koppene på glasverket, og disse fik jeg drikke utor."

Da Oscar den I. reiste til Trondhjem for at krones, havde der på et sted, hvor toget måtte standse forat skifte hester, samlet sig meget folk. "Jeg var der også," fortalte Knut. "Da kongeparet med alle de fine herrerne var standset, sang jeg en sang til ære for kongemakten, og da sangen var slut, kom en af de fine herrerne med en hel næva småpenge og la i hånda mi; men hånden rystede slig, at pengene sprutede utover veien. En, som kjendte mig, plukkede dem opatt og stak dem i undvestlomma mi. Jeg fik ikke lov til å holde skillinger i hånden den gang, sluttede han.

Knut var bestandig, både sommer og vinter, både inde og ute, barhovedet. Hvorvidt det er sant, at det ikke sat hue på ham, ved jeg ikke af erfaring. Gamle Kristian L. Dalsholen fortalte, mens han levede, fra den tid Knut var under retsforfølgning, fordi han forkynte Guds ord på opbyggelsesmøter, følgende: "Det var thing på Rokvam hos lensmand Seielstad, og Knut var indkaldt for retten og stod ved skranken. Retten administreredes af sorenskriver Seier. En af thingalmuen satte en hat på Knut; men hatten for tilveirs og langt bortover folke flokken uten nogen synlig årsag. Sorenskriveren blev så rystet derover, at han råbte: "Nei, bort med denne mand! Bort med denne mand! Jeg vil ikke have noget at bestille med ham." Dette stod jeg selv og så og hørte, sluttede Kristian denne bemerkning.

Høsten 1874 flyttede jeg fra Svadsum og Espedalen. Knut levede nogle år efter. En sommer i denne tid besøgte jeg ham igjen. Da var han sengeliggende. "Er du dårlig nu, Knut," spurte jeg. "Ja, jeg er låk, meget låk også," sa han. Så lå han og tænkte lidt, og imens lyste hans ansigt op af indre glæde, og han sa: "Jeg trur, at jeg skal få koma hematt no." "Hvorav tror du det da?" spurte jeg. Jau," sa han, "når det ha vanta meg någå før, so ha det bestandig blit sagt mig, hå eg skulde bruke for det; men no tier det still no, så jad'n trur eg, at eg får sleppe hemat no," sa han inderlig glad. Men han døde ikke den gang. Han blev nogenlunde frisk igjen, og levde i nogle år bagefter, såvidt jeg husker.

Efter at han var død, talte jeg med hans mest fortrolige omgangsven, Simen Megrund, en alvorlig kristen. Han fortalte, at sist på Knut levde havde han også nogle tunge, mørke dage; men det lysnede op og lettede for ham til slutning, så han døde i det visse glade håb om evig salighed for Jesu Kristi skyld.

Tilsidst vil jeg fortælle et lidet træk om ham fra den første gang jeg besøkte ham. Det var sidst i januar 1871, straks jeg var kommen som lærer til Svadsum. Jeg var meget tung i sindet over den forsømte skole, jeg var kommen til den gang. Det var nesten mørkt, da jeg kom ind til ham. Om lidt spørger han: "Hår er den mand fra da?"

"Jeg er nok den nye læreren deres," sa jeg. "Å nei, er du det?" sa han, reiste sig op, kom i møte med mig på gulvet og tog min fremrakte hånd med begge sine og sa: "Gud velsigne dig og velkomen åt oss. Det skal væra dårligt med skula her; men han, som har sendt dig åt oss, vil væra med dig, så du skal nok så, at det lykkast bære (bedre), end du no trur."

Når jeg til slutning skulde udtale, hvordan jeg opfatter Knuts usedvanlige person, særegne evner og hans udøvelse deraf, så vilde det sandeste, jeg kunde sige, være: "Jeg forstår det ikke." Et tykkes jeg at være viss på, og det er, at Knut var en nådegave fra Gud til blidgjørelse af livet og til trøst og hjælp for alle, som kom i berørelse med ham.

Seielstad skole den 20. september 1904.

E.Garlid

***

"I midten av 70 årom tala eg ved Vis-Knut.

Han låg på senga og røykte og fortalde meg at han fekk brev like frå Kalifornia. Dei vilde vita kvar dei skulde grava etter gull. "Døm kan gråva hår døm vil for meg. Det er ikkje sagt det er til gagn for døm um døm finn det heller. Eg les ikkje slike brev eg no lenger, eg kastar døm på varmen."

Eg (Andreas Austlid): "Men kjære, korleis kan du vita kva som står i desse brevom når du ikke les dei da?"

Knut: "Eg høyrer det eg, ser deu. Eg legg brevet åt øyrae, og da høyrer eg hå som står."

Eg: "Nei, nå har eg aldri høyrt maken; du er nok åleine um dette du."

Knut: Å nei da, eg er berre som du og mange andre Døkk har såmå evnone, døkk som eg. Men døkk har forsømt døm, så dørm ikkje fær vekse, å, vi tufse oss mykje burt med mat og drikke og klæde og alt dette ytre, måta. Men eg vart driven med sjukdom eg, så eg nøyddest til å snu augo mine innover inn i meg sjølv; og det er Gud å takke og ikkje meg, at eg vart slik. Men jad'n var det tungt au ofte, da eg var ung. Det var to røyster, måta,(skjønne du..) og den eine vilde narre meg; og døm var så like emannan at eg, stakkaren, ikkje greidde å skilja åt. Men så sa eg den vonde frå meg. Og no skal han ha takk. No kjem han ikkje meir, for no veit han at det nyttar ikkje heller, - eg kjenner fanten no."

Del brende seg inn i meg desse orda hans Knut.

Dovre, 23. oktober 1917.

Andreas Austlid.

 

mer/flere utdrag fra boken    |    hovedsiden  |