Dette er lydbog i format mp3, af,
LIVET, DET DYREBARE, af Mimi Arnborg.
STRUBES FORLAG. 1982.

Jeg tror.
Jeg tror på den mægtige, skabende ånd,
som mennesket kalder Gud,
og at jeg selv, og alt som fik liv
blev til i kraft af hans bud.
Jeg fatter hans magt og hans væsen ej,
men jeg bøjer mig for hans værk,
og jeg fatter, at han, den vældige Gud
er alkærlig, viis og stærk.
Jeg ser på ham som en Fader god,
der elsker, hvad han har skabt,
og som ikke vil, at en eneste sjæl
af hans børneflok skal gå tabt.
Jeg tror, at mennesket er en ånd,
der skabtes ej for at dø,
men for at leve og folde sig ud
her og hisset som blomst af frø.
Jeg tror, at menneskers kamp og strid
og de vunder, som verden slår
er lutrende ild, som må gennemgås
inden sjælene målet når.
Jeg tror, at sekter og samfund har
hver for sig sin høje mission,
men at elske Gud og at holde hans bud
er den højeste religion.

Jeg tror, at ånder fra lysets hær
bringer stadig til jorden bud,
men bedre end Mesteren fra Nazareth
har ingen vist vej til Gud.
Jeg tror, at selv den fattigste sjæl
udsprang af hans skaberånd
og at alle tillidsfuldt lægge kan
vort liv i hans stærke hånd.
Jeg ved vel, at ondskab og mørkets magt
kan herske en stund, men jeg tror,
at kærlighed er den stærkeste magt
i himmelen og på jord.
i Jeg tror, at en guddomsgnist blev nedlagt
i hvert eneste menneskebryst
og at vi, efter jordelivets kampe engang
skal mødes på lysets kyst.
M.

1. DEL.
I STILLE STUNDER.
23. oktober 1981.

Jeg sidder stille i min stue ved mit tændte lys og tænker
på slet ingenting. Lader bare stilhedens kåbe sænke sig ned
over mig. Sådan føler jeg det.
Så åbnes en lille dør ind til en uset verden, og jeg hører
himmelsk musik og sang.  Jeg lytter,  det er toner, jeg
kender. De minder mig om for længe siden, når jeg med
præsten i Bunkeflu præstegård i Sverige mangen en aften
gik over i kirken, hvor han sang og spillede for mig. Det
var de samme høj stemte toner, som når mit øre i denne
stund, Davids 23. salme: Herren er min hyrde, mig skal
intet fattes. Han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens
vande leder han mig, han kvæger min sjæl, og fører mig ad
rette veje for sit navns skyld.
Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, så frygter jeg ej
ondt. Thi du er med mig. Din kæp og din stav er min trøst.
Du salver mit hoved med olie. Mit bæger flyder over. Kun
godhed og miskundhed følger mig alle mine dage, og i Herrens
hus skal jeg bo evindelig.  
Sangen løfter sig til de lyseste højder og toner ud i et Haleluja, båret af Englestemmer, der fylder mig med højstemt
glæde.
De kom til mig for at stemme min sjæls strenge i takt med
røsterne derudefra. Jeg lukker mine øjne og lader tonerne
fylde mig. Jeg føler mig løftet udover det værende og smelter
sammen med noget ophøjet og stort.
Lidt efter hører jeg en kærlig, men myndig, stemme tale
til mig. Det varer lidt inden jeg ser, hvorfra den kommer. I
et hastigt glimt opfatter jeg en lysende Gestalt.  Det er meget
svært for mig at beskrive dette. Der er intet, jeg kan sammenligne
det med. Det er vanskeligt at gøre sig forståelig
om åndelige oplevelser, fordi menneskene uvilkårligt viger
tilbage på grund af tvivl og frygt. Det er utraditionelle tanker
jeg lukker op for, og frygten for alt nyt skaber barrierer,
der spærrer vejen for forståelse og accept
Men du må ud af de snævre rammer kære menneskebarn
på Jord. Du erkender jo inderst inde, at du går rodløs og
hvileløs omkring. Rent mekanisk øver du dit dagværk. Nu
og da standser du op og siger til dig selv: Jeg forstår slet
ingenting. Hvorfor skal jeg trælle dagen lang?  En anden
spørger: Hvorfor er der ikke bmg for mig noget sted?  eller
Hvorfor skulle min dyrebare ven og støtte dø fra mig?  
Hvorfor er der krig og ufred alle vegne? Hvorfor? Hvorfor?
Hvorfor?
Fordi du endnu ikke har fundet den nøgle, der lukker op
for svaret, som vi gerne vil give dig. Om du vil standse et
øjeblik og lytte, så er hjælpen dig nærmere, end du tror.
Men som du sidder der med dine mørke tanker, har du
trukket gardiner for sjælens vindue, og du synger din klagesang
over mørket, der indhyller dig.
Bagved skyen er himlen blå. Luk op for lyset, der skinner
bag din rude og gør porten vid og døren høj, så står
Guds tjenende budbringere parat til at åbne de stængte porte ind til sjælens skatkammer og lyse for dig med en evigtbrændende
lampe, der vil forvandle dit vemod til fortrøstning
og til tro på lysets sejr over mørket.
Du skal ej længer vandre i skyggernes dal,
og ej længer knuges af uvishedens kval.
Du skal erkende, at du er barn af Gud,
der med et mål og mening i verden blev sendt ud.

Nogle betragtninger.
Som menneske er vi duale væsener med et fysisk og et æterisk
legeme, og disse to legemer gennemtrænger hinanden.
Den fysiske krop ældes og forgår. Det er vi alle klare over,
men vort åndelige legeme, der er bærer af vor personlighed,
kan aldrig forgå. Hvilken trøst er det ikke at vide, at vor frigjorte
ånd, når døden lukker vore jordiske øjne, forenes
med vore kære i et hjem, der ikke er af denne verden.
Ved fødselen blev vi overklædt med fysisk stof for at kunne
fungere i denne grovere verden, vi midlertidigt bebor.
Men når denne afkastes og går tilbage til de stoffer, hvoraf
den er dannet, drager den frigjorte ånd ind til den åndens
verden, hvorfra den kom, inden den ved fødselen begyndte
sin skolegang hernede.
For den frigjorte ånd er den nye verden ligeså reel, som
omgivelserne her er for os. Det er blot et spørgsmål om finhedsgrad.
Er man underlagt samme frekvens, opfattes omgivelserne
ligeså naturlige som her, fordi de er bygget op
af samme stof.
Jeg vil snarere kalde jorden for en genspejling eller en
grovere kopi af den æteriske verden. Men den tilkommende

verdens skønhed er betinget af individets karakter og udviklingsgrad.
Vi bliver hverken værre eller bedre, fordi vi
går fra den ene tilstandsform til den anden.
Vi skaber selv vor fremtidsskæbne og den bolig, der engang
skal blive vor.

Mestrene.
Fra de tidligste tider, da de første menneskelige væsener
viste sig på Jorden og til denne dag, har der altid været
Adepter eller Mestre fra højere planer til at lede menneskeheden,
thi bagved den ydre verden findes en højere ledelse
i det guddommelige hierarki, gennem hvilken verdensviljen
virker.
Mange af disse er blevet miskendt, fordi de ikke er blevet
forstået af den tids mennesker. Det taler historien sit stærke
sprog om. Vi kan tage Mesteren Jesus som det stærkeste
eksempel. Han kom fra de højeste Himle, for at vise os vejen,
sandheden og livet. Vi mindes de første Kristnes kamp
for at føre hans lære frem. Kætterbålene flammede gennem
hele middelalderen. For eksempel blev Giordano Bruno
brændt som kætter i Rom, efter at han havde været fængslet
i flere år. Dette fordi han bragte en stor sandhed om
vor klodes form og bevægelse. Han påstod, hvad sandt er, at
Universet er uden grænse, og at en uendelig Gud kun kan
udfolde sig i et uendeligt univers.
Han forsøgte også at få menneskene til at forstå, at Gud er
verdenssjælen, og at livet er evigt.
Det var en hård tid dengang, men ak! Den dag i dag bliver
mennesker også pint og henrettet, dersom de har andre

meninger end de bestående. Således mødte Mesteren Saint
Germain også spot fra visse kredse, fordi de ikke forstod,
hvad han repræsenterede. Men han har ved sin overmenneskelige
visdom og godhed, gennem årtusinder søgt at løfte
menneskeheden et skridt nærmere målet.
En anden gudsendt leder, der har virket iblandt os, er
Pater Pio. Han var kapucinermunk i et kloster i Syditalien,
hvor han døde år 1968. Hans liv var fuldt af undere. Ligesom
Frans af Assisi var han stigmatiseret, det vil sige, at
han fik Kristi sårmærker i hænder, fødder og side. Der skete
ustandselig helbredelser omkring ham. Han kunne se lige
igennem mennesker og vidste alt om dem. Samtidig med,
at han var i kloster, viste han sig i synlig skikkelse rundt om
i verden og talte med folk og helbredte dem. Han efterlod
sig intet skriftligt og holdt ingen bemærkelsesværdige prædikener,
men han gik fuldt og helt i Kristi fodspor. Der berettes,
at der var en udstråling af kærlighed om hans person,
som gjorde, at folk, der kom i berøring med ham, kom til
at tro på Gud og på en åndelig verden. 100.000 mennesker
fulgte ham til graven i den lille by San Giovanni Rotondo
på Garganobjerget.
Han var en udsending til os fra lysriget bagved den larmende
jord.
Den nulevende Sai Baba i Indien samler millioner af
mennesker omkring sig. Han udretter det, vi kalder mirakler
i stor målestok og råder over fantastiske åndelige kræfter,
der giver videnskaben noget at spekulere på.
Disse vældige evner bærer han med sig fra den høje verden,
hvorfra han kommer.
Vor høje Mester Jesus Kristus satte sine uudslettelige spor
iblandt os gennem sine vise ord, sine såkaldte mirakler og
uforglemmelige lignelser.

Vinden og solsangen.
3. november 1981.
Novemberstormen farer over lande. Træernes blade falder
til jorden, deres foreløbige mission er endt. De gav liv og
næring til træet de lange lyse sommerdage. Nu gøder de
mulden og går ind i det store guddommelige kredsløb.
Jeg stirrer på de spinkle grene, der svajer for vinden. Det
ser lidt brutalt ud, som det dog river og rusker, men den
store Skaber har med visdom flettet grenene sådan sammen,
at de føjer sig for vindens tiyk. Og det synger i min sjæl:
Tak for de lyse dage, der svandt, og tak for naturens hviletid
i vinteren, der nænner sig. Alt er jo så såre godt.
Nu toner en lovsang for mit indre øre. Her inden for hjemmets
mure er så fredfyldt og så trygt. Det er så forunderligt,
for nu hører jeg englerøster, der priser den hellige Fransiskus,
vort store forbillede.
Jeg sidder stille og lytter, og nu fanger jeg nogle gloser
på et fremmed sprog. Det må være italiensk. De synger
den samme sætning igen og igen:
Altissimo onnipotente bon signore  
Jeg tror, det betyder: Allerhøjeste, almægtige, gode herre.
Nu gentages en anden strofe, der lyder således: Laudato
si missignore, per frate vento.  Jeg mener at kunne oversætte
det, da jeg har nogen kendskab til fransk. Det må være hans
lovprisning til broder vind: Lovet være du Herre for broder
vind. 
Åh, jeg stemmes dl højtid, så alle sjælens strenge dirrer.
Nu går det op for mig, at det er solsangen, de synger. Han
digtede jo engang en tak for alt det skabte.
Frans af Assisi, der har en stor plads i mit hjerte, åbenbarede sig engang for mig ved sit balsamerede legeme i
klosterkrypten i Assisi. Det glemmer jeg aldrig. Denne oplevelse
har jeg beskrevet i min bog: At dø er at leve.
Han lovpriste i omtalte sang, alt det skabte: Solen og månen
og stjernerne, luften og skyerne, godt vejr og al slags vejr,
hvorved Gud opretholder alle sine skabninger.
Nu toner sangen igen gennem min stue, mens jeg sidder
her ved mit tændte alterlys og skriver, hvad der indgives
mig. Jeg har lige sat en udsprungen hibiscus hen foran mig.
Den har trofast blomstret hele sommeren. Hver morgen går
jeg hen og kærtegner den, mens jeg hvisker: Hvor er du
smuk!  Jeg føler det virkelig, som ville den sige: Tak for
din morgenhilsen. Jeg har også lagt hele min sjæl i at gøre
mig smuk, for at glæde dig. 
Nu lyder sangen igen.  Det er dog forunderligt.
Laudato di, Missignora, per sora nostra matre terra.  
Det må være hans lovprisning til Moder Jord, som opholder
os og bærer os, som frembringer alskens frugter, og
farvede blomster og græs.
Jeg lover og priser dig, Herre, jeg takker for alt.
Og vil tjene dig i stor ydmyghed.  
Forståelsen af det fremmede ordbrug trænger ind i mit
sind. Jeg føler mig løftet mod lyse højder, og kunne jeg synge
som de, ville jeg istemme en dybtfølt tak.
Neden for min altan er plantet vilde roser. De var gule
som små sole, da forårssolen kyssede dem. Nu er grenene
fyldte med røde hyben.
Spurvene og solsorten sidder og ser forelsket på disse
strålende frugter, som uden tvivl vil give dem det vitamintilskud
til vinter, som er nødvendigt for at komme igennem
den kolde tid.
Åbner vi vore øjne og vort sind og lader Moder Natur
tale til os, så må vi med salmisten synge:

Hvad skal jeg sige? Mine ord
vil ikke meget sige.
O, Gud, hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!
INTUITION er en indre åndelig sans, der åbner sig indad
i modsætning til de fysiske sanser, der åbner sig udad, og
man får en umiddelbar forståelse af en virkelighed udenfor
alle ydre påvirkninger og oplysningskilder. Denne evne er
blevet stærkere med årene.
Det kan til tider være noget af en belastning, at se tingene
klarere end andre ser dem, både når det angår personer,
man sidder og taler med, og faktisk ved, hvem de er, og
om de taler sandt eller mindre sandt.
Det indvirker også på min forståelse af universelle gåder.
Sindet har mange aspekter. Mennesket er et sammensat
Noget, men livet er rigt og gavmildt, og vi må takke for
hver dag, der gives os.
Tankens magt.
4. november 1981.
Du, menneske på jord, hvorfor ruster du med ild og sværd?
Hvorfor kredser dine tanker om fjenden, der lurer på dig
og vil slå dig ihjel?
,Jeg skal nok få ram på ham , tænker du. Og du ruster
og ruster med kanoner og raketter og nedbryder, i stedet
for at bygge op.

Markens grøde vil visne, og bonden vil gå fallit. Ser du, menneske, hvor det bærer hen? Du tilbeder krigsguden
og stimulerer hans overmod ved din kredsen om hans magt
og vælde.
Ved du, at tanker kan skabe? Tanker er levende kræfter!
Måske giver du en dag Thors hammer en sådan kraft, at
den slår til med et brag og skaber lynild, kaos og mange
tårer.
Alt skabt er født i tanken, derefter manifesteres det i stof,
i handling.
Hvis du i stedet rustede dig med lyse, tillidsfulde tanker
i troen på livets Herre og Hans englevagt omkring den stridende
jord, da kunne du skabe et lysbælte omkring dig selv,
din slægt og dit land. Lyset fra disse jordens vogtere ville
da kunne trænge gennem skylaget og fortrænge mørket.
Om du ret forstod, at det er sandt, at tanker er levende
kræfter, der slynges ud. De samles og fortættes og kan blive
til en overvældende kraft, Er du klar over, at du selv måske
har båret ved til dette bål?
Jeg mindes en lille historie om en edderkop, der spandt
sin tråd ned fra et ungt træ til en rosenbusk, hvor den fandt,
at her var et godt sted at bo.
Den begyndte at spinde sit fangstnet mellem buskens spinkle
grene. Den spandt og spandt og brugte al sin flid og kunnen.
Der kom små lækre myg flyvende ind i nettet, intetanende
den fare, som her ville koste dem livet.
Nettet blev større og større, og forresten også smukkere
og smukkere, for det var faktisk et helt symmetrisk kunstværk.
Men   hvor fik den dog materialet fra?  Jo, det var
indbygget i dens egen lille krop.
Nu kom store, fede fluer farende ind i nettet. Åh nej, der
sad også en lille skøn sommerfugl og baskede med vingerne
i forsøg på at komme fri. Men edderkoppen gottede sig,

den satte sig midt i herligheden og tænkte: Hvor er jeg dog
rig, nu har jeg snart forråd til lange tider.  Når den syntes
at have lyst, fortsatte den udvidelsen af sit lille kongerige.
Den havde kun tanke for sin egen betryggende sikkerhed
og var meget stolt over sin kunnen. En dag, da den syntes
at have nået sit mål, fik den øje på den tråd, der havde befordret
den ned fra træet, og som var den første betingelse
for det livsværk, der nu var ved at være fuldført.
Hvad skal jeg egentlig med den lange tråd? Nu har jeg
jo mit fine net med forråd til lange tider. Jeg tror, jeg går
hen og klipper den over, den er jo overflødig nu.  Men det
var nu ingen klog tanke, den der fik. Tanken blev til handling.
Den havde glemt alt om træet, hvorfra den kom, og den
fandt forbindelsen med dette helt overflødig.
Ved flid og dygtighed har jeg nu sikret min fremtid. Jeg
har ikke mere brug for forbindelsen med det træ, der knejser
over mit bo. Jeg klarer mig selv!    Og så kravlede den hen
og klippede tråden over.   Det skulle den.nu ikke have
gjort, thi der var et vist sammenhæng mellem denne og det
spinkle netværk.
Det endte med, at nettet faldt sammen, og alle lyse drømme
om velstand og jordisk lykke brast.
Nej, lykken er ikke storhed og ære! Vel er det godt og
rigtigt at være flittig og stræbsom gennem livet, men vi må
ikke glemme Livets træ, hvorfra vi blev sænket ned i jordens
rosenbusk, der ganske vist både har blomster og tome,
men dog er skabt til at sætte frugt og kerne. Klipper vi den
tråd over, som forbinder os med Faderhjemmet, falder vort
korthus sammen. Bryder vi i hovmod det bånd, der forbinder
os med den himmelske Fader, som sendte os ud på denne
jorde livsrejse med en dyb og kærlig hensigt, og tror, at vi
kan klare det hele selv, da tager vi grundigt fejl.

En inkarnation er forholdsvis kort. Før afrejsen hertil blev
det indprentet os at holde forbindelsen med Faderhjemmet
vedlige gennem bøn og stille stunder. Forsømmes dette, står
vi rådvilde den dag, da uforudsete ulykker eller sygdom
rammer os. Vi er ikke fortrolige med, hvor vi kan henvende
os og få hjælp.  Det hedder i et lille digt:
Ydmyghed du må mig lære,
hør mit hjertes stille bøn.
Og når hovmodsånd mig plager,
mind mig da om himlens søn.
Fyld mig helt, o du min Skaber,
at ej mere nu jeg ved,
end din guddomskraft og fylde,
som er evig kærlighed.
Som vore tanker er, således er vi! Tænker vi mismodige
og frygtsomme tanker, da svækker vi både vor egen sjæls
modstandskraft, og vor åndelige styrke. Lad os derfor med
al vor evne søge at bortjage slette og nedbrydende tanker
og åbne for det gode og opbyggende.
Lader vi os beherske af et mørkt sind, trækker vi mørke
ting til os. Kan vi i stedet for koncentrere os om de lyse tanker,
da trækker vi lyse ting til os. At gøre godt er at tilføre
sig gode kræfter udefra.


Den vildfarne søn.
2. december,  1981.
Den ædleste af alle Mestre, Jesus af Nazareth, kom fra en
verden af usigelig højhed. Ved dåben i Jordanfloden fik
han den største af alle indvielser, idet Kristusånden tog bolig
i ham, og han blev eet med Faderen. Da tændtes kristendommens
lys i en verden, der skælver og famler sig frem
i uvidenhedens mørke.
Til dåbsstedet valfarter troende kristne endnu den dag i
dag. Jeg har selv været der. Få måneder før seksdageskrigen
besøgte jeg svenske venner i Beirut og var med dem vidt
omkring i Mellemøsten, blandt andet  i Jerusålem. På vejen dertil
standsede vi ved omtalte sted. Alene gik jeg ad de få trappetrin
til vandoverfladen, satte mig på det nederste trin og lod
min hånd glide gennem vandet. Da følte jeg, hvilken umådelig
kraft der er koncentreret på dette sted, hvor mange fromme
tanker strømmer til.
Mine venner stod længe på strandbredden og betragtede
mig. De var klare over, at jeg oplevede noget stort og helligt.
Min bevidsthed gled bort fra det nærværende, og jeg oplevede
som på en film hele sceneriet fra dengang, da Johannes
Døberen ved en ret håndfast dåb druknede de dåbssøgendes
syndige jeg og indviede dem til et liv i Knstus.
Selve Jesu dåb blev ikke vist mig, men jeg oplevede Døberens
gerning blandt folket.
Efter denne oplevelse befandt jeg mig i en mærkelig sindstilstand,
fraværende og stærkt påvirket af noget ophøjet og
stort. I denne tilstand begav jeg mig ind i en nærliggende
olivenlund, hvor jeg vandrede omkring en tid, indtil det
gik op for mig, at vennerne sikkert ventede på mig.

Nu, når jeg sidder og mindes dette, forstår jeg, at også
der er et særligt center, hvor himmel ogjord, lysets verden
og bedende mennesker mødes i et helligt favntag.
For at Mesterens forkyndelse kunne blive forstået og husket,
talte han i lignelser, der i få og jævne ord rummer de
største guddommelige sandheder.
Tænk på beretningen om sennepskomet, der vel er et af
de mindste frø, der findes. Det voksede op og blev større
end urterne, ja blev til et træ i hvis grene fuglene byggede
rede.  Hvilken kraft bor der ikke i denne mini verden af
et frø.
Det er guddomskraften, denne uforklarlige, men allestedsnærværende
strøm at energi og skaberkraft, der gennemstrømmer
alt liv.
Himmerigets rige er indeni eder!M siger han og sammenligner
dets vækst med underet, der sker i det lille frø.
Ligesom grenene er en del af træet, således er vi en del
af Faderen og er engang i tidernes morgen slynget ud fra
det store guddommelige midtpunkt i verdensaltet, for langsomt
at vokse frem til fuldkommenhed engang. 
Der var engang en far, der havde to sønner.
Sådan begyndte han sin lignelse om den unge mand, der
brød kontakten med faderhjemmet og begav sig ud for at
opleve verden.
Læg mærke til, at det bemærkes, at det var den yngste søn.
Han bad sin far om lov til denne rejse, og da han havde
fået tilladelsen, drog han til et fremmed land medbringende
sine ejendele. Jeg antager, at Mesteren dermed mente, at
han rejste til jorderige, og at han medbragte den åndelige
kapital, han indtil da havde samlet sig. Men ung var han,
og uerfaren. Det var vanskeligt for ham at skelne mellem
det lødige og det mindre lødige i denne nye, brogede verden.
Fristelserne var mange, og ånden var svag.

Inden længe havde han sat alt til, og nu begyndte han at
lide nød. Han sultede og frøs, var laset og forkommen, ja
han måtte endog mætte sig med den føde, der blev givet
til dyrene.
Da han således var langt nede i fortvivlelse, kom han til
at tænke på sin far og på al den kærlighed, han havde mødt
derhjemme. Han kom også til at tænke på de formaninger,
han fik med på vejen, og nu indså han, hvor tåbeligt han
havde handlet med sit liv. Det var dyrekøbte erfaringer,
han havde høstet i det fremmede, men fristelserne havde
været så overvældende, at det ikke var muligt at stå imod.
Men han var jo også en ung sjæl med få erfaringer bag sig.
Han havde måske ikke været i udlandet så mange gange før.
En dag kunne han ligesom Adam og Eva se, hvor nøgen
han var. Han begyndte at skamme sig derover, og at længes
hjem til sin gode far.
I oplevelsernes rus havde han aldrig tænkt på at skrive
hjem. Han havde klippet det bånd over, der forbandt ham
med hjemmet. 
Jeg tror, at han under søvnen mærkede, at faderen ynkedes
over sin vildfarne søn og længtes efter, at han skulle
komme tilbage og banke på, for så ville han blive lukket
ind.
En morgen udkæmpedes en svær kamp i sønnens indre.
Nu kunne han ikke udholde dette længere. Han tog en rask
beslutning og sagde til sig selv: ,Jeg vil vende om og gå
hjem til min far.  Han rejste sig fra lejet og begyndte, om
end brødebetynget, sin vandring mod barndomshjemmet.
Men faderen, der aldrig kunne glemme sit barn, følte,
hvad der var sket med ham, og opfyldtes af stor glæde. Han
ville gå ham i møde og omfavne ham. Nu skulle der festes
derhjemme; for den, som de troede var død, han lever. Han
var faret vild i udlændighedens jungle. Nu havde han ikke

alene fundet vejen hjem, han havde også fundet sig selv.
Lad os derfor feste og være glade!
Da Jesus havde fortalt dette i sin lignelse, kom han til at
tænke på den ældre bror, der ikke havde haft slige tilbøjeligheder.
Han havde passet sin dont og nydt sin løn derfor.
Hvordan mon han reagerede over for al den fest og glæde,
som hans lillebrors hjemkomst havde medført? Og så fortsætter
han beretningen og fortæller, at storebror viste sig
ikke at være så stor, som man havde kunnet forvente.
Der var stadig brist i hans karakter, som ikke var levet ud.
Han viste sig at være MISUNDELIG.
Her har jeg gået og tjent dig i alle de mange år, men
mig har du aldrig givet så meget som et kid til belønning,
mens du her slagter fedekalven, når din pjaltede søn kommer
hjem. Det finder jeg uretfærdigt!
Men faderen svarede: Mit barn, du er jo altid hos mig.
Alt mit er dit!
Lad os sammen glædes over,
at den, der var faret vild,
nu er kommet tilbage.
Vi troede ham tabt,
men er nu fundet.
Jo, Mesteren kendte dem, han talte til. Han kender vore
brist og fald. Men han kender også vore muligheder for
fremgang og vækst. Han bliver aldrig træt af at pege derpå.
Ikke alene gennem de ord, der er nedfældet i den gamle
bibelbog, men han taler også til os gennem samvittighedens
stemme.
Lad os holde spejlet op for os selv og se, hvad der bor derinde.
Det første er, at vi ser og erkender vore fejl,
og det næste er, at vi retter dem!
Sådan siger min åndelige leder.

Tanker der kommer.
Notater:
Angående ideer.
Fra de højere sfærer nedsænkes ideer i modtagelige sinds
bevidsthed. Her tænker jeg på opfindere, videnskabsmænd,
kunst af forskellig art, digtning, musik m.m. Man hører nu
og da mennesker sige: Nu fik jeg en idé, en stærk impuls.
Nu ser jeg for mit indre øje et kunstværk, jeg kan skabe,
eller jeg hører brudstykker af dejlig musik. Temaet gentager
sig igen og igen for mit indre øre. Det vil jeg kunne skabe
noget smukt ud af.  Eller digteren der pludselig føler, at nu
er ånden over ham. Nu kan han skrive. Det er ikke noget han
selv har siddet og udtænkt. Det kom som en inspiration
ovenfra eller udefra.
Men så må der jo også være en inspirator, der indgiver
ham det.
Så er det om at gribe det og fastholde det.
En opfindelse kan opstå næsten ensartet flere forskellige
steder samtidig. Ideen kommer ikke fra det store intet, men
fra en verden på et højere stade end vor, og når så frem
til det åbne sind, der kan opfange den.
Det er ikke altid tilfældet, at en har stjålet ideen fra en
anden. De kan simpelt hen begge have været åbne for at
modtage impulserne på samme tid. Når den først er sendt
ud som levende tankestrømme, så kan den opfanges af hver
den, der er afstemt på samme bølgelængde, om jeg så må
sige. Det må vi, der lever i radioens og fjernsynets tidsalder,
kunne forstå.

Beduinerkvinden.
Jeg glemmer hende aldrig.
Bag Adasbjergene breder Saharaørkenen sig, og spredt i
ørkensandet ligger beduinernes små sorte telte, som er deres
meget spinkle og fattige bo.
For få år siden var jeg på turistrejse i Tunesien. Vi kom
med nyfigne øjne for at udforske deres liv og færden.
Det var som to verdener, der mødtes.
Jeg glemmer aldrig de få minutter, da jeg stod ansigt til
ansigt med en midaldrende kvinde foran hendes meget fattige
hjem, der bestod af nogle pæle, hvor over der var
spændt et tæppe som tag.
Indboet bestod af et ildsted, en briks, nogle kasser og
tæpper.
Dér stod hun, rank og majestætisk, og så på os.
Som en svane rejste hun sit hoved. Der var en ophøjet
ro over hele hendes person, mens de flittige fingre spandt
en uldtråd.
Et øjeblik slap hun thenen, så sig omkring og fik øje på
mig, der med varme følelser stod og betragtede hende.
Hun smilede til mig.
Jeg følte, at hun sendte mig en kærlig tanke, som ville
hun sige: stakkels forjagede mennesker fra den store travle
verden, hvordan kan jeg vise jer min sympati, før I går mit
telt forbi?
Så lagde hun thenen fra sig, vendte om og gik ind i teltet,
så sig omkring derinde og kom ud med et stykke brød og
et nylagt æg.
Så mødtes vore øjne igen, og hun rakte mig brødet med
nogle ord, som jeg ikke forstod.
Jeg tror, hun ville vise os, at hun led absolut ingen nød

og var fuldtud tilfreds og kunne endog dele med os.
Jeg tog imod det med ydmyg tak. 
En anden gav hun sit æg.  Der var ømhed og varme i
hendes blik.  
I ophøjet ro lever dette folk i den store natur uden krav af
nogen art.
Alt det, hvormed vi os smykke,
er det mon lykke?
Hendes spinkle bo blev for mit indre øje et helligt sted,
ja en kathedral, hvor teltpælenes sammenbundne ender blev
til et spir, der pegede mod Allah i det høje, for hvem jeg
ved, hun ydmygt sig bøje.
Da hun rakte mig brødet, skete der noget inden i mig.
Jeg lærte noget af hende og af nomadefolket derude i det
store øde.
Hvem er stor, og hvem er lille?
Hvem er fattig, og hvem er rig?
Den, hvis hjerte svulmer af ømhed og tak, og som er tilfreds
med de kår, man er givet, er et lykkeligt menneske.


Island.
I ældgammel tid dannede der sig myter til forklaring af regnbuen.
Det var jo noget af et mirakel, at slig en farvestrålende
portal pludselig kunne stå udspændt mellem himmel og
jord. Det måtte være tegn på en slags pagt mellem Gud og
menneske.
I gamle middelalderkirker finder man blandt andre kalkmalerier
ofte regnbuen hvælve sig over alteret.

Hvordan det gik til, at den pludselig stod på himlen, når
solen brød frem efter en regnbyge, det var ufatteligt, det var
et mirakel. Men i dag har vi en logisk forklaring derpå. Det
er sollyset, der brydes i regndråberne. Dette skønne syn har
vi vist alle været vidne til.
Men der er andre lysfænomener på himlen, der sikkert
også engang har været uforklarlige. Her tænker jeg på nordlyset.
Det gav mig en storslået oplevelse for nogle år siden
i Reykjavik i Island. Hændelsen kunne se ud som et mirakel,
men havde selvfølgelig sin naturlige forklaring.
Jeg havde holdt en del foredrag deroppe og sluttede en
af de sidste aftener med et foredrag i Nationalteatret i forbindelse
med dejlig sang af en operasanger. Derefter deltog
jeg i et lille traktement for nogle indbudte.
Der var vist mig umådelig stor venlighed deroppe. Jeg
mener at have set alt, hvad der kunne være af interesse på
denne skønne sagaø. Men under spisningen kom et par af
herrerne hen til mig og spurgte, om jeg ikke havde et uopfyldt
ønske. I så fald ville de gerne opfylde det, inden jeg
rejste hjem.
Jeg takkede høfligt for deres store gæstfrihed, men mente
bestemt ikke, at der var noget værdifuldt, som jeg ikke havde
set. Jeg havde endog været helt oppe i det nordlige Island
og holdt et foredrag i Akureyri, hvor der er en meget
smuk og særpræget natur.
Da jeg just havde sagt nej tak til de venlige herrer, fik
jeg en flygtig humoristisk tanke og sagde: Jo,jo, jeg har eet
stort ønske, men det er De sikkert ikke i stand til at opfylde.
Hvad kan det da være, som vi ikke kan opfylde?
Jo, sagde jeg. Nu har jeg været fire gange i Finland og
helt oppe på Karelen, og de to gange var det ved vintertide.
Jeg havde ønsket så inderligt at opleve et rigtig flot
nordlys, norrsken som de kaldet det, hvor himlen er et
flammende strålebundt Men nej. Det blev kun til nogle
små blitz, som man også kan opleve i Danmark. Nu går
det mod vinter her. Jeg har været her i 2-3 uger, men stadig
intet nordlys. Kan De skaffe mig et sådant, så er alle mine
ønsker opfyldt? Og så lo vi lidt allesammen.
De to herrer så spørgende på hinanden, derefter kikkede
de over mod vinduet, så igen på hinanden, hvorefter de
forsvandt ud ad døren.
Nogle minutter senere kom de tilbage med et stort smil
over hele ansigtet og sagde: ,Ja, frue. Vi har just været ude
ved søen for at studere himmelhvælvet Nu er klokken 22,45.
Om 20 minutter går vi udenfor, og så skal De få det nordlys,
De ønsker!!  Var det mon spøg eller alvor? Men tro
mig. Da vi alle til aftalt tid stod ved søen, mødte der os et
storslået syn. En strålesymfoni i alle 'spektrets farver åbenbarede
sig for mine undrende øjne. Aldrig har jeg oplevet
noget så storslået. Et øjeblik dannede det formelig en kuppel
over vore hoveder.
Var det ikke forunderligt, at vinterens første nordlys netop
viste sig hin aften?
Disse rare islændinge havde jo straks konstateret, at de
magnetiske strømme var begyndt at tage form, og at de snart
ville give sig udslag i et af de himmelfænomener, vi her
var vidne til.
De var vist også lidt stolte over, at selv dette ønske kunne
de opfylde. Never mind, miraklet skete, og jeg rejste hjem
opfyldt af stor tak  også for denne oplevelse.

En fabel af Sir Oliver Lodge,
en af sin tids største videnskabsmænd, som benyttede enhver
lejlighed til at proklamere sin overbevisning om livets evige
beståen.

Flynderen og svalen.
En enlig flynder baskede sig frem til søens bred for at sole
sig. I det samme kom en svale flyvende, idet den af og til
berørte vandfladen i sin lette flugt Fisken gabte af forbavselse
over dette syn, som den kun utydeligt kunne se gennem
vandet og mumlede: Så er der måske alligevel væsener
deroppe. Jeg har før tænkt, at der måtte være nogen. Jeg
har set skygger og andet, som kunne tyde derpå, men det
er altsammen fantastisk og uvirkeligt. Det er nu sikrere at
ligge fast på bunden. Det eneste, man er helt sikker på, er
mudderet og sandet. Resten er indbildning. Men da svalen
igen fløj forbi, spurgte den: Hvad er du egendig for en? Har
du finner? Svalen svarede kort: Vi svømmer ikke, vi flyver.
Og derefter tilføjede den godmodigt: Det er forresten omtrent
det samme, kun smukkere og hurtigere og dejligere.
Vi har fjer, som du slet ikke kan forestille dig. Vi svæver
hen over jorden og kan rejse over umådelige strækninger.
Der er mange andre ting, som I slét ikke har begreb om
dernede. Fisken var en stund tavs aflutter forbavselse, men
besindede sig snart, og begyndte mundrapt at snakke løs:
Dette her er noget højst mærkværdigt noget. Vi har aldrig
rigtig troet på jeres eksistens. Der er ganske vist nogen af
os, der kan flyve. Det er flyvefiskene, jeg tænker på, men
det er mig fortalt, at de kun kan flyve et ganske kort stykke,
og at de har set glimt af andre skabninger på deres flugt.
  Nej, vi holder på, at flyvenykker skal holdes nede. Vi skal
ikke have nogen til at tage os ved næsen. Svalen studsede
et øjeblik ved at høre denne tilståelse og sagde så: Du har
ret i, at vi ikke skal lade os narre, men der er måske mere
end én måde, man kan blive narret på. Er du klar over, at
der er noget, der hedder selvbedrag? Du kender kun en ringe
del af verdens herligheder. Ved du måske alting? spurgte
flynderen og var ved at dreje halsen af led under forsøg på
at løfte sig op over vandet. Er alting klart for jer deroppe
i jeres højtsvævende frihed? Fortæl mig lidt om, hvordan
jeres verden virkelig ser ud. Del kan jeg ikke sige dig, 
svarede svalen. Du ville ikke kunne forstå det. Den ligner
jeres verden noget, kun er den langt smukkere. I har smukke
ting nede hos jer, dersom I ser jer om efter dem. I har smukke
sten og tangplanter og skaller, ja selv jeres egne skæl er
smukke. Men vi har træer, blomster og frugter. Vi flyver
over herlige bjerge og glæder os over regnbygerne og solskinnet,
og over regnbuen og duggen. Vi bygger reder i
trætoppene, på lader og kirketårne.
Jeg aner ikke, hvad du snakker om,  afbrød fisken, hvad
i alverden er kirker for noget? Åh, der blev jeg dig svar
skyldig, sagde svalen. Der er meget som selv vi ikke ved.
Vi kan ikke sige dig, hvorfor de er bygget. De minder meget
om lader, men er dog anderledes og langt mere kunstigt
byggede. Det kunne se ud, som om de repræsenterede et
syn på universet, der er langt højere end vort eget. Jo
pyt, sagde flynderen til sig selv, da svalens sidste ord var
døet hen. Den kan ikke fortælle os, hvordan dens egen
verden ser ud, og dog spekulerer den på regioner, der er
endnu mere uforståelige.  Nej, det er altfor vagt og ubestemt.
Vi gør klogest i ikke at tro på nogen anden verden
end den, hvor vi selv hører hjemme. Dersom jeg ville fortælle
de andre, at disse flyvefisk havde talt en slags sandhed,
ville de le ad mig.   Bedre ikke at sige noget.  Og dog, når
jeg tænker mig om, kan jeg svagt huske, at jeg i min barndom
kunne svømme frit omkring, mere end jeg kan nu. Men
disse lysglimt af minder er døet bort. Jeg må være tilfreds
med det, jeg har. Og dermed gav den sig til at svømme
tilbage og satte sig igen fast i mudderet.
Men den oplevelse var nu ikke helt spildt, og den kunne
ikke lade være med af og til at fortælle lidt om det, til trods
for kammeraternes foragt.
Men den følte sig faktisk lykkeligere, skønt den nu var
mere klar over sin uvidenhed end før.

Den undrede sig imidlertid stadig over, hvorfor fuglen
ikke kunne give den mere klare oplysninger med hensyn
til den anden verdens natur.


2. DEL.
KONTAKT MED DEN
ÅNDELIGE VERDEN.
Det er ved at give, at du får,
og ved at glemme dig selv, at du finder dig selv, 
og gennem døden, at du opstår til det evige liv.
Frans af Assisi.
1182 - 1226.

En forårsdag 1981, efter min sædvanlige morgenandagt, stod
min åndelige ven og inspirator, Adif, ved min side. Han
smilede kærligt til mig og bad mig nedskrive, hvad han nu
ville diktere.

Følgende blev da nedskrevet i meget hastigt tempo:
Ved den Højestes kraft og den stærkestes vilje, er det
givet mig at formidle dette budskab til dig. Du skal skrive
endnu en bog. Den vil vække det slumrende i mennesket
og kalde tanker frem til opløftelse, til fremskridt og til gavn.
Hvorfor tøver du? Er du ikke gennem hele livet båret
oppe ved den usete kraft, der er af Gud?

Jeg vil føre din hånd over de hvide blade med et budskab
stærkt og manende til en menneskehed, der vakler og lever
i tvivlens mørke.
De to bøger, der nu spredes over verden, er banebrydere
for det, der skal komme, og du, min unge elev, er nu skolet
til at udføre, hvad der er dig pålagt.
Frygt ikke, tro kun!
Der vil være trofast vagt ved din side, idet din skytsånd,
broder Edgar, og jeg vil stå bag dig. Din himmelske Fader
beskytter dig!
Begynd, når nætteme bliver lange, og skriv så, hvad der
indgives dig.
Bed, lyt og lyd!   Men glem ikke at sige tak, fordi du
er kendt værdig til at tjene så stor og vigtig en sag.
Svigt aldrig dit kald! *
Med Guds velsignelse hilser jeg dig.
Jeg er ADIF
Din mester og ven. 

Livet - det dyrebare.
1. oktober 1981. Åndeligt diktat.
Jeg er din lærer, mester og ven, Adif, der, som så ofte før,
kommer til dig for at tale om livet og dets dybe mening, om
livet,  det dyrebare.
Menneskene har med åbent sind lyttet til, hvad vi har
kunnet give dem af oplysninger om Guddommen og Hans
skaberværk, og de hungrer efter mere. Vi vil åbne os for
de kilder, vi skal øse af, lade det livgivende vand strømme
ind til os. Vi vil tage imod og give ud, befordre de guddommelige kræfter videre, som det nu er os betroet.
I mine tidligere budskaber har jeg talt om det nære, om
den synlige udfoldelse i og iblandt menneskene på jordens
klode, men i dette afsnit skal vi løfte vort blik højere op og
videre ud i det uendelige univers og se hvilke kræfter, der
er sat i gang, for at I kan vokse og udfolde jer i ånd og
sandhed.
Der strømmer så mange spørgsmål ud imod os, der er
frigjort af jordens stof og begrænsning. Men det er ikke
nok at spørge, man må også lære at lytte.
Hvem er jeg?  spørger jeg den, der ved din side står.
Hvor er den Gud, som vi alle søger og prøver at fatte?
Hvem var Jesus Kristus, som vi beder til, når vi er i nød,
fordi vi inderst inde aner en hjælpende kraft strømme imod
os, når vi ret af hjertet beder derom. Det er så ufatteligt altsammen.
Min forstand kan ikke begribe, hvad der berettes
om synd og frelse, om himmel og helvede, om død og opstandelse?
Således siger menneskene i deres søgen efter
svar.
Vi, der har større udsyn og er uden for den jordiske begrænsning,
ser, hvad dine øjne ikke ser og forstår, hvad din
hjerne ikke fatter, thi vi har gået vejen forud for dig og længes
efter at gribe din hånd og lede dig ind i forståelsens lys,
ligesom vi forventer, at du, der hører eller læser, hvad jeg
her beretter, vil føle trang til at dele Din viden med andre.
Vi lægger nu snart en epoke bag os, et tidsafsnit på 2000
år, hvor der er sket en enorm udvikling i de forskellige
menneskeracer.
Universet er uendeligt ,  en ufattelig stor åndelig globus
med milliarder af kloder, galakser, mælkeveje, sole og solsystemer,
og den ånd, der hersker over dette univers, er
den skaberkraft, I kalder GUD. Ikke et menneske som du,
men en koncentreret Kraft, der strømmer fra hver eneste
lille enhed, fortættes og forstærkes som lys og energi, er
ustandselig i bevægelse og slynges ud igen med fornyet kraft
til hver eneste celle i dette store legeme.
Prøv at betragte din egen krop, der på forunderlig vis er
opbygget af celler i ustandselig aktivitet. DU, din levende
ånd, er hersker over denne miniverden. Med din tanke og
din vilje lever, ånder og arbejder du. Men der er en højere
intelligens, en vældigere kraft, der overvåger dig og den
samlede menneskehed. Alt er kædet sammen i en ufattelig
skabelse, som jeg og mine medtjenere vil prøve på ad denne
vej at give dig en større forståelse af. Ligesom der er
et kosmisk råd for hele vort solsystem, således er vi Mestre
forenet i et kosmisk råd, der omfatter Jorden. Men alt er
underlagt den store centrale guddommelige skaberkraft, som
I kalder GUD.
Det fremhæves ofte blandt sandhedssøgere, at opposition
er nødvendig for fremgang, men det er ikke rigtigt. Det
vides, at man på andre planeter skrider fremad uden opposition
fra menneskelige handlinger og kvaliteter. Gang på
gang igennem tiderne har det vist sig, at kontinenter har
måttet forsvinde på denne umodne klode. Jeg tænker på Mu,
Lemurien og Atlantis m.fl. De menneskelige væsener udviklede
deres hjerner til udnyttelse af vinding, magt og begær.
I hver rodrace fremtrådte en åndelig vejleder, lig Kristus,
udsendt fra den store centrale kraft, kaldet Gud.
Positive lysstråler blev sendt imod dem i håb om at fortrænge
mørket, der rummede had og undertrykkelse, men
forgæves. Det var ikke Guds vilje, at Jorden skulle synke
dybere ned i ufuldkommenhedens mørke. Den var blevet
udvalgt til at udvikle sig fremad og opad mod det evige mål:
Visdom og Kærlighed'
Så måtte disse kontinenter nedsænkes, og det skete ofte
i et nu på én nat.

Men nye områder steg op af dybet, nye lærere strømmede
til, dels udefra og dels nye inkarnationer fra de nedsunkne
områder ,  og således om og om igen indtil menneskeheden
på Jord får lært, hvad mål og mening er med det dyrebare
liv, der er os givet.
Jeg er Adif, der hilser Eder.
Genfødelsen.

2. oktober 1981. Åndeligt diktat.
Den menneskelige udvikling er umådelig lang og besværlig.
Der er så meget af dyret, som det er svært at få frigjort eller
levet ud. Grennem millioner af år har vi gennemlevet utallige
former for liv,  fra det mindste atom til det højest udviklede
menneske af i dag. Vi er slynget ud i tidernes morgen, som
en funke fra Gud, med evne og velsignelse til at vokse i
skønhed og fylde.
Mens det jordiske menneskelegeme formes i moderens
organisme, oplever den inkarnerende ånd disse stadier, der
nu repeteres gennem fostertiden og fortsætter de følgende
28-30 år fremover.   To celler forenes, smelter sammen og
vokser med ufattelig fart. Som fiskene i havet lever og rører
det kommende menneskelegeme sig i fostervandet, hentende
sin kraft fra moderen og fra det guddommelige lys udefra.
Den til dette legeme udvalgte sjæl tilknyttes fosteret med
en lysende streng, som populært kaldes sølvertråden, en slags
æterisk navlestreng, hvormed krop og sjæl er forbundet og
uløseligt knyttet til, indtil den ved dødens indtræden brister,
og ånden atter er fri.
Når den nye tidsepoke snart indtræffer, er der fra åndelig
side i det kosmiske råd taget store beslutninger om, hvorledes
disse tingenes tilstand ændres og forbedres. Vel har
vi vor frie vilje inden for en vis begrænsning, men over os
er der øjne, der følger udviklingens gang, Guds tjenende
hærskarer, Mestrene, de opstandne, de, der har tilbagelagt
de lavere kloders erfaringsberigende inkarnationer og sidder
inde med en visdom og kærlighed, som også vi engang skal
nå, de samles i disse begivenhedsmættede tider nærmere
Jordens atmosfære end nogen sinde før.
Dette åndelige hierarki er bindeledet mellem det guddommelige
center i universets midte og vor lille kæmpende
ufuldkomne planet, der bare er en prik i det store hele,  en
celle i universet, der er guddommens legeme, og som i stor
præcision følger sine baner, ligesom dit legeme, der er skænket
dig, har sine præcise baner og funktioner.
Mikrokosmos og makrokosmos er dannet efter samme mønster.
Åben dine øjne, menneskebarn, og se, hvor livet og skabelsen
omkring dig er stor og rig. Prøv at forstå mere om
dit livs mål og mening, så du kan vokse i indsigt og kærlighed.
  Over dig hvælver et lysrige, du engang skal nå. Du
er endnu kun ved begyndelsen af din opstigen mod livsalige
højder, der venter forude.
Ransag dit Indre, fjern ugræsset og find blomsterne frem,
thi de er indpodet i dig og venter kun på at spire og gro.
Gud hjælpe dig dertil!
Jeg er Adif.

I am!
3. oktober 1981. Åndeligt diktat.
Du ser ud ad dit vindue, ud mod det store himmelhvælv. Du
ser træer og huse og fuglenes lette flugt gennem rummet.

Der er ikke mange lyde, der når dig, kun vindens sus i trætoppene
og nu og da en lille spurvs sagte pippen.
Himlen er overtrukket af skyer, er grå og farveløs. Mere
formår du ikke at opfatte med de (før omtalte) fem sanser
du er udstyret med på din jordelivsvandring. Men kunne
du indstille dig på en højere frekvens, da kunne du ikke
alene se hele det strålefelt, der flammer omkring kloden i
form af de mange energistrømme, som I gør brug af, uden
at I formår at se dem. Tænk på jeres avancerede tekniske
kunnen, ikke alene inden for lægevidenskaben, f.eks. røntgen
og radiumstråler m.m. Jeg kunne nævne en uendelighed
af impulser, som menneskene har lært sig at slynge
ud og gøre brug af: telefon, telegrafi, datateknik, radio og
TV, for at nævne, hvad alle kender. Disse virker i det godes
tjeneste. Hele atmosfæren er omspændt af et flammende,
vibrerende magnetfelt, der opretholder og levendegør livet
under dets forskellige former fra det minste til det største.
Du ser det ikke, men det er der! Men mit øje ser det i al
sin guddommelige skønhed og fylde. Alt følger en bestemt
lov, styret og ledet fra det store hellige midtpunkt ,  Gud.
Om du har set nordlyset flamme en mørk vinternat, da har
du en lille anelse om, hvad jeg taler om.  Men oh, menneskehed!
Dit begær er stort, men din moral og næstekærlighed
er lille. Med had i dine øjne eksperimenterer du med dødsstråler,
der kan udslette alt levende omkring dig. Nu er du
snart ligeså dygtig som dine brødre på de omtalte kontinenter,
der forsvandt i dybet, og det kan føre til samme skæbne.
Prøv at åbne dit lommeur og se, hvorledes det ene hjul
griber ind i det andet. Ved din kunnen formår du at få det
til at fungere med stor akkuratesse, registrerende døgnets
timer og minutter. Forstyrrer du det ved at kaste sand i maskineriet,
går uret i stå, eller i bedste fald kommer det ud
af sin rytme. Kloderne derude, som du heller ikke ser, er,

som smådelene i dit ur, opretholdt af den vældige kraft, som
jeg omtaler atter og atter. Atomet er Vorherres byggesten.
Hvo, der vover at forstyrre deres sammensætning i modstrid
med loven, brænder sig.
Fra solen udslynges vældige energier i et flammende bål,
der ser drabeligt ud. Men det er under kontrol. Der sker
eksplosioner hvert minut der ude i det vældige univers, denne
store levende organisme. Men således må det være. Alt
er under kontrol. Et sundt menneskelegeme følger også sine
bestemte love. Hjertet passer sit arbejde, nyrer og lever deres
o.s.v., men misbruger du legemet eller forgifter det med
usund føde, med narkotika og andre gifte, så bryder det sammen,
opløses og går over i eller til andre stoffer. Sådan er
loven.

Men det var det store strålehav sotn jeg og ikke du ser,
jeg ville omtale nærmere. Alt levende på Jord er omgivet
af et kraftfelt, som mennesket i sin begrænsede form og
udfoldelse heller ikke ser. Det gælder lige fra mineralriget
til det mindste græsstrå, træer og buske, blomster og frugter.
Om jeg beskuer et insekt, en fisk eller en hvilken som
helst dyre- eller fugleart, så ser jeg det omgivet af et vibrerende
kraftfelt, der lyser mig i møde med sin farverige aura.
Og hvad med mennesket, den ypperste skabning på Jord?
Det er iklædt en åndelig klædning, der vibrerer i en farvesymfoni,
som blandt andet  clairvoyante og vi ciskamerede kan se.
En åndelig stråleglorie, der kan strække sig flere meter ud
fra den fysiske krop. Den kan blandt andet fortælle os en
hel del om vedkommendes moral og udviklingsgrad. Er det
et stridbart og ondsindet menneske, er auraen blafrende og
uren, hvorimod et højere udviklet individ med positive og
kærlige tanker og handlinger er omgivet af en rolig og skøn
stråleglans, der lyser i klare lyse farver.
Hærskarer af usete væsener, kald dem engle, om du vil,

overvåger alt levende på Jord. Men også lavtudviklede sjæle
flagrer omkring iblandt os. De hjemsøger mennesker, der ved
negative tanker og onde handlinger trækker dem til sig, for
lige trækker lige.
Det er det mørke islæt i åndeverdenens spektrum.
Lys og mørke har altid kæmpet om overtaget. Alt dette
bagved det synlige ser du ikke. Du går som med bind for
øjnene. Men det er der!
Adif.

Hvem er Mestrene?
5. oktober 1981. Åndeligt diktat.
Det store hvide broderskab er sammensat af højt udviklede
menneskesjæle, Adepter og Mestre. Visse af disse danner
det åndelige hierarki for menneskeriget. Enhver af disse har
en speciel tjeneste for Jorden og dens evolution.
Medens de yder disse tjenester, udvikler de samtidig sig
selv. Der er altid en højere bevidsthed at nå, og der er altid
ledere fra højereliggende sfærer, der er rede til at støtte
og vejlede en. Livet eller loven giver dem hver især deres
tjenester, alt efter deres autoritet.
De indviede, de opstandne Mestre, har gennem tiderne
beskyttet og vejledet menneskeheden på mange måder. Det
er meget gavnligt for os at vide og at erkende, at disse guddommelige
hjælpere står bag os og altid er rede til at hjælpe,
dersom vi vil åbne os og tage imod. Men går vi vore egne
veje og misbruger de gaver, der gives os, må de trække sig
tilbage, og menneskene må gå skoleklassen om igen.
Disse højtstående hjælpere arbejder som regel på de kosmiske planer, hvor de hører hjemme, og de nedstiger sjældent
til lavere områder eller til individuelle personer. Men i
dette århundrede har de gjort det i stort tal for at frelse Moder
Jord. Videnskaben må lære mere om det menneskelige sind,
og om de stærke kræfter de har taget i anvendelse. Det viser
sig også, at der de sidste årtier er en voksende interesse for
det okkulte og det spirituelle.
I vor bibelbog er der den ene beretning efter den anden
om lysånder, der pludselig stod foran et menneske og derved
ændrede hele hans eller hendes liv. Sådanne hændelser
bliver der prædiket om søndag efter søndag i vore kirker,
og man rejser sig op i stor ærbødighed. Men sker en sådan
åbenbaring i dag for et nulevende almindeligt menneske,
må vedkommende helst bære på denne guddommelige oplevelse
alene, uden at blive troet eller forstået.
MESTRENE indhyller den de samarbejder med i et klædebon,
et strålefelt, således at de føler sig som eet. Der skal
være harmoni og samklang mellem dem. Sindet og følelserne
må indstilles på det punkt, hvor disse kvaliteter kan
smelte sammen. Dette er meget vigtigt.
Jeg, Adif, er ikke blandt de højeste Mestre, men er med
en længselsfuld higen på vej mod større højder og fuldkommenhed.
Jeg har tilbagelagt mine jordiske inkarnationer, der gav
mig megen erfaring. Gennem utallige ydre og indre kampe
i menneskelivet, er sjælens mangfoldige facetter slebet til
og levet ud, således at jeg er nået frem til det sted, hvor
inkarnationernes skoleklasse er gennemlevet og afsluttet med
en godkendt karakterbog ,  ikke skrevet på papir med blæk,
men som en udstråling i klare lyse farver. Denne giver adgang
til højere steder uden for den jordiske atmosfære, en
verden som vibrerer i samme lyse stråleglans.
Ifølge loven drager man automatisk til det sted, der bærer

den samme frekvens.
Med omtalte synlige adgangstegn stod jeg, Adif, lykkelig
og frigjort i skønne omgivelser, og jeg kunne se tilbage på
et vigtigt afsnit i min menneskelige udvikling. Om jeg ville,
kunne jeg sole mig i denne min nye glæde, men har man
først modtaget denne ophøjede indvielse, er kærligheden til
vore endnu kæmpende og stridende brødre og søstre på
Jorden så stor, at man kun har eet brændende ønske, at støtte
og vejlede dem.
Man kan efter lang eller kort tid lade sig føde igen i en
frivillig inkarnation, iklæde sig menneskets tunge, begrænsede
betingelser, thi det er ikke et større mirakel end, at det
kan ske flere gange. I min situation ville jeg frit kunne vælge,
hvilket forældrepar og hvilket miljø der ville være gunstigst
for den tjenergeming, man ønskede at udføre.   Mange højtudviklede
mennesker, der virkelig gør en indsats i kærlighedens
tjeneste, går iblandt jer og gør vel.
For mig at se, findes ingen større lykke og indre glæde,
end at tage sin næste ved hånden og hjælpe ham fremad
og opad, bjerge ham over fristelsernes klipper og skær, trøste
og vejlede, og derefter opleve, at om end vejen var svær
at træde, så førte den gennem kamp til sejr.
Man kan også gøre, hvad jeg valgte, forblive på det åndelige
plan i den nye sfære, som man efter indvielsen er nået
frem til, og dér øve en gerning, som man synes at have evner
til og interesse for. Der er mange muligheder i den åndelige
verden, flere end i den materielle, hvori du nu lever og
udfolder dig.
Her findes læreanstalter på et højere niveau, end du kender
dem på jord. Der er et utal af grene på kundskabens
træ.
På en sådan skole blev jeg lærer for dem, der er henvist
til et sådant sted. Jeg forberedte blandt andet den søster,

hvis navn herinde er Elisabeth og gennem hvis hånd og
bevidsthed, jeg skriver disse mine ord. Hun lyttede med
åbent sind til vor belæring og vore informationer, i tiden før
hun frivilligt gik ned til den tjeneste, i hvilken hun har tjent
i mange decennier.
Nu følger jeg denne elev, fordi hun har lært sig at afstemme
sit sind efter sin gamle lærers tankeimpulser, så vi derigennem
ved det skrevne ord kan trænge ind til dit spørgende
jeg.
Vi vil tænde forståelsens lys i dit indre og pege på vejene,
du skal gå, dersom du ønsker at arbejde dig ud af uvidenhedens
mørke grå ind til større forståelse af og taknemlighed
for de dyrebare dage, der skænkes dig, og derved gøre dig
til et harmonisk og fredfyldt menneske blandt mennesker.
Gud Velsigne Jer!
Jeg er Adif.
9. oktober 1981. Åndeligt diktat.
Vil du være i samklang med evigheden, må du åbne dit
sind derfor og i stille stunder frigøre dig for de ydre påvirkninger.
I stille lytten vil forståelsen af livet uden for din
hidtidige begrænsning strømme til dig.
Denne kontakt med de højere verdener vil give dig en
indre ro og balance. Du lærer lidt efter lidt at værdsætte
de evige værdier og samtidig at beherske din materielle væren.
Har du vilje og tro dertil og er lydig i denne nye skole,
vil du kunne komme under indflydelse af højere verdeners
bærende kræfter, som vil indhylle dig i et lys, der gør dig
stærk og modner dig til et menneske, der udfylder sin plads
på værdig vis.
Dette lys fra tjenende vejledere venter på, at du vil åbne


døren ind til sjælens indre, hvor mulighederne ligger og venter
på vækst og udfoldelse.
Som den svangre jord ved forårstide venter på tidens fylde,
hvor sæden kan gro, sådan venter din skytsånd og andre
venner fra lysriget på, at du bliver dig din styrke bevidst.
Så vil denne inkarnation kunne blive betydningsfuld for dig
og vise, at nu blev du åndelig voksen og begyndte at fatte
lidt af helheden, og grunden til hvorfor du blev stillet netop
der, hvor du i dag står i din gerning, i din slægt og i din
berøring med menneskene omkring dig.
Så voks da, du kære, hvor Gud har dig stillet,
thi aldrig Han andet end godt har dig villet.
Adif.

De store Mestres liv er helliget menneskehedens tjeneste og
leder deres skæbne. De interesserer sig lidet for ad hvilken
vej et menneske nærmer sig sandheden. Enhver, hvad enten
han er kristen, muhamedaner, hindu eller tilhører andre
trosretninger, blot han eller hun med et rent hjerte tålmodigt
helliger sig sjælens udfoldelse og bestræber sig for at tjene
sine medmennesker, tjener derved Gud. Inde i ens egen sjæl
findes den nøgle, der giver adgang til sandhedens store skatkammer.
Vi lever midt i det evige liv, og det er inde i os selv. Der
er spiren til den altomsluttende kærlighed, som er ren, uselvisk
og alt medfølende.
Den, der beder, skal få, og den, der søger, skal finde.
Jesus sagde ofte til dem, der lyttede til ham: Følg mig! 
Søg derfor ind i hans spor og bed ham give dig visdom i
hjertet.
Det begynder i vor tid at stå menneskene mere klart, at
der bag alt det, der hænder i den ydre verden, findes en

højere ledelse, som styrer folkeslagene og det enkelte menneskes
skæbne efter en vis plan, men det er desværre ikke
altid, at de vil lade sig lede.
Der er en lysbro mellem vor Jord og de højere sfærer i
det gudommelige hierarki gennem hvilken verdensviljen
virker. På denne lysbro virker og arbejder det store hvide
broderskab, de helliges samfund, hvortil blandt andet  Saint Germain
hører.

Dette broderskab udgøres af menneskesjæle, der er udviklet
i en sådan grad, at de er hævet over det rent menneskelige.
Dette er nået gennem utallige jordiske inkarnationer,
der efterhånden har renset dem for personlig egoisme. De
er nu, som før omtalt, befriet for flere tvungne inkarnationer.
Men de brænder af længsel efter at få lov til at stå hjælpende
bag ved menneskeheden.
De katolske helgener bliver kanoniseret af det øverste råd
inden for Vatikanet og stadfæstet af paven. Altså beslutninger
taget af mennesker. Men det er mere eller mindre i samråd
med De helliges Samfund, bevidst eller ubevidst.
Dog er disse kanoniserede helgener, som de troende beder
til, nået så langt i åndelig indsigt og udvikling, at de er
i stand til at støtte og vejlede den bedende. Bliver arbejdet
for krævende, træder hjælpere til.
I disse splittede tider behøves visdom, hjælp og styrke
udefra, for at kunne modstå de strømninger, der brydes omkring
os.
De himmelske hærskarer er os nærmere, end vi tror, blot
vi vil gøre os modtagelige for deres råd og vejledning, lytte
og lyde.
Jeg tror, at den nye menneskehed vil fremstå ved, at kærligheden
frigøres i overflod, og denne næstekærlighed bliver
en følge af åndelig opvågning. Men den må gro op indefra
i det enkelte menneske.


Den ægte kærlighed er uforstyrrelig og uimodståelig.
Når det står os klart, at der ikke findes noget større mål
og udfordring, vil det brede sig som ringe i vandet og skabe
fred, harmoni og lykkefølelse.
Ikke alene på sociale og nationale områder, men det vil
lyse af skønhed overalt.
Vi befinder os i en meget vigtig og livsforandrende tidsalder,
videnskabens tidsalder, hvor der forskes i det synlige og
viges uden om det usynlige.
Men hvis det nu netop er dette, der er det vigtigste, det
bærende!
Her på kloden går menneskene hvileløse omkring og forstår
ikke den store sammenhæng. Der ønskes kendsgerninger,
og de fatter ikke de store åndelige kræfter og love, der
styrer universet og hele menneskeheden.
Vi må lære at forstå sandheden om den åndelige del af
det, vi ser, og af det, vi er, og hvad det hele egentlig drejer
sig om.
Store, vise Mestre har gennem årtusinder kæmpet for at
få disse sandheder frem. Her tænker jeg f.eks. på filosoffen
Sokrates, der levede omkr. 400 f.Kr. Han blev dømt til at
tømme giftbægeret, fordi han underviste i den esoteriske,
den indre, visdom, som frigør menneskets sind.
Dengang fandtes der visdomsskoler. Vore nuværende
universiteter kunne have brug for slige afdelinger. Vi ser
på verden gennem vore egne små vinduer og tror, at vi ser
det hele.

10. oktober 1981. Åndeligt diktat.
Guds fred! Lad mig tage dig ved hånden og vise dig glimt
af livet i den ydre verden, sådan som jeg lovede dig i begyndelsen
af vor samtale.
Det store åndelige hierarki strækker sig ud over de store
vidder ind mod det guddommelige center, hvorfra kilderne
springer og bærer sin livgivende kraft ud over det ganske
univers. Gerne ville jeg delagtiggøre dig i denne storhed så
langt, som jeg ser og forstår det, men da du er begrænset
af din menneskelige hjerne, må jeg begrænse mig til det område,
den kan opfatte. Dette forunderlige organ, der lig en
computor har registreret dit livs mange oplevelser, er i stand
til at fortsætte dermed, indtil den begynder at forkalke, at
degenerere. Den er som bekendt kun eh del af hele hjernemassen,
der ligger godt beskyttet bag den hårde skal. Dette
opfattelsesorgan findes også i din åndelige genpart, men dér
i udvidet form, alt efter individets udvikling.
Når du bliver løst fra materien og ser dig omkring i den
åndelige verden ,  i din nye tilstandsform, vil du kunne skue
ud over store vidder og med undren beskue hærskarer af
lysvæsener, som kun mennesker med clairvoyante evner
formår at se. Dog berettes der om døendes syner, når sjælen
står på grænseskellet mellem de to verdener, og hvad skindøde
efter midlertidige hjertestop fortæller om deres oplevelser.
Højt fremskredne lysånder, der er forenet i det store hellige
hvide broderskab ,  hvis hjerter banker i inderlig kærlighed
til dem, der endnu strider i ufuldkommenhedemes
verdener, de hører hjemme i høje himle og kunne, om de
ville, pleje deres egen høje udvikling og lykke. Men målet
er ikke en egoistisk salig lykke. Målet er et universelt broderskab,
hvor alle tager hinanden i hånd, fra den mest ufuldkomne lille skabning til dem, der har gennemlevet de mange
trin på udviklingens lange stige, ophjælpende hverandre,
støttende hverandre, sådan som Mesteren Jesus Kristus i sin
myndige kærlighed indprentede de lyttende skarer. Elsker
hverandre! sagde han gang på gang. Tilgiv din broder,
og beder han dig gå 5 skridt med ham, så gå 6 eller 7 skridt.
Gør ikke kun absolut det, du er forpligtet til, men giv også
noget af dig selv. Ikke for egen vindings skyld, men fordi
dit eget hjerte byder dig at gøre det. Du vil da erfare, at der
er sandhed i de ord, som vor elskelige broder Franciscus
udtalte, at det er ved at give, at man får, og ved at glemme
sig selv, at man finder sig selv.
At disse gyldne ord, som Mestrene gav deres tids menneskehed,
er udgået fra højeste sted, bevises derved, at de ikke
er glemte, men har bærekraft den dag i dag.
Jeg er Adif.
Hvor opholder Mestrene sig?
20. oktober 1981.
For ikke længe siden spurgte min tanke, hvor opholder I jer,
medens I arbejder så tæt på os mennesker? I må da have
et tilholdssted, en slags mellemverden mellem Jeres egentlige
hjem i de meget lyse verdener, og denne vor Jord?
Så fik jeg en vældig vision, fik svaret i et strålende syn,
som jeg vil forsøge at gengive. Jeg skønner som så, at dette
blev mig givet, for at jeg skal dele det med dem, der søger
oplysning og viden om verdener, som deres egne sanser
ikke kan opfatte. Men det er ikke let for mig at forme det
i ord.

I et NU forsvandt mine jordiske omgivelser for mine
øjne. Det var som om et gammelt sagn blev levende og
sandt. Tusinder af år blev som een dag, og een dag som
tusinder af år. Der var ikke noget, der hed tid Alt var som
NU.
Jeg så jordens runding og landområder udbredt på overfladen.
Hvor Saharaørkenen er i dag, lå for mit åndelige øje
en blomstrende by i et lykkeligt rige, hvor menneskene gik
glade og tilfredse omkring. Dette skønne rige er som andre
urgamle civilisationer forlængst forsvundet fra vor gamle jord.
Jeg så faktisk i et glimt, hvorledes disse store forandringer
fandt sted. Billedet skiftede. Jeg hørte brag og store vandmassers
brusen. Jordskorpen hævede og sænkede sig og
endnu en rest af Adantis-riget sank i havet. Land blev til
hav, og hav til land. Årtusinder gik ned bag horisonten ,  og
vand blev til sand. Så bredte ørkenen sig, som vi kender
den i dag.
Men over et meget øde sted så jeg, at der hvælvede sig
en åndelig verden, en levende aktiv by eller boplads, hvor
omtalte tjenende Mestre har til huse. Denne himmelby lå
oven over det tilsyneladende døde sand.
Denne mellemsfære havde selvsagt en finere frekvens end
den tætte sfære, som vi lever i og opfatter med de fem sanser,
vi er udstyret med.
Jeg formoder, at der åbnes for en sjette sans, når jeg ser
sådanne ting, en slags tredje øje, som forekommer mig værende
placeret midt i panden.
Snart føltes det, som om jeg kom tættere på. Jeg så enkeltheder,
som jeg ikke havde opfattet straks. En strålende tempelby
åbenbarede sig for mig. Huse uden tag, båret af ranke
søjler omgivet af blomstrende haver, templer hvorfra jeg
hørte messe, musik og sang. Alt åndede fred og harmoni.
Dette var et af de steder eller centre, hvorfra vore elskelige,
gudsendte vejledere rækker os en hjælpende hånd, når
vi beder derom og åbner os for at tage imod.
En anden gang, hvor jeg følte mig frigjort fra min fysiske
krop, blev jeg løftet ud over bjerg og dal. Pludselig stod jeg
med min åndelige leder på en bjergtop i Transsylvanien.
Der lå et kloster. Vi gik indenfor og blev budt velkommen
af nogle munkelignende lysånder. Fra dette sted, som jeg vil
kalde stilhedens rige , sender disse kærlighedsfyldte sjæle
deres livgivende stråler og styrkende kraft ned til menneskebørnene
på Jorden. Disse rene sjæle er gennem uendelige
tider, ved prøvelser af forskellig art, renset for al egoisme og
selviskhed, kun opfyldt af een tanke ,  at tjene Gud og al
skabningen på Jord.
Jo, der er en lysbro mellem vor lille rullende klode og de
høje sfærer eller himle i det store guddommelige univers,
hvor verdensviljen råder og virker.
Her blev givet mig en vision
med glimt af deres store mission.
Hvorledes de sender hjælpen til jord
til den, der tror.
Jeg ved, at de ofte har gæstet dit hus.
Du mærker det som et englesus
og føler dig høj stem t, når ind de træde
med deres glæde.
Men selv må vi åbne de stængte porte , 
ellers bliver de borte!

En åbenbaring.
14. november 1981.
Hver lørdag eftermiddag har jeg gennem ca. 30 år forrettet
absent healing, idet jeg kl. 17 hensætter mig en time i inderlig
forbøn for mine medmennesker. Mange henvender
sig til mig og beder derom. Utallige breve med tak for denne
hjælp vidner om, at denne del af mit åndelige arbejde
har været og er fremdeles til hjælp og velsignelse for mange.
Da jeg just havde afsluttet denne tjeneste hin lørdag, kom
en yndig lysende skikkelse hen imod mig. Betaget betragtede
jeg hende. Hun lignede virkelig, hvad vi forstår ved en engel,
dog uden vinger, naturligvis. Hun strøg henover mit
hår med sin fine hånd og sagde: Følg med mig! 
Hvem er du?  spørger jeg, og hvor vil du føre mig hen? 
Mit navn er Bernadette Soubirous, og jeg vil et øjeblik
frigøre dig fra din krop og føre dig til Lourdes i det allersydligste
Frankrig ved de store bjerge, der kaldes Pyrenæerne.
Du har jo arbejdet med åndelig healing en stor del af
din livstid og øvet denne gerning i uselvisk kærlighed. Derfor
skal du have lov til at se og opleve dette indviede sted
med dine åndelige øjne, se hvorledes det strækker sig langt
ind i store himmelske højder, hvor de guddommelige kilder
springer, og velsignelsen strømmer gennem os Guds tjenere,
ned til troende, men skrøbelige mennesker på jord.  
Med eet var jeg frigjort fra mit legeme, og da tid er et
ukendt begreb i den æteriske verden, følte jeg mig båret så
let som et fnug gennem æteren, og i næste nu befandt vi os
omtalte sted.
Se, min søster, ovenover det sted, der nu er et valfartssted
for millioner af troende katolikker, ser du nu med dine

åndelige øjne en tempelby, hvor Mestre fra det hvide broderskab
er forenet i et arbejde, der er til stor velsignelse
for mange.
Jeg vil her fortælle dig lidt om, hvem jeg er.
I min sidste inkarnation var jeg pigen Bernadette, og jeg
blev den, der ved medfødte psykiske evner i 1858 blev udset
til at pege på dette sted som center for helbredende kraft.
Se dig nu om, se på grotten af de massive sten, se på de
af syge mennesker efterladte krykker og gipsbandager, se
kilden og kirkerne, men læg især mærke til Guds hjælpende
hærskarer, der i lang tid efter menneskelig målestok bebor
denne tempelby på det åndelige plan, der hvælver sig oven
over det fysiske, hvor sjæle iklædt kød og blod færdes.
I et fantastisk nu havde jeg suget det altsammen til mig.
Hun meddelte mig, at om betingelserne var til stede, og
hun fandt mig åben og stærk, ville hun gæste mig igen. Et
øjeblik følte jeg mig som bevidstløs eller måske nærmere,
som jeg mindes de mange besvimelser, jeg oplevede som
barn.
Nu sad jeg så atter i min stol, betaget og meget lykkelig.
Jeg tror, at denne lille astralrejse havde varet ca. 1 kvarter.
Jeg rejste mig og hentede min sangbog i reolen, thi en ganske
bestemt hymne sang inden i mig.
Da jeg havde fundet den, satte jeg mig atter i stolen. Mit
lille alterlys brændte endnu rent og klart, og jeg sang denne
gammelkendte salme, som sikkert er skrevet af en, der har
oplevet noget af det samme.

Den store hvide flok vi se.
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring.
af palmesving,
for tronen, hvo er de?

Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom.
og har sig toet,
i Lammets blod,
til Himlens helligdom!
Der holder de nu kirkegang,
med uophørlig jubelklang,
i høje kor,
hvor Gud han bor,
blandt alle engles sang.
Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt,
for tronen stå,
med kroner på,
i Himlens præstedragt!
Sandt er det i så mangen nød,
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød,
nu holde de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv,
ved livets elv,
er både vært og gæst.

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her,
så tro især,
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har sået,
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palmetakt,
og syng af himmel-kraft og -magt:
Pris være dig,
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!
Brorson,1765.



Allerede næste morgen, søndag den 15. november, vendte
hun tilbage. Det havde jeg absolut ikke ventet. Da plejer
jeg at hygge mig med avisen efter morgenmaden, men i dag
blev det helt anderledes. Jeg følte stærke vibrationer omkring
mig, blev bevæget og syntes, at jeg skulle græde uden påviselig
grund.
Nu blev jeg klar over, at det var lysånden fra i går, der
gæstede mig. Jeg satte mig ved skrivebordet med en blok
foran mig, lukkede mine øjne og hviskede betaget: Jeg er
rede, dersom du finder mig åben nok til at modtage fra så
lys en verden. Kort efter dikterede hun, mens pennen fløj
henover papiret:
Min kære søster,
jeg ved, at det koster dig både tårer og anstrengelse at modtage
dette, men jeg er sendt til dig, fordi vi i fællesskab er
pålagt at udføre en tjeneste for den Højeste, der sendte mig.
Det gælder en vigtig oplysning til menneskene af i dag. Deres
øjne og øren skal åbnes for en verden, der indtil i dag
har været en lukket bog.
De har sat begrænsninger omkring alt, hvad de ser og
rører ved, og de fatter ikke, at de lever midt i et arbejdende

univers, styret og båret oppe af en uendelig skaber og Gud.
Den, der har øren, han hører, siger Mesteren, Jesus Kristus.
Han ville oplade deres sind for den storhed, han åbenbarer
for dem. 
Vi er mange, der har fulgt dig i dit arbejde med den bog,
der skal åbne en dør ud til de store vidder og pege på den
arbejdsmark, der, usynligt for de fleste, støtter og opretholder
livets gang på denne klode. Det er vanskeligt for os at
trænge igennem det skylag af tvivl, frygt og mørke, der danner
en mur mellem os og de mange, vi gerne vil hjælpe.
Hvorfor er det så vanskeligt, spørges der. Fordi menneskene
er uvidende om, at vi er der. De ved ikke, eller vil ikke erkende,
at der findes et guddommeligt lys, der søger at trænge
igennem skyen og rense og ophøje tanker og sind i fortvivlede
sjæle iklædt jordisk dragt. Først når de ved og erkender,
at dette lys og denne hjælp findes, vil de søge det
,  og nå det.
Lad os gennem vor fælles indsats, gøre vort bedste for at
åbne de stængte porte, og tænde lys og fortrøstning i menneskehjerter.
Før min sidste inkarnation i det 19. århundrede efter Kristus
var jeg medlem af det hvide broderskab i den åndelige
verden, der hvælver bag den urolige planet, der kaldes Jorden.
Da lød denne kaldelse til mig, som jeg senere vil berette
om. Gennem adskillige inkarnationer er jeg båret oppe
af den katolske lære. Jeg er knyttet meget stærkt til katolicismen
og til vor Frelser, Jesus Kristus.
Ved den Højestes vilje var det bestemt, at der i bjergkæden
Pyrenæerne skulle etableres et valfartssted for søgende
og lidende inden for den kristne tro. Der skulle kaldes på
menneskene gennem et såkaldt mirakel, og dette skulle ske
fyldest gennem mig. En dag kom en udsending til mig og
sagde: Vil du tjene din Gud gennem dette?

Jeg følte mig gennemrislet af en stor glæde, og efter en
samtale med min skytsengel og en efterfølgende gudstjeneste
i vort skønne tempel råbte jeg ud fra min åbne, glade sjæl
et jublende: ,Ja, Herre, din tjener hører!
Få år derefter blev jeg født i et fattigt hjem i det sydlige
Frankrig. Men jeg var ikke helt som de andre. Jeg hørte
stemmer, som de ikke hørte, og oplevede syner og åbenbaringer,
der ikke var af denne verden.
I pubertetsalderen trådte det stærkere og stærkere frem,
og da skete det, som jeg var udsendt for at gøre.
En lysende engel, som jeg antog for at være den hellige
Jomfru Maria, viste sig for mig på klippevæggen i en grotte
nær mit hjem. Dette syn var så betagende stærkt, at jeg faldt
til jorden i undren og tak. Dette gentog sig de følgende dage,
og lysenglen sagde opmuntrende ord til mig. Først ville de
ikke rigtig tro mig derhjemme, men efterhånden som mine
beretninger blev mere og mere troværdige for mine forældre,
rådførte de sig med nogle præster, og jeg gentog for
disse, hvad Jomfru Maria havde sagt. Hun havde blandt
andet bedt mig løsne nogle sten i klippen på et anvist sted.
Der ville da springe en kilde frem, der havde undergørende
kraft. Store menneskeskarer ville valfarte dertil og finde
helbredelse ved kildens vand.
Desuden skulle der bygges en kirke på stedet.
Det skete, som englen havde sagt. Millioner af syge og
modløse pilgrimme søger stadig dertil og finder lægedom
for legeme og sjæl.
Men husk, min søster, at jeg lille fattige hyrdepige intet
var i mig selv, men Gud gjorde mig til et nyttigt redskab i
sin hånd.
Det, vi skal dvæle ved i denne beretning, er dette, at her
er endnu et center for guddommelig kraft, et af de mange
steder, der er placeret i et bælte rundt om kloden for at værne mod sygdom og ulykker. Rigrimme strømmer dertil fra
hele verden. De rejser over bjerg og dal og over de store
have for at opleve en eventuel helbredelse og den kraft og
højtid, der overvælder en på dette sted.
Ingen rejser upåvirket derfra, og mange undere sker, når
denne tusindtallige skare opløfter deres sjæle mod den Højeste.

Lamme går, og blinde bliver seende, som det skete på
Jesu tid, og modløse sjæle rejser sig på ny. Denne oplevelse
giver styrke gennem hele livet. Himlen kom dem nærmere,
og livet blev rigt og stort. 
Min kære søster. Vi frigjorde dig fra dit jordiske legeme
et kort nu, og førte dig til omtalte sted, for at vise dig den
tempelby, der, båret på ranke søjler, rejser sig over de massive
klippeformationer. '
Her arbejder de dertil udvalgte åndelige udsendinge fra det
hvide broderskab. De har viet deres liv og al deres kærlighed
til Gud og hans menneskehed. På dette lysbælte står disse Adepter
og Mestre vagt. I skal vide, at de er der! og hvor I end er,
kommer de til jer, når I af hjertet beder derom. Men husk
altid at føje til: Om Gud det vil, og det er mig gavnligt.
Før de store mirakler får lov at ske, samles disse Mestre
i det store karmiske råd, for der at drøfte hvert enkelt tilfælde.
De ledes gennem den pågældendes skytsånd dertil.
Alt findes optegnet i de himmelske annaler. Man kan kalde
det karmas store bog, skæbnebogen, hvori alt kan læses vedrørende
alle skabninger i vor Faders store bømeskare. Alt
er underlagt den guddommelige lov, hvis grundtone er retfærdighed
og kæ rlighed. 
Mennesker inden for pavedømmet ophøjede mig til mere,
end jeg er, eller mener at være. De kanoniserede mig, og
helgentilbedelse forpligter. Ene formår jeg ikke at hjælpe de

mange, der henvender sig til mig, men jeg har mange hjælpere,
der altid er rede til at komme, når der kaldes.
De hører din stille bedende røst.
Så iler de til dig og bringer dig trøst.
De sendes fra faderhuset ud
med lys og fred fra den levende Gud. 
Nu er hun borte, men har efterladt noget lyst og ophøjet
i min stue og i mit sind. Jeg begynder at fatte, hvilke vældige
kræfter der arbejder for at støtte og vejlede menneskene
på Jord.
For mit indre øje ser jeg, hvad der faktisk sker, når de
store pilgrimsskarer samles i bøn omkring det sted, hvor
den lille pige fik sine visioner. Især ved højtiderne står båre
ved båre, syge og raske side om side i stor trængsel, alle
opfyldt af et stort ønske, at få lægedom til legeme og sjæl, og
at indsuge de lysstråler, man føler sig omsluttet af. Der sker
virkelig mirakler, således som det blev kundgjort hin gang
for mere end hundrede år siden. Ud fra hver bedende sjæl
stiger en lysstråle mod det Høje. Ens aura lyser, ja hele luften
omkring den bedende skare vibrerer i så fin frekvens, at
der åbnes en lysvej op mod den engleskare, der, usynligt
for de fleste, findes over deres hoveder. Det er som en lysbro
udspændt mellem himmel og jord. Strålerne mødes
som i et helligt favntag. De smelter sammen og bliver til et
energifelt, skabt af kærlighed og gudstro.
Ved denne kraft kan undere ske. Jesus kunne ved sit eget
ophøjede Jeg opsende et sådant lys, der forbandt sig med
lyset og kraften fra de hjælpeskarer, der stod ham bi, mens
han udførte sit høje kald hernede. Når disse undere skulle
ske, bad han om denne himmelske hjælp, men sluttede altid
sin bøn med disse ord:
Dog ske ikke min, men Din vilje, Fader! 

Så var dette kraftfelt etableret, og miraklet kunne finde sted.
Engle kom og tjente ham, da han dybt bedrøvet søgte ind
i Gethsemane have for at bede om kraft og styrke til korsfæstelsen,
der forestod.
Et sted i Bibelen siger han: Hvad jeg har gjort, vil også
I kunne gøre.
Lad os åbne os for hjælpen ovenfra. Tage imod og give
den videre til vor næste i form af kærlighed.
Thit Jensen
Forleden dag følte jeg mig træt og mismodig. Da følte jeg
et åndeligt væsen stå ved min side, og jeg hørte disse ord:
Jeg er Thit, der kommer for at stimulere dit kampmod.
Vel står du alene, men det kan også have sine fordele. Vi
er mange herinde fra, der følger dig, arbejder for og med
dig, og hjælper dig at fuldføre, hvad der er dig pålagt.
Engang når du forlader Jordens arena, vil du dale ned i
en kreds af åndsbeslægtede venner, og der føle den indre
glæde, du her må savne.
Livsmod og kampånd må man have, når man frivilligt
går til jord for at så en ny sæd. Der er stene i mulden, men
Vorherre giver regn og sol til grøde og vækst, derom må
der ikke være tvivl.
Allerede nu j ubles der i mange hjem over de guldkorn,
der blev nedfældet i dine bøger. Men det er kun en indledning
til det, der senere skal ske.
Nu gør jeg mig synlig for dig. Kan du se mig?
Jeg hilser dig i søsterlig kærlighed,
Thit.

Atlantis.
7. december,  1981. Åndeligt diktat.
Slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer tonen fra himlen!
Den jordiske menneskehed er een stor slægt, vævet ind i
hinanden igennem tidernes lange løb, fra Adams dage på
den nyfødte klode, fra kontinent til kontinent. Thi der var
verdener, der sank i grus efter Adams og Kains fald. Sådan
må det være. Kun kærlighed består. Disse verdener lå i lange
tider skjult under havets bølgeslag, men dukkede op på
ny i en ny form. Jordoverfladen så ganske anderledes ud for
tusinder eller millioner af år siden. Men ligesom bølgeslaget
mod kyst afsætter lidt af havbundens sand, og nu og da skyller
hengemte værdier op på strandbredden, således er der
bevaret åndelige værdier, som i længst forsvundne tider er
gemt i tidernes nat. Intet skabt kan dø, men det omformes
i den store smeltedigel og bliver til ædelt guld. Den, som
i denne stund fører din hånd og styrer din tanke, har gennemlevet
mange af disse store forandringer. De indvundne
erfaringer er opbevaret. De ligger som latent viden, hvorpå
jeg kan trække efter behov.
Enhver af jer, der lytter til min tale om disse store ting,
har afsat deres viden og kunnen til fremtidens slægter, der
bygget op og samlet. Brudstykker af et stort mønster, som
mosaikker i et endnu ikke fuldendt kunstværk, skabt af dig
selv, men styret og vejledt af altets store skaber, Gud ,  det
store guddommelige lys. Måtte dette lys, der ene kan besejre
mørket, lede os til det, vi inderst inde søger og længes efter.
På Atlantis, det store smukke rige, der endnu en kort tid

er gemt under havet, udfoldede der sig et frodigt liv. Men
allerede før den tid, fandtes andre civilisationer, som også
har afsat deres viden og kunne til fremtidens slægter, der
måske var dem selv i nye inkarnationer.
Når jeg i denne stund fremdrager erindringsbilleder fra
dette store kontinents højdepunkt, kan jeg sammenligne
livet og tilstandene med forholdene her og nu. Deres hjerner
var højt udviklede. Store skoler og læreanstalter lå spredt
over riget. Den største interesse gjaldt teknisk kunnen, som
jo var vejen til rigdom og magt. De kunne flyve i luften og
sejle under vandet, ligesom vi ser det her i dag. De kunne
ved hjælp af solenergi bevæge sig længere ud i rummet, end
menneskene her formår. Ligeledes udnyttede de atomkraften
i vid udstrækning.
Men man kan lege så letsindigt med ilden, at man brænder
sig. Ilden kan være en såre nyttig tjener, men man må nærme
sig den med varsomhed og ærefrygt.
Der levede andre menneskegrupper, end de her omtalte.
I tanken går jeg her tilbage til omkring år 10.000 før jeres
nuværende tidsregning. Da var jeg borger i det omtalte, nu
nedsunkne, rige. En stor del af menneskene der var udstyret
med psykiske evner. De højtudviklede blev undervist af
Mestre i store skønne templer og i filosofiske skoler. Jeg deltog
i denne undervisning i den esoteriske, den indre eller
skjulte filosofi og videnskab. Man stod i forbindelse med
det åndelige Mester-hierarki. Denne viden ligger latent bevaret
i vort inderste jeg, i vor dybeste bevidsthed. Hvad
man en gang har erhvervet af åndelige værdier, er vort til
evig tid. Det kan ingen tage fra os.
Ligesom det er tilfældet her i din tid, er ikke alle modne
til at modtage og administrere den okkulte viden og dens
kræfter. Magtbegæret strækker sine lange arme frem og griber
efter falske værdier i egenkærligt og ondt øjemed.

Dette tog overhånd, og racen nedsank. Det var den dyriske
natur, der endnu ikke var udlevet. De tilranede sig magt
over naturkræfterne, og derved ramtes de af store katastrofer,
af jordskælv, orkaner, oversvømmelser, hævninger og
sænkninger af landområder m.m.
Da trak de indviede sig tilbage. Udvandring havde allerede
en tid fundet sted til kolonierne, anført af præster og
andre ledere.
Her slutter jeg min beretning for i dag, da kraften er svindende.
I morgen tænder vi igen vort lys.
N.N.

Så blev det dag på ny. Da jeg vågnede klokken 5, stod en
lysende skikkelse ved min seng. Han rakte stille og varsomt
sin hånd hen imod mit hoved, og jeg mærkede, at hans
fingre tegnede en cirkel på min pande. Derefter følte jeg
korstegnet markeret inden i cirklen. Jeg hørte ham sige:
Det er soltegnet, det gamle symbol fra svundne tider, jeg
tegner på din pande. Velsignet med disse tegn, går du den
nye dag i møde. 
Efter at have tiet et øjeblik, mindede han mig om en oplevelse,
som jeg aldrig har kunnet glemme. Han fortsatte:
Det var i 1942, en efterårsdag, hvor du vandrede i Marselisborgskoven
nær den by, hvor du bor. Jeg havde først
opsøgt dig i dit hjem, men fandt dig i den smukke skov.
Først blev du lidt bange, da jeg pludselig stod ved din side,
men din skytsånd trådte til og beroligede dig. Jeg fortalte
dig, at jeg engang havde levet på Atlantis og delagtiggjorde
dig i mange hændelser fra hine tider. Jeg kundgjorde for
dig, at jeg engang senere hen ville tale nærmere med dig,

når tiden var moden dertil, og betingelserne var til stede.
Nu er fire decennier rundne, og jeg er den samme udsending,
der i disse dage gæster dit hus, for at vi i fællesskab
kan videregive brudstykker af en beretning så fyldestgørende,
som det nu er muligt. Tænd dit lys og sæt dig ved din
skrivepult. Jeg vil da fortsætte, hvad jeg påbegyndte igår.
I den Højestes navn hilser jeg dig,
N.N.
P.S. Jeg ved præcis, hvor i skoven dette skete, og ofte talte
min mand og jeg om dette mærkelige møde i skoven, når
vi selv gik tur på de samme stier.
Efter min morgenandagt næste dag, stod han igen ved min
side. Han bragte en dejlig fred med sig, og uden tøven lod
jeg ham føre min hånd.
Der blev skrevet følgende:
God morgen! Måtte Helligåndens lys vejlede os om sandheden,
om Gud og Kristus og om livets mål og mening. I
min tidligere omtale af befolkningen i hine tider på Atlantis,
har jeg fremhævet de højt kultiverede skabninger inden
for kunst, religion og videnskab, men for at helhedsbilledet
kan blive mere fyldestgørende, må jeg fortælle, at der fandtes
store områder, hvor der levede naturfolk, ligesom det er
tilfældet i jeres verden inden for de seneste tusinde år. Det
var unge sjæle, men det er ikke ensbetydende med, at de
var rå og brutale. Tværtimod så levede de et smukt og harmonisk
liv i nær kontakt med den store natur, som de følte
sig værende en del af.
De blev, som her, fortrængt af de såkaldt civiliserede
masser, som da var begyndt at degenerere. Familielivet der
gik i opløsning. De parrede sig med hvem som helst, der

bød sig til, og børnene blev ladt i stikken.
Alt dette kunne himlen ikke være vidne til. Kloden var
skabt til fremgang og ikke til fornedrelse og forfald.
Men da loven om årsag og virkning aldrig ophører med
at fungere, blev der udløst enorme kræfter som følge af fejlagtig
tænkning og handlemåde. Kort sagt, karmaloven trådte
i kraft. Forbinder man naturkræfterne med den menneskelige
uforstand, som jo også blev praktiseret, da ødelægges
det bestående.
Det, der før var et smukt kontinent, hvor der i store områder
udfoldede sig et frodigt liv, gik til grunde.
Da de store katastrofer nærmede sig, begyndte udvandringen
til tryggere egne, blandt andet  til Ægypten, hvor der blev
grundlagt en kultur, der blomstrede gennem lange tider.
Indvandrerne eller flygtningene kan vi jo også kalde dem,
medbragte esoterisk viden samt lægekunst, arkitektur og
anvendelse af teknik i det godes tjeneste.
Disse store lærdomme skulle bevares til kommende slægter
og anvendes og udfolde sig fremover.
Når det engang kommer dertil, at Gudsfrygt og Viden
kan smelte sammen i en hellig enhed, da vil lykkens roser
blomstre!
Med sorg må man konstatere, at der er disharmoni og
destruktiv energi i og omkring menneskeheden på Jorden
i dag, men lyskræfter søger at trænge igennem mørket. De
danner en mur af lys som beskyttelse omkring den gamle,
men dog så unge Jord. Thi Altets skaber er indbegrebet af
kærlighed!
God morgen, barnlille!
N.N. 

Angående Atlantis.
18.  januar 1982.
I næsten 2 måneder har jeg ikke været i stand til at kontakte
disse høje verdener, som jeg kunne glæde mig over i ugerne
efter 1. oktober forrige år. Det kræver megen ro og sindsligevægt, men
mange forskellige påvirkninger udefra er slået ind imod
mig som bølgeslag. Mange ulykkelige mennesker beder mig
om hjælp og vejledning i kritiske situationer. Gerne ville
jeg hjælpe og trøste dem alle, men min sjæls sø skal have
en stille og rolig overflade, ellers kan jeg ikke nå den verden,
der vibrerer i en finere frekvens.
Så kom julen og nytåret med rejser til gode venner. Derefter
så jeg med uro på kalenderen. Jeg har savnet noget, er
urolig og splittet. Kun min morgenandagt og den stille time
under absent healing om lørdagene fylder mig med fred
og højtid.
Men i dag er der ved at ske noget igen.
Det begyndte ved sengetid i aftes. Jeg hørte en røst, der
sagde: Er du rede? Og med tårevædede øjne svarede jeg:
Ja, Herre, tal, din tjener hører! 
Opfyldt af fred og indre glæde gik jeg i seng og sov så
trygt og godt til den lyse morgen. Nu har jeg så atter tændt
lyset på mit lille alter og venter på røsten ovenfra. Vinteren
er hård derude. Det er strenge tider for fugle og dyr. Sneen
ligger i store dynger, og temperaturen er langt under nul.
Men nu vil jeg bede en stille bøn om Guds fred herinde
og lytte til tonen fra himlen, den tone, der aldrig forstummer,
som der skrevet står i en af vore salmer.
Jeg mærker, at det er min atlantismand, der ikke har opgivet
noget navn, men kalder sig N.N. 

 Han vil gerne 
fortsætte, hvor han slap sidst.
Han fortæller mig, at det ikke er så lige en sag at kommunikere
med jordiske mennesker, selv om de er i besiddelse
af mediske evner. Mange kan åbne for de nære planer,
men for at kunne smelte sammen med højere verdener og
derigennem få kundskab om fortidens hændelser må man
eje den evne, jeg vil kalde astral-clairvoyance. Men det
koster stor selvdisciplin at udelukke det nærværende og
holde det opladte syn fast. Disse billeder eller begivenheder,
der af overfysisk art vises dig, har en uforgængelig plads
derude i det store kosmos, ligesom erindringsbilleder fra
din egen barndom kan fremdrages for dig og stå lysende
klart i din bevidsthed.
Mon du fik nedskrevet, hvad jeg sidst fortalte dig. Ellers
vil jeg gentage det her. Det er store begivenheder, der er
tale om, og tiden er inde til, at det atter skal drages frem
i lyset. Der findes i dag mange legender og sagn om den
atlantiske civilisation, og der er faktisk noget om den gamle
syndflodslegende, man læser om i Bibelen, men som er
blevet fortolket på forskellig vis.
Lignende sagn findes i mange andre kulturer verden over.
Det er atlantishistorien om igen, mindet om en stor katastrofe,
der rystede vor klode engang. Da det store fastland
forsvandt for 80.000 år siden, da blev en stor ø tilbage, som
Platon gav navnet Poseidonis. Ja, det er store tal, du her
må regne med. Omtalte kontinent lå, hvor Atlanterhavets
bølger slår i dag. Sidstnævnte ø sank i havet for cirka 10.000
år siden. Men set med evighedens målestok er een dag som
tusinde år, og tusinde år som een dag.
Uden for den jordiske begrænsning eksisterer tid ikke. I
måler tiden ved planeternes rotation om sig selv, og månens
og stjernernes påvirkning.
Sol står op, og sol går ned. Derved registrerer du dag og

nat og årets gang. Men solen står hverken op eller går ned.
Det er et synsbedrag. Det er universets store urværk, der
med en fantastisk præcision følger de baner, den store Skaber
i sin visdom har planlagt.
Det er fra omtalte sidste rest af Atlantisriget, at mine oplysninger
stammer. Tag dem så kun som et gammelt sagn,
men jeg vil med sandhed ind for Gud erklære, at i disse
beretninger ligger store sandheder gemt.
Azorerne, der ligger på et undersøisk plateau, er bjergtoppe
fra hint rige. Som det er tilfældet med enhver stor
civilisation, var Atlantis beboet af flere folkeslag, ligesom
her og nu. De fleste havde en rødbrun hudfarve noget lig
Inka-indianerne, der for øvrigt er efterkommere derfra. De
nåede at erkende den højeste sandhed om Gud og mennesket,
og at skaberen af alt liv er til stede i alt levende. De
opfangede og udnyttede solens energi, hvormed de opretholdt
samfundet. De tilbad solen, den store giver og brugte
cirklen som dens symbol.
Der lå engang et rige, hvor havets bølger slår.
Det vil en dag opstige, og om en fortid spår,
om skønne gyldne dage blandt mennesker på jord,
om folkeslag så fage, der satte deres spor.
Men selv om bølgen dækked' det spor, de havde sat,
så blev en dag de vækked' af søvnen, åh så brat,
lig dine markers grøde, der visner og forgår,
men dog står op af døde, når det igen bli'r vår.
Alting i rytme klinger, som havets tidevand,
der stadig med sig bringer lidt nyt fra bundens sand.
N.N.

Nada viser sig for mig med et budskab.
En tidlig morgen vågnede jeg ved, at en åndelig kvindeskikkelse
kom hen imod mig. Betaget satte jeg mig op i sengen
og betragtede hende. Hun var meget smuk. Mærkeligt
nok var hun ikke iklædt gennemsigtighed, men så aldeles
menneskelig ud, hvad klædedragten angik. Hun var iklædt
en grøn folderig kjole i en dejlig varm farvetone. Den var
prydet med en stor opretstående kniplingskrave, som var
mode på dronning Elisabeth den førstes tid, omkring 1550. Hendes
hår var opsat i bløde krøller og var lysblondt. Hendes
øjne var blå og strålende, og ansigtet oveijordisk smukt Ja,
hele hendes udstråling var lys og skinnende.
Betaget spurgte jeg: Hvem er du?  Hun så på mig med
et ransagende blik, som om hun ville udforske mig og konstatere,
hvem jeg er, og om jeg svarede til, hvad hun søgte.
På mit spørgsmål svarede hun: Mit navn er NADA, og
Saint Germain har sendt mig, fordi han ønsker, at vi i forening
skal afdække nogle af de gåder, der hidtil har ligget
uafklarede for menneskene.
Hun talte blandt andet  en del om William Shakespeare og hans
skrifter, hans særprægede sprog og om hans betydning for
menneskene i de følgende århundreder. -
Foruden at være clairvoyant, ejer jeg også den clairaudiente
evne, hvilket er evnen til at se og høre, hvad der normalt
er usynligt og uhørligt for andre. Jeg har læst, at det
bl.a skyldes den æteriske struktur af øjets og ørets normale
funktioner, således at disse organer kan opfatte de æteriske
vibrationer.
Efter at vi havde betragtet hinanden en liden stund, stod
jeg op af min seng, tog en slåbrok på og satte mig ved mit
skrivebord, for at nedskrive, hvad hun havde at sige mig.

Da var jeg atter i den tilstand, som jeg lige har omtalt. Der
var stærke vibrationer omkring mig, og jeg var meget betaget.
Jeg tror nok, hun talte engelsk, men jeg opfattede det som
værende på mit eget sprog. Når hun talte om England, betegnede
hun flere gange landets navn som Britannia. Nu
kom hun igen tilbage til Shakespeare. Hun ville, at jeg skulle
nedskrive, hvem denne udødelige skribent egentlig var.  Jeg
selv har aldrig tidligere beskæftiget mig med slige spekulationer.
Måske var grunden til, at hun viste sig i den tids klædedragt,
at hun ville ind på den tids hændelser. Jeg mærkede
desuden en duft af roser omkring hende.
Nada dikterede: Shakespeares udødelige værker er ikke
skrevet af den, hvis navn blev brugt som pseudonym. Navnet
tilhørte en dygtig omrejsende skuespiller, men HAN har ikke
skrevet disse storslåede skuespil. Derimod har han opført
nogle af dem, blandt andet ved hoffet. DE ER SKREVET
AF SAINT GERMAIN, som på den tid var inkarneret som
søn af en højtstående embedsmand. Han selv var statsmand,
digter og filosof, og hans navn var FRANCIS BACON.    
Her holdt jeg en lille pause, begyndte at fryse, og tog et
tæppe omkring mig, satte mig igen, og hun fortsatte.
I hine tider betragtedes teater ikke for værende fint. Sligt
kunne man ikke beskæftige sig med i de højere kredse.
Teaterstykker betragtedes ikke som litteratur. Francis Bacon
har skrevet dem, men har ifølge sin stand ikke kunnet udgive
dem og overlod dette til W.S.
Denne var en fattig, men ret anerkendt skuespiller, der
blandt andet  gav forestillinger på slottet under dronning Elisabeth
den I.
Han fik en anselig betaling for denne tjeneste, og for disse

midler fik han og hans trup i 1599 egen teaterbygning.
Der blev også midler til at købe huset i Stratford, hvor
han senere døde, år 1616. 
  Nu følte jeg mig træt og evnede ikke at skrive mere.
Med et Gud velsigne dig!  gled hun ligeså stille bort.
Jeg selv havde på det tidspunkt intet kendskab til, hvem
denne Saint Germain var, som blev omtalt i hendes beretning.
Jeg besluttede så at ringe til en bekendt i København,
som jeg vidste interesserede sig meget for sådanne spørgsmål.
Da jeg nævnede navnet Nada for ham, blev han yderst
forbavset, at så højtstående et sendebud havde kontaktet
mig, og han bad mig være meget lydhør, dersom noget sådant
skulle gentage sig.
Til min store overraskelse blev der nu sendt mig skrifter
om Saint Germain og Nada fra helt fremmede mennesker
i ind- og udland. Der kom uddrag af videnskabelige værker
fra Amerika og England. Det var vel indgivet vedkommende
som inspiration ovenfra. Når jeg så sammenlignede dette
med det, der her var sænket ned til mig, fik jeg et billede
af, ja en forestilling, om hele sammenhængen i dette vældige
spørgsmål, der beskæftigede så mange mennesker rundt omkring
i verden.
Det er måske lidt vanskeligt for mig i min begrænsning
at videregive disse oplevelser til andre; men da det er mig
pålagt at gøre det, vil jeg nu som før efter bedste evne nedskrive,
hvad der indgives mig, i håb om, at der må blive
sået et lille frø hist og her i et søgende menneske, sætte nye
tanker i gang, og på den måde prøve at udfylde den plads,
hvorpå jeg er stillet med de evner, der er mig betroet. Derfor
tør jeg ikke ændre på det, der gives mig som åndelig
diktat, eller nu og da som automatskrift, hvor min hånd bliver
direkte ført henover papiret.

Jeg har lovet min åndelige leder at forvalte mit pund så
godt, jeg formår, med tro på, at Gud vil lægge sin velsignelse
deri.
Nogle dage senere mærkede jeg stærke vibrationer omkring
mig.
Det var den kære Nada, der havde mere at meddele mig.
Jeg så hende kun i et lysende glimt, men jeg følte noget
ophøjet og stort komme mig nær.
Hun stillede sig ved min højre side og fortsatte sin diktat
med mange interessante oplysninger om svundne tider og
om Mesteren Saint Germain. Det er senere meddelt mig, at
Nada er lady-master og medlem af det hvide broderskab.
Med ydmygt og opladt sind vil jeg tage imod, hvad der
indgives mig, og så håbe på, at det, jeg her gengiver, må
falde i tråd med, hvad forskere trindt onl har fundet frem
til.
Jeg ved nu, at hun har en særlig kosmisk autoritet og repræsenterer
den 7. stråle, er medlem af det karmiske råd
og vil sammen med Saint Germain få stor betydning i den
kommende tidsalder, i næste årtusind.  
Mesteren Saint Germain
Ved årtusindskiftet forlader vi en epoke under Fiskens tegn.
Allerede de første kristne brugte dette som deres symbol.
Nu går vi snart ind i Vandmandens tegn. Det skulle frigøre
os for meget af det bundne og føre os frem mod større forståelse
af kærlighedens betydning, løse op for religionernes
vildfarelser og rense ud inden for kunst og videnskab, politik
og meget andet, og der skulle skabes større forståelse landene
imellem.

Vi har gennem dyrekøbte erfaringer set, at det vanskeligt
lader sig gøre ad forhandlingens vej. Derfor træder stærkere
kræfter til udefra. Åndelige førerskikkelser vil gå foran og
vise vej.
En af disse er Saint Germain, der gennem lange tider
gang på gang har stået midt i menneskemylderet, når krig
og store kriser var ved at tage magten fra folkene. Denne
store indviede Adept vil få stor indflydelse under frihedens
tegn i den kommende tidsepoke på 2000 år. Men vejen til
frihed går gennem mange led på jorden. Sendebudet NADA
fortalte mig en hel del om denne højt fremskredne førerskikkelse,
som hun er tæt knyttet til i den store tjenergerning,
de sammen har påtaget sig.
De oplysninger som denne lady-master har givet mig, har
jeg her suppleret med uddrag af værker om Saint Germain,
som jeg senere lånte af en embedsmand, der er ivrig forsker
i disse interessante beretninger. Hvad der forbavser og glæder
os begge, er dette, at de meddelelser, jeg her har siddet
og modtaget, falder fuldstændig i tråd med, hvad et anerkendt
amerikansk medium har modtaget i nittenhundredeogtrediveme,
og som er udgivet i bøger på flere sprog.
Jeg vil nu fortælle, hvad jeg ved om denne høje Mester,
som viste sig for mig i et hastigt glimt den dag, da Nada
åbenbarede sig for mig.
Saint Germain
Dette navn påtog han sig i en af sine sidste inkarnationer.
Sanctus betyder hellig broder.
I omtalte bog stod blandt andet, at han var konge på
Atlantis for 70.000 år siden. Det læste jeg med nogen skepsis, idet jeg tænkte, at det skal i hvert fald ikke med i min
bog. Det forekom mig usandsynligt, at omtalte land allerede
dengang skulle have en så udviklet befolkning, at der fandtes
riger og lande med konger og kejsere.
Jeg har altid haft ord for at have begge ben på jorden,
som man siger, selv om min ånd og tanke ofte er løftet op
i højere regioner. Nej,  tænkte jeg, lad mig holde mig til
det, som Nada har givet mig de gange, hvor hun var så tæt
på mig, at der ikke var noget at tage fejl af, og der begyndte
omtalen af hans tidligere inkarnationer med Set. Alban i
England i det tredje århundrede.
Det lød for mig sandsynligt og vil vel også gøre det for
dem, der læser min bog. Men jeg måtte bøje mig for overmagten,
og nu må jeg så videregive, hvad der blev dikteret
mig efter min afvisning af det, som jeg tænkte måtte være
et gammelt sagn.
Nu ryster vel også De på hovedet, men det må jeg så affinde
mig med. Jeg modtog følgende:
Min kære Søster, du skal ikke være så rask til at afvise,
hvad du ikke er i stand til at modbevise. Skriv nu hvad jeg
har at berette.
For disse mange år siden, var dette store kontinent beboet
af et ret primitivt folk, som først var opdelt i mindre stammer,
men senere blev samlet i afgrænsede lande med en
slags konge, som de adlød og så op til som en meget ophøjet
person. Gud har aldrig ladet sin klode være uden åndelig
beskyttelse i form af kosmiske væsener, som giver deres assistance
til det folk, der bebor den. Således har det været
fra tidernes morgen til dags dato. Således lod han også dengang
fremskredne menneskesjæle, der nu fortsatte deres liv
og udvikling på planeten Venus, inkarnere blandt disse ret
primitive menneskeracer for at give dem visse love at leve
efter og retningslinier at følge.

Det er rigtigt, min ven, at Saint Germain var en sådan
udsending i hine ijeme tider, men kom altid ihu, at Tiden er
et jordisk begreb, og at en udvikling, der en gang er påbegyndt,
altid vil fortsættes.
Dette store fastland sank, som du ved, i havet, men for
øvrigt ikke på een gang. Efter flere sådanne naturkatastrofer
blev det ørige tilbage, som fik navnet Poseidonis, og hvorfra
den udsending stammer, som har gæstet dig og dit hus under
betegnelsen N.N., der betyder no name. Vi, der har
tilbagelagt de jordiske udviklingstrin, bærer ikke navne i
jordisk forstand.
Fortsæt kun trygt med, hvad der indgives dig. Du er givet
os som kanal. Betragt dig som en sådan og samtidig som
en lydig tjenerinde, på hvem menneskenes tvivl og skepsis
preller af.
Jeg, Nada hilser dig.
I am. 
Saint Germain har altså gennem årtusinder medvirket til at
bringe mange civilisationer til deres højdepunkt, men hans
arbejde har haft mere berøring med det menneskelige i fysisk
forstand end mange andre Mestres. Han var også blandt
de ledende i det folk, der levede, hvor Saharaørkenen breder
sig i dag. Med sine skiftende fysiske legemer gennem
disse uhyre lange tidsrum, har han stadig suppleret sin viden
om snart sagt alle ting, og derved har han kunnet påvirke
og ophjælpe menneskeheden på jord i meget høj grad.
Han var f.eks. Set. Alban, Englands første helgen, hvor
han under forfølgelse led martyrdøden år 303. Efter sin død
blev han kanoniseret af den katolske kirke. Også i Grækenland
øvede han stor indflydelse i senere perioder.
Efter at han, som omtalt, var blevet halshugget i England,
opholdt han sig i den åndelige verden indtil år 410. Da var
han en fremtrædende nyplatonisk filosof, der søgte at drage
Platons lære frem i lyset. Han blev da 75 år gammel. I de
følgende århundreder dukkede han op snart her, snart der,
for at hjælpe menneskeheden frem på mange områder. Som
franciskanermunk var han alkymist og astrolog. Siden har
han haft stor indflydelse på musikken. Han har inspireret
mange af de store komponister, hvis værker man frydes
over den dag i dag.
Senere figurerer han i England under Elisabeth den I,
hvor Shakespeare kommer ind i billedet. Da stod den kvindelige
Mester Nada stærkt ved hans side, som den støtte,
der var nødvendig i den store udfoldelse. Der har jeg så forklaringen
på, hvorfor hun fremtrådte for mig i netop den
tids klædedragt, da hun kundgjorde for mig, at Shakespeare's
værker var skrevet af Bacon, og at denne var identisk med
Saint Germain.
Så når vi frem til tiden efter 1350, hvor han under navnet
Greve Saint Germain øvede stor indflydelse på Rosenkreuzordenen
og endog måske var dens stifter. Hans symbol er
fra dengang det kristne kors og en rose.
Ordenens formål er at arbejde på menneskehedens forædling
i urkristendommens ånd. Han arbejdede også på at afdække
naturvidenskabens hemmeligheder.
Rosenkreuzeme søger således fremdeles efter bedste evne
at efterleve hans forskrifter.
Forunderligt er det, at de få gange Nada har nærmet sig
mig, har jeg fornemmet en duft af roser. Han er altså en
meget gammel ånd, der forlængst har nået Adept- og Mesterstadiet
og er langt, langt foran os på alle områder; men
hvor er det godt at vide, at disse ophøjede lysvæsener findes
og gerne vil hjælpe og vejlede os, dersom vi da vil lade
os hjælpe.

Jeg vil geme fremdrage just den af hans inkarnationer,
hvor han står meget stærkt, og hvor det skete kan dokumenteres
fra en del udenlandske arkiver. Det var, da han
øvede sin indflydelse i Frankrig under og omkring den franske
revolution. Hver gang gennem århundreder, hvor store
begivenheder skulle finde sted, har han vist sig på Jorden
enten i menneskeskikkelse eller som materialiseret ånd. Dette,
at han dukkede op snart her og snart der, gjorde, at man
kaldte ham Manden, der ikke kan dø.  Man ved, at han
levede i Paris i 1758 under navnet Greve Saint Germain.
Han behøvede ikke lang tid for at vinde indpas i ellers
lukkede kredse. Markis de Marigny stillede slottet Chambord 
ved Loire-floden til hans rådighed. Slottet er et af renæssancens
vidundere.
Følgende beretning stammer fra Britisk Museum i London,
hvor dagbogsoptegnelser findes skrevet af Marie Antoinettes
hofdame og veninde. Der har forfatterinden Isabel
Cooper indhentet disse oplysninger. De er udgivet i bogform
under navnet Souvenirs sur Marie-Antoinét. 
Livet i hofkredsene i det 17-18. århundrede var kunstlet
og yderst indholdsløst. Germain så hele denne åndelige fattigdom
og de farer, der truede forude.
Med en vis højtidelighed forklarede han, at han var kommet
for at ansøge om audiens hos den unge dronning. Da
hun var nysgerrig efter at træffe den person, som hun så
ofte havde hørt tale om, ville hun geme modtage ham.
Ifølge hofdamens dagbog blev han modtaget meget venligt.
Greven samler sig nogle sekunder, står der skrevet, og
med stor alvor siger han:
Dronningen bør vide og nøje overveje, hvad jeg kommer
for at sige.    Forundret giver hun ham tegn til at tale, og
han fortalte da, at et vist parti ville styrte monarkiet, og at
en navngiven hertug ville blive brugt som redskab for fjenden. De ville lokke ham med at love ham Frankrigs krone,
og når de havde brugt ham som redskab, ville de skaffe ham
af vejen. Men for ham ville det blive skafottet i stedet for
kronen. 
Dette kom til at ske!
Han fortsatte: Disse landets fjender vil omstyrte det bestående Dronningen afbryder ham og siger: Der skulle
så kun blive kongedømmet tilbage.  Nej , svarer han,
ikke engang dette, men en republik, hvis scepter foreløbig
er bøddeløksen.

 Senere profeterede han om dagen og
timen for hendes død, hvis hun ikke lød hans råd. Men det
ville hun altså ikke, hvilket som bekendt blev skæbnesvangert.
I Dagbogen står skrevet, at Saint Germain åbenbarede
sig for hende i fængselscellen. Han stod foran hende i sin
astralkrop og opløftede hendes sjæl til txøst med forsikring
om et underfuldt liv efter døden.
Der menes, at dette var årsag til hendes noble værdighed
ved guillotinen, før hovedet faldt for øksen.
Ja, der er meget mere at fortælle om den sag. Han ville
gerne have reddet hendes liv, men hun adlød ikke hans
advarsel.
Under deres samtale på slottet sagde dronningen blandt
andet: De er meget selvsikker, min herre!  Hvortil han
svarede: Jeg beklager dybt, om jeg mishager Deres Majestæt,
men jeg kan kun sige sandheden.   
Han virker og arbejder stadig iblandt os, om end usynlig
for de fleste. Det fik jeg bekræftelse på, da Paven med sit
følge for ikke længe siden besøgte sit betrængte fædreland,
Polen. Da hørte jeg en stemme sige: En himmelsk hærskare
anført af Saint Germain vil beskytte dem mod overgreb,
og overalt hvor faren truer, vil de være til stede, for
der er en lysbro mellem vor lille rullende klode og de højeste
sfærer eller himle i det guddommelige univers, gennem

hvilket Verdensviljen virker. Men så længe hjerterne er
hårde og kolde, spærrer de selv vejen for det lys, der så
gerne vil nå dem. 
Det er en sindelagsændring, der skal til,
gennemtrængt af kærlighedens ånd!
Jesus Kristus
Den højeste blandt Mestrene, der nogen sinde har ladet sig
føde på vor jord, er Jesus Kristus. Han kom fra de højeste
himle for at vise os vejen, sandheden og livet. Hans lære
kan udtrykkes med eet eneste ord: Næstekærlighed. Lad ham
være vort store forbillede, så vi kan komme til sandhedserkendelse,
erkende de højere verdener og vort eget højere
jeg, hvori mange muligheder ligger gemte. Så vil vor Jord
blive et dejligt sted at bygge på, om broderfred var overalt
at finde, og vor klode ville blive forvandlet til et kærlighedens
kosmos.
Før Jesus, i tidernes morgen, sendte Gud en anden Mester
ved navn Moses herned for at vejlede et ulykkeligt folk. Han
lod store undere ske ved ham, og han er sandelig ikke glemt.
Men har vi gjort, hvad der gennem ham blev skrevet og
sagt i den store Åbenbaring på Sinaibjerget? Her tænker jeg
på de Ti Bud, der blev givet menneskeheden til efterfølgelse.
Prøv at læse dem igennem og du vil se, hvor få af disse
lovbud der er blevet overholdt.
Men århundreder efter Moses kom den Messias, der var
lovet os. Han der var udset til at modtage Kristus-ånden.
Inden dette skete, var Jesus-mennesket en meget langt
fremskreden ånd, der havde hjemme i det højeste hierarki.
Men hans mirakuløse kraft begyndte først, da Kristus-ånden

ved dåben i Jordanfloden inkarneredes i ham eller overskyggede
ham. Fra den dag var han Jesus Kristus, ånden
der er eet med Faderen, nærmere end nogen anden. Men
han er ikke Faderen, ikke Gud, som man hører visse præster
forkynde. Han udtalte selv inden korsfæstelsen, at om en liden
stund går jeg til min Fader og eders Fader.
Vi er alle en del af Gud, små*funker af det store lys. Men
Kristus, vor Fører og åndelige Konge, er helt omstrålet af
Guddomslyset, og han lader bestandig dette lys skinne på
os, om vi da vil åbne os derfor.
Vi er alle Guds børn, det være sig hinduer, muhamedanere,
jøder og kristne ,  een stor søskendeflok på vej mod
det samme mål. 

Foruden de Ti Bud er for mig at se en anden stor hovedhjørnesten
i vor Bibel: Jesu Bjergprædiken. Det er guldkorn
af højeste karat, om man vil se dybere deri. Tænk, hvor
vi er langt fra disse dyrebare påmindelser! Når vi lægger
de menneskegjorte dogmer til side og lytter til Mesterens
vise tale, så har vi meget at lære. I Lukas 16. Kap. taler
han om livet efter døden. Den rige mand dør, er i pine efter
at have levet et liv i lyst og pragt, står der. Han ser den
fattige Lazarus hvile i Abrahams skød og beder, om de vil
forbarme sig over ham. Der bliver forklaret ham, hvorfor
hans lod nu er blevet så tungt i forhold til Lazarus'. Han
belæres om adskillelsen mellem sfærerne med de ord, at
der er fæstet et stort svælg mellem verdeneme, og som vi
sår, må vi høste. Den rige mand, der sandsynligvis har været
meget selvglad og bjærgsom, kommer til at tænke på sine
kære derhjemme og beder om, at der må blive sendt bud
til hans fem endnu levende brødre for at advare dem mod
at leve livet på samme letsindige måde, som han. Men Abraham
mener ikke, at det er til nogen nytte, for når de ikke
har villet lytte til Moses og Profeterne, så vil de heller ikke

lade sig overbevise, om der kom et sendebud fra de såkaldte
døde.
Jo, der er meget at lære af den hellige bog. Men den skal
læses med ånd og forstand.
Professor i teologi Haraldur Nielsson, som jeg mødte ved
mit besøg i Island, skriver i en artikel, at den kristne kirke
skulle være de psykiske forskere taknemmelige for det, som
de allerede har udført for at rehabilitere Bibelen. Som mange
andre af nutidens videnskabsmænd var det hans ønske,
at tro og viden skulle gå hånd i hånd.
Blind tro på gamle dogmer og overleveringer kan føre til
fanatisme, og kold viden uden tro på det guddommelige
kan ikke bære os oppe i prøvelsens stund.
Lad os komme ud af middelalderens tænkemåde, supplere
vor viden om det store univers vi lever i, og så lytte til,
hvad vor høje Mester gik tiljord for at indprente os: NÆSTEKÆRLIGHED!
Lys og fred over alle tanker,
lys og fred over vejen, du skal vandre!
Edgar.
Mine kære venner!
Så langt det har været mig muligt, har jeg ad denne vej
søgt at få jer i tale for at lette eders vandring hernede på
denne givende Jord.
Når jeg har villet betegne dette ofte svære jordeliv som
Livet, det dyrebare, så er det, fordi det er en vigtig skole,
vi alle har måttet gennemgå for vor udviklings skyld, for
at modnes og forædles. Men vi åndelige ledere, der har gået

vejen forud for jer, ønsker i kærlighedens navn at benytte
de kanaler, der siden apostlenes dage stadig findes, og derigennem
minde om Gud og Kristus og om livets evige beståen.
Løft din udødelige ånd mod højderne, lad den få større
udsyn og dybde, så du hver dag når et skridt nærmere det
endelige mål.
Vi, der søger at række en hjælpende hånd, glæder os
over hvert lille fremskridt I gør og sørger, når I fejler. Men
aldrig taber vi troen på, at I vil sejre engang.
Hver dag er hellig og en gave fra Gud.
Dage kommer og dage går,
snart er det vinter, og snart er det vår.
Livets kilde bestandig springer
medens evighedsklokkeme klinger.
Fremad  kun fremad vejen går.
Dagen vil komme, hvor målet du når.
Men tre følgesvende må du have hemeden:
Troen og håbet og kærligheden.
Adif.
Der blinker hist oppe en stjerne
den skinner så klart på vor vej,
fortæller om egne så §eme
der venter på dig og på mig.
Se blot hvor den stråler og lyser,
fortæller der er ingen død,
men mennesket for den gyser
og sænker sig selv i nød.

Men nu vil vi nøden lindre
og åbne evigheds port,
og stjernen hist oppe skal tindre
og vise, at livet er stort.
Løft så dine øjne mod himlen
og se, den er mægtig og stor.
Vær med til at vejlede vrimlen
på den stakkels nødstedte jord.
Lær mennesker Gud at prise
og takke for stjernens glans,
så vil han jer storheden vise,
der findes bag stjernernes krans.
Pater Ro
Mandag den 26. okt 1981 havde jeg blandt andre besøg
af det ansete svenske medium Torsten Holmquist, der er
clairvoyant. Flere gange i løbet af eftermiddagen fortalte
han, at vi havde besøg af Pater Ro, og at denne meddelte,
at han gerne ville bringe et budskab i min nye bog.
Allerede næste morgen stod han ved min side og gjorde
tegn til, at han gerne ville, at jeg nedskrev, hvad han havde
at sige. Der bredte sig i min stue sådan en dejlig fred, og
da jeg satte mig for at modtage hans budskab, begyndte han
at diktere:
Jeg lille fattige munk er opløftet i en herlighed, jeg knap
kan fatte. Vor høje Mester, i hvis spor jeg gerne ville vandre,
er kommet mig i møde. Han skuede ind i dybet af min
sjæl med sine milde, milde øjne, og den uudsigelige kraft

og kærlighed, der da strømmede mig i møde, overvældede
mig i den grad, at jeg faldt på knæ og kyssede hans fødder.
Denne stund, søster, var højdepunktet i min tusindårige
tilværelse. Aldrig vil jeg glemme og aldrig vil jeg slippe
denne Mester, Jesus Kristus. Han er lyset, der går foran os
alle og leder os gennem dunkle skove til lyse enge, hvor
alt ånder fred, og fugle og blomster synger deres stille sang
i samklang med englekoret over vort hoved.
Verden skælver i dag. Troen på Alfaderens omsorg for
sine børn er vigende, men ikke død.
Se, jeg holder et billede op for dit indre syn. Det står
nu så stærkt og klart for dig, at dine materielle omgivelser
forsvinder, og du opfatter, hvad jeg viser dig. Du befinder
dig i et sygeværelse i det hellige land på den tid, da Jesus
gik omkring og gjorde vel. J aims' unge datter lå for døden.
Hjemmet lå nedsænket i stor sorg. Da sendte de bud efter
Mesteren og bad ham lægge sine hænder på barnet, at hun
kunne vorde rask.
På sit ansigt for Herrens fod, Jairus han bad i nøden:
Hjælp i nåde, o Herre god, min eneste ligger for døden!
Det hændte sig i Kapemaum, hvor Frelseren dvæled.
Barnet lå ganske stille, og man troede hende død. Da oplod
Jesus sin røst og sagde: Frygt ikke, tro kun! Pigen er ikke
død, hun sover! Han løftede derpå sine arme mod himlen
og bad vor himmelske Fader være dem nær i denne stund.
Et stort lys omstrålede ham, og da han lagde sin hånd på
pigens hovede og med høj og myndig røst bød: Pige, stat
op, rejste hun sig og vendte tilbage til livet.
Hvorfor viser jeg dig dette og lader dig berette, hvad du
ser? Jo, min ven. Verden af i dag er at ligne med det syge
barn. Fortvivlelsens mørke breder sig i mangt et sind. Troen
på Gud, vor Fader, er ved at briste, men hans søn, Jesus
Kristus, lever og virker endnu iblandt os. Han rækker sine

arme op mod vor fælles Fader, og beder om himlens hjælp
og velsignelse. Vel er gudstroen vaklende, men den lever.
Den er ikke død, men den sover!   Om I åbner jer i oprigtig
bøn og lukker lyset ind i jeres hjerter og i jeres tusinde
hjem, da vil al frygt og bæven vige. Mørket vil forvandles
til lys og en stille lykke og fred vil tage bo i jeres hjerter.
Må hans velsignelse være med jer!
Eders ven, Pater P. 

3. DEL.
GLIMT FRA 30 ÅRS HEALING TJENESTE.
Da jeg nu har berettet en del om mit livs mange sælsomme
oplevelser, kan jeg ikke undlade også at fortælle om de
mange år, hvor syge mennesker strømmede til og blev helbredte.
Det viste sig, at jeg havde endnu en evne, der ikke var
blevet brugt, men for mig at se, var jeg også så stærkt engageret
i foredrag m.m., at jeg ikke havde regnet med at
skulle tage flere opgaver op.
Men skæbnen eller himlen ville det altså anderledes.
For at kunne tegne et nøjagtigt billede af hvordan det
gik til, at denne min helbredende evne blev opdaget og sat
i gang, måtte jeg finde en af mine gamle rejsedagbøger
frem. Jeg vil så her gengive, hvad der står angående de
slumrende heaiingsevner, der nu skulle træde i funktion.
Det var i september 1951. Min mand og jeg var til en
stor verdenskongres i Stockholm, hvor psykisk interesserede
og medialt begavede mennesker var strømmet til fra mange
lande. En helt enestående begivenhed, hvor også en del videnskabsmænd
fra England og Amerika, med interesse for
psykisk forskning, var mødt op. Luften summede af alle
mulige sprog, men efterhånden var det engelsk og svensk,

der blev det dominerende. Dog blev selve konferencen også
ført på fransk.
Søndag den 2. september samledes vi alle i den smukke gamle
Seglora Kirke på Skansen uden for hovedstaden. Åbningsgudstjenesten
skulle foregå på engelsk, og det blev mig, de
havde udset til at forrette denne.
Kirken var fyldt til sidste plads. Den var smykket med
blomster og udelukkende oplyst af levende lys. 

Da jeg
blandt andet  havde lært engelsk kirkesprog på translatørskolen i
København, faldt det mig forholdsvis let at udføre dette arbejde.
Jeg ved, at jeg blev fyldt med ånd og kraft, og at alle
følte sig løftet og beriget. Det var virkelig en højtidsstund
for os allesammen.
Jeg talte ud fra Jesu Bjergprædiken. I er Jordens salt,
men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal den så saltes
med?...  I en verdens lys. En by, der ligger på et bjerg,
kan ikke skjules!...  Lader således Eders lys skinne for menneskene,
at de kan se Eders gode gerninger og ære Eders
Fader, som er i Himlene! ...Jesus Kristus har åbnet døren
ind til det store kongerige, som ikke er af denne verden, og
der er vi alle børn af den samme Fader.
Havde menneskene på Jord erkendt hans lære og levet
derefter, ville verden have set anderledes ud i dag.
Hans manende ord hin dag på bjerget var henvendt til
os alle. Det er et levende kildevæld, vi kan øse af. Det er
ikke så lige en sag at hoppe over bjerget, for tinderne rækker
højt op i Himlen...
Nogle dage senere skete det, der satte mit nye store arbejde
i gang. Under en fællesudflugt, en sejltur i Skærgården, kom
et engelsk ægtepar hen til os og præsenterede sig som ingeniør
Duffield og Frue. De fortalte, at de var ledere af
et åndeligt healingscenter i Norwich, en af de 65 klinikker,

der er tilknyttet Hovedcentret i London. Inden afrejsen til
Sverige havde de gennem det derværende førende medium
fået en besked fra deres åndelige healingsguide, en tidligere
kinesisk læge ved navn Sing-Thu, at de på kongressen ville
træffe en dansk kvinde med helbredende evner, som de
ønskede skulle sættes i gang med at bruge denne gave til
gavn og velsignelse for mange mennesker fremover. Og
det er dig, Mrs. Amborg.M Den åndelige læge kaldte dig:
little lady of the white light. 
 Kom hen på vort hotel i
morgen, så du kan få nærmere information angående dette
vigtige budskab.
Fruen var selv medium, og da vi mødtes næste dag, talte
omtalte åndelige leder længe med mig og opfordrede mig
til at begynde så snart jeg kom tilbage til Danmark. Jeg
sagde ikke straks: Ja, det skal jeg nok , for jeg kunne ikke
tænke mig at have tid og kræfter til så krævende et arbejde.
Desuden ville jeg ikke risikere at blive stemplet som en slags
kvaksalver og måske få konflikt med myndighederne. Nej,
det turde jeg ikke love uden nærmere eftertanke. Men så
spurgte han, om jeg ikke gerne ville have min mand rask.
Han led af efterveer fra malaria og havde stærke hovedsmerter.
Jo, selvfølgelig ville jeg gerne se min mand sund og
rask. Gennem mediets mund talte han så de ord, der blev
afgørende for alt det, der senere kom til at ske, idet han
sagde: Rejs så hjem og begynd med your husband den
første fredag kl. 20. Vi, der er kaldet til denne gerning, vil
være hos dig, og du vil føle dig opfyldt af en kraft, du aldrig
før har oplevet. God bless you! 
Så oprandt dagen derhjemme. Jeg tændte et lille lys og
bad en bøn om velsignelse til stunden.
Vi glemte aldrig den halve time, hvor vi følte os omsluttet
af lys og kraft. Jeg lagde hænderne på min mands hovede
og ryg, mine fingre lyste som fosfor, og vi var nærmest

målløse af betagelse. Smerterne var borte, og min mand
følte sig yngre og stærkere.
Da vi gik til ro, var vi opfyldt af undren og af tak. Dette
regner jeg for min indvielse.
Endnu forstod jeg ikke helt alt det, der lå bagved, og det
gør de, der læser dette sandsynligvis heller ikke. Men senere,
da de kaldte mig til England, fik jeg indblik i mangt og
meget, og i de mange år, der nu er svundne, har jeg fået
et vældigt overblik over det store kosmos og en dyb og hellig
forståelse af Guds uendelige kærlighed gennem den store
tjenerskare, han sender ned mod jordens menneskehed
for at bistå os, når vi har det svært.
Få dage derefter skete noget uventet, som fyldte os med
ny undren. Min mand havde på hjemvejen fra kontoret besøgt
nogle bekendte og fortalt om det hændte. I dette hjem
opholdt sig en dame, der ventede på hospitalsindlæggelse
og operation på grund af hofteskade, da hun ikke mere var
i stand til at gå ved egen hjælp. Han meddeler mig så, at
han havde lovet damen at få den behandling, han selv skulle
have haft samme aften. Det var jeg meget betænkelig ved.
Men kl. 20 kom de og blev modtaget, som han havde lovet
dem. Jeg bad en stille bøn og lod mine hænder arbejde under
åndelig påvirkning. Der var højtid i stuen, en egen fred
og fylde.
En times tid efter patientens hjemkomst, blev der pr. telefon
meddelt mig, at hun var faldet i en dyb og mærkelig
søvn, og at hun ikke reagerede, når de forsøgte at vække
hende.   Jeg blev rædselsslagen. I så jo, at jeg bare strøg
henover hendes ryg og hofte, og at jeg bad til Vorherre,
om hun måtte få hjælp ad denne vej, dersom det var hende
gavnligt. Jeg håber da for alt i verden, at hun vågner igen!
Ring til mig, så snart det sker.
Så skete det, som kun er hændt nogle få gange de følgende år.
Der blev meddelt mig, at nu var hun vågnet, men under
opvågningen skulle hun kaste op. De kom springende med
et vandfad og ud af munden kom en stor boble indeholdende
en vædske, der lugtede meget stærkt af æter. Altså havde
hun fået en åndelig bedøvelse, mens en usynlig hånd i samarbejde
med min til dels havde helbredt den syge hofte.
Efter 2 behandlinger mere, kunne patienten klare sig uden
hospitalsindlæggelse. Jeg skrev straks til England for at
spørge, om noget sådant var almindeligt, for det forekom
mig lidt for dramatisk.
Der blev svaret, at de stod bagved al min gerning, og at
de åndelige læger lod dette ske for at overbevise mig om,
at der stod store guddommelige kræfter bagved, og at jeg
kunne være ganske tryg. Det var kun et bevis på, at jeg
havde ganske særlige evner. Og de tilføjede: Jesus bød
sine disciple at forkynde ordet og helbrede de syge. Gå du
ud og gør ligeså! 
Nu kom der flere og flere for at få hjælp og trøst, for
rygtet gik fra mund til mund, at her var lægedom at hente.
Jeg gik altid til dette arbejde med stor alvor og inderlig
menneskekærlighed, iklædte mig en ren, hvid kittel, tændte
lys på et lille alterbord, hvorpå stod en skål med vand og
en blomsterbuket. Efter en bøn, som jeg ikke bad højt, gik
jeg så hen til patienten, for gennem samtale og fysisk behandling
at være til trøst og hjælp.

Finland.
Allerede i januar næste år blev jeg inviteret til Finland
for at holde nogle foredrag, blandt andet  i universitetssalen, hvor

de blev tolket til finsk af en kvindelig professor og forfatter
ved navn Helmi Krohn. Jeg havde i foredraget blandt andet  fortalt
psykiske oplevelser. Dette har jeg skrevet noget om i mine
to bøger: At dø  er at leve  og Dødsøjeblikket  og
derefter. Men uden at ane hvad følgerne kunne blive, sluttede
jeg med de ord: En ny evne er nu ved at bryde frem,
evnen til ad åndelig vej at helbrede syge, såvel fysisk som
psykisk. Men endnu er dette kun ved begyndelsen, jeg ved
ikke, hvad det udvikler sig til, og jeg er for øvrigt stærkt
optaget af mange andre gøremål.
Men ... nu var frøet sået til næste Mirakel.
Blandt tilhørerne var en sygeplejerske, der dagligt tilså
en 38 årig magister, der havde ligget lammet fra bæltestedet
i næsten fire år. i Da hun fortalte ham om mit foredrag, tændtes der et håb
i ham om helbredelse. Han var jo standset midt i sine bedste
år og sin karriere, og desuden havde han hustru og fire børn.
Straks efter min hjemkomst til Danmark var der telefonopringning
fra Finland. Det var sygeplejersken, der skulle
spørge fra patienten, om jeg ville rejse derover snart igen,
eller de måtte komme til mig pr. ambulancefly, idet han
havde en meget stor tro på, at Gud ville hjælpe ham ad
denne vej.
Da jeg afslog dette forslag, tilbød jeg at gå i inderlig forbøn
for ham. Endnu kendte jeg ikke så meget til absent
healing, fjemhelbredelse, men jeg havde da læst derom.
Patienten havde også stor tro på, at der kunne gå englebud,
som han udtrykte sig, og at det kunne komme til en, når
man af et ydmygt og åbent hjerte bad den Højeste derom.
Vi aftalte, at vi næste dag på et bestemt tidspunkt ville
søge hjælp ad denne vej og åbne os for de guddommelige
kræfter, men huske at føje til: Dog ske ikke min, men din
vilje!

Timen oprandt og jeg blev gennemrystet af en vældig
kraft Hele rummet vibrerede i lys og farver. Nu skete der
noget stort og ophøjet. Mon han havde følt noget af det
samme?
Næste dag var der atter telefon fra Helsingfors. Det var
patienten selv. Han græd af glæde, og det gjorde jeg også.
Også han var blevet gennemrystet af en stor kraft, og han
havde følt svage tegn på liv i det ene lamme ben.
Vi etablerede denne kontakt dagligt en uge eller to, og så
var miraklet sket. Manden kunne stå på sine ben.
Efter en kort rekreationstid på deres landsted, rejste han
til Amerika nogle måneder. Jeg har endnu et brev, han
skrev derovrefra. Der står blandt andet : Jeg svømmer hver dag i
Stillehavets bølger, og jeg er meget lykkelig.
De følgende 2 år var jeg 4 gange i Finland, gav behandlinger
og holdt foredrag. Desuden var jeg hyppigt gæst hos
en baron og frue, der havde et lille slot på Karelen nær
Imatravandfaldet. De og mange andre finske venner er jeg
stadig i brevveksling med.
Omtalte mirakuløse helbredelse var begyndelsen til den
absent-healing-gerning, jeg nu igennem 30 år har forrettet
hver eneste lørdag mellem kl. 17 og 18. Tusinder af syge
og sorrigfulde mennesker har ad denne vej fået lægedom
til krop og sjæl, hvilket utallige breve vidner om. Men det
er ikke mig, der gør disse ting, jeg betragter mig som en
kanal, som Gud kan bruge og derved lade sine undere ske.
Denne min lørdagstjeneste vil jeg ikke slippe, så længe jeg
lever på denne jord og har kræfter dertil.
Nu må jeg fortælle lidt om, hvordan det udviklede sig
med min kontakt-healings-tjeneste, der har strakt sig over
samme tidsperiode. Der kunne skrives tykke bøger derom.
Jeg har for øvrigt på bånd indtalt disse mange hændelser
og interessante oplevelser.

Som omtalt var jeg så småt begyndt at hjælpe venner og
bekendte med deres større eller mindre lidelser og problemer,
som de hurtigt fik lægedom for her i mit hjem. Men
allerede året efter verdenskongressen, blev jeg kaldt til England,
hvor åndelig helbredelse var stærkt udbredt. Ikke
mindst gennem den meget kendte og anerkendte Harry
Edwards, der ved sin forunderlige kraft har helbredt tusinder
af syge. Han gav nu og da store healings-demonstrationer
i Albert Hall i London, hvor blinde blev seende, lamme gik,
ja mirakel efter mirakel fandt sted for de tilstedeværendes
undrende øjne, akkurat som på Jesu tid. Albert Hall var da
omdannet til en stor strålende kathedral, smykket med levende
lys og blomster.
Denne kæmpehal var ofte fyldt til trængsel med syge på
bårer, krøblinge og raske, læger, præster,' videnskabsmænd
og journalister, ja alle slags folk, der med egne øjne ville
opleve, hvad der skete under hans velsignede hænder.
Alt dette findes der bøger om på vore biblioteker, og en
del er oversat til dansk.
England
En dag fik jeg brev fra England med invitation til et ophold
nogle uger på de forskellige klinikker, fortrinsvis i Norwich
hos omtalte familie, som jeg traf i Stockholm. Det var den
åndelige leder på det store center i London, der ønskede,
at jeg skulle sættes ind i deres arbejdsmetoder og informeres
om, hvem der var udset til at stå bag mig i mit kommende
arbejde. Jeg var heldig at få kørelejlighed med gode venner,
der alligevel skulle til England pr. bil sidst i juli 1952. Vi
kørte gennem Tyskland, Holland og Belgien og sejlede over

Kanalen ved Dover. Hvor end vi kom, var landskabet
præget af den forfærdelige krig, der havde hærget landene
og sat sine uhyggelige spor alle vegne. Jeg fik en hjertelig
modtagelse derovre og kom straks i gang med at deltage
i healingsarbejde. Det var store forhold og yderst interessant.
I Norwich arbejdede de i en kirkekrypt, som var inddelt
i et stort modtagelsesrum, et mindre værelse, hvor en
kvinde med fremragende psykiske evner stillede diagnosen
for hver enkelt ny patient. Disse blev så fordelt til de 12
healere, der hver havde sin adskilte kabine med en seng
eller briks, en taburet og et lille alter med en Bibel, lys og
en lille blomsterbuket. Hver healer havde sit speciale som
ryg, hoved, underliv, eller hvad folk fejlede. Og man kan
spørge, hvem var så disse mennesker, der påtog sig denne
gerning? Det var mænd og kvinder, der vidste, at de havde
sådanne evner. Det havde vel også den åndelige læge kunnet
forudse, ligesom det var tilfældet med min kaldelse.
I min dagbog står, at disse 12 var 2 arkitekter, en apoteker,
en kiropraktiker, 2 sygeplejersker, 2 lærerinder og resten
var husmodre.
Det strømmede ind med folk fra kl. 14 til kl. 19 eller 20
om aftenen. Mere end 100 hver dag. Honoraret var frivilligt.
Det blev stilfærdigt lagt i en box i forhallen. Det indkomne
blev brugt til arbejdets drift, ingen så, om alle overhovedet
lagde noget i boxen, og ingen af de arbejdende
modtog noget. Alt blev gjort i kærlighedens tjeneste i næstekærlighedens
ånd. Alle var i hvide kitler, der herskede stille
ro og en atmosfære af højtid og fred.
Jeg bemærkede, at de arbejdede mere roligt end jeg, så
der var hver dag noget at lære. Den åndelige leder af denne
klinik var også østerlænding og hed Dr. Woo. Denne personlighed
har jeg i de følgende år kontaktet mange gange,
især når der var vanskelige tilfælde. Jeg må indskyde, at
95
jeg under opholdet derovre også fik tid til at holde aftenforedrag
i fire andre byer.
Men så sluttede jeg af i London, hvor jeg atter mødtes
med mine danske rejsefæller. Healingscentret dér er enormt.
Der var flere store sale med 8-10 senge, der om vinteren
havde elektrisk opvarmede madrasser. De kvindelige healere
bar slør. Der var mange rum, store og små, og desuden
en kirkesal med knæfald og alter. Jeg følte det, som var jeg
kommet i himlen, en sådan skønhed og fred herskede der
overalt.
Allerede første dag blev jeg kaldt ind til samtale med den
derværende åndelige læge. Han meddelte mig blandt andet , at 6
hjælpere ville følge med mig og bistå mig i arbejdet for
syge og bekymrede mennesker. Her vil jeg kun nævne beskrivelsen
af de to. Det var en forhenvåerende tysk læge,
død 1879, og en vidunderlig indianer kaldet Federmann ,
og som efter indianerinkamationeme havde været læge i
Europa, men det var hans store viden om naturens lægemidler,
der især kom til udtryk i samarbejdet med mig.
Jeg ved, at mange vil finde disse beretninger fantastiske,
men det er sandhed, hvad jeg fortæller, livet er rigere og
større end de fleste tror. De kosmiske love er ligeså eksakte
som de fysiske, som mange tror er helheden. Nej, den egentlige
verden er usynlig for vore jordiske øjne, vi ser kun en
brøkdel af det, som er. Vi lever midt i et strålehav og midt
i et univers med levende liv og usynlige kloder. Vi er kun
et støvgran midt i alt dette, vi er ikke engang blevet rigtige
mennesker endnu. Det var selv de gamle atlantider klare
over, da de byggede den store sfinks ved pyramiderne i
Ægypten. Den har dyrekrop med begyndende vinger, og et
menneskehoved. Længere er vi endnu ikke kommet på
denne vor planet. Der er mange dyriske instinkter, der skal
leves ud, før det rene ædle menneske er skabt.

Men når vi først er klare over dette, vågner interessen
for at arbejde videre på vor udvikling og vor forståelse af,
hvad vi er, og hvem vi er, og hvad målet er med vor vandring
hernede. Vi er pilgrimme på vej mod et stort mål
forude. Kristus viste os vejen, næstekærlighedens vej mod
frihed og lykke.
De højtudviklede på Atlantis havde næsten alle psykiske
evner. De kunne se ind i finere dimensioner, kommunikere
med Mestrene og lade sig lede af dem.
Med hensyn til sygdomme var de klare over, at mangen
en årsag til disse ikke altid kun var at finde i det fysiske
legeme, men i høj grad også i vort åndelige legeme, der
omslutter det fysiske. Derfor helbredte de også dette samtidig
med det fysiske. De havde helbredelsescentrer i små pyramideformede
templer, og de kunne straks se, om sygdommen
var karmisk eller en nødvendighed for dette livs åndelige
vækst. Måtte det helbredes, var de mestre i at kunne gøre
det.
At komme til verden og at dø, er begge dele en fødsel. Den svenske
kunstner GERT KAFFA har tegnet denne illustration af fødselsunderet.
Kunstneren har til fuldkommenhed formået at skildre, hvad hans indre
øje ser. Det er de kære bortgåede, som vinker farvel og på gensyn, og
skytsånden velsigner færden.

Fødselsunderet.
Her tegner den svenske kunstner Gert Kaffa et meget illustrerende
billede af det store, der faktisk sker. Det nye legeme
er ved at blive skabt under moderens hjerte. Det skal
gennem hende tilpasses de jordiske vibrationer. Men det,
der skal besjæle det, Jeg'et, der skal beherske det, er et evighedsvæsen, der en tid har opholdt sig på det åndelige plan
og nu har besluttet sig til en ny jordelivsvandring som menneske
blandt mennesker.
Er det ikke et herligt billede, kunstneren tegner af den
personlighed, der har påtaget sig at gennemgå denne komplicerede
proces for at gennemleve jordelivets skole endnu
engang? I Himlen vinker de farvel og ønsker ham en god
og lykkelig rejse. Vorherre eller en af hans udsendte lyse
tjenere giver sin velsignelse dertil. På billedet står de vordende
forældre med forventningens glæde lysende ud fra
deres ansigter. Den vordende moder lægger skærmende
sin hånd på sit svulmende underliv, der gemmer det lille
barn, hun snart skal føde.
Vuggen og bamsebjømen er allerede købt, og nu er der
kun at vente og håbe, at det må blive et sundt og velskabt
barn med et lyst og godt sind.  
Når de står med den lille nyfødte i favnen, er krop og
sjæl jo en enhed, indtil døden dem skiller engang.
Forældrene aner ikke noget om, hvem der inkarnerer i
netop deres barn, og det er vel også bedst således. Man giver
sit barn al den omsorg og kærlighed, man kan, og håber
så på en lykkelig fremtid for begge parter.
Vi er jo alle klare over, at det er et levende, tænkende
væsen under bestandig udvikling, der kommer til verden,
når fødselsunderet indtræffer.

Min åndelige læge.
Da jeg ved en hel del om den åndelige læge, der har påtaget
sig at lede mit healingsarbejde, vil jeg beskrive det her.
Inden sin sidste inkarnation nærede han ønske om at dygtiggøre
sig som læge for at kunne lindre de mange syge
menneskers smerter.
Opfyldt af dette ønske, knyttede han sig til stoffets verden.
Han var selv med til at vælge sine forældre, blev født i 1802
og gennemgik den lange udvikling, som vi andre også har
måttet igennem indtil den fuldvoksne alder. At han ville
være læge, var der ingen tvivl om, og han blev det da også.
Men snart svækkedes interessen for denne gerning, og
han kastede sig over studiet af dyrenes anatomi og blev professor
i Zoologi.
I denne forbindelse har han for mig nævnt byen Heidelberg.
(Det må kunne konstateres, om jeg har hørt rigtigt.)
Cirka 30 år gammel kaldtes han til St. Petersborg som professor
i Zoologi. 
Ønsket om at helbrede syge mennesker var efterhånden
helt borte fra hans bevidsthed. Han skrev det ene store
værk efter det andet om zoologien og dens historie, og han
har da uden tvivl beriget mange med sin store viden om
dette fag.
1879 lukkede han sine jordiske øjne og vendte tilbage
til den verden, hvorfra han var kommet.   Et lys gik ud
på Jord, men det blev tændt i Himlen.
Frigjort af stoffet og den fysiske hjemes begrænsning stod
han så igen som ånd, iklædt et æterisk legeme tilpasset efter
den verden, hvortil han drog. En højere og finere dimension
end den grove jordiske, hvor alt er åbenbaret i et renere
og klarere lys. Han måtte da efter en kort hviletid, lige som alle andre, gennemgå sin Livets Bog , repetere alle
jordelivets hændelser, for derigennem at drage lære. Selvbetragtningstiden,
som katolikkerne kalder skærsilden. Jamen
det var jo de syge, jeg ville til jord for at lindre. Det
overlod jeg frimodigt til andre og plejede mine egne interesser.
Spildt var det jo ikke, men.
Hvordan kan jeg råde bod på dette? Og skytsånden svarede:
Det mest nærliggende er, at du, når tiden er moden
dertil, påtager dig et nyt jordeliv, og så ikke glemmer, at
det var en uselvisk kærlighedsgeming, der var rejsens mål
og mening. Men er denne tanke for overvældende for dig,
kan du også fra vor verden her, hjælpe menneskene, idet du
kan melde dig til tjeneste ved et af de mange healingscentrer
på Moder Jord og lade din kærlighed og din kunnen
blomstre gennem et mellemled, et mediums givende hænder
i næstekærlighedens tjeneste.
Fra tidernes morgen er himmel og jord knyttet sammen
i en hellig enhed. Jordens børn er aldrig ladet ene. Vær
du da en af disse lysbringere, når tiden er moden dertil.
Efter en forberedelsestid til dette interessante arbejde
blev han en af de mange åndelige hjælpere, der var tilknyttet
Harry Edwards' berømte center i London, indtil
det blev bestemt, at han sammen med en mindre gruppe
skulle arbejde i Danmark til lindring og velsignelse for
mange.
Med disse lysånder omkring mig har jeg altid følt mig tryg
og stærk. Jeg befinder mig som siddende i et kraftfelt. Det
er lysende med stærke vibrationer. Jeg føler mig iklædt
denne kraft. Men før jeg sætter mig på en taburet ved siden
af patienten, har jeg foran mit lille alter bedt en stille
bøn om velsignelse til det, der nu skulle ske. Da rakte jeg
mine hænder frem foran lyset, og ofte så jeg, at der blev

tegnet et kors i min håndflade. Så satte jeg mig stille hen
til patienten.
Meget ofte kunne jeg se sygdommen clairvoyant, enten
se gennem kroppen, f.eks. se et blødende mavesår, som
næsten altid blev helbredt, eller jeg kunne se sygdommen
i æterlegemet, der omslutter kroppen. Desuden kunne jeg
ofte se HVEM patienten egendig er, og som på en film se
vedkommendes tidligere inkarnation, der evt. kunne være
årsag til sygdom eller andre trængsler.
Her mindes jeg et særlig interessant tilfælde. En ca. 60-
årig kvinde kom for at få hjælp for en eller anden sygdom,
som jeg ikke husker, hvad var. Kvindens højre arm var lam,
men det talte hun ikke noget om. Så rullede et billede sig
op for mig. Jeg mindes det, som var det i går. Jeg så hovedbygningen
til en svensk storbondes gård. Ifølge klædedragten
kunne det være på Holbergs tid for et par hundrede år
siden. På hovedtrappen stod herremanden. Han havde en
pisk i hånden. Ved hans side stod hans smukke unge datter.
Over gårdspladsen kom en ældre karl trækkende med en
yngre fyr, der så meget ulykkelig ud. Han skulle konfronteres
med husherren og have pisk. Jeg sad stille og oplevede
hele sceneriet. Den unge pige så meget interesseret til
og nød faktisk det spændende, der nu skulle ske. Så siger
him til sin far: Åh far, må jeg?  Faderen giver hende pisken,
og hun giver den stakkels unge karl nogle slag på
ryggen.
Min tanke spurgte: Hvad har han da gjort?  Den ældre
karl stod med et kar i hånden, et lille trækar, hvormed man
målte kom, og han forklarede, at synderen havde stjålet
nogle karfulde kom og taget det med sig hjem.
Senere fik jeg at vide, at han havde kone og børn, og
at de var meget fattige.
Så hørte jeg en røst sige: OG HUN VAR 17 ÅR! 

Mens jeg sad og oplevede alt dette, havde jeg uvilkårligt
holdt kvindens/patientens lamme hånd i min, og under
påvirkning af det omkring mig værende, spørger jeg spontant:
Hvornår fik De lammelsen i den stakkels arm? Og o til min store forbavselse svarer hun: Ah, det er længe siden.
Det kom pludselig, da jeg var 17 år! Sytten år, siger jeg,
men fortalte selvfølgelig ikke, hvad jeg havde set. Jeg var
så klar over, at det var en karmisk følge af tidligere brist
i hendes karakter. For alt skal betales til sidste hvid.
Men det vidunderlige ved dette var, at konen blev fuldkommen
rask og fik sin fulde førlighed i den syge arm. Hun
havde åbenbart betalt sin gæld ifølge skæbneloven. Hun
havde tidligt mistet sin mand og sad ene med fire børn,
som hun havde givet en meget fin opdragelse og megen
kærlighed. Hun selv havde gennem årene tjent lidt ekstra
ved at passe byens offentlige toiletter. Og nu sad alle børn
i pæne stillinger takket være en ualmindelig omsorgsfuld mor.
Hendes karmagæld var betalt, nu skulle hun have lov
til at have en række lykkelige år. Hun var rask, lykkelig
og opfyldt af tak til Gud, der i sin store kærlighed lod dette
ske.Da hun et halvt år senere kom for at besøge mig, kunne
jeg næsten ikke kende hende. Før var hun tyk og ufiks. Nu
var hun slank og meget nydelig.
Sådanne oplevelser kalder jeg De himmelske glæder
i sammenligning med de mange andre små glæder, man
kan opleve i dagens løb.
Når de store undere skulle ske, ved jeg, at min åndelige
leder Johan Brandt tilkaldte Dr. Woo fra det store center
i England. Han har vist sig mange gange for mig og enkelte
gange for nogle patienter.
Men endnu en vigtig ting må jeg nævne i forbindelse
med de såkaldte mirakler. Sådan kalder man det, når man

ikke kan forklare, hvad der egendig sker.
Når himlen rigtigt åbnede sig for mig, så jeg i et strålende
lys langt ude i rummet en lysende gestalt i skinnende
klæder. Han lignede en tibetaner. De første gange jeg så
ham, mens jeg behandlede syge, var jeg ikke klar over, om
det var en meget højtstående levende eremit, der skjult i
Himalaya-bjergene sad i dyb meditation og bad for den
syge menneskehed. Men senere viste han mig, at han forlængst
var fritaget for de menneskelige inkarnationer og nu
tilhørte det hvide broderskab og dagligt opløftede sin sjæl
til Den Højeste, for dér at hente kraft og lægedom til søstre
og brødre på Jord. Han glædede sig over at kunne finde en
kanal som her, hvorigennem han kunne sende sin kærlighedskraft.
Når vi følte den gensidige kontakt, fik jeg det skønneste
smil fra hans åsyn og en fin lille bøjning af hans smukke
hovede som en hilsen. Så rakte han sin højre arm op i et
endnu stærkere lys, blændende som en åbenbaring og gennemtrængt
af denne lysende kraft vendte han de lysende
håndflader ned mod Jord, ned mod lille mig, idet han med
varm og myndig røst sagde:
HVER DEN, DER ÅBNER SIG FOR DENNE GUDDOMMEUGE
KRAFT, KAN MODTAGE UANET HJÆLP
FRA DETTE STED!U Og med et overjordisk smil på sine
læber, forsvandt han i det store, lyse himmelrum.
Engang kom en slagter med meget alvorlig eksem på sine
hænder. Der var dybe revner og sår i huden. Han måtte
gå med hvide bomuldshandsker. Manden var ulykkelig
over, at han måske måtte sælge sin forretning. Han fik nogle
få behandlinger og blev rask. 
Mange børn med ufrivillig vandladning har også ad denne
vej fundet helbredelse. For øvrigt også nogle voksne med

samme problem. Jeg mindes en ung knægt på 18-19 år,
der kom og så meget flov og skyldbetynget ud. Hverken
dag eller nat havde han nogen sinde haft kontrol over sin
vandladning. Han var kommet i lære på et gartneri her i
Risskov og havde fået anvist et lille værelse ved drivhuset,
hvor han kunne bo. Arbejdsgiveren havde sendt ham hen
til mig i håb om helbredelse. Og efter nogle forholdsvis få
behandlinger var han kommet over sit problem. Han var
meget fåmælt, men da vi skulle tage afsked med hinanden,
sagde han noget, der var musik i mine øren. Han tog sin
portemonnaie op af baglommen og rakte mig en 10 kr. seddel
med de ord: Værs'go, den skal du ha', for jeg er sørme
så gla'. Og ve' du hvad, arbejdet det skri'er meget bedre. 
Jeg stod en stund med hans pengeseddel i hånden og var
på en måde ked af at såre ham ved at nægte at modtage
den, men så fik jeg en idé. Jeg fortalte ham, at jeg var mindst
ligeså glad, og du kan tro, at din mor er også glad. Nu synes
jeg, at du for disse dine lommepenge skulle købe en fin
æske chokolade og forære den til din mor. Og så skal du
sige det samme, som du sagde til mig, at du er sørme så
glad.  Så fik jeg et stort smil, og jeg har ikke set ham siden.
Men kort tid derefter ringede moderen mig op og sagde tak
for hjælpen. Da har jeg nok, som jeg plejede, sagt, at hun
skulle sende takken højere op, for jeg var bare et redskab
i Guds hånd og formåede intet uden hans hjælp.
Nu vil jeg lige berøre et emne, som der her ikke er plads
til at uddybe nærmere. Det er de psykisk belastede, de såkaldt
sindssyge og de besatte. Flere steder i vor Bibel berettes
der om, at Jesus uddrev onde ånder, befriede de besatte.
Altså fandt der dengang, som nu, besættelse sted.
For at kunne konstatere at dette er årsagen til den mærkelige
adfærd, må man sandsynligvis være i besiddelse af den
clairvoyante evne, for det er, hvad jeg kalder vagabonderende ånder, der holder til nær jordplanet, som besætter
svage og viljeløse mennesker, og disse kan da komme helt
i deres magt. De nyder at have nogen at regere med. De
vil ikke lyde skytsåndens kalden og lade sig lede mod højere
sted. Jeg tror, at mange af de såkaldte sindssyge på vore
hospitaler er forfulgt af sådanne væsener, uden at de ved
af det.
Jeg har lykkeligvis fået lov til at befri fire kvinder for denne
lidelse.
Jeg både så og talte med den besættende ånd, der i et
af tilfældene mente at have krav på den pågældende kvinde
og nød at husere med hende. Han så bestemt ikke rar ud.
Jeg husker ham ganske tydeligt. Efter at have talt ham til
rette og forklaret, at han ikke alene skadede hende, men
også sig selv, og viste ham en lysere vej at' gå, så forsvandt
han, og kvinden blev et normalt og lykkeligt menneske. Men
jeg lærte hende at bede en bøn hver dag, for derigennem
at få lys omkring sig og derved være beskyttet.
Jeg har talt meget med en læge om dette emne.
Hvis det var alment kendt, at den jordiske og den åndelige
verden griber dybt ind i hinanden, og at det ikke er
lutter engle, der svæver omkring os, ville vi kunne tage os
i agt for de slette påvirkninger. Vor auraudstråling bestemmer,
hvad vi tiltrækker os, thi lige trækker lige. Derfor er
det vigtigt at have tankekontrol; for vore handlinger udspringer
af vore tanker.
Når jeg til tider blev fjem  et øjeblik, blev frigjort af
kroppen, enten for at modtage en besked fra min healingsguide,
eller de fjernede mig nogle få sekunder for mere direkte
at kunne foretage, hvad de ønskede, så hændte det at
en patient sagde: De bliver da vel ikke dårlig og skal besvime?
Nej, svarede jeg, det var gudskraften, der overvældede
mig, nu bliver de sikkert rask.

Ellers talte jeg ikke med patienterne om mine stille oplevelser.
Det ville de fleste ikke kunne forstå. Dog husker
jeg en ingeniør, der kom her flere gange på grund af mavesår.
En dag så jeg hans dejlige skytsånd og beskrev hende
for ham. Samtidig så og beskrev jeg hans mor. Jeg hørte
hende synge en bestemt salme, derefter viste hun mig sin
gamle salmebog, der var beklædt med sort fløjl og pyntet
med et gyldent kors. Hun bad mig sige til sønnen, at hun
ønskede, at han fandt den frem og sang dens salmer, som
de gjorde i barndomshjemmet. Da blev han meget bevæget
og udbrød: Netop den salme var min mors yndlingssalme.
Når han siden hen kom for at få en behandling, spurgte
han altid: Kan De se min mor eller min skytsengel? Det
kunne jeg jo ikke altid, men han glædede sig over, at de
sikkert var der.
Man kunne spørge, om det også hændte, at der kom patienter,
som jeg ikke kunne eller ikke skulle hjælpe. Dertil
vil jeg svare Ja.
Jeg kan beskrive et sådant tilfælde.
En dame var blevet helbredt for en meget ondartet eksem,
der bredte sig over det meste af kroppen og på hænderne.
Hun havde selvfølgelig søgt hudspecialist, men uden
resultat. Jeg spurgte for øvrigt altid alle, der kom til mig, om
de havde søgt læge. Først når de bekræftede dette og sagde,
at denne ikke kunne hjælpe dem, lovede jeg at forsøge.
Omtalte dame blev rask, men jeg husker, at det tog ret
lang tid.
En dag spurgte hun, om hun måtte tage sin mand med.
Han havde stort besvær med sin vejrtrækning og sit hjerte,
men han er nu også alt for tyk, sagde hun.
Han fulgte så med næste gang. Jeg anbragte ham på en
taburet og stillede mig bag ham for at pejle mig frem til, om
han kunne hjælpes ad denne vej. Da kontaktede jeg den

åndelige læge, Johan Friederich von Brandt, som stod lyslevende
foran mig og sagde: Denne mand kan vi ikke helbrede,
for hans tid er snart omme. Han lider af vattersot,
og når vandet når hjertet, er det slut.  Nu vidste jeg, at her
var intet at gøre. Det fortalte jeg selvfølgelig ikke ægteparret,
men sagde, at de kunne komme igen om nogle måneder.
Jeg kunne ikke overkomme flere i øjeblikket, og desuden
skulle jeg snart rejse til Finland.
Så husker jeg tydeligt, at kort tid efter min hjemkomst
derfra, mødte jeg en slægtning til den omtalte mand, og det
første hun sagde var: Ved De, at min svoger er død?  Det
var da mindre end 3 måneder efter besøget hos mig. Hvad
døde han da af? spurgte jeg. Han døde af vattersot.
Det var endnu en bekræftelse på den nære kontakt, jeg
havde med mine åndelige hjælpere.
Men så var der også små morsomheder ind imellem.
En meget indremissionsk oversygeplejerske bad pr. telefon,
om jeg ville forsøge, om jeg kunne hjælpe hende. Hun
havde ikke kunnet arbejde i godt 3 år på grund af ledegigt.
Hun sad i kørestol, og hendes fingre var krumme og forkrøblede.
Vi aftalte så en tid, og den 52 årige frøken blev båret ind
af to falckfolk. Da hun var blevet anbragt på massagebænken,
og hendes ledsagere var gået, sagde hun med stor alvor
i stemmen: Jeg er jo ikke vant til at søge hjælp ad utraditionelle
veje, men jeg har hørt om Dem og ville da gerne
prøve dette; men på vejen hertil, fik jeg falckfolkene til at
gøre holdt ved min præst De bar mig derop, og jeg fortalte
ham, at jeg nu var i færd med at foretage mig noget
meget usædvanligt, om han ikke ville give mig et såkaldt
Hvedekom, så jeg derigennem kunne få svar på, om det
var noget forkert, jeg var i færd med. Præsten rakte så hånden
ned i en stor vase med et påmalet kors. Og kan De

tænke Dem, hvilket skriftsted han rakte mig fra krukken?
Det lød således: Og Jesus lagde hænderne på de syge, og
de blev helbredte. Nu var hun tryg. Jeg smilte lidt og sagde:
Ja, frk. S. det kunne jo tyde på, at De bliver rask. Det
var binyrerne, der fik behandling. Da jeg følte stærke reaktioner
netop der, vendte hun sig om og så ret strengt på
mig og sagde: Jamen det var jo knæene, fru Amborg!
Ja, men det er her, der er fejl i cortisone-balancen. Det
viste sig at være årsagen til hendes sygdom. Det blev rettet,
og hun kunne efter nogle måneder klare sig med en stok.
Vi blev rigtig gode venner, og jeg var af og til på kaffevisit
hos hende.
Men det er denne skepsis overfor særlige evner, der har
gjort mig bange for mennesker, som jeg plejer at udtrykke
mig. Men i dette tilfælde kunne jeg kun smile ved tanken
om, at en patient skulle til præsten først, før hun turde vove
sig ud til et menneske, hvis kraft bliver givet ovenfra.
Tre breve
I 1969 fik jeg meget stærke smerter i ryggen. Jeg søgte
læge, som sendte mig til behandlinger, men smerterne tog
til og bevirkede, at jeg hverken kunne klæde mig på selv
eller komme ud af sengen ved egen hjælp. Jeg var dengang
ung med to små børn. Derefter sendte de mig på Ortopædisk
Hospital, for nu havde smerterne bredt sig til hovedet,
og det brændte i mine ben. Jeg frygtede for at komme til
at sidde fast i en kørestol resten af livet.
Da opsøgte jeg fru Amborg, som jeg har kendt, fra jeg
var barn, og som jeg vidste havde hjulpet mange andre ved
den gave at være mellemled til højere magter.
Efter få behandlinger var smerterne borte, og jeg kunne
atter bevæge mig, og i dag er jeg fuldkommen rask uden
gener, så jeg har meget at være taknemlig for.
Aase Andersen
Den 22/6, 1970, havde vi indbudt en god ven til at være
hos os en tid. Han kom direkte fra sygehuset, hvor de havde
opgivet at hjælpe ham. Vi fik pålæg om ikke at lade ham
være alene et øjeblik, for han var en dødssyg mand. Han lå
stille hen, bleg og stakåndet.
Efter et par dages forløb, hvor hans eneste næring var
urtethe, blev vi klare over, at der måtte gøres noget radikalt.
Jeg kørte til Århus og hentede Mimi Amborg.
Og så skete miraklet. Vi blev vidne til, hvordan Guds
kraft gennem Mimis hænder hjalp vor kære ven tilbage til
livet. Snart hørte vi ham snakke, le og synge, som det før
havde været hans natur.

Det var en dejlig oplevelse. Tak, kære Mimi, fordi du altid
så villigt kommer dine medmennesker til hjælp!
Eva Sand.

Den 30. september 1978, vendte mit liv 180 grader. Jeg
havde i 12 år lidt af tiltagende alkoholisme blandet op med
stadig mørkere depressive anfald. To gange havde jeg været
indlagt på lukket afdeling og én gang lykkedes det mig næsten
at begå selvmord. Men på omtalte dag klokken 13.30,
skete det mirakel, som jeg havde opgivet, skønt jeg i alle
årene havde bevaret en klippefast tro på Gud.
På tredje måned lå jeg på hospitalet, da jeg denne lørdag
morgen modtog Mimi Amborgs bog: At dø, er at leve. 
Jeg blev straks ganske opslugt af dens lyse budskab, som
kompletterede så mange ting, som jeg ikke tidligere havde
kunnet få til at stemme. Jeg var nået til side 63, (jeg har
mærket mig alle detaljer), da der pludselig skete det mirakel,
jeg havde ventet på i tolv år, og til sidst havde opgivet.
Desuden havde hun taget mig med i sin absent healing.
Fra det ene minut til det næste, fik jeg en vidunderlig
fred, og jeg vidste i samme nu, at det hele var overstået.
Jeg var fri!
Jeg gemte ansigtet i puden for at skjule for de andre patienter,
at jeg lå og græd som et barn, og på denne regntunge,
grå septemberdag, så jeg pludselig ind i en ny lys
verden, fuld af håb og tillid.
Men en anden ting, som skete, var, at jeg kom til at kende
min elskede gamle veninde  Mimi. Siden har vi talt, skrevet
og mødt hinanden flere gange, og jeg er altid lige beriget
og lysfyldt , når jeg forlader dette varme menneske.
Mimi bekræfter mine teorier om, at Kristus ikke skal råbes
ud over kolde tage med tomme ord. Han skal leves.  Min

taknemmelighed over at have truffet dette enestående menneske
og nu fået lov til at kende hende i snart fire år er
ubegrænset. Erik Torpdahl.


Epilog.
Mit liv har været rigt, men også meget krævende. Man kan
ikke arbejde i to verdener uden stor selvdisciplin. Det kræverø
megen indre ro og balance. Jeg har skrevet en del om
vibrationernes lov, at lige tiltrækker lige. Derfor er det meget
vigtigt, at man hver dag kontakter vor Fader i himlen
gennem stilhed og bøn.
Jeg er opfyldt af stor tak, fordi jeg aldrig er blevet svigtet
af mine åndelige venner. Beder, og du skal blive bønhørt. Nu har jeg gengivet så nøjagtigt, som det er mig muligt,
hvad der er indgivet mig ovenfra.
Der bliver vist mig et langt bord dækket med en gylden
dug.
På denne ligger mange ting, som skal symbolisere De
betroede talenter.
Jeg så lysvæsener komme svævende.
De indsamlede det meste, for at bære det hjem, sagde de.
Der var så kun en skål tilbage og omkring denne lå spredt
nogle lysende krystaller, der en efter en skulle lægges i
skålen.
Når denne var fyldt op, ville de komme og hente mig.
Jeg forstår det sådan, at skålen er denne min sidste bog.
Måtte den blive til oplysning og velsignelse for dem, der
læser den.
Kærlig hilsen Mimi Amborg.