Møde med UFO og teleportation i Rhodesia

Denne begivenhed fandt sted natten mellem den 30. og 31. maj 1974, da et ungt ægtepar, Peter og Frances, kørte i bil fra Salisbury over Fort Victoria og Beit Bridge ved grænsen til Durban, Natal, Sydafrika. Det unge par var forvirret over begivenheden, men da de ikke kendte ret meget til UFO-spørgsmålet, selv om Peter tidligere havde været ude for en oplevelse, vidste de ikke, hvem de kunne henvende sig til med en rapport. Da de havde boet i Den sydafrikanske Republik i nogle måneder, læste de tilfældigt en artikel om en UFO-rapport i en avis. De kontaktede avisen og blev henvist til Carl van Vlierden, der er korrespondent for Flying Saucer Review i Sydafrika.

Han fik dem til at udfylde en observationsformular og fik også tilladelse til at optage et interview med dem på bånd. Dette foregik i deres hjem i december 1974.

HENDELSEN

Natten mellem den 30. og 31. maj 1974 var skyfri med fuld sigtbarhed, selvom Månen ikke var fremme. Begivenhederne begyndte på et sted omkring 10 km syd for Umvuma, da begge vidner så en politibetjent, det troede de i det mindste, som sad ved vejen og holdt en walkie-talkie i hånden. Peter kørte sin Peugeot 404 med en fart, der overskred fartgrænsen på 100 km i timen ret meget. Han vidste, der ofte var fartkontrol på denne del af vejen, så han satte farten ned. De begyndte begge at tænke mere indgående over politibetjenten. Peter bemærkede, at det metalagtige tøj var underligt for en politibetjent, da de normalt havde khaki på. Frances beskrev tøjet som plastikagtigt. Hun kiggede sig tilbage, men kunne ikke se noget.

UFO'et dukkede op kl. 2.30. Frances er helt sikker på tiden, for hun havde lige set på sit ur. De opdagede først noget, der lignede et projektørlys, der blev tændt og slukket. Det dukkede op temmelig tæt på bilens venstre side og holdt samme fart som denne. Et stykke tid troede de, at det kunne være en helikopter. Lyset havde et blåligt farveskær, var klart og regelmæssigt, tændt i 5 sekunder, slukket i 2 sekunder.

De kørte nu 140 km i timen, bilens maksimale hastighed. Pludselig begyndte bilens lygter at blive svage, men radioen fortsatte med at fungere perfekt, mens de lyttede til et jazzprogram fra Loureno Marques i Mozambique. Der var også et kraftigt lys rundt om bilen, som fra neonlys, nok til at kaste skygger.

Mens de kørte, blev det pludseligt meget koldt i bilen, og de måtte pakke sig ind i frakker, trøjer og tæpper og tænde for den elektriske varme, der, ligesom radioen, stadig virkede. Tændingen må også have været normal, for motoren fungerede godt. Så tog Peter sin fod fra speederen, men vognen fortsatte med at køre 150 km i timen!

Kulden i bilen var meget usædvanlig. Peter havde adskillige gange kørt turen, og han sagde, at han aldrig havde været ude for sådan en kulde. Der var som i et køleskab, og han anslog temperaturfaldet til at have været fra 6~80C ned til under 100.

Peter fortalte, at han kørte fra et sted 18 km udenfor Fort Victoria og til byens tankstation uden forlys og uden at have bilen under kontrol. Han kunne ikke standse den, for bremserne virkede ikke. Den kørte med omkring 160 km i timen, og da han tog foden fra speederen for at bruge bremsen, blev bilen bare ved med at køre.

 

Peter: ,,Jeg tog kun foden af speederen én gang. Jeg var som forstenet, men sagde ingenting til Frances, for hun syntes allerede at være på randen af hysteri over alt det, der var sket."

  Frances: ,,Det var som om bilen var under kontrol. Som passager lagde jeg ikke mærke til noget, der var forkert. Bilen svingede ikke frem og tilbage på vejen. Peter sad bare uden at gøre noget, det var som om, vi kørte på automatisk pilot."

Så fløj UFO'et over på den anden side af bilen og blev der et kort stykke tid. På det tidspunkt passerede de en afrikansk bus, der holdt parkeret udenfor en butik. Alle bussens lygter var tændte, men der var ingen mennesker at se, og det var mærkeligt, da disse busser plejer at være stopfyldte med passagerer, der meget nødigt forlader deres personlige bagage. Nogle få kilometer nede ad vejen holdt der en anden bus og endnu længere fremme endnu én. Begge var tomme. De var parkeret ved vejsiden, hvilket er forbudt i Rhodesia, og sker der et uheld, er det pålagt chaufføren at anbringe en rød advarselstrekant bag køretøjet, men det var der ikke gjort ved disse busser.

Der kom en lysstråle fra UFO'et og ned til horisonten, eller, spurgte Frances, kunne det være fra horisonten og op til UFO'et?

Omtrent 10 km uden for Fort Victoria forsvandt UFO'et ligesom et stjerneskud.  

Kl. 4.30 kørte de ind på en servicestation i Fort Victoria uden lys på. Peter afbrød motoren, og da han en time senere tændte for den igen, var lygterne normale. Tank­passeren bemærkede, at der var noget galt med deres forlygter. Mens han fyldte tanken op til randen, sagde Frances, som var hyllet ind i en pels og uldtrøjer, at det var en meget kold nat. Den indfødte tankpasser, som havde ligget og sovet ved siden af tanken kun iklædt undertrøje og shorts, kiggede forbavset på hende og sagde, at det ikke var koldt. Bilen var først varm igen, da de efter en pause kørte videre kl. 5.30.

  Omtrent 10 km udenfor Fort Victoria gjorde Frances endnu engang Peter opmærksorn på, at et UFO/UFO'et var dukket op på deres venstre side, men denne gang så de også et andet, som gik i stilling over bilen. Denne gang var lyset konstant, og de var små eller også meget højere oppe.

  Et mærkeligt aspekt ved rejsen var, at bortset fra ,,politibetjenten" og en indfødt på tankstationen, mindedes de ikke at have set nogen under turen. Der var heller ikke andre køretøjer end de tre busser, som jo blev set under mærkelige omstændigheder. Man må også tage i betragtning, at folk foretrækker at køre om natten på grund af varmen om dagen, og desuden var det natten før en fridag i Sydafrika, nationaldagen, hvorfor man skulle forvente ekstra meget trafik.

De kom nu ind i et terræn, som de ikke havde forventet. Vegetationen i dette område er sparsorn med nogle få ,,paraply­træer" og spredt lav buskads på meget tør jord. Men nu kørte de gennem et udstrakt område med sump; der var vand på overfladen, som reflekterede lyset fra UFO'erne. Vejen var helt tør, men ved siden af var der masser af vand og tropisk vegetation. Normalt var der en konstant støj fra fåre­kyllinger og cikader, men den var nu borte, og motoren kunne de heller ikke høre. Det var som en drømmerejse, hvor alle lydene var borte -  undtagen radioen, der kværnede løs på det samme program som før.

  Peter mistede igen kontrollen over bilen, og den kørte nu 200 km i timen eller mere. Han indrømmede, at han var skræmt fra vid og sans. ,,Først prøvede jeg på at ignorere fænomenet som en optisk illusion, men så opdagede jeg, at jeg mistede kontrollen; det var, som om det var en anden, der styrede bilen -  det var ikke mig, der kørte, jeg kunne ligeså godt være kravlet om på bagsædet."  

Skønt vejen fra Fort Victoria til Beit Bridge langt fra er lige(rett), var den denne aften helt lige; lige som en snor indtil ca. 3 km før Beit Bridge. Det blev nu helt lyst, men overskyet og gråt; de havde ingen solopgang set, og Peter slukkede forlygterne. UFO'erne kunne stadig ses, men højere oppe. Der var stadig ingen tegn på liv, hverken mennesker eller dyr. Frances faldt i søvn kl. 6.15, men kort tid før forsvandt lyden fra radioen.

   Unde hele turen havde det ikke været nødvendigt at skifte station, hvilket er mærkeligt på grund af den store afstand, de havde tilbagelagt. De masede med den et stykke tid, men kunne ikke få en lyd ud af den.

Peter mistede tidsfornemmelsen kl. 5.30, og da Frances var faldet i søvn, følte han sig som under hypnose.

Frances vågnede, da de nærmede sig Beit Bridge ca. kl. 7. Der var ingen sol, og de to objekter var stadig synlige. De rhodesiske grænsevagter var det første levende de så siden de havde forladt Fort Victoria, og de havde safaritøj på. Da de så Frances og Peter, blev de forbløffede og spurgte, om de lige var kommet fra Nordpolen.

  Nu var UFO'erne borte, og Solen var fremme som normalt, men de kunne ikke huske, at de overhovedet havde set den stå op. Da Peter aflæste triptælleren, som han havde stillet på nul i Fort Victoria, var han forbavset over at se, at den kun havde talt 17 km, selv om afstanden fra Fort Victoria til Beit Bridge er 288 km. Han havde tanket op til randen i Fort Victoria og ville nå have en ekstra forsyning ved den sydafrikanske kontrolpost. Da han gjorde dette kunne tanken kun tage mindre end to liter svarende til det, som er brugt mellem For Victoria og det sted, hvor UFO'erne mødt dem for anden gang den nat.

De havde også tidligere haft nogle usædvanlige oplevelser; Peter fortalte, at fra han var 14 og indtil for 4-5 år siden, da han var 19, havde været vant til astralvandringer Men han holdt op med det, da han mødte Frances, for hun kunne ikke lide det.

  Frances (om det): ,,Der var en nat, hvor jeg fik et forfærdeligt chok; han lå og sov, og så var han pludselig væk... ja, jeg troede, han var død, for han åndede ikke, og hans hud jeg kunne næsten se igennem ham, hans hud var næsten transparent. Jeg forstod, at han måtte være på astralvandring, for jeg fandt ud af, at han åndede meget svagt. Heldigyis vidste jeg, at jeg ikke skulle vække ham, så det gjorde jeg ikke, og omkring 10 minutter senere var han normal igen, og jeg vækkede ham. Han har aldrig gjort det siden, og jeg ved ikke, hvad der skete dengang... jeg har aldrig spurgt dig."

  CvV: ,,Når du har været på astralvandring, har du så set snoren, der forbinder dig med dit fysiske legeme?"

Peter: ,,Ja".

CvV: ,,Og denne sidste UFO-oplevelse?"

  Peter: ,,Dct var nøjagtig den samme følelse, som man får, når man forlader sin fysiske krop - som de første stadier, hvor man slapper af og går ind i sig selv og forbereder sig på astralvandring. Sådan følte jeg det."  

Siden UFO-oplevelsen var Peters telepatiske evner blevet mindre, men hans koncentrationsevne havde forbedret sig. Frances fortalte, at hun havde haft en fantastisk hukommelse, f. eks. kunne hun lige før en eksamen læse en bog igennem og huske den ordret, men denne evne var nu fuldstændig forsvundet.

Peter fortalte, at han i juli 1964 også havde set en flyvende tallerken. Han tegnede en fortræffelig skitse af objektet og skildrede oplevelsen i detaljer. Han kørte sammen med sin far i dennes varevogn på en grusvej uden for Shabani. Der var en jordvold ved et sving, og da de kom omkring hjørnet, så de UFO'et, godt en meter fra vejen, det var ca. 20-25 meter bredt. Da det lettede, gik der en sky af varmt, rødt støv ind over dem. Objektet var metalgråt med sorte dele, hvor kraftcentret var. Støvet hang fast på bilen i flere uger, det havde ligefrem smeltet sig ind i lakken på den hvide varevogn. I vognen havde de en ladning elektronisk udstyr, og efter oplevelsen fandt de ud af, at hver eneste valve og diode i udstyret var ,,sprunget", og de måtte tage hjem for at skifte dem ud.

  Efter oplevelsen i 1974 viste det sig, at bilens dæk overhovedet ikke var blevet slidt.

  Peter havde købt nogle billige slidbaner(dekk) til turen, da det var hans hensigt at vente med at købe nye dæk, til han kom til Sydafrika, hvor disse er meget billigere. Syv måneder efter var slidbanerne stadig som nye, selvom de havde kørt 7-8.000 km med dem, og de normalt kun holder til 1.200 km. Peter fortalte, at de derimod havde haft en masse vrøvl med koblingen og generatoren, som var udbrændt, og det kunne kun ske ved at køre for stærkt, og han mente følgelig, at det måtte skyldes den høje fart på turen fra Rhodesia.

  Her slutter Carl van Vlierdens interview med det unge par, men han fik sørget for, at de kunne blive udspurgt under hypnose. Dette blev foranstaltet af dr. Paul Obertik nogle dage senere i dennes konsultationsværelse. 

Der findes adskillige niveauer indenfor hypnose, men dr. Obertik sagde, at Peter kom i en meget dyb trancetilstand, hvor intet kunne skjules. Frances derimod kunne ikke huske mere under hypnose end ved fuld bevidsthed.

  Under den dybe hypnose talte Peter med en sløv og monoton stemme, og der var også adskillige ord, der ikke kunne skelnes. Han sagde bl. a., at UFO'erne sendte en slags stråler ned, der overtog kontrollen over bilen og over dem. Rumskibet brugte radioen til meddelelser, (Peter og Frances havde troet, de hørte et program fra Mozambique), og der blev sendt en skikkelse ned på bagsædet, hvor den blev siddende under hele turen. Fra bilen kunne Peter se op i rumskibet, der havde tre platforme, den nederste var kraftcentret, den midterste opholdsrum og den øverste flyvedæk og kontrolcenter.

 Gennem hele rumskibet var der to hule skakter, der fungerede som elevator. Der var et apparat i laboratorieafdelingen, som væsenerne brugte til suggestion af mennesker, så de accepterede deres omgivelser fuldstændigt. På et spørgsmål om, hvordan væsenerne så ud, svarede Peter, at de tog form, som han selv ønskede det, men når han ikke var under suggestion, havde de fysiske væsener samme form som mennesker, dog uden kønsorganer, men han vidste ikke, hvordan de formerede sig. De var venligt­sindede og kom fra ydre galakser, og de var overordentligt avancerede, men ikke udødelige.

  Peter fortalte endvidere, at de ikke rejste i rum, men i tid, og altså kunne komme milliarder af kilometer på få sekunder. De beherskede alle sprog perfekt og havde gennem tiden ændret mange begivenheder på Jorden ved indirekte indgriben. I dag er der tusinder af dem iblandt os, men de arbejder kun ved at påvirke andre, og ønsker ikke at træde offentligt frem, fordi de ikke ønsker at blive centrum for opmærksomhed, og langt de fleste mennesker ville alligevel ikke forstå dem.  

 

Undersøkelsene under hypnose

KONTAKT AFSLØRET

Undersøgelsen under hypnose blev foretaget i Durban den 3. december 1974 af dr. Paul Obertik, MD, i dennes konsultationsværelse.

Dr. Obertik kom til Sydafrika sidst i 1960-erne fra Tjekkoslovakiet, hvor han havde studeret medisin og taget afgangseksamen. Han er medlem af Det Sydafrikanske selskab for psykisk Forskning (Natal-afdelingen) og bruger hypnose i arbejdet forbundet med psykiske studier. Det var i selskabet, at han traf Carl van Vlierden, og de fandt ud af, at de havde fælles interesser på dette område.

Peter var et ideelt emne under dyp hypnose; Dr. Obertik forklarer, at der findes adskillige accepteredé niveauer inden for hypnose - let, middel og dyb. I det første kan emnets underbevidsthed sandsynligvis projektere falske overbeisninger og egne ideer. I den sidste kategori - og Peter var i meget dyb trance - kan der ingenting skjules, og sandheden vil altid avsløres. Lægens eneste konklusion, i lyset af hans betydelige medicinske og eksperimentale erfaring med hypnose - var at Peter havde oplevet det som han talte om.

Men Frances havde derimod ingen dybere erfaringer end dem hun kunne huske ved fuld bevidsthed.

Her følger en afskrivning af båndoptagelsen af undersøgelsen under hypnose. Læseren må undskylde, at der af og til er huller der hvor den hypnotiseredes ord der kom med en sløv og flad, monoton stemme, ikke kunne skelnes.

Dr. 0: "Nå Peter, kan du høre mig? Du kan se det hele for dig nu. Fortæl mig det een gang til. I kørte ca. 12 km fra Fort Victoria. Hvad skete der så?

Peter: Vi var omkring 12 km uden for Fort Victoria, da vi mødte de to objekter. To fartøjer sammen. Det ene var 85gr fra (?), det andet var i en vinkel på 90gr direkte over bilen i en højde på 2-300 meter. Det sendte stråler af lys ned... eller stråler af en eller anden slags, jeg ved ikke hvilken slags stråler... (?), men de besjælede bilen fuldstændigt, gav den selvstændig kraft, retning, fartkontrol, styreevne, lys, alting. Der var endda et tidspunkt, hvor bilen fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle gøre det... tænde en cigaret... tænde lighteren... skifte... skifte fra LM til en anden station på radioen. 

Det var dengang, vi hørte stemmer på radioen, som lød til at komme fra ... det lød som musik, men det var det ikke. Det var signaler fra rumskibet, som var direkte ovenover, til radioen, som sendte impulser til bilen... til førersædet og til... Jeg prøvede på at kæmpe imod under hele turen, og de der "skærme" blev sat op foran forruden, foran bilens sideruder og bagruden. Jeg ved ikke, hvor de kom fra. Under hele turen kørte vi over vejen. Vi kørte slet ikke på vejen. Vi kørte i en helt lige linie fra Fort Victoria til... til... 3 km... uden for... Fort... Vic... (Beit Bridge?). Så kom vi ned på vejen igen, og begge objekterne fløj direkte oven over os de næste 3-4km, den ene i en vinkel på 80gr til bilen og den anden lige ovenover. Dette er kort fortalt, hvad der skete. Flere detaljer... flere detaljer... øh..."

Dr. 0: slap af, Peter. Du kan sagtens huske, hvad du vil sige. Sig det bare. Flere detaljer, hvad drejer de sig om, Peter? Hvad var det, du ville sige om flere detaljer, Peter?

 

DEN MEDREJSENDE

Peter: "Vi blev programmerede inde i bilen. Min kone faldt i søvn eller blev bragt til at sove ved hjælp af radioen, som var "deres" stemme, så hun kan ikke huske meget af hvad der skete inde i bilen. Og så skikkelsen, som blev sendt lige ned på bagsædet og sad der under hele turen. Den fortalte mig, at jeg ville opfatte den, ligesom jeg selv ønskede. Hvis jeg ville opfatte den som en and, så ville den se ud som en and, og hvis jeg ville opfatte den som et uhyre, så ville den se ud som et uhyre. Jeg ved ikke... hvad de gjorde... jeg ved det altså ikke... jeg må prøve på at huske det... for jeg skal... de..."

Dr. 0: "De... ja?"

Peter: "De brugte omkring 7 sekunder til at finde ud af, at jeg havde haft forbindelse med fortiden, og at jeg havde kontrol nok over mine tanker til at give mig selv post-hypnotiske suggestioner. De udslettede det... de prøvede på at udslette det, så jeg ikke ville kunne hypnotiseres og fortælle, hvad der skete i bilen... jeg kan ikke huske det... de var meget intelligente. Jeg kom aldrig op til maskinen, men gennem strålerne kunne jeg se, hvad dér skete indvendigt, og hvordan den så ud'..." -

Dr. 0:' "Hvordan så den ud, Peter? Fortæl mig det."

 

INDEN I UF0en

Peter: "Det havde tre platforme. Den nederste platform... var kraftcentret... den anden platform var... (han snublede over ordene) motoren... rum... hvilerum... kommunikations... opholdsrum. Den øverste platform var... et helt flyvedæk... interastralt kontrolcenter. Der var to hule skakter gennem hele rumskibet. Man gik ind i røret og blev så ført til den ønskede platform. Transporten i det indre af fartøjet skete ved hjælp af vakuumsugekraft... vakuumsu... inden i ..... inden i skibet. Det var omkring 25-30 meter i diameter, cirka 20 meter højt. Det maksimale tryk var... øh (nu var talen meget mumlende og utydelig)... horisontale planer fra den ydre rand... lateralt gik de til (?) ved tryk direkte ned, ved tryk direkte op. De havde en stabilisator til at simulere begge.. i laboratorjeafdelingen. Det var... ethvert menneske, som blev taget op, kunne puttes ind i denne og ville så forestille sig sine omgivelser… Det er bare et tomt rum, men idet de bruger menneskets evner, eller mangel på viden, er de i stand til at påvirke det til hvad det skal se, og hvor det befinder sig."

 

VÆSENERNE

Dr. 0: "Hvordan så de ud, Peter? Hvordan ser de egentlig ud?

Peter: "De så ud som jeg ønskede, de skulle se ud. 'Som en and, som et uhyre."

Dr. 0: "Har de nogen virkelig form, rigtig form? For alt det er jo former, du forestiller dig. Har de rigtig form? Er de fysiske 'væsener?"

Peter: "Fysiske."

Dr. 0: "De er altså fysiske væsener?"

Peter: "Fysiske væsener." "

Dr. 0: "Har de en vedvarende form, som de normalt befinde sig i? En form, de bruger når de er alene"

Peter: "Dem, der var i bilen og... rumskibet, var alle hvad jeg kunne se. -Identiske i størrelse, farve, udseende, form og vægt."

Dr. 0: "Og hvordan så de ud?"

Peter: "Samme grundform som mennesker, med store kroppe, halse, uden hår, to arme, to ben (?)."

Dr. 0: "Samme kønsorganer som os? Var det mænd eller kvinder?"

Peter: "De havde overhovedet ingen forplantningsorganer."

Dr. 0: "Jamen, hvordan formerer de sig?" -

Peter: "Det ved jeg ikke."

Dr. 0: "Hvordan... hvor kommer de fra?"

Peter: "Fra ydre galakser."

Dr. 0: "Hvilke ydre galakser?"

Peter: "De gav ingen navne...de sagde bare... ydre galakser

Dr. 0 "Er de venligtsindede mod os... jordvæsener?"

Peter: "Ja."

Dr. 0: "De er venligtsindede. Men hvorfor kontakter de os så ikke direkte, hvis de har så store kræfter?"

Peter: "Fordi der er to milliarder mennesker, der ikke ville forstå dem, ikke ville vide, hvordan de skulle nærme sig dem, betragte dem, tale til dem..."

Dr. 0: "Kan de ikke få dem til at forstå det?'1

Peter: "Nej, for så skulle de ændre verden, og det vil de ikke."

Dr. 0 "Tror de på Gud, Peter? Tror de på Gud?

Peter: "Ikke Gud."

Dr. 0:' "De tror altså ikke på Gud."

Peter:' De har ikke guder."

Dr. 0: Hvad tror de på? Tror de på tror de på udødeligheden?"

Peter: "De er overordentlig avancerede."

Dr. 0: "Er de udødelige?"

Peter: "Nej."

Dr. 0: "Er de dødelige? Dør de, Peter?"

Peter: "Ja."

Dr. 0: "Hvor lang tid lever de i jordtid?"

Peter:"... jeg ved det ikke."

 

REJSENDE I TID

Dr. 0: "Hvor langt kan de rejse, Peter? Hvor hurtigt? Kan de rejse hurtigere end lysts hastighed?"

Peter: "De rejser i tid, ikke ved lys."

Dr. 0: "De rejser i tid? Hvad mener du nøjagtigt med det?"

Peter: "De kan rejse i tiden... lysets hastighed er for langsom til at komme milliarder af kilometer på få sekunder. Hvis de vil rejse fra punkt A til punkt B, så må de gå tilbage i tiden for at komme til Jorden, så de sender altså sig selv tilbage til tidsdimensionen. De rejser i tiden, ikke i rummet.'

Dr. 0: "Hvordan meddeler de sig? Taler de, eller kommunikerer de blot?"

Peter: "De... mentalt... de kan det engelske sprog perfekt, og de kan alle sprog, alle sprog i galakserne."

Dr. 0: "Du mener altså, at de har viden om hele universet?"

Peter: "Ja, viden om hele universet, men i galaksene er vi kun på størrelse med et knappenålshode, der er skåret over milliarder af gange "

Dr. 0: "Hvilken slags verden kommer de fra? Ligner den vores? Findes der ilt (luft-oksygen)?"

Peter: "De kommer fra tolv planeter i mælkevejen - og de slås ikke. De har ingen krige, for de er cirka 2.000 år længere fremme enn Jorden."

Dr. '0: "Så det vil tage os 2000 år at nå derhén

Peter "2.000 lysår

Dr. 0: Péter, hvad mener de om Jorden? Vil der blive fred her? 'Vil vi overleve?

Peter: De vil ændre Jorden som de endrede pyramiderne. De endrede alt da de innførte deres måte at gøre tingene på.

Dr. 0: "Hvordan vil de gøre det?"

Peter: "Det ved jeg ikke."

 

INFILTRASJON

Dr.O "Sig mig, Peter- er der nogle af dem blandt os uden at vi ved det?"

Peter:  "Tusinder (?)"

Dr. 0: "De er blandt os'?

Peter: "Der .er kontorister, forretningsfolk; studerende, lærere, skraldemænd..."

Dr. 0:"Peter, hvis du ønsker at få kontakt' og få viden fra dem, vil de så give oss det? Kontakter de dig hvis du ønsker det?"

Peter: De skaber kun kontakt, når de selv vil. Og ved at påvirke andre. De gør aldrig noget direkte på Jorden... det ville føre dem i forgrunden, gøre dem til centrum for opmærksomhed. De påvirker kun og er planlæggere og ledere for én, som kunne gøre det, og som får det (?), som kaldes lovprisning. Mennesket overlever på lovprisning, og dette giver de til vor..."

(Slut på båndoptagelsen)

bildet av Carl van Vlierden som etterforsket og intervjuet i denne saken.

se også hans arbeide i KOLDAS saken.

 

 

 

  Uddrag af artikel i Flying Saucer Revie, oversatt og gjengitt i danske  UFO-ASPEKT nr.3/76.


 

link til kontakt i tidlig 60tallet der "de" via radiokontakt forteller hvordan "de" som et ledd i hjelpeprogrammet til jorden - må inkarnere og- eller lande fysisk på jorden i hensikt å gi nye impulser/ideer, åndelig vekst og slik heve jordens åndelige frekvens som forberedelse til DEN NYE TIDSALDER (som jf. andre kilder gradvis vil akselerere sin vekst etter at opprensningen er gjort -  som skulle være ferdig i tidsrommet ca. 2012-2028)

hovedsiden