merk at denne tekst også finnes i format pdf. dette er lydbog af, Paul Bruntons, BAG INDIENS LUKKEDE DØRE.Uranus forlag,København 1950.bogen blev oprindelig udgivet i england i 1934. FØRSTE KAPITEL. Hvori jeg gør min Entré hos Læseren.Der er et dunkelt Sted i den gulnede Bog om indisk Liv, som jeg har forsøgt at klarlægge for europæiske Læsere. Rejsende i gamle Dage kom hjem til Europa med uhyggelige Beretninger om de indiske Fakirer, og selv Rejsende i vore Tider bringer lignende Historier.Hvad er Sandheden bag disse Legender, som fra Tid til anden når vore Ører, om en mystisk Klasse Mennesker, af nogle kaldet Yogi'er, af andre Fakirer? Hvad er Sandheden bag de Hentydninger, der af og til når os, og som antyder, at der i Indien eksisterer en gammel Visdom, som lover dem, der udøver den, den mest forbavsende Udvikling af deres Åndskræfter? Jeg begav mig ud på en lang Rejse for at finde ud af det og de følgende Sider sammen-fatter, hvad jeg så. Sammenfatter, siger jeg, for Pladsens og Tidens ubønhørlige Krav pålagde mig at skrive om en Yogi, hvor jeg havde truffet flere. Jeg har derfor udvalgt nogle få af dem, der interesserede mig mest og forekom mig mest egnet til at interessere den europæiske Verden. Gøglere traf jeg også, men jeg udelader Beretningen om den Tid, jeg spildte på dem.Jeg føler ydmygt, at jeg har nydt det Privilegium at se Indien fra en usædvanlig Synsvinkel, som sjældent anlægges og endnu sjældnere forstås af den almindelige Rejsende. Af de Englændere, der er bosat i dette umådelige Land, er der kun en uendelig lille Brøkdel, som har brudt sig om at anlægge denne Synsvinkel, og af denne Brøkdel var der kun meget få, der var fritstillede nok til at granske den dybere og aflægge Beretning derom, for den officielle Værdighed må respekteres. Den hvide Mand har i de fleste Tilfælde kun et ringe Kendskab til Yogierne, hvis han da overhovedet kender dem - og under ingen Omstændigheder til de bedste af dem. Disse sidste er nu kun en lille Håndfuld Mænd i selve deres eget Land. De er overordentlig sjældne, ynder at skjule deres sande Egenskaber for Offentligheden og foretrækker at optræde som Ignoranter. I Indien, Tibet og Kina frigør de sig for de europæiske Rejsende, der har truffet dem, ved at give sig Udseende af Ubetydelighed og Uvidenhed. Måske de vilde finde Mening i Emersons Udsagn. At være stor er at være misforstået , jeg ved det ikke. Under alle Omstændigheder så lever de for største Delen tilbagetrukket og kerer sig ikke om at mænge sig med Folk. Selv når man træffer dem, lægger de i Reglen ikke deres Tilbageholdenhed til Side før efter nogen Tids Bekendtskab. Derfor er der ikke skrevet meget i de europæiske Lande om disse Yogiers besynderlige Tilværelse, og selv det lidet er ubestemt.Ganske vist findes der Indere, der har skrevet derom, men de må læses med Omhu. Det er en beklagelig Kendsgerning, at Orientaleren ofte i Flæng blander Kendsgerninger med, hvad de har hørt. Derfor forringes disse Bøgers dokumentariske Værdi. Da jeg gennem lutrende Erfaring sandede dette, takkede jeg Himlen for den videnskabelige Uddannelse, Europa har givet mig, og for den sunde Fornuft, som min journalistiske Erfaring har indpodet mig. Der ligger solide Kendsgerninger bag megen orientalsk Overtro, men man må være yderst årvågen for at opdage dem. Jeg var tvunget til at holde et kritisk, men ikke noget fjendtligt Øje vidtåbent overalt, hvor jeg færdedes. Ikke få af dem, der hørte, at jeg foruden mine filosofiske Formål interesserede mig for det mystiske og underfulde, forsynede deres få Kendsgerninger med rigelige Farver. Jeg var imidlertid glad ved, at jeg havde valgt at vinde mit Kendskab til Orientens Vidundere på første Hånd, ganske på samme Måde, som jeg foretrækker Kristus's Visdom fremfor Uvidenheden hos dem, der fortolker ham. Jeg søgte gennem en Sump af grov Overtro og gamle Forestillinger efter de Ting, som er sande og som kan stå for en grundig Undersøgelses Syreprøve. Jeg smigrer mig selv med, at jeg aldrig vilde have kunnet gøre dette, hvis ikke jeg i min sammensatte Natur havde haft to Elementer, videnskabelig Skepsis og sjælelig Følsomhed, Elementer, der i Reglen står i skarp Modstrid med hinanden.Denne Bog fortæller om et Indien, der har været skjult for nysgerrige Øjne i Tusinder af År, og som i så høj Grad har holdt sig for sig selv, at der i Dag kun er hastigt forsvindende Rester tilbage. Den Måde, hvorpå Yogierne har holdt deres Viden hemmelig, kan i disse demokratiske Tider forekomme os egoistisk, men den hjælper os til at forstå deres gradvise Forsvinden fra Historien. Tusinder af Englændere bor i Indien og Hundreder gæster det hvert År. Men alligevel er der få, der ved noget om, hvad der måske en skønne Dag vil vise sig at være af stor Værdi for Verden. Endnu færre har gjort sig den Ulejlighed at forlade den slagne Landevej og opsøge de, der er udlært i Yoga, og ikke en af Tusinde Englændere er villig til at kaste sig til Jorden for en brun, halvnøgen Skikkelse i en ensom Hule eller i et discipel fyldt Rum. Sådan er denne uundgåelige Skranke, som den hvide Mand har rejst, at selv Mænd med højsindet Karakter og skarp Intelligens, hvis de pludselig fra deres engelske Boliger blev hensat i en sådan Hule, vilde finde en Yogis Selskab utiltalende og hans Ideer uforståelige.Men det kan ikke bebrejdes Englænderen i Indien, han være Militær, Embedsmand, Forretningsmand eller Rejsende, at han er for stolt til at sætte sig på Hug på en Yogis Måtte. Ganske bortset fra Spørgsmålet om at opretholde engelsk Prestige, hvad der utvivlsomt er vigtigt og nødvendigt, så vil den Slags hellige Mænd, han i Reglen træffer, snarere frastøde end tiltrække. Det er imidlertid trist, at Englændere efter mange Års Ophold i Landet ofte forlader det i fuldkommen Uvidenhed om, hvad der skjuler sig bag den indiske Vismands Pande.Jeg erindrer tydeligt min Samtale med en Londoner i Skyggen af Trichinopolis mægtige Klippefæstning. I over tyve År havde han beklædt en ansvarsfuld Post i det indiske Jernbanevæsen. Det fulgte af sig selv, at jeg overfaldt ham med utallige Spørgsmål om hans Liv i dette solsvedne Land. Omsider fremsatte jeg mit Yndlingsspørgsmål: Har De truffet nogen Yogier? Han så let forfærdet på mig og svarede så: Yogier? Hvad er det? En Slags Dyr? Fordi jeg tilsidesatte min Stolthed, medens jeg færdedes blandt de forskelligartede Folkeslag, der befolker Hindustan, fordi jeg viste dem redebon Forståelse og intellektuel Sympati, Frihed for tåbelige Fordomme og Agtelse for Karakteregenskaber uden Hensyn til Hudfarve, og fordi jeg havde søgt Sandheden hele mit Liv og var parat til at modtage alt, hvad Sandheden bragte med i sit Følge, er jeg i Stand til at skrive denne Beretning. Jeg banede mig Vej gennem en Hob af overtroiske Tåber og selvbestaltede Fakirer for at komme til at sidde for de sande Vismænds Fødder og der på første Hånd blive indviet i den indiske Yogas Lære. Jeg sad på Gulvet i mange afsidesliggende Eremitboliger lyttende til besynderlige Dialekter. Jeg opsøgte disse tilbageholdne og ensomme Mænd, de bedste Yogier, og lyttede ærbødigt til deres orakelartede Belæring. Jeg talte i timevis med Brahimpanditerne i Benares og diskuterede de ældgamle filosofiske og religiøse Spørgsmål, som har plaget Menneskets Sind og Hjerte, fra det først begyndte at tænke.Det var min Hensigt at indsamle de virkelige Kendsgerninger om Nutidens Yogier gennem en Førstehåndsundersøgelse. Jeg gik ud fra, at min Erfaring som Journalist satte mig i Stand til med mindst mulig Forsinkelse at finde megen af den Oplysning, jeg søgte; at mit Arbejde med den blå Blyant i Redaktørstolen havde opøvet mig til at være skånselsløs kritisk, når jeg skilte Korn fra Avner, og at den Berøring med Mænd og Kvinder på alle Tilværelsens Trin, med pjaltede Løgnhalse såvel som med staldfodrede Millionærer, som Journalistikken i Almindelighed fører med sig, vilde hjælpe mig til at færdes blot en lille Smule mere glat blandt Indiens blandede Befolkningsmasse, hvor jeg søgte hine besynderlige Mænd, Yogierne.På den anden Side havde jeg levet et indre Liv, fuldstændig adskilt fra mine ydre Kår. Jeg havde tilbragt meget af min Fritid med at studere vanskeligt tilgængelige Bøger eller på de psykologiske Eksperimenters lidet kendte Stier. Hertil må føjes en medfødt Dragning mod orientalske Forhold. Østen udstrakte, allerede før min første Rejse dertil, mægtige Fangarme, som greb min Sjæl; de fik mig tilsidst til at studere Asiens hellige Skrifter, Panditernes lærde Kommentarer dertil og Vismændenes nedskrevne Tanker, så vidt som de var tilgængelige i engelske Oversættelser.Denne dobbelte Erfaring viste sig at være af stor Værdi. Det lærte mig, aldrig at lade min Sympati for orientalske Måder at sondre Tilværelsens Mysterier på få Overtaget over mit videnskabelige Krav om kritisk og upartisk at finde Kendsgerningerne frem. Uden denne Sympati kunde jeg aldrig have færdedes blandt Folk og på Steder, hvorfra Gennemsnits-Anglo-Inderen holdt sig borte. Uden hin strengt videnskabelige Holdning kunde jeg være blevet ført ind i det Overtroens Vildnis, hvor så mange Indere synes at være havnet. Det er ikke let at forene Egenskaber, der i Almindelighed anses for at være modsatte, men jeg søgte alvorligt at holde dem I sund Ligevægt.Jeg skal ikke gøre mig den Ulejlighed at benægte, at Vesten kun har lidt at lære af Nutidens Indien, men jeg påstår uden at tøve, at vi har meget at lære af Fortidens indiske Vismænd og af de få, der lever i Dag.Er disse Indere slet og ret Lediggængere, der driver i den frygtelige tropiske Sol? Har de intet gjort, intet tænkt, der har Værdi for Resten af Verden? Den Rejsende, der kun kan se deres materielle Tilbagegang og åndelige Slaphed, har ikke set langt. Lad ham erstatte Foragt med Agtelse, og han kan åbne forseglede Læber og skjulte Døre.Lad os gå ud fra, at Indien har nikket og døset i Århundreder, at der endnu den Dag i Dag er Millioner af Bønder i dette Land, der lider under den samme Vankundighed og hylder de samme Anskuelser, sammensat af barnagtig Overtro og Børnehavereligion, som engelske Bønder i det fjortende Århundrede. Lad os endvidere gå ud fra at Brahimpanditerne i de indfødte Lærdomscentrer øder deres unyttige År med at splitte teologiske Hår og spinde metafysiske Tråde med lige så stor Behændighed som vore egne middelalderlige Skolastikere nogen Sinde har gjort. Alligevel bliver der tilbage et lille uvurderligt Bundfald af Kultur, der kendetegnes ved Betegnelsen Yoga, og som på sin Vis yder Menneskeheden lige så store Velgerninger som nogen europæisk Videnskab har gjort det. Den kan bringe vore Legemer nærmere den sunde Tilstand, som Naturen har tilsigtet, den kan tildele en af den moderne Civilisations mest påkrævede Fornødenheder - en uforstyrret Fred i Sindet, og den kan åbne Vejen til Åndens stedsevarende Skatte for dem, der vil arbejde derfor. Jeg indrømmer, at denne store Visdom næppe tilhører Indiens Nutid, men dens Fortid, at denne Yogaens omhyggeligt vogtede Viden kun blomstrer lidet i Dag, skønt den engang må have haft værdige Professorer og trofaste Elever. Det er muligt, at den Hemmelighedsfuldhed, den så omhyggeligt er hyldet i, har dræbt al Livskraft i denne gamle Videnskab. Jeg ved det ikke.Det er måske derfor ikke upåkrævet, hvis man opfordrer sine vesteuropæiske Landsmænd til at kaste Blikket østpå, ikke efter en ny Tro, men efter nogle få Korn af Viden til at kaste på den Bunke, vi har i Forvejen. Da Orientalister som Burnouf, Colebrooke og Max Muller trådte frem på Videnskabens Scene og gav os nogle af Indiens litterære Skatte, begyndte Europas Videnskabsmænd at forstå, at de Hedninger, der befolkede hint Land, ikke var så tåbelige, som de i deres Uvidenhed havde troet. De dygtige Folk, der foregiver at finde asiatisk Lærdom blottet for Tanker, der kan komme Vesterlandene til Gode, beviser kun deres egen Tomhed. Hvis vor Forestilling om Tilværelsen helt skal bestemmes af den tilfældige, stedsbestemmte Omstændighed, om vi er født i Bristol i Stedet for i Bombay, så er vi ikke værdige at kaldes civiliserede Mennesker. De, der lukker deres Sind af for alle orientalske Forestillinger, lukker dem også af for fine Tanker, dybe Sandheder og værdifuld psykologisk Viden. Enhver, der forsøger at forske i Orientens ældgamle Overlevering i Håb om at finde nogle kostbare Ædelstene af mærkelige Kendsgerninger og endnu mærkeligere Visdom, vil ikke finde sin Søgen forgæves.Jeg rejste til Østen for at søge Yogierne og deres hengemte Viden. Jeg nærede også Håb om at finde et åndeligt Lys og et guddommeligere Liv, skønt det ikke var mit væsentligste Formål. I denne Søgen vandrede jeg langs Indiens hellige Floder - den rolige, grå-grønne og den maleriske Godavari, bilde under. Jeg rejste omkring i Landet. Indien tog mig til sit Hjerte, og de sidste af dets uddøende Vismænd åbnede mangen en Dør for den ukendte Vesterlænding.For ikke så længe siden færdedes jeg blandt Folk, der betragtede Gud som en Hallucination af den menneskelige Indbildningskraft, åndelig Sandhed som en Tåge og Forsynets Retfærdighed som et Præparat for barnagtige Idealister. Også jeg var noget utålmodig overfor dem, der bygger teologiske Paradiser og derefter fortroligt viser en rundt, som om de var Vorherres Ejendomsagenter. Jeg havde kun Foragt tilovers for, hvad der tilsyneladende var ukritiske Teoretikeres forgæves, fanatiske Forsøg.Hvis jeg derfor er begyndt at tænke lidt anderledes om disse Sager, så vær forvisset om, at jeg har god Grund dertil. Men det skete ikke ved at sværge Troskab til nogen orientalsk Tro. Faktisk havde jeg teoretisk studeret dem, der betyder noget, længe i Forvejen. Jeg nåede til en ny Opfattelse af det guddommelige. Det kan synes at være noget ganske betydningsløst og personligt, men som Barn af denne moderne Generation, der bygger på hårde Kendsgerninger og kold Fornuft, og som savner Begejstring for religiøse Emner, anser jeg det for noget af en Bedrift. Denne Tro blev genopvakt på den eneste Måde, der var mulig for en Skeptiker, ikke ved Argumenter, men gennem en overvældende Oplevelse. Og det var en Junglevismand, en fordringsløs Eneboer, der tidligere havde levet i seks År i en Bjerghule, der fremkaldte denne vitale Forandring i min Tankegang, og jeg skammer mig ikke for i denne Bogs sidste Kapitler at bekende min dybe Gæld til denne Mand. At sådanne Mænd kan fremstå, giver tilstrækkelig Grund til, at Indien kan lægge Beslag på den intelligente Vesterlændings Opmærksomhed. Det skjulte Indiens åndelige Liv eksisterer stadig til Trods for de politiske Storme, der nu går hen over det, og jeg har forsøgt at give en autentisk Beretning om mere end en Mester, der har erhvervet en Styrke og en Klarhed, som ringere dødelige længselsfuldt higer efter.Jeg har i denne Bog båret vidne også om andre Ting, vidunderlige og uhyggelige. Nu jeg sidder og nedskriver min Beretning i en landlig engelsk Egns prosaiske Omgivelser, forekommer de mig utrolige. Jeg undres over, at jeg er dristig nok til at nedskrive dem, så en skeptisk Verden kan læse dem. Men jeg tror ikke på, at de nuværende materialistiske Ideer vil beherske Verden for bestandig, man kan allerede spore kommende forandringer i Tanke-gangen. Og dog tror jeg ikke på Mirakler. Det gør de fleste Mennesker af min Generation ikke. Men jeg tror, at vor Viden om Naturens Love er ufuldstændig, og at vi, når Videnskabsmændenes Fortrop, der trænger frem over uudforsket Territorium, har fundet ud af endnu nogle af disse Love, til den Tid vil være i Stand til at udrette Ting, der står på Højde med Mirakler. ANDET KAPITEL. Et Forspil til min Søgen.Geografilæreren tager Pegepinden og går hen til det store lakerede Landkort, der hænger for Øjnene af en Klasse, der keder sig. Han peger på en trekantet rød Plet, der rager helt ned til Ækvator og gør så endnu et Forsøg på at vække sine Elevers slumrende Interesse. Han begynder med sin spinkle, drævende Stemme og med en Mine, som om han gjorde en ypperstepræstelig Meddelelse: Man har kaldt Indien den skønneste Juvel i den engelske Krone .. En tungsindig udseende Dreng, halvt hensunket i Drømmerier, farer op og samler sin Opmærksomhed om det, der foregår i Skolestuen. Lyden af Ordet Indien, når det rammer hans Øre eller Synet af det på en Bogside vækker spændende og mystiske Forestillinger om det ukendte og fører en uforklarlig Tankestrøm med sig.I Ly af behændigt anbragte Bøger sidder han ofte og tegner turbanklædte Hoveder, mørkhudede Ansigter og krydderilastede Skibe, der tager Last ind fra lavtliggende Junker.De unge År svinder, men denne Interesse for Hindustan lever usvækket videre. Eller rettere den breder sig og omklamrer hele Asien.Engang lægger han Planer med en Skolekammerat om en eventyrlig Fodtur tværs gennem Europa, derefter vil de fortsætte ind gennem Lilleasien og Arabien, indtil de når Aden. Der tror de, de kan finde en venlig og forstående Skibskaptajn, der vil tage dem om Bord på sit Skib, og en Uge efter kan de så begynde at udforske Indien.Alt forekommer dem forberedt, Penge er sparet sammen, hvad de naivt anser for en opdagelsesrejsendes udrustning er anskaffet, men en uheldssvanger Dag opdager den anden Drengs Værge Forberedelserne, får halet flere Enkeltheder for Dagens Lys og slår ned med hård Hånd. I hvor høj Grad de lider derunder kan ikke forklares.Ønsket om at se Indien forlader aldrig Ophavsmanden til denne ulyksalige Ekspedition. Den begyndende Manddom medfører imidlertid hindringer i Form af andre Interesser og lænker hans Fødder med pligter. Ønsket må sættes til Side.År efter År glider forbi, indtil han uventet træffer en Mand, der puster kortvarigt, men kraftigt Liv i den gamle Ærgerrighed. For den fremmedes Ansigt er mørkt, hans Hoved turbanklædt, og han kommer fra det solbadede Hindustan.Jeg søger tilbage i min Erindring for at skabe et Billede af den Dag, han trådte ind i mit Liv. Efteråret er på Hæld, for det er tåget, og Luften er bitterlig kold. Mismodets klamme Fingre søgte at omklamre mine Tanker, Melankolien har mig fuldkommen i sin Magt.Jeg vandrer uden Mål og Med, indtil jeg befinder mig foran en lille Boghandel, som jeg kender godt. Det er en gammel Bygning, og den indeholder gamle Bøger. Ejeren, der er forsvunden fra denne Jord, og hans Forretning med ham, er en ejendommelig Person, en menneskelig Overlevering fra et tidligere Århundrede. Vor travle Tidsalder har kun lidt Brug for ham, men han har lige så lidt Brug for den. Han handler kun med sjældne Bøger og gamle Udgaver og har specialiseret sig i besynderlige og fjerntliggende Emner. Han sidder - såvidt som Bøger kan give den - inde med stor Viden om Videnskabens Tværveje og om kuriøse Emner. Fra Tid til anden besøger jeg den gamle Butik og drøfter dem med ham.Jeg går indenfor og hilser på ham. En Tid lang blader jeg i gamle Binds gulnede Sider og kigger i falmede Folianter. Der er særlig en gammel Bog, som fanger min Opmærksomhed. Den ser interessant ud, og jeg undersøger den mere omhyggeligt. Den bebrillede Boghandler bemærker min Interesse og begynder, som han plejer, at tale om Bogens Indhold - Sjælevandring.Den gamle Mand følger sin Vane og holder Diskussionen i Gang; han ved på en Prik, hvad de klassiske Forfattere har skrevet om dette Emne, og jeg sanker mange ejendommelige Oplysninger.Pludselig hører jeg nogen bevæge sig i den anden Ende af Butikken, og da jeg vender mig, får jeg Øje på en høj Skikkelse, der træder frem fra de Skygger, der skjuler det lille Værelse, hvor de kostbareste Bøger opbevares.Den fremmede er Inder. Han kommer hen imod os med fornem Holdning og henvender sig til Boghandleren. Min Ven, siger han stilfærdigt, undskyld mig, at jeg trænger mig på. Jeg kunde ikke lade være med at lytte efter, hvad De sagde, fordi det, De talte om, interesserer mig overordentlig. De nævnte lige nu de klassiske Forfattere, der først omtaler Forestillingen om Menneskets stadige Genfødsel på denne Jord. Jeg indrømmer, at de største Ånder blandt disse filosofiske Grækere, vise Afrikanere og oldkristne Kirkefædre, fuldtud forstod den Lære. Men hvor tror De, den virkelig opstod? Han tier et Øjeblik, men giver os ikke Tid til at svare. Lad mig fortælle Dem det, fortsætter han smilende. De må søge til Indien for at finde den første Forestilling om Sjælevandring i den gamle Verden. Det var selv i de allerældste Tider en Hovedlæresætning blandt mit Lands Folk. Den talendes Ansigt fortryller mig. Det er usædvanligt, det vilde være bemærkelsesværdigt blandt Hundreder af Indere. Kraft holdt i Beredskab - sådan opfatter jeg hans Karakter. Et gennemborende Blik, en kraftig Hage og en høj Pande karakteriserer hans Udseende. Hans Hud er mørkere end den almindelige Hindus. Han bærer en pragtfuld Turban, hvis Forside er prydet med en strålende Juvel. I øvrigt bærer han europæisk Dragt særdeles velsyet endda.Hans noget belærende Tonefald falder ikke i god Jord hos den gamle Herre bag Disken, han protesterer kraftigt. Hvordan kan det være Tilfældet, bemærker han vantro, når Byerne i det østlige Middelhav var blomstrende Kulturcentrer allerede i den førkristne Tid. Levede ikke Oldtidens største Ånder i det Område, der omfatter Athen og Alexandria? Derfor må deres Ideer være vandret sydpå og østpå til Indien? Inderen smiler overbærende. På ingen Måde, svarer han straks. Hvad der i Virkeligheden skete, var det omvendte af, hvad De formoder. Ja så! Vil De for Alvor påstå, at det fremskridtsvenlige Vesten måtte hente sin Filosofi fra den træge Orient! Nej, min Herre! svarede boghandleren. Hvorfor ikke? Læs Deres Apulejus igen, min Ven, og erfar, hvorledes pythagoras kom til Indien, hvor han fik undervisning hos Brahminerne. Og læg så Mærke til, hvordan han begynder at fremsætte sin Lære om Sjælevandringen efter sin Hjemkomst til Europa. Og det er kun et enkelt Eksempel. Jeg kan finde andre. Deres Hentydning til den træge Orient får mig til at smile. For Tusinder af År siden grublede vore Vismænd over de største Problemer, medens Deres Landsmænd end ikke anede, at sådanne Problemer eksisterede. Han tier og ser indtrængende på os og venter på, at hans Ord skal bide sig fast i vore Tanker. Det forekommer mig, at den gamle Boghandler er en Smule forvirret. Aldrig før har jeg set ham bragt til Tavshed på denne Måde eller være så synlig imponeret af et andet Menneskes åndelige Autoritet.Jeg har lyttet roligt til den anden Kundes Ord og kommer ikke med nogen bemærkninger dertil. Nu opstår der en Pause i Samtalen, som vi alle respekterer. Lidt efter vender Inderen sig og går ind i det inderste Værelse, men kun for nogle Minutter efter at komme ud igen med en kostbar Foliant, som han har valgt sig fra Hylderne. Han betaler for Bogen og gør sig rede til at forlade Butikken. Han når Døren, medens jeg stirrer forundret på ham.Pludselig vender han sig igen og kommer hen til mig. Han tager en Tegnebog (norsk; lommebok) frem og finder et Visitkort. Bryder De Dem om at fortsætte denne Samtale med mig? spørger han med et svagt Smil.Jeg bliver overrasket, men samtykker med Glæde. Han rækker mig sit Kort og inviterer mig til Middag.Om Aftenen begiver jeg mig ud for at finde den fremmedes Bopæl.En massiv Port med to store Lamper i fremspringende Jemstager fører ind til Huset, og lidt efter befinder jeg mig i et stort Værelse, der kunde være en Del af et asiatisk Palads, så eksotisk er det møbleret, og så farveprægtige er dets Dekorationer. Da Yder-døren bliver lukket, lader jeg den triste grå europæiske Verden ude. Værelset er dekoreret i en mærkelig Blanding af indisk og kinesisk Stil. Rødt, sort og Guld er de fremherskende Farver. Strålende Tapeter med kinesiske Drager er ophængt på Væggene. Udskårne grønne Dragehoveder stirrer frygtindgydende ud fra alle Kroge, hvor de tjener som Underlag for Konsoller med kostbare Genstande. To Mandarinkjortler af Silke hænger ved Døren. Tykke indiske Tæpper med kraftige Mønstre dækker Parketgulvet; et mægtigt Tigerskind er udbredt foran Kaminen.Mit Blik falder på et lille lakeret Bord, der står i et Hjørne Ovenpå det står et sort Ibenholtsskrin med forgyldte Døre. Jeg kan skimte en eller anden indisk Gud indenfor, sandsynligvis en Buddha, for dens Ansigt er roligt og uudgrundeligt, og dens vidåbne Øjne stirrer ned på dens Næse.Min Vært hilser mig hjerteligt velkommen. Han er ulasteligt klædt i Kjole og Hvidt. En Mand som han vilde gøre sig gældende hvor som helst i Verden. Lidt efter sætter vi os til Bords. Der bliver serveret nogle ypperlige Retter, og det er ved denne Lejlighed, jeg indvies i Karryens Glæder og erhverver mig en Smag derfor, som jeg aldrig mister. Tjeneren, der serverer, ser malerisk ud i hvid Jakke og Benklæder, et gyldent Skærf og en snehvid Turban.Under Måltidet drejer vor Samtale sig om ligegyldige og almindelige Ting, men alt, hvad min Vært siger, hvilket Emne, han end berører, så har hans Ord Vægt. Hans Sætninger er formet således, at de ikke giver Stof for Modsigelse; hans Betoning er så selvsikker, at hans Udsagn giver det Indtryk, at de er det sidste Ord i Sagen. Jeg kan ikke lade være med at blive imponeret af hans Holdning og rolige Sikkerhed.Over Kaffen fortæller han mig lidt om sig selv. Jeg får at vide, at han har rejst meget og ejer nogen Formue. Han fortæller levende om Kina - hvor han har opholdt sig et År, om Japan - hvis mægtige Fremtid han myndigt forudsiger, om Amerika, Europa og- det besynderligste af alt - om livet i et kristent Kloster i Syrien, hvortil han en Gang for en Tid havde trukket sig tilbage. Da vi tænder vore Cigaretter, kommer han ind på det, vi talte om i Bogsssdelen. Men det er øjensynligt, at han ønsker at tale om andre ting, for han fører mest Samtalen ind på Indiens gamle Visdom. Nogle af vore Vismænds Læresætninger har allerede nået Vesterlandet, siger han med Eftertryk, men i de fleste Tilfælde er den virkelige Lære blevet misforstået, i nogle få Tilfælde er den på en eller anden Måde blevet forfalsket. Nå, det er ikke mig, der skal klage. Hvad er Indien i Dag? Det repræsenterer ikke længere sin Fortids høje Kultur. Storheden har forladt det. Det er trist, meget trist. Den store Masse holder fast ved nogle få Idealer på Bekostning af at være indsnævret i en forvirret Blanding af pseudoreligiøse Lænker og ukloge Sædvaner. Hvad er Årsagen til denne Tilbagegang? spørger jeg ham.Min Vært tier. Der går et Minut, så bryder han Tavsheden. En Gang var der store Seere i mit Land, Mænd, der var trængt til Bunds i Livets Mysterier. Konger og almindelige Folk søgte deres Råd. Under deres Føring nåede indisk Civilisation sit Højdepunkt. Hvor findes de i Dag? To eller tre er der tilbage - ukendte, uomtalte og fjernt fra den moderne Tilværelses Hovedstrøm. Da disse store Vismænd - vi kalder dem Rishi'er - begyndte at trække sig ud af Samfundet, da begyndte vor Nedgangsperiode. Han sænker Hovedet og tier. Tjeneren er lydløst kommet ind og går hen til det lakerede Bord. Han tænder en Røgepind, en blålig Dis hæver sig mod Loftet, og Duften af en besynderlig orientalsk Røgelse breder sig i Værelset. Den er ikke ubehagelig.Pludselig hæver min Vært Hovedet og ser på mig: Ja, der er endnu to eller tre tilbage! siger han med et mærkeligt Tonefald. (les om disse som Martinus kaller i-mennesker, i stk.1883 i hans LivetsBog, del 5. Rø-anm. Les f.eks. herfra og noen sider fram om det.) Jeg kendte en Gang en stor Vismand. Han var min Fader, Fører, Mester og Ven. Han sad inde med en Guds Visdom. Jeg elskede ham, som var jeg virkelig hans egen Søn. Hver Gang jeg var så heldig at kunne opholde mig hos ham, vidste jeg, at Livet inderst inde er godt. Sådan var Virkningen af hans vidunderlige Påvirkning. Jeg, der har gjort Kunst til min Kæphest og Skønhed til mit Ideal, lærte af ham at se den guddommelige Skønhed i Mennesker, der var spedalske, nødlidende eller vanskabte; Mennesker jeg tidligere skyede i Rædsel. Han levede som Eneboer i en Skov langt fra Byerne. Tilsyneladende ved et Tilfælde fandt jeg hans Bolig. Fra da af aflagde jeg ham hyppige Besøg og blev hos ham så længe, jeg kunde; han lærte mig meget. Hvorfor trådte han da ikke ind i det offentlige Liv og tjente Indien? spurgte jeg rent ud.Inderen rystede på Hovedet: Det er vanskeligt nok for os Indere at forstå en så usædvanlig Mands Bevæggrunde. Det vilde være dobbelt vanskeligt for Dem, en Vesteuropæer, at forstå ham. Muligvis vilde hans Svar være, at Tjenesten kan ydes i Hemmelighed ved Hjælp af Tankens telepatiske Magt, at Indflydelse kan udøves på Afstand, på usynlig, men ikke mindre virkningsfuld Måde. Han vilde måske også sige, at et degenereret Samfund må døje sin Skæbne, indtil Befrielsens skæbnebestemte Time slår. Jeg tilstår, at dette Svar forbløffer mig. Netop, min Ven, jeg ventede det, svarer han.Efter denne mindeværdige Aften aflægger jeg mange Gange Besøg i Inderens Hjem, draget af hans usædvanlige Viden såvel som af hans indtagende, eksotiske Personlighed. Han rører en eller anden spændt Fjeder i min Ærgerrighed og vækker mit Ønske om at granske Livets Mening. Han opmuntrer mig til at søge at vinde varig Lykke fremfor at søge en intellektuel Nysgerrighed tilfredsstillet.En Aften tager vor Samtale en anden Vending, som skal få stor Betydning for mig ved en Bemærkning, han fremsætter om en af hans Lands ejendommelige Typer, Yogierne. Jeg har kun en ubestemt og usammenhængende Forestilling om, hvad Betegnelsen betyder. Jeg er stødt på den nogle Gange under min Læsning, men hver Gang har Beskrivelsen varieret så meget fra de foregående, at Resultatet er Forvirring. Da jeg hører min Ven anvende Betegnelsen, standser jeg ham og beder om yderligere Forklaring. Jeg kan næppe med en enkelt Definition forklare, hvad en Yogi er, svarer han. Utvivlsomt vilde en halv snes af mine Landsmænd forklare det på en halv Snes forskellige Måder. Der er for Eksempel Tusinder af vandrende Tiggere, der benytter Betegnelsen. De sværmer gennem Landsbyerne og møder op i stimevis til de tilbagevendende religiøse Markeder. Mange er kun dovne Landstrygere, andre er slette og de fleste af dem er fuldkommen udannede Mænd, uvidende om Yogavidenskabens Historie og Lære, i Ly af hvilken de optræder. Han tier og slår Asken af sin Cigaret. Men tag til et Sted som Rishikest, hvor de mægtige Himalayabjerge holder evig Vagt. Der vil De træffe en helt anden Slags Folk. De bor i simple Hytter eller Huler, spiser kun lidt og beder bestandigt til Gud. Religionen er deres Åndedræt, den optager deres Tanker Dag og Nat. For største Delen er det gode Mennesker, der studerer vore hellige Skrifter og fremsiger Bønner. Også de kaldes imidlertid Yogier. Men hvad har de til fælles med den Tigger, der kun udbytter den uvidende Hob. De kan selv se, hvor elastisk Betegnelsen er. Imellem de to Klasser er der andre, som har noget af den enes og noget af den andens Natur. Og dog synes der at blive gjort meget ud af Yogiernes mystiske Kræfter, siger jeg. Ah! Nu må De lytte til en videre Forklaring, svarer han smilende. Der findes mærkværdige Personligheder på ensomme Tilflugtssteder langt fra de store Byer, dybt inde i Jungler eller i Bjerghuler, Mænd, der ofrer hele deres Tilværelse på Øvelser, som de tror skaber vidunderlige Kræfter. Nogle af disse Mænd vil sky enhver Omtale af Religion og lade hånt om den, medens andre er dybt religiøse, men alle er de fælles i Kampen om at fravriste Naturen et Herredømme over usynlige og uhåndgribelige Kræfter. Forstår De, Indien har aldrig været uden sine Traditioner på det mystiskes og okkultes Område, og mange er de Historier, der fortælles om disse Mestres mirakuløse Kunststykker. Også disse Mænd kaldes Yogier. Har De truffet sådanne Mænd? Tror De på disse Overleveringer? spørger jeg troskyldigt.Inderen tier. Det ser ud, som om han grubler over den Form, han skal give sit Svar. Se! siger han så roligt og holder noget frem, for at jeg kan undersøge det. Han har løsnet det fra sin Hals under Flippen. Jeg er Brahmin. Dette er min hellige Tråd. Årtusinders streng Udvælgelse har gjort visse Karakteregenskaber instinktive i min Kaste. Uddannelse og Ophold i Vesterlandet kan ikke fjerne dem. Tro på en højere Magt, på Tilstedeværelsen af overnaturlige Kræfter og på en åndelig Udvikling blandt Menneskene, disse Ting er mig medfødt som Brahmin. Jeg kunde ikke tilintetgøre dem, selv om jeg vilde, og Fornuften besejres af dem, hver Gang der Opstår et Modsætningsforhold, Skønt jeg er fuldt ud forstående overfor jeres moderne Videnskabs Grundsætninger og Metoder, kan jeg derfor kun give et Svar, nemlig dette - jeg tror! Var Deres Mester Yogi? spørger jeg. Nej, han var Rishi. Over Yogierne står Rishi'erne, svarer han. Overfør den darwinistiske Teori på den menneskelige Karakter, gå ud fra den brahminske Læresætning om, at der finder en sjælelig Udvikling Sted jævnsides med den fysiske, betragt Rishi'erne som Mænd, der har nået Toppen af denne Udviklingsgang, så vil De kunne få et svagt Begreb om deres Storhed. Udfører en Rishi også de Vidundere, som man hører om? Det gør han tilvisse, men han værdsætter dem ikke for deres egen Skyld, således som mange af yogi-mirakelmagerne gør det. Den Slags Kræfter opstår ganske naturligt i ham i Kraft af hans højt udviklede Vilje og sjælelige Koncentrationsevne. De er ikke Hovedsagen for ham, han kan endog se ned på dem og kun benytte sig lidt af dem. Hans vigtigste Formål er indadtil at blive noget i Lighed med hiné guddommelige Skikkelser, som Buddha i Østen og Kristus i Vesten er de berømteste Eksempler på. Men Kristus gjorde Mirakler! Det gjorde han. Men tror De, han Udøvede dem af personlig Forfængelighed På ingen Måde, han vilde hjælpe Menigmands Sjæl ved på den Måde at fange hans Tro. Men hvis der fandtes sådanne Mænd som Rishi'er i Indien, vilde Mængden da følge dem? spørger jeg. Utvivlsomt - men de måtte først stå offentligt frem og udgive sig for det, de var. Kun i overordentlig sjældne Tilfælde har man set Rishi'er gøre det. De foretrækker at leve afsondret fra Verden. De, der ønsker at udrette et offentligt Hverv, kan træde frem for en kort Tid, men forsvinder så igen. Jeg indvender, at sådanne Mænd næppe kan være til stor Gavn for deres Medmennesker, hvis de skjuler sig på utilgængelige Steder. Inderen smiler tålmodigt: Dette Spørgsmål falder indenfor det, I Europæere kalder: Skinnet bedrager. Uden indgående Kendskab til disse Personer er Verden ikke i Stand til at bedømme dem retfærdigt. Jeg anførte, at Rishi'erne somme Tider for en Tid lever i Byer og færdes blandt Folk. I gamle Dage, da dette skete noget oftere, var deres Visdom, Magt og Evner åbenbar for Folk, da blev deres Indflydelse åbenlyst anerkendt. Selv Maharajaerne lod ikke hånt om at yde disse store Vismænd deres ærbødige Respekt og bede dem om Råd i politiske Spørgsmål. Men iøvrigt er det en Kendsgerning, at Rishi'erne foretrækker at øve deres Indflydelse på en stille og ubemærket Måde. Jeg vilde gerne træffe sådanne Mænd, og jeg vilde gerne træffe nogle virkelige Yogier. Det kommer De til, det vidste jeg den Dag, vi første Gang traf hinanden, lyder det forbløffende Svar. Det slog ned i mig, som en Slags Indskydelse - er det ikke ligegyldigt, hvad man kalder det? - som et dybt fornemmet Budskab, uforklarligt ud fra ydre Foreteelser. Min Mester lærte mig, hvorledes jeg skulde opøve og udvikle denne Følelse. Nu har jeg lært at stole fuld ud på den. En moderne Sokrates, ledet af sin Daimon! bemærker jeg halvt spøgende. Men sig mig, når tror De, Profetien vil gå i Opfyldelse? Han trækker på Skuldrene. Jeg er ikke Profet, så jeg beklager, at jeg ikke kan give Dem Datoen. Jeg trænger ikke på, skønt jeg har Mistanke om, at han kunde sige mere, hvis han vilde. Jeg tænker over Sagen og kommer så med et Forslag. Jeg formoder, at De før eller senere vender tilbage til Deres eget Land. Hvis jeg er rede til den Tid, kunde vi så ikke rejse sammen? Vil De så ikke hjælpe mig at finde nogle af de Mennesker, vi har talt om? Nej, rejs alene, en Dag vil De indse, at jeg har Ret. Fra da af føler jeg, at den Dag vil oprinde, da jeg befinder mig i det solbeskinnede Østen. Jeg går ud fra, at hvis Indien i Fortiden har huset så store Mænd som Rishi'erne, og at hvis der, som min Ven tror, endnu findes nogle få af dem, så vil Besværet med at finde dem blive belønnet ved at lære noget af deres Visdom at kende. Jeg kunde således måske vinde en Forståelse og en Tilfredshed, som Tilværelsen hidtil har nægtet mig. Selv om jeg fejler i en sådan Søgen, så vil Rejsen ikke have været forgæves. For disse besynderlige Mænd, Yogierne, med deres Magi, deres mystiske Øvelser og deres ejendommelige Levemåde, kildrer min Nysgerrighed og fanger min Interesse. Jeg beslutter at følge min Lyst og, så snart Lejlighed gives, tage den første Båd til Indien.Min orientalske Ven, der således har gjort min Beslutning om at drage mod den opgående Sol endelig, vedbliver at modtage mig i sit Hjem igennem adskillige Måneder. Han hjælper mig at tage mit Bestik på Tilværelsens hvirvlende Ocean, skønt han altid vægrer sig ved at agere Lods gennem de ukortlagte Farvande, der strækker sig foran mig. Men at blive klar over sin Stilling, at blive gjort opmærksom på skjulte Muligheder og at få sine vage Forestillinger gjort klare, er ikke desto mindre af uvurderlig Værdi for en ung Mand. Det er derfor ikke uden Grund, at jeg giver Udtryk for min Taknemmelighed over for denne min tidlige Velgører. For den triste Dag oprinder, da vi skilles. Nogle få År efter hørte jeg, tilsyneladende ved et Tilfælde, om hans Død.Tiden og Forholdene er ikke rede til min Rejse. Ærgerrighed og Begær lokker en Mand ind i ansvarsfulde Stillinger, som han ikke let kan trække sig ud af. Jeg finder mig i den Tilværelse, der indespærrer mig, spejder og venter.Jeg mister aldrig Troen på Inderens Profeti. En skønne Dag får den en uventet Bekræftelse.Mit journalistiske Arbejde bringer mig adskillige Måneder igennem i jævnlig Kontakt med en Mand, som jeg nærer den højeste Respekt og de venligste Følelser for. Han er ualmindelig skarpsindig og kender den menneskelige Natur til Bunds. Mange År tidligere havde han været Professor i Psykologi ved et af vore Universiteter, men den akademiske Tilværelse faldt ikke i hans Smag. Han forlod den for andre Græsgange, hvor han kunde finde en mere praktisk Anvendelse for sin umådelige Viden. En Tid var han Rådgiver for store Forretningsdrivende.Han er født med den sjældne Gave at kunne anspore andre til at yde deres bedste. Enhver, som han træffer - fra Kontorbudet til Millionæren - finder praktisk Hjælp og ny Begejstring hos ham.Jeg nyder hans Selskab, fordi det er lykkedes ham at sammensmelte Indadskuen og Udadskuen i sin egen Natur, med det Resultat, at han det ene Øjeblik kan snakke dyb Filosofi, og det næste behandle en Forretningssag. Dertil er han aldrig kedelig, altid morsom og strålende af godt Humør.En Aften går vi ud og spiser sammen på en lille Bohéme-Café, hvor vi nyder det dæmpede Lys og den veltillavede Mad. Da vi har spist, ser vi Fuldmånen højt på Himmelen og lader os friste af dens Skin til at spadsere hjem.Samtalen har været let og overfladisk største Delen af Aftenen, men medens vi vandrer ind gennem Byens rolige Gader, drejer den ind på dybe filosofiske Emner. Udenfor hans Dør vender han sig og rækker mig Hånden til Farvel, og pludselig siger han alvorligt og langsomt: De burde aldrig være blevet Journalist. De er i Virkeligheden en Filosof, der er fanget af Skribleriernes blækspyende Virvar. Hvorfor gik De ikke Universitetsvejen, så De kunde tilbringe Deres Liv med Undersøgelser? For De elsker jo at tage Morgenskoene på og vandre omkring inden i Deres egen Hjerne. De prøver på at finde selve Livets Kilde. En skønne Dag vil De rejse til Yogierne i Indien, Lamaerne i Tibet og Zenmunkene i Japan. Så Vil De skrive nogle Beretninger, der er værd at læse - God Nat! Hvad mener De om disse Yogier? Han bøjer sit Hoved hen imod mit og halvt hvisker mig i Øret: Min Ven, de ved Besked, de ved Besked. Jeg går forbløffet min Vej. Rejsen østpå har lange Udsigter. Jo dybere jeg synker i mine Virksomheder, des vanskeligere er det for mig at frigøre mig. En Tid griber Mismodet mig. Er jeg ikke af Skæbnen fordømt til at holdes fangen af denne Mængde af private Bånd og' personlige Ambitioner?Men jeg gætter galt. Skæbnen udsteder sine Ordrer hver Dag, og skønt vi ikke er forstående nok til at kunne læse dem, adlyder vi dem dog ubevidst. Før der er gået tolv Måneder, går jeg i Land i Alexandra Dokken i Bombay; jeg blander mig i den orientalske Bys brogede Liv og lytter til den fantastiske Blanding af asiatiske Tungemål, der bidrager til Kakofonien. TREDIE KAPITEL. En Magiker fra Ægypten.Det er en underlig Kendsgerning - og måske en betydningsfuld - at endnu førend jeg begynder at prøve mit Held i denne underlige Søgen, kommer Heldet selv og opsøger mig. Jeg har end ikke benyttet mig af mit Turistprivilegium til at udforske Bombays Seværdigheder. Alt, hvad jeg kender til Byen, kan med Lethed skrives på et Postkort. Mine Kufferter, på en nær, er endnu ikke pakket ud. Min eneste Beskæftigelse er et Forsøg på at gøre mig fortrolig med mine Omgivelser i Hotel Majestic, som en Bekendt om Bord havde omtalt som et af de mest komfortable i Byen. Det er herigennem, at jeg gør en forbløffende Opdagelse. For som Medgæst på Hotellet finder jeg et Medlem af Magikernes Broderskab, en regulær Mirakelmager.Ikke at han er en almindelig Taskenspiller af den Slags, som gør Lykke ved at blænde blaserede Tilskuere. Nej! Han tilhører de middelalderlige Troldmænds Stamme. Han er daglig i Samkvem med mystiske Væsner, usynlige for normale menneskelige Øjne, men tydelige nok for hans egne. Således siger i hvert Fald det mærkelige Rygte, han har skabt sig. Hotelbetjeningen betragter ham med frygtsomme Blikke og taler om ham med tilbageholdt Åndedræt. Når som helst han kommer forbi, afbryder de andre Gæster Konversationen, og de får et forvirret spørgende Udtryk i Øjnene. Han gør ingen Tilnærmelser over for dem, og han forlanger gerne at spise alene.Det, som gør ham mere interessant i vore Øjne, er at han hverken er Europæer eller Inder. Han er fra Nilens Land, en Magiker fra Ægypten.Det er ikke let for mig at forene Mahmoud Beys Udseende med de ildevarslende Evner, som han siges at besidde. I Stedet for det strenge Åsyn og den magre Krop, som jeg venter, ser jeg et smukt smilende Ansigt og en velbygget Skikkelse med kraftige Skuldre. I Stedet for i hvid Kappe eller omfangsrig Kofte er han klædt i moderne Tøj, som sidder godt. Han ligner en smuk Franskmand, som man kan se dem hver Aften på de bedre Restauranter i Paris.Jeg grubler over Sagen Resten af Dagen. Den næste Morgen vågner jeg med en bestemt Beslutning. Mahmoud Bey skal interviewes med det samme. Jeg skal nok få hans Historie , som mine Kolleger ved Pressen vilde sige.Jeg skriver et Par Ord, som udtrykker mit ønske, på et Visit-kort, og så tegner jeg i det højre Hjørne med ganske små Streger et vist Symbol, som viser, at jeg ikke er ukendt med den traditionelle Side af hans mystiske Kunst, og som jeg håber vil hjælpe mig til at opnå en Samtale. Jeg stikker Kortet i Hånden på en Tjener tillige med en Sølvrupi og sender ham op til Magikerens Værelse.Få Minutter efter kommer Svaret: Mahmoud Bey vil tage imod Dem med det samme, Sir. Han skal netop til at spise Morgenmad og beder Dem gøre ham Selskab. Dette første Held opmuntrer mig. Tjeneren viser Vej oven på, og jeg finder Mahmoud Bey siddende ved et Bord, hvorpå der er Te, ristet Brød og Marmelade. Ægypteren rejser sig ikke for at modtage mig. I Stedet peger han på en Stol over for sig og siger: Vær så god at tage Plads. Undskyld mig, men jeg giver aldrig Folk Hånden. Han er iført en løstsiddende grå Slåbrok. Hans Hår er brunt og sidder som en Løvemanke på hans Hovede, en Lok har forvildet sig ned over Panden. Hans hvide Tænder glimter, da han med et indtagende Smil spørger: Vil De spise Morgenmad med mig? Jeg takker. Under Måltidet fortæller jeg ham om det ærefrygtindgydende Rygte, han har på Hotellet, og om mine lange Overvejelser, før jeg havde den Dristighed at opsøge ham. Han ler hjerteligt og hæver afværgende Hånden, men siger intet.Efter en Pause spørger han: Kommer De fra en Avis? Nej. Jeg er kommet til Indien på en privat Mission - for at studere forskellige Ting, der ligger uden for det almindelige, og måske gøre nogle få Iagttagelser til Brug for litterært Arbejde. Bliver De her længe? Det kommer an på Omstændighederne. Jeg har ikke fastsat nogen bestemt Tid, svarer jeg med en mærkelig Følelse af, at det er mig, der er ved at blive udspurgt og ikke omvendt. Men hans næste Ord beroliger mig. Jeg er her også selv på et længere Besøg. Måske et, måske to År. Derefter rejser jeg til det fjerne østen. Jeg vil gerne se Verden og så vende tilbage til Ægypten, hvis Allah tillader det. Er det sandt, at De sidder inde med magiske Evner? spørger jeg ham stilfærdigt.Roligt og tillidsfuldt siger han: Ja! Allah den Almægtige har skænket mig sådanne Evner. Jeg tøver. Hans mørke, grå øjne gennemborer mig. Jeg formoder, De gerne vil have mig til at vise dem, ikke sandt? spørger han pludseligt.Han har gættet mit ønske rigtigt. Jeg nikker. Udmærket! Har De en Blyant og et Stykke Papir? Jeg rækker ham et Blad af min Lommebog. Vær så venlig at skrive et eller andet Spørgsmål på Papiret. Derefter sætter han sig hen ved et lille Bord i Vindueskrogen. Han vender halvvejs Ryggen til mig og ser ned på Gaden. Der er flere Meter mellem os. Hvilket Spørgsmål? spørger jeg. Hvad De vil, svarer han.Min Hjerne arbejder. Til Slut skriver jeg et kort Spørgsmål. Det er: Hvor boede jeg for fire År siden? Fold nu Papiret sammen flere Gange, så det danner en ganske lille Firkant, instruerer han mig. Fold det sammen så det bliver så småt som på nogen Måde muligt. Jeg adlyder. Derefter trækker han sin Stol hen til Bordet og vender sig atter mod mig. Hold nu Papiret og Blyanten i Deres knyttede højre Hånd. Jeg knytter Hånden om begge Dele. Ægypteren lukker øjnene. Han lader til at falde hen i meget dybe Overvejelser. Så åbner de tunge øjenvipper sig på ny, de grå øjne ser vedholdende på mig, og han siger roligt: Det Spørgsmål, De stillede, var det ikke: Hvor boede jeg for fire År siden? De har Ret, svarer jeg forbavset. Det er et enestående Tilfælde af Tankelæsning. Vær nu så venlig at åbne Papiret i Deres Hånd, bryder hans Stemme ind.Jeg lægger den lille Lap på Bordet og åbner langsomt dens mange Folder, indtil den er helt udfoldet. Undersøg det! befaler han. Jeg gør det og opdager noget, der forbavser mig. Thi en eller anden usynlig Hånd har med Blyant skrevet Navnet på den By, hvor jeg boede for fire År siden. Svaret står umiddelbart under det skrevne Spørgsmål.Mahmoud smiler triumferende. Det er Svaret. Er det rigtigt? Jeg samtykker undrende, fuldstændig forvirret. Kunststykket forekommer mig utroligt. Som en Prøve beder jeg ham gentage Forsøget. Han er straks villig dertil og sætter sig over til Vinduet, medens jeg skriver et nyt Spørgsmål. På den Måde undgår han enhver mulig Beskyldning for at være nær nok til at kunne læse, hvad jeg skriver. Desuden iagttager jeg ham omhyggeligt og ser, at hans øjne er fæstet på den farverige Scene på Gaden nedenunder.Jeg folder på ny Papiret sammen og holder det fast imod Blyanten, som jeg har i Hånden. Han vender tilbage til Bordet og sætter sig til at overveje med lukkede øjne. Så kommer Ordene: Deres andet Spørgsmål: Hvilken Avis var jeg Redaktør af for to År siden? Han har gengivet mit Spørgsmål fuldstændig rigtigt. Tankelæsning igen, formoder jeg.Endnu en Gang beder han mig om at åbne den lille Lap Papir i min højre Hånd. Jeg breder den ud på Bordet, og for mit bestyrtede Blik står Navnet på den Avis, det drejer sig om, klodset skrevet med Blyant.Hypnotisme? Jeg har studeret dette Emne og ved, når der bliver gjort Forsøg på Påvirkning udefra. Jeg ved også, hvordan man beskytter sig mod det. Og de mystiske Ord, som var tilføjet, står stadig på Papiret1).1) Jeg opbevarede Papirslappen i flere Måneder, og Skriften forsvandt ikke. Jeg viste det til to eller tre Personer, som straks identificerede de tilføjede svar. Det er derfor klart, at Oplevelsen ikke havde været et sansebedrag.For tredie Gang anmoder jeg Ægypteren om at gentage Forsøget, og han går med til en afsluttende Prøve. Også denne gennemfører han med Held.Kendsgerningerne er uimodsigelige. Han har læst mine Tanker, (tror jeg); han har på en eller anden uforklarlig Måde fået visse Ord skrevet af en usynlig Hånd på et Stykke Papir, som jeg holder tæt sammenknyttet i min Hånd; og yderligere er disse Ord rigtige Svar på mine Spørgsmål.Hvad er det for en mærkværdig Fremgangsmåde, han anvender? Medens jeg grubler over Sagen, føler jeg mystiske Kræfters Nærværelse. For den normale Tankegang er Sagen utrolig. Det er noget fremmed, og noget der ligger hinsides den normale Tilværelse. Mit Hjerte hører næsten op med at slå af Uhygge. Er der Mænd i England, der kan gøre dette? spørger han en Smule pralende.Jeg er tvunget til at indrømme, at jeg ikke kender nogen, der kan udføre Kunststykket under tilsvarende Forhold, skønt flere professionelle Tryllekunstnere uden Tvivl kan udføre det, hvis de får Lov til at bruge deres egne Redskaber. Har De noget imod at forklare Deres Metode? spørger jeg ængsteligt, for jeg er bange for, at jeg forlanger for meget, når jeg beder ham åbenbare sine Hemmeligheder.Han trækker på sine brede Skuldre. Jeg har fået store Beløb tilbudt for at åbenbare mine Hemmeligheder, men jeg har endnu ikke i Sinde at gøre det. De er vel klar over, at jeg ikke er helt uvidende om den psykiske Side af Tingene, fremfører jeg. Det er jeg. Hvis jeg nogen Sinde kommer til Europa - hvilket er meget muligt - vil De måske være i Stand til at yde mig visse Tjenester. I så Fald lover jeg at uddanne Dem i mine Metoder, så De kan udføre de samme Ting, når De ønsker det. Hvor længe varer Undervisningen? Det er forskelligt med forskellige Personer. Hvis De arbejder hårdt og giver al Deres Tid dertil, vil tre Måneder være tilstrækkeligt til at få en Forståelse af Metoden, men derefter kræves der måske flere Års øvelse. Kan De ikke forklare mig Grundlaget for Deres Kunststykker, den teoretiske Side, uden at åbenbare Deres Hemmeligheder? bliver jeg ved.Mahmoud Bey grubler et Stykke Tid over mit Spørgsmål. Jo, det er jeg villig til at gøre for Dem, svarer han så.Jeg griber min Stenogramblok og holder min Blyant parat til at skrive. Nej, hør nu! Ikke nu til Morgen, protesterer han smilende Jeg har travlt; De må have mig undskyldt nu. Kom igen i Morgen Klokken elleve, så fortsætter vi vor Samtale. Præcis på det aftalte Klokkeslet sidder jeg påny i Mahmoud Beys Værelse. Han skubber en Æske ægyptiske Cigaretter over Bordet til mig. De ønsker, at jeg skal beskrive mine Teorier, som Deres engelske Venner vilde kalde dem; for mig er de Visheder. Mahmoud Bey ler godmodigt. Måske vil det forbavse Dem at høre, at jeg er Landbrugskandidat, og at jeg har Diplomer derfor? tilføjer han.Jeg begynder at skrive ned. Jeg ved, at det ser ud til at være uforeneligt med min - lad os kalde det Interesse - for Magi, fortsætter han. Jeg ser op på ham og bemærker et Smil om hans Læber. Han stirrer på mig. Der er en god Historie i den Mand, tænker jeg. Men De er Journalist; måske vil De vide, hvordan jeg blev Magiker? spørger han.Jeg indrømmer det ivrigt. Godt! Jeg er født i en af Provinserne inde i Landet, men jeg er opdraget i Kairo. Lad mig fortælle Dem, at jeg var en ganske normal Dreng, jeg havde samme Interesser som andre Skoledrenge. Jeg var ivrig efter at studere Landbrug og kom ind på Regeringens agrikulturelle Kollegium. Jeg arbejdede hårdt med mine Studier og fortsatte dem med stor Begejstring.En Dag tog en gammel Mand en Lejlighed i Huset, hvor jeg boede. Det var en Jøde med buskede øjenbryn og langt gråt Skæg, og hans Ansigt var altid roligt og alvorligt. Han var så tilbageholdende, at de andre Beboere i Huset holdt sig på Afstand. Mærkeligt nok, i Stedet for at have samme Virkning på mig, vakte denne mystiske Tilbageholdenhed min Interesse, og jeg anstrengte mig for at gøre hans Bekendtskab. Til at begynde med afviste han mig, men det forøgede kun min brændende Nysgerrighed. Endelig gav han efter for mine stadige Forsøg på at få ham til at indlade sig i en Samtale med mig. Han åbnede sine Døre for mig og lod mig træde ind i sin Tilværelse. På den Måde erfarede jeg, at han brugte meget af sin Tid til mærkværdige Studier og mystiske Kunster. Kort sagt, han tilstod over for mig, at han foretog Undersøgelser i den overnaturlige Verden.Det var forunderligt! Hidtil havde mit Liv fulgt den lige Landevej med ungdommelige Studier og sund Sport. Nu blev jeg pludselig tvunget til at stå Ansigt til Ansigt med en fuldstændig anden Tilværelse. Og det tiltalte mig, fordi jeg derigennem så Muligheden for store Eventyr. Jeg tryglede den gamle Jøde om at undervise mig, og han gav efter for mit ønske. På den Måde blev jeg ført ind i en ny Kreds af Interesser og Venner. Jøden tog mig med sig til en Forening i Kairo, som foretog praktiske Undersøgelser i Magi, Spiritisme, Teosofi og Okkultisme. Han holdt ofte Foredrag for dem. Gruppen bestod af Medlemmer af Bourgeoisiet, Videnskabsmænd, Embedsmænd og forskellige Mennesker i ansete Stillinger.Skønt jeg først lige var blevet voksen, fik jeg Lov til at følges med den gamle Mand til alle Foreningens Møder. Hver Gang hørte jeg ivrigt efter; med stive ører slugte jeg hvert eneste Ord af Samtalen omkring mig; med Begejstring holdt jeg øje med de mærkelige Eksperimenter, der ofte blev foretaget. Selvfølgelig var det uundgåeligt, at mine Landbrugsstudier måtte forsømmes, for at jeg kunde få mere Tid tilovers til Studierne i det overnaturlige. Imidlertid havde jeg et naturligt Anlæg for mine Studier, og jeg slap uden Vanskelighed igennem mine Eksaminer.Jeg studerede de gulnede, gamle Bøger, som Jøden lånte mig, og jeg udførte de magiske Ritualer og andre øvelser, som han lærte mig. Jeg gjorde så hurtige Fremskridt, at jeg begyndte at opdage Ting, som han ikke selv kendte. Til Slut blev jeg anerkendt som udlært i disse Kunster. Jeg holdt Foredrag og gav Demonstrationer for Kairo Foreningen, indtil dens Medlemmer udnævnte mig til dens Formand. Jeg vedblev med at være dens Leder i tolv År.Så trak jeg mig tilbage, fordi jeg ønskede at forlade Ægypten og rejse til visse Lande - og ved Lejlighed at tjene en Formue. Mahmoud holdt op med at tale; hans omhyggeligt manicurerede Fingre svippede Asken fra Cigaretten. Et vanskeligt Hverv! Det bliver let for mig. Jeg behøver kun nogle få Klienter blandt de hovedrige, som ønsker at benytte sig af mine magiske Evner. Jeg er allerede kendt af visse velhavende Parsere og rige Hinduer. De kommer her for at rådføre sig med mig angående deres Problemer eller Vanskeligheder, eller de ønsker Underretning, som kun kan fremskaffes ved skjulte Midler. Jeg beregner mig selvfølgelig høje Honorarer. Et Hundrede Rupier er mit Minimum. Ærlig talt, så ønsker jeg at tjene en Masse Penge og holde op med det hele og trække mig tilbage til en eller anden rolig Provins i det indre Ægypten. Jeg vil så købe mig en stor Appelsinplantage og igen kaste mig over Landbruget. Kom De direkte hertil fra Ægypten? Nej, jeg tilbragte nogen Tid i Syrien og Palæstina, efter at jeg forlod Kairo. De syriske Politiofficerer hørte om mine Evner og bad mig nu og da om at hjælpe sig. Når som helst de var i Vildrede om en eller anden Forbrydelse, benyttede de sig af min Evne som et sidste Hjælpemiddel. Det lykkedes mig næsten altid at finde Forbryderne. Hvordan var De i Stand til at gøre dette? Forbrydelsernes indre Hemmelighed blev åbenbaret for mig af mine tjenende Ånder. Som i et Syn genskabtes Scenerne for mig. Mahmoud Bey fordyber sig nogle Minutter i Erindringer. Jeg venter tålmodigt på hans næste Ord. Ja, jeg formoder, De kunde kalde mig en Slags praktiserende Spiritist, eftersom jeg påkalder Åndernes Hjælp, fortsætter han. Men jeg er også, hvad De kalder Magiker - i Ordets virkelige Betydning, ikke Tryllekunstner - lige så vel som Tankelæser.Jeg påstår ikke at være andet og mere end det. Hans Påstand er tilstrækkelig overraskende til ikke at behøve Tilføjelser. Vil De ikke fortælle mig noget om Deres usynlige Hjælpere? spørger jeg. Ånderne? Ja, det tog mig tre Års vanskelige øvelser at få mit nuværende Herredømme over dem. Ser De, i den Verden, der eksisterer uden for vore legemlige Sanser, er der onde såvel som gode Ånder. Jeg prøver på kun at bruge gode Ånder. Nogle af dem er Mennesker, som er gået igennem det, Verden kalder Døden; men de fleste af mine Hjælpere er Djiner , det vil sige indfødte Beboere af Åndeverdenen, som aldrig har haft et menneskeligt Legeme. Nogle af dem er ganske som Dyr; andre er lige så snedige som Mennesker. Der er også onde Djiner - vi kalder dem Djiner i Ægypten, og jeg kender ikke nogen bedre engelsk Betegnelse for dem - som anvendes af lavtstående Heksemestre, særlig af de afrikanske Heksedoktorer. Jeg vægrer mig ved at have noget at gøre med dem. De er farlige Tjenere og falder nu og da over den Mand, der bruger dem, og dræber ham. Hvem er de menneskelige Ånder, De bruger? Jeg kan fortælle Dem, at en af dem er min egen Broder. Han døde for nogle År siden. Men husk - jeg er ikke spiritistisk Medium; det er ikke en Ånd, der kommer ind i mit Legeme eller får Lov til på nogen Måde at beherske mig. Min Broder sætter sig i Forbindelse med mig ved at indprente mig en hvilken som helst Tanke, han ønsker, eller ved at mane et Syn frem for mit indre øje. Det er på den Måde, jeg kendte de Spørgsmål, De skrev i Går. Og Djinerne ? Jeg har så mange som tredive under min Kommando. Selv efter at jeg havde opnået Herredømmet over dem, måtte jeg opøve dem til at udføre mine Befalinger, akkurat som man lærer Børn at danse. Jeg må vide Navnet på hver enkelt af dem, for man kan ikke få dem frem eller bruge dem uden at kende dem. Nogle kendte jeg fra de gulnede gamle Bøger, som Jøden lånte mig. Mahmoud skubber Cigaretæsken over til mig og fortsætter så: Jeg har givet hver Ånd en særskilt Pligt; hver af dem er opøvet i at udføre et bestemt Arbejde. Således vilde de Djiner , som frembragte de blyant-skrevne Ord på Deres Papir i Går slet ikke være i Stand til at hjælpe mig med at opdage, hvad Deres Spørgsmål drejede sig om. Hvordan kommer De i Forbindelse med disse Ånder? er mit næste Spørgsmål. Jeg kan hidkalde dem meget hurtigt blot ved at koncentrere mine Tanker om dem, men i Praksis skriver jeg som Regel på arabisk, Navnet på Ånden, som jeg har Brug for; det er tilstrækkeligt til næsten med det samme at bringe den til mig. Ægypteren ser på sit Ur. Han rejser sig op og siger: Og nu, min Ven, beklager jeg at måtte sige, at jeg ikke kan give Dem yderligere Forklaring på mine Metoder. Måske forstår De nu, hvorfor jeg må holde dem hemmelige. Vi mødes måske igen en Dag, hvis det er Allahs Vilje. Farvel. Hans Tænder glimter i et Smil, mens han bukker. Samtalen er forbi.*) og har aldrig siden forladt Byen. Til at begynde med slog hun sig ned under et Paternostertræ, hvor hun gjorde Krav på at opholde sig Året rundt. Hendes Ry for Hellighed og mærkværdige Evner spredtes mellem alle Muhamedanerne i Nabolaget, indtil selv Hinduerne behandlede hende med tilbørlig Ærbødighed. Nogle Muhamedanere byggede hende til Slut en Hytte under Træet, eftersom hun nægtede at bo i et ordentligt Hus.Jeg spørger Dommeren om hans personlige Mening. Han svarer at han ikke nærer Tvivl om, at Hazrat Babajan virkelig er Fakir. Dommeren er selv Parser, så jeg retter nogle skønsomme Forespørgsler angående Meher Baba, som han kender godt. Hvad jeg erfarer er næppe egnet til at gøre mig mere venlig stemt overfor den parsiske Messias. Jeg spørger ham til Slut om Upasani Maharaj, som er den, der inspirerer Meher. Min Hjemmelsmand, en snu, forstandig gammel Mand med meget stor Erfaring i disse og verdslige Sager, giver sig i Lag med en lang Forklaring om sin egen uheldige Forbindelse med ham. Jeg giver to Eksempler: Upasani har begået store Fejltagelser. Han fik mig engang overtalt til at tage til Benares, hvor han dengang boede. Efter et Stykke Tid fik jeg en Forudanelse om Død og ønskede at vende tilbage til Poona, hvor min Familie boede. Upasani forhindrede mig i at rejse, ved gentagne Gange at forudsige, at alt vilde gå godt. Ikke desto mindre modtog jeg to Dage efter et Telegram om, at min Søns Kone havde født et Barn, og at det døde i Løbet af nogle få Minutter. I det andet Tilfælde fortalte Upasani min Svigersøn, som vilde spekulere på Bombay Børsen, at en sådan Handling vilde vise sig at være yderst heldig for ham. Han handlede efter dette Råd, gik på Børsen, spekulerede og blev næsten ruineret. Dommer Khandalawalla taler nedsættende om Upasani Maharaj, som Meher Baba har skildret for mig som en af de største åndelige Personligheder i denne Tidsalder , men indrømmer, at Meher selv er ærlig og virkelig tror på sin åndelige Fuldkommenhed.Jeg når Poona, indlogerer mig på et Hotel i Kasernekvarteret og kører så direkte til Hazrat Babajans Bolig. En Fører, som kender hende personlig og som Tolk vil bøde på mit ringe Kendskab til Hindustani, følger med mig.Vi finder hende i en snæver Gyde, der oplyses af en besynderlig Blanding af muntre små Olielamper og elektriske Pærer. Hun ligger på en lav Divan, til åben Beskuelse af Forbipasserende. En Veranda med Træværk adskiller den fra Gaden. Ovenover Trætaget hæver sig det skønne Omrids af et Paternostertræ, hvis hvide Blomster udsender en svag Vellugt. De må tage Deres Sko af, siger min Fører. Det betragtes som Mangel på Respekt at have dem på, når De træder ind. Jeg adlyder ham, og et Minut senere står jeg ved Siden af hendes Seng.Den gamle Dame ligger fladt udstrakt på Ryggen. Under hendes Hovede ligger der Puder. Hendes silkeagtige hvide Hår danner en slående Modsætning til det stærkt rynkede Ansigt og den furede Pande.Af mit spinkle Forråd af nylig lært Hindustani sammensætter jeg en Hilsen til den gamle Dame, hvori jeg præsenterer mig selv. Hun vender sit Oldingehoved, rækker en mager Hånd frem og griber den ene af mine Hænder. Hun holder fast om den, mens hun stirrer op på mig med øjne, som ikke er af denne Verden.Disse øjne forbavser mig. De ser ud, som var de ganske uforstående, fuldstændig tomme. I tre eller fire Minutter holder hun i Tavshed min Hånd og vedbliver at stirre tomt ind i mine øjne. Jeg har en sær Fornemmelse af, at hendes Blik gennemtrænger mig.Omsider tager hun sin Hånd til sig og stryger sig flere Gange over Panden. Så vender hun sig mod min Ledsager og siger noget til ham på de indfødtes Sprog.Han hvisker Oversættelsen til mig: Han er blevet kaldt til Indien, og han vil snart forstå. En Pavse, og hun fremmumler en ny Sætning, men Betydningen af den er bedre forvaret i min Erindring end på Tryk.Hendes Stemme er uendelig svag; Ordene kommer frem langsomt og med Besvær. Er det muligt, at denne gamle og affældige Skikkelse er en virkelig Fakir. Hvem kan vide det? Det er ikke altid let at læse Sjælens Blade gennem Legemets Bogstaver.Længere Samtaler med hende er ikke tilladt på Grund af hendes Svagelighed, og jeg trækker mig tilbage dybt betaget. Jeg tror, at Tomheden i hendes øjne er et Tegn på, at hun er nær ved Dødens Tærskel. Tanken er ved at forlade det udslidte Legeme, men slæber sig nu og da tilbage for at ofre denne Verden en vag Opmærksomhed gennem de besynderlige øjne1).På Hotellet gør jeg mine Indtryk op. Jeg er overbevist om, at der virkelig findes en dyb psykologisk Forståelse hos hende. 1) Jeg besøgte hende igen nogle Manneder senere. Indtrykket af hendes nærforestående Død bekræftedes. Hun døde kort Tid efter.Jeg konstaterer, at Berøringen med hende har ledet min normale Tanke-strøm ind på andre Baner og har vakt en uforklarlig Fornemmelse af den Mystik, der omgiver vor jordiske Tilværelse til Trods for alle Videnskabsmændenes Opdagelser og Spekulationer. Jeg indser med uventet Klarhed, at de videnskabelige Forfattere, der foregiver at afsløre den store Verdensgådes fundamentale Hemmeligheder, ikke åbenbarer andet end gamle overfladiske Undersøgelser. Men jeg forstår ikke, hvorfor en kortvarig Berøring med den kvindelige Fakir i så høj Grad skulde undergrave selveste Grundvolden for min selvtillidsfulde, åndelige Vished.Den gådefulde Profeti, hun fremkom med, dukker frem på ny. Jeg forstår ikke Betydningen af den. Ingen har kaldt mig til Indien; er jeg ikke rejst efter min egen Indskydelse? Først nu, da jeg skriver disse Linier, længe efter, tror jeg, jeg begynder at forstå. FEMTE KAPITEL. Eneboeren ved Adyar Floden.Viserne jager hen over min Urskive, og Ugerne skifter hastigt på min Kalender, mens jeg arbejder mig sydpå over Dekkan Høj-sletten. Jeg besøger adskillige mærkelige Steder, men træffer kun få mærkelige Mennesker. En eller anden uforklarlig drivende Kraft - som jeg ikke kan forstå, men som jeg blindt adlyder - får mig til at sætte Farten op, så jeg til Tider jager af Sted, som var jeg Turist.Jeg må indrømme, at jeg hidindtil ikke har opsporet nogen Yogi, som jeg har Grund til særlig at triumfere over; hvad angår at finde en rishi, så er det det, der nu ligger dybest i mine Tanker. På den anden Side har jeg set tilstrækkeligt af det søvnige Indiens grove Overtro og kvælende Sædvaner til at jeg kan indse, at den Skepsis og de Advarsler, jeg mødte hos nogle tilfældige Bombaybekendtskaber, er fuldt berettiget. Der er hellige Mænd her i alle deres syv og halvtreds, (57) Variationer, men de frembyder ikke tilstrækkeligt af Interesse.Jeg er glad, da jeg når Madras, hvis spredte Bebyggelse og farve-rige Udseende tiltaler mig, og jeg slår mig ned i en smuk Forstad omtrent tre Kilometer fra Byen for lettere at kunne komme i Berøring med det indiske frem for det europæiske Element. Min Bopæl ligger i Brahminernes Gade. Vejbanen er dækket af et tykt Lag af Sand, som mine Sko villigt synker ned i; Gangstien er af faststampet Jord, alt er blottet for det tyvende Århundredes forbedrende Indflydelse. De hvidkalkede Huse har søjlebårne Indgangsportaler og åbne Verandaer. I det Indre af mit Hus er der en teglstensbrolagt Gård omgivet af et overdækket Galleri. Vand bliver hejst op med en Spand fra en gammel Brønd.Jeg opdager snart, at Adyar Floden ligger mindre end en halv Times Gang derfra i et yppigt Landskab. Der ligger adskillige skyggefulde Palmelunde i Nærheden af denne brede Strøm, og jeg tilbringer min Fritid med at spadsere blandt dem langs det langomtstrømmende Vand.En Morgen, da jeg spadserer langs Floden med en Brahmin, ser vi en Mand, som Brahminen fortæller mig er Yogi. Da han kommer nærmere, ser jeg, at han er atletisk bygget og omkring fem og tredive År. Han er en Smule over Middelhøjde. Hvad der slår mig mest er de negroide Træk i hans Ansigt. Hans Hudfarve er omtrent sort, og den brede, flade Næse, de tykke Læber og muskuløse Lemmer tyder alt på ikke-arisk Blod. Hans lange omhyggeligt flettede Hår er samlet i en Slags Knude oven på Hovedet. Han bærer nogle ejendommelige store ørenringe. Et hvidt Sjal er svøbt om hans Krop og derefter kastet op over den venstre Skulder. Ben og Fødder er nøgne.Han går forbi os uden at løfte Blikket, der er vendt mod Jorden, som om han leder efter noget. Man får det Indtryk, at Hjernen bag dette Blik grubler over noget.Jeg bliver pludselig grebet af et intenst ønske om at bryde de Skranker, der adskiller os. Jeg vil tale med ham. Lad os vende om, foreslog jeg.Brahminen protesterede kraftigt. Det er formålsløst. Den Mand er så utilgængelig, at vi næsten intet ved om ham. Han holder sig fjernt fra sine Naboer. Vi må ikke trænge os ind på ham. Men jeg er allerede på Vej i samme Retning som Yogien, og min Ledsager må slå Følge.Snart er vi bag den anden Mand, der ikke viser Tegn på, at han er os var, men langsomt fortsætter sin Gang. Vi går ved Siden af ham. Vær så venlig at spørge, om jeg må få en Samtale med ham, beder jeg min Ledsager. Han tøver og ryster så på Hovedet. Nej - jeg tør ikke, svarer han spagt.Tanken om, at jeg skal gå Glip af et værdifuldt Bekendtskab, ægger mig til en yderligere Anstrengelse. Der er ingen anden Udvej end selv at tiltale Yogien. Jeg kaster alle Hensyn - hinduiske såvel som europæiske - over Bord og stiller mig lige i Vejen forham. Jeg forsøger med en kort Sætning af mit sparsomme Hindustaniordforråd. Han ser op; der spiller et svagt Smil om hans Læber, men han gør en benægtende Bevægelse med Hovedet.Jeg kendte dengang kun et eneste Ord på Tamulisk, det Sprog der tales i Madras, og utvivlsomt kender Yogien endnu mindre Engelsk. Kun få Mennesker i Sydindien forstår Hindustani, men det er jeg endnu ikke klar over. Til alt Held indser Brahminen, at han ikke kan lade mig i Stikken, og kommer mig til Undsætning.I en tøvende, undskyldende Tone siger han noget på Tamulisk. Yogien svarer ikke. Hans Ansigt bliver hårdt, hans øjne kolde og uvenlige.Brahminen ser forvirret på mig. Jeg indser, hvor vanskeligt det er, at få en Eneboer til at tale. En sådan Mand afskyer at blive udspurgt, og ønsker ikke at tale med fremmede om sine intimeste Oplevelser, særlig ikke med en solhjelmklædt, hvid Mand, som på Forhånd formodes hverken at have Sympati for eller Forståelse af Yogalæren.Pludselig synes jeg at fornemme, at Yogien underkaster mig en gennemtrængende Undersøgelse. På en eller anden Måde fornemmer jeg, at han i sit stille Sind tager Mål af mine inderste Tanker. Udadtil er han imidlertid lige fjern og uinteresseret. Tager jeg fejl?Jeg kan ikke ryste den uhyggelige Følelse af mig, at jeg er blevet et Slags menneskeligt mikroskopisk Præparat.Brahminen bliver meget nervøs og puffer til mig som et Vink om, at vi skal gå.Yogien gør en pludselig Bevægelse med sin Hånd, viser Vej hen til et højt Palmetræ i Nærheden og byder os tavst at sætte os ved Foden af det. Derefter tager han selv Plads.Han henvender nogle Ord på Tamulisk til Brahminen. Jeg bemærker, at hans Stemme har en ejendommelig Resonnans og en næsten musikalsk Fylde. Yogien siger, at han er villig til at tale med Dem, oversætter min Ledsager, og føjer derefter til, at han i nogle År har vandret omkring ved en afsidesliggende Del af Floden.Det første jeg spørger om er Yogiens Navn, hvorefter jeg hører så lang en Række Navne, at jeg øjeblikkelig døber ham på ny.Det viser sig, at hans Fornavn er Bramasuganandah , at han yderligere har fire til, lige så lange eller længere, og at det eneste, der duer, lader til at være at kalde ham Brama. Sig til ham, at jeg interesserer mig for Yoga og gerne vil lære noget om det, siger jeg.Yogien nikker, da han hører mit Spørgsmål oversat. Det kan jeg se, svarer han med et Smil. Lad Sahiben gøre sine Spørgsmål. Hvilken Slags Yogaøvelser anvender De? Jeg anvender Legemskontrol. Det er den vanskeligste af alle Yogaer. Legeme og Åndedræt må bekæmpes som stædige Muldyr, og må besejres. Derefter er det lettere at beherske Nerver og Tanker. Hvilken Gavn har De af det? Brama stirrer ud over Floden. Legemlig Sundhed, Viljestyrke, lang Levetid; det er nogle få af Goderne, svarer han. Den Yogi, der er blevet Mester i den Uddannelse, jeg følger, bibringer sit Kød jernhård Udholdenhed. Smerter rører ham ikke. Jeg kender en, der underkastede sig en Operation hos en Læge, hvortil der ikke kunde anvendes bedøvende Midler. Han gennemgik den uden at kny. En sådan kan også udsætte sit ubeskyttede Legeme for stærk Kulde uden at tage Skade.Jeg tager min Notesbog frem, for jeg indser, at vor Samtale sandsynligvis vil vise sig interessantere, end jeg havde forestillet mig. Brama smiler på ny ad min Stenografi, men gør ingen Indvendinger. Fortæl mig mere om Yogasystemet, beder jeg ham. Min Mester boede i det fri i Himalaya omgivet af Sne og Is, og med en brun Kjortel som sin eneste Ejendel. Han kan sidde adskillige Timer i Træk på et Sted, hvor der er så koldt, at Vand øjeblikkelig fryser. Alligevel føler han ingen Smerter. Så stor er vor Yogas Magt. De er altså Discipel? Ja. Der er mange Tinder at bestige endnu. Jeg har i tolv År ustandselig anstrengt mig for hver Dag at udføre vore øvelser. Og har De erhvervet usædvanlige Egenskaber -? Brama nikker, men vedligeholder en hårdnakket Tavshed.Denne besynderlige unge Mand interesserer mig mere og mere. Er det tilladt at spøsge, hvorledes De blev Yogi? spørger jeg noget usikkert.Straks kommer der intet Svar. Vi sidder stadig alle på Hug under Palmetræet. Jeg kan høre hæse Krageskrig fra en Gruppe Kokostræer på den anden Side Floden. Den lejlighedsvise Snadren fra nogle få Aber, der udforsker Trætoppene, blander sig med denne Støj. Fra Bredden lyder Vandets sagte Pladsken. Meget gerne! svarer Brama pludselig. Jeg formoder, han har indset, at mine Spørgsmål er dikteret af noget, der ligger dybere end almindelig akademisk Nysgerrighed. Han retter Blikket mod et eller andet på Flodens anden Bred og begynder at tale: Som Barn var jeg stille og ensom; jeg fandt ingen Glæde ved Børns almindelige Sysselsættelser. Jeg brød mig ikke om at lege med de andre, men holdt af at spadsere alene i Haver eller på Markerne. Det er kun få Mennesker, der forstår et Barn, der grubler, og jeg kan ikke sige, at det var nogen lykkelig Tilværelse. Da jeg var omkring tolv År, slumpede jeg til at høre nogle ældre Mænds Samtale, og det var derigennem, at jeg først blev klar over Yogaens Eksistens. Derigennem vaktes mit ønske om at lære mere derom. Jeg begyndte at spørge mig for blandt Folk, og på den Måde fik jeg fat i nogle få Bøger på Tamulisk, som lærte mig mange interessante Ting om Yogien. Men jeg nåede til et Punkt, hvor det lod til at være umuligt at få mere at vide. En Dag læste jeg påny som ved et Tilfælde en Sætning i en af mine Bøger. Den lød: For at nå et Resultat på Yogaens Vej, må man have en personlig Læremester . Disse Ord gjorde nu et overvældende Indtryk på mig. Jeg følte, at jeg kun ved at forlade mit Hjem og rejse omkring vilde kunne finde en passende Lærer. Dertil vilde mine Forældre ikke give mig Tilladelse. Da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulde gribe til, begyndte jeg i al Hemmelighed at foretage nogle Åndedrætsøvelser, som jeg havde samlet mig nogle Opysninger om. Disse øvelser hjalp mig ikke; tværtimod, de skadede mig. Jeg var dengang ikke klar over, at det uden en fuldt uddannet Lærers Vejledning ikke var sikkert for nogen at gøre dem. Men min Iver var så stor, at jeg ikke kunde vente til jeg traf en Lærer. I Løbet af nogle få År, begyndte Virkningerne af disse Åndedrætsøvelser at vise sig. Der kom en lille Ruptur til Syne øverst på mit Hoved; det lod til, at min Hjerneskal var bristet på det svageste Sted. Under alle Omstændigheder strømmede Blodet fra Såret, og mit Legeme blev koldt og følelsesløst. Jeg troede, jeg skulde dø. To Timer senere havde jeg et ejendommeligt Syn. Jeg syntes, jeg så en ærværdig Yogi, der talte til mig og sagde: Nu ser du, i hvilken farlig Situation, du har bragt dig selv ved disse forbudte øvelser. Lad det være dig en alvorlig Lære . Synet forsvandt, og underligt nok forbedredes min Tilstand fra samme øjeblik, og jeg blev fuldstændig helbredet. Men Arret er der stadig. Brama bøjede sit Hoved, så vi kunde se hans Isse. Der sås tydeligt et lille rundt Ar. Efter disse uheldige Erfaringer opgav jeg mine Åndedrætsøvelser og ventede i nogle År, indtil min Stilling i mit Hjem blev friere, fortsatte han. Da der bød sig en Lejlighed, forlod jeg mit Hjem og drog ud for at søge en Lærer. Jeg vidste, at den bedste Måde at prøve en Lærer på, er at leve nogle få Måneder sammen med ham. Jeg traf adskillige Lærere, opholdt mig en Tid hos dem og vendte skuffet hjem. Nogle af dem var Klosterforstandere; andre var Ledere af Skoler for åndelig Lærdom, men hvordan det nu var, så tilfredsstillede ingen af dem mig. De fleste af dem kunde kun gentage, hvad der stod i Bøgerne; de kunde ikke give virkelig faktisk Vejledning. Jeg brød mig ikke så meget om Teorier fra Bøger, som om praktiske Erfaringer i Yoga. På den Måde besøgte jeg ikke mindre end ti Lærere. Jeg opgav imidlertid ikke.Jeg stod nu på Tærskelen til min Manddom. Jeg besluttede at forlade mine Fædres Hjem for bestandig, at forsage denne Verdens Liv og indtil Døden søge efter en sand Mester. Jeg drog ud på min ellevte Vandring eller Pilgrimsfærd, til jeg kom til en stor Landsby i Tanjore Distriktet. Jeg gik ned til Flodbredden for at tage mit Morgenbad, og bagefter spadserede jeg langs Bredden. Jeg havde kun gået et kort Stykke, da jeg kom til en lille Helligdom bygget af røde Sten, eller det var måske snarere et Miniaturetempel. Af Nysgerrighed kiggede jeg indenfor og blev overrasket over at se et Antal Mænd, der sad omkring en Mand, der var iført et Stykke af et Lændeklæde og ellers var nøgen. Mændene omkring ham betragtede ham med den største Respekt. Der var noget ærværdigt, ophøjet og mystisk i Midterskikkelsens Ansigt. Jeg blev stående i Indgangen, grebet af Ærefrygt. Det gik hurtigt op for mig, at den lille Tilhørerkreds fik en Slags Instruktion, og jeg havde stærkt på Følelsen, at Manden i Midten var en rigtig Yogi, en virkelig Lærer og ikke blot en boglærd Videnskabsmand. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg følte det.Pludselig vendte Læreren Ansigtet mod Døren, og vore øjne mødtes. Jeg adlød så min indre Stemme og trådte ind i Templet. Læreren hilste mig varmt, bød mig tage Plads og sagde: For seks Måneder siden fik jeg Anvisning på at tage dig som Discipel. Nu er du kommet! Jeg erindrede med Undren, at det var nøjagtigt seks Måneder siden, jeg havde forladt mit Hjem for at begynde min ellevte Rejse. På den Måde traf jeg min Mester. Derefter ledsagede jeg ham, hvorhen han rejste. Somme Tider tog han til Byerne; til andre Tider trak han sig tilbage til afsides liggende Skove eller ensomme Jungler. Med hans Hjælp begyndte jeg at gøre gode Fremskridt i Yogaen, og jeg var omsider tilfreds. Min Lærer var en Yogi med stor Erfaring, skønt den Gren han havde fulgt var den, der foreskrev Legemskontrol. Der er adskillige Yogasystemer; de er meget forskellige i deres Metoder og øvelser; og det System, jeg lærte, er det eneste, der begynder med Legemet og ikke med Sjælen. Jeg lærte også, hvorledes jeg skulde kontrollere Åndedrættet. Ved en Lejlighed måtte jeg faste i fyrretyve Dage for at forberede mig på at modtage en af Yogiernes Evner.En Dag sendte min Lærer Bud efter mig og sagde: Du skal endnu ikke hengive dig til den fuldkomne Tilbagetrukkethed fra Verden. Drag tilbage til din Familie og før en normal Tilværelse. Du vil gifte dig og få et Barn. Når du er ni og tredive År, vil der blive givet dig visse Tegn, og derefter vil det igen stå dig frit for at trække dig tilbage fra Verden. Derefter vil du drage ud i Skovene og hengive dig til ensom Meditation, indtil du når det Mål, enhver Yogi søger. Jeg skal vente på dig, og du kan vende tilbage til mig! Jeg adlød hans Befaling og vendte tilbage til mit Fødehjem. Jeg ægtede en trofast og hengiven Kvinde, som fødte mig et Barn, nøjagtigt som min Lærer havde forudsagt. Men ikke længe efter døde min Kone. Mine Forældre levede ikke længere, så derfor forlod jeg min Fødeby og drog hertil for at bo hos en gammel Enke, der også stammer derfra og kendte mig som Barn. Hun tager Vare på mine fysiske Fornødenheder og, eftersom Årene har lært hende Takt, lader hun mig føre den tilbagetrukne Tilværelse, som vor Skoles Regler foreskriver. Brama tier, og hans Beretning har gjort et sådant Indtryk på mig, at også min spørgende Tunge forholder sig tavs. Der er to eller tre Minutters fuldstændig Tavshed, så rejser Yogien sig, vender Ansigtet hjemad og begynder langsomt at gå. Jeg følger ham sammen med Brahminen. Til sidst vender Brama sig og siger os Farvel. Jeg udtrykker Håbet om at få Lov til at træffe ham igen. Han indvilliger. Jeg vover at spørge, om jeg må have Æren af et Besøg af ham. Til min Brahminledsagers store Overraskelse går Yogien beredvilligt ind på at besøge mig samme Aften.Da Tusmørket falder på, venter jeg ivrigt Bramas Ankomst. Mange Spørgsmål trænges i mine Tanker. Hans kortfattede Levnedsbeskrivelse har pirret min Nysgerrighed, og hans besynderlige Karakter har forbavset mig.Da Tjeneren melder ham, går jeg de få Trin ned på Verandaen og holder mine Hænder op med Håndfladerne mod hinanden, som Tegn på Velkomst. Symboliken i denne almindelige Hinduhilsen, som jeg hurtigt havde lært, vil forekomme vesterlandsk Tankegang besynderlig. For Bevægelsen betyder: Min Sjæl og din er et! Det glæder Hinduerne at blive hilst på den Måde, hvilket viser, hvor sjældent det sker, skønt det ikke er andet end den indiske Form for at trykke hinanden i Hånden. Jeg vil gerne antages for at have venskabelige Hensigter, og derfor prøver jeg på at respektere indiske Sæder og Skikke, for så vidt jeg kender dem.Brama følger mig ind i det store Værelse og sætter sig straks med korslagte Ben. Vil De ikke sidde på Divanen? spørger jeg gennem Tolken. Den er fuld af Puder og overordentlig bekvem. Men nej, han foretrækker det hårde Gulv! Og indiske Gulve er belagt med Tegl og ikke med Brædder. (=gulvbordplanker).Jeg udtrykker min Taknemlighed for hans Besøg og tilbyder ham noget Mad, han takker og spiser i Tavshed.Efter Måltidet føler jeg mig forpligtet til at fortælle ham noget om mig selv, noget som vil forklare min pludselige Indtrængen i hans Eksistens, og jeg giver ham derfor en kort Beretning om de Kræfter, der drog mig til Indien. Da den er færdig, opgiver Brama sin Reserverthed og lægger venskabeligt sin Hånd på min Skulder. Det er godt at høre, at der eksisterer sådanne Mænd i Vester-landene. De har ikke gjort Rejsen forgæves, for De vil lære meget at kende. Det er en lykkelig Dag for mig, da Skæbnen førte vore Fødder til samme Plet. Hvad De end ønsker at vide, spørg, og jeg 'skal med Glæde fortælle det, så vidt min Ed tillader mig det. Det ser sandelig ud til, at jeg har Held med mig. Jeg spørger ham om Arten af hans Yogasystem, dets Historie og dets Mål. Hvem tør sige, hvor gammel Legemskontrolsystemet, som jeg har studeret, er? Vore hemmelige Tekster hævder, at den blev åbenbaret Vismanden Gheranda af Guden Shiva. Af hans Læber lærte Vismanden Marteyanda den, som derefter lod den gå videre til andre, og på den Måde fortsattes det i en uafbrudt Linie gennem Tusinder af År; men hvor mange Tusinder ved vi ikke og bryder os heller ikke om at vide, skønt vi tror, at det er den sidste af Yogavidenskaberne, der blev skabt i gamle Dage. Så stort var Menneskets Fald selv i hine Tider, at Guderne måtte vise dem en Vej til åndelig Frelse, som helt igennem førte gennem Legemet. Legemsbeherskelsens Yoga forstås næsten kun af de Mestre, som har lært at beherske den, og almindelige Mennesker har ganske forkerte Forestillinger om vor gamle Videnskab. Og eftersom sådanne Mestre desværre så sjældent findes nu om Dage, så passerer de tåbeligste og mest forvrængede øvelser uhindret blandt Mængden som vort System. Drag til Benares, og De vil se en Mand, der sidder hele Dagen og sover hele Natten på et Leje af spidse Søm; et andet Sted kan man se en Mand, der rækker en Arm i Vejret, indtil den er halvt vissen af Mangel på Brug, og indtil Neglene er adskillige Tommer lange. Man vil fortælle, at det er Mænd, som udøver vort Yoga System, men det er det ikke. Sådanne Mænd bringer snarere Skam over det. Det er ikke vort Mål at pine Legemet på tåbelig Vis for at vække offentlig Opsigt; disse selvpinende Asketer er uvidende Mænd, som på anden, tredie Hånd, har lært nogle få øvelser, der går ud på tvungne Forvridninger af Legemet. Men da de ikke kender vore Formål, forvansker de øvelserne og trækker dem unaturligt i Langdrag. Alligevel ærer Folk i Almindelighed disse Tåber og giver dem Føde og Penge. Men kan man bebrejde dem det? Når de rigtige Yogier er så sjældne og holder deres Metoder så hemmelige, så må der natur-nødvendigt opstå Misforståelser, indvender jeg.Brama skyder Skuldrene i Vejret, og der lejrer sig et hånligt Drag om hans Mund. Lader en Rajah sine Juveler ligge ved Landevejen, så alle kan se dem? spørger han. Nej, han skjuler dem i Skatkammeret, dybt nede i sit Palads's Hvælvinger. Kendskabet til vor Videnskab er en af de største Skatte, et Menneske kan eje. Skal han faldbyde den i Basaren for alle og enhver? Hver den, der ønsker at gribe denne Skat - lad ham søge den. Det er den eneste Vej, men det er den rigtige Vej. Vore Tekster pålægger atter og atter Hemmelighedsfuldhed, og vore Mestre åbenbarer kun de vigtigste Læresætningsr til prøvede Disciple, der har været trofaste mod dem i det mindste i nogle År. Vor Yoga er den hemmeligste af alle; den er fuld af alvorlige Farer, ikke blot for Disciplen selv, men også for andre. Tror De, at jeg har Tilladelse til at åbenbare andet end de mest elementære Læresætninger for Dem, og selv kun med den yderste Varsomhed. Jeg forstår. Men der er en Gren af vor Videnskab, som jeg kan tale mere frit om. Det er den, hvorigennem vi styrker Viljen og forbereder Legemet hos Begyndere, for kun på den Måde kan de blive i Stand til at forsøge på den virkelige Yogas vanskelige øvelser. Det vil i Sandhed interessere i Vesten. Vi har næsten en Snes Legemsøvelser, som styrker de forskellige Organer og Legemsdele og fjerner eller hindrer visse Sygdomme. Nogle af dem er Stillinger, som øver et Tryk på særlige Nervecentrer; disse påvirker så igen visse Organer, som ikke virker rigtigt, og hjælper dem i Orden. Bruger De Mediciner? Visse Urter plukket ved tiltagende Måne bliver anvendt, når det er nødvendigt. Vi har fire Slags øvelser eller Metoder til Fuldendelsen af dette indledende Arbejde med at bringe Legemets Helbred i god Orden. Først lærer vi Kunsten at hvile, så Nerverne kan falde til Ro. Dertil kræves fire passende øvelser. Derefter lærer vi at strække os, hvilket er øvelser, der eftergør et sundt Dyrs naturlige Strækninger. For det tredie renser vi Legemet grundigt ved en Række Metoder, som måske vil falde Dem meget besynderlige, men som er i høj Grad fortrinlige i deres Virkning. Til sidst studerer vi Kunsten at trække Vejret og Kontrollen dermed. Jeg udtrykker et ønske om at se en Demonstration af nogle af øvelserne. Der er ingen mørke Hemmeligheder i dem, som jeg nu skal vise, siger Brama smilende. Lad os begynde med Kunsten at hvile. Vi kan her lære noget af Katten. Vor Mester anbringer en Kat i Kredsen af sine Disciple og får dem til at lægge Mærke til, hvor graciøst Dyret er, når det er i Hvile. Han pålægger dem at iagttage den omhyggeligt, når Middagsheden får den til at sove. Han lader dem iagttage den nøje, når den sidder på Spring foran et Musehul. Han klarlægger for dem, at Katten giver et fuldendt Eksempel på sand Hvile, at den ved, hvordan den skal bibeholde hver eneste Smule Styrke. De tror, at De forstår at hvile, men i Virkeligheden gør De det ikke. De sidder en Stund i en Stol, bevæger Dem så fra Side til Side, bliver så urolig og strækker Benene ud. Skønt De ikke rejser Dem fra Stolen og udadtil ser ud til at være i Hvile, så jager den ene Tanke efter den anden gennem Deres Hjerne. Kan De kalde det Hvile? Er det ikke blot en anden Måde at være i Virksomhed på? Det er et Synspunkt, der ikke før er faldet mig ind, svarer jeg. Dyr ved, hvorledes de skal hvile ud, men der er ikke mange Mennesker, der ved det. Det er fordi Dyr ledes af Instinktet, der er Naturens Stemme, imens Mennesker lader sig lede af deres Tanker. Og eftersom Mennesker i Almindelighed mangler Kontrol over deres Hjerne, bliver deres Nerver og Legemer følgelig påvirket deraf; der er kun ringe virkelig Hvile for dem. Hvad skal vi da gøre? Det tørste, De må lære, er ikke andet end Orientalernes Måde at sidde på! Stole kan måske være nyttige i de kolde Stuer i jeres nordlige Land, men De må lære at klare Dem uden dem, så længe de øvelser varer, der skal forberede Dem til Yoga. Vor Måde at sidde på bringer i Virkeligheden megen Hvile. Efter at have arbejdet eller gået, giver den Fred til hele Legemet. Den letteste Måde, De kan lære det på, er at lægge et lille Tæppe eller Måtte foran Væggen i Værelset; tag Plads på det så bekvemt som muligt, og benyt Væggen til at støtte Ryggen. Eller De kan lægge Måtten midt i Værelset og benytte en Løjbænk eller en Stol til at læne Dem til. Bøj derefter Benene indefter i Knæleddet og læg Fødderne over Kors. Det behøver ikke at koste nogen Anstrengelse, og De må ikke stramme Musklerne. Deres første øvelse bliver at sidde sådan og holde Kroppen i fuldkommen Ro, bortset fra et stilfærdigt Åndedræt. Når De har indtaget denne Stilling, må De love Dem selv at vende Deres Tanker fra alle verdslige Sager og Byrder; De må hvile Tankerne på en smuk Genstand, et Billede eller en Blomst. Jeg rejser mig fra min bekvemme Stol og tager Plads på Gulvet over for Brama i den Stilling, han lige har beskrevet. Det er samme Stilling med korslagte Ben, som gammeldags Skrædere sidder i ved Arbejdet. Ja, De gør det let, bemærkede Brama, men andre Europæere vil måske ikke finde det bekvemt, fordi De ikke er vant til det. De gør en Fejl - hold Deres Rygrad lige, ikke foroverbøjet. Lad mig vise Dem en anden af vore øvelser. Brama løfter sine Knæ mod Hagen, stadig med korslagte Fødder. Denne Stilling fører hans Fødder lidt bort fra Kroppen. Han folder sine Hænder om Forsiden af sine Knæ. Denne Stilling giver god Hvile, når De har stået op i lang Tid. Sørg endelig for at lade største Delen af Legemets Vægt hvile på Sædet. De kan øve Dem i det nogle få Minutter, hver Gang De føler Dem meget træt. Det vil berolige vigtige Nervecentrer. Det er i hvert Fald yderst lige til. Vi har ikke Brug for noget kompliceret til at lære os Kunsten at hvile; i Virkeligheden giver vore letteste øvelser fortrinlige Resultater. Læg Dem helt udstrakt på Ryggen med Benene strakt ved Siden af hinanden. Drej Tæerne udefter. Hold Armene strakt langs Kroppen. Slap alle Muskler. Luk øjnene. Lad hele Deres Vægt hvile på Gulvet. Denne øvelse kan ikke foretages rigtigt i en Seng, fordi det er af Betydning, at Rygraden er fuldkommen strakt. Brug et Tæppe på gulvet. I denne Stilling vil Naturens Kræfter bringe Hvile. Vi kalder den for Ligstillingen. Ved øvelse kan De lære at hvile i enhver af disse Stillinger en Time, hvis De ønsker det. De fjerner Spændingen i Musklerne og beroliger Nerverne.. Musklernes Hvile kommer før Sindets Hvile. Deres øvelser lader ikke til at bestå af andet end at sidde stille på en eller anden Måde. Er det ikke noget? I Folk fra Vesten tørster ikke efter andet end at være i Virksomhed, men skal man foragte Hvilen? Betyder rolige Nerver ikke noget? Hvile er Begyndelsen af al Yoga, men det er ikke vort Behov alene; det er også et Behov for Deres Verden. Bramas Ord er ikke uden Berettigelse. Disse øvelser er nok for i Aften, tilføjer han. Jeg må gå. Jeg takker ham for hvad han har fortalt mig, og beder om yderligere Vejledning. I Morgen Formiddag kan De finde mig ved Floden, svarer han. Han svøber sit hvide Sjal om Skuldrene, berører sine Håndflader til Afsked og går. Jeg sidder tilbage og grunder over den, interessante Samtale, han afsluttede så brat.Jeg træffer Yogien igen ved mange Lejligheder. Efter hans ønske passer jeg ham op på hans Morgenvandringer, og når jeg kan lokke ham med ind, tilbringer han Aftenerne hos mig. Disse Aftener er meget frugtbringende for mig og min Søgen.Ved at spørge mig for, får jeg Klarhed på et Punkt, der har været gådefuldt for mig. Jeg har næret den Anskuelse, at Hinduerne er en brun Race. Hvorfor er da Bramas Hud så mørk, at den næsten ligner en Negers?Svaret er, at han tilhører en indfødt Befolkning, der var Indiens ældste Indbyggere. Da Arierne - de første, der trængte ind i Indien - for Tusinder af År siden, trængte ind over Bjergene og drog ned på Slettelandet, stødte de på den indfødte Race, Draviderne, og fortrængte dem til Syden. Endnu den Dag i Dag er Draviderne et særligt Folk, med Undtagelse af, at de har optaget, deres Erobreres Religion. Den brændende tropiske Sol har farvet deres Hud næsten sort, hvilket Sammen med andre Kendetegn har fået visse Etnografer til at tro, at de oprindelig er fremstået af afrikansk Race. Draviderne bærer endnu ligesom i hine Dage, da de havde uindskrænket Herredømme over hele Landet, deres Hår langt og bundet op i en Knude i Nakken, og de taler stadig deres oprindelige, halvtsyngende Sprog, hvoraf Tamulisk er det vigtigste.Brama påstår med Overbevisning, at de brune Erobrere modtog Kundskaben om Yoga fra hans egen Race, ligesom de også lærte andre Ting. Men hinduiske Videnskabsmænd, som jeg nævner det for, påstår, at det er forkert; jeg skal derfor lade det mindre vigtige Spørgsmål om Oprindelsen skøtte sig selv!*Da jeg ikke skriver en Afhandling om den yogiske Legemskultur, har jeg ikke til Hensigt at beskrive mere end to eller tre øvelser i den Kunst at indtage og blive i bestemte legemlige Stillinger, der er et så fremtrædende Træk i Yogaen om Legemskontrol. De godt og vel tyve Stillingsmetoder, som Brama demonstrerer enten i en Palmelund eller i min prosaiske Bolig, omfatter besynderligt forvredne Stillinger og må forekomme i alt Fald vesterlandske øjne enten latterlige eller umulige eller begge Dele. Nogle af dem kræver, at man balancerer på begge Knæ med opadvendte Fødder, eller at hele Legemets Vægt hviler på ens Fingerspidser; ved andre føres Armene om bag Ryggen så langt, at Hænderne mødes foran fra modsat Side; atter andre anbringer alle Lemmerne i en indviklet Knude, og ved andre igen skal Benene på akrobatvis føres rundt om Halsen eller over Skuldrene. En ny Gruppe vrider og drejer Kroppen på den mærkeligste Måde. Det er, mens jeg ser Brama udføre nogle af disse Kunststykker, at det begynder at gå op for mig, hvor vanskelig denne Yoga vil være. Hvor mange af den Slags øvelser består Deres System af? spørger jeg. Der er fire og firs, (84),Stillinger i Legemskontrollens Yoga, svarer Brama, men jeg kender endnu kun fire og treds. (64). Selv mens han taler, indtager han en af disse Stillinger og sidder så bekvemt i den, som sad han i en Stol. Han fortæller mig, at det er hans Yndlingsstilling. Den er ikke særlig vanskelig, men den ser ubekvem ud. Hans venstre Fod er presset ind i Lysken, den anden Fods Hæl er anbragt lige under Kroppen, og højre Ben er drejet således, at det bærer største Delen af Vægten. Til hvilken Nytte er en sådan Stilling? spørger jeg igen. hvis en Yogi indtager den og foretager en bestemt Åndedrætsøvelse, bliver han mere ungdommelig. og den Åndedrætsøvelse -? den har jeg ikke Lov til at åbenbare. hvad er da Hensigten med alle disse Stillinger? selve det i bestemte Tidsrum at sidde eller stå i visse bestemte Stillinger er måske af ringe Betydning i Deres øjne. Men Opmærksomhedens og Viljestyrkens Koncentration om den valgte Stilling er så intens - hvis der skal komme noget ud af det - at der vækkes slumrende Kræfter i Yogien. Disse Kræfter hører til Naturens skjulte Områder; derfor bliver de sjældent helt vakt, før vore Åndedrætsøvelser også anvendes, for Åndedrættet har stærk Magt. Skønt Vækkelsen af sådanne Kræfter er vort virkelige Mål, er der ikke mindre end en Snes af vore øvelser, der kan anvendes til Gavn for vort Helbred eller til at fjerne visse Sygdomme; andre fordriver Urenheden i Legemet. Er det ikke til stor Nytte? Andre Stillinger igen har til Hensigt at hjælpe os i vore Bestræbelser for at få Herredømme over Sjæl og Legeme, for det er en Kendsgerning, at Legemet ikke har mindre Indflydelse på Tanken end Tanken på Legemet. I Yogaens højere Stadier, hvor vi i timevis kan være hensunket i Grublerier sætter den rigtige Legemsstilling ikke blot Tanken i Stand til at virke uafhængig af dens Besvær; men hjælper den endogså. Læg dertil den uvurderlige Forøgelse af Viljestyrken, der bliver den Mand til Del, som fortsætter med disse vanskelige øvelser, og De vil se hvilke Fordele, der er ved vore Metoder. Men hvortil er al denne Venden og Drejen? indvender jeg. Fordi der er mange Nervecentrer spredt rundt i Legemet, og hver Stilling berører et forskelligt Center. Gennem Nerverne kan vi påvirke enten Legemets Organer eller Hjernens Tanker. Disse Vridninger sætter os i Stand til at nå Nervecentrer, som ellers vilde være upåvirkede. Jeg forstår. Grundlaget for denne Yoga-Legemskultur begynder at antage klarere Form i min Hjerne. Det er interessant at lægge Mærke til, hvor det ligner Grundprincipperne for vore europæiske og amerikanske Systemer. Jeg fortæller Brama om dem. Jeg kender ikke jeres vestlige Systemer, men jeg har set hvide Soldater gøre Eksersits i den store Lejr i Nærheden af Madras. Ved at iagttage dem, har jeg forstået, hvad deres Instruktører vilde opnå. Styrkelse af Musklerne synes at være deres væsentligste Formål, fordi I Vesterlændinge ser det højeste Gode i at være legemlig virksom. Derfor gør I megen Brug af Lemmerne på en særdeles energisk Måde og gentager Bevægelserne Gang på Gang. I øder kraftigt med Energi, for at I kan bygge Musklerne op og til Gengæld vinde i Styrke. Det er utvivlsomt en god Ting at gøre i Nordens kolde Lande. Hvad er Hovedforskellen mellem Metoderne, således som De ser dem? Vore Yogaøvelser er i Virkeligheden Stillinger og kræver ikke yderligere Bevægelser, når først Stillingen er indtaget. I Stedet for at søge mere Energi til at være virksomme med, søger vi at øge Udholdenheden. Vi tror nemlig, at selv om Udviklingen af Musklerne kan være gavnlig, så er den Kraft, der ligger bag dem af større Værdi. Når jeg for Eksempel fortæller Dem, at Blodet, hvis De hviler på Skuldrene på en bestemt Måde, vil skylle Hjernen, berolige Nerverne og fjerne visse Svagheder, så vil De som Vesterlænding sandsynligvis gøre øvelsen et øjeblik og gentage den adskillige Gange hurtigt i Træk. Måske styrker De de Muskler, der er i Brug ved øvelsen, men De vilde kun få lidt af de Goder, en Yogi får ved at gøre det på sin egen Måde. Og hvordan er så den? Han gør det langsomt, med Overlæg, og så bliver han i Stillingen, så roligt han kan, i nogle Minutter. Lad mig vise denne Hel-Legems Stilling, som vi kalder den. Brama lægger sig fladt på Ryggen med Armene langs Siden og samlede Ben. Han hæver Benene i Vejret med strakte Knæ, indtil de danner en Vinkel på tres Grader med Gulvet. Han støtter Ryggen med Hænderne og hviler Albuerne på Gulvet. Legemet drejes derpå helt opad, så Krop og Hofter er lodrette. Brystet presses fremad, så det berører Hagen. Hænderne danner en Støtte for Kroppen. Legemets Vægt bæres af Skuldrene og Halsens og Hovedets Bagside.Efter at have indtaget Stillingen i omkring fem Minutter, rejser Brama sig og forklarer Værdien af den. Denne Stilling får i nogle få Minutter Blodet til ved sin egen Vægt at strømme til Hjernen. I normal Stilling må Blodet tvinges opad ved Hjertets pumpebevægelser. Forskellen mellem de to Måder ses af Stillingens beroligende Virkning på Hjerne og Nerver. For Mennesker, der arbejder med Hjernen, Tænkere og Studenter, bringer en stilfærdig Gennemførelse af denne Hel-Legems Stilling hurtig Lindring, når deres Hjerner er trætte. Det er ikke dens eneste Dyd. Den styrker Kønsorganerne. Men disse gavnlige Virkninger kommer kun, hvis øvelsen gøres på vor Måde og ikke på jeres hastige vesterlandske Måde. Hvis jeg ikke tager Fejl, så mener De, at Yoga-Stillinger holder Legemet i en Tilstand af afbalanceret Ro, mens vore vesterlandske øvelser sætter det i voldsom Bevægelse? Netop, indrømmer Brama.En anden øvelse, som jeg vælger af Bramas Repertoire, som værende indenfor vesterlandske Lemmers Ydeevne, er en, der med Tålmod og øvelse hurtigt kan læres. I denne Stilling sidder Yogien med udstrakte Ben, strækker begge Arme i Vejret op over Hovedet og bøjer Pegefingrene. Han bøjer Kroppen forover og ånder ud, mens han gør det, og fatter om Storetæerne med Indersiden af de bøjede Fingre. Den højre Tå fattes af højre Pegefinger og så videre. Derefter bøjer han langsomt Hovedet, indtil det ligger mellem hans udstrakte Arme, og Panden hviler mod hans Lægge. Han bliver et Stykke Tid i denne besynderlige Stilling og vender derefter langsomt tilbage til normal Stilling. Prøv ikke på at gøre det altsammen på en Gang, advarer han mig. Forsøg at føre Hovedet nærmere til Knæene lidt efter lidt; selv om det tager nogle Uger, før det lykkes at indtage Stillingen, så vil De kunne den År igennem, når først De har lært den. Jeg får at vide, at denne Stilling styrker Rygraden, hvad man også kunde vente; at den fjerner Nervevanskeligheder forårsaget af Svaghed i Rygraden; og at den udretter Vidundere med Blodomløbet.I den næste Stilling sidder Brama på Gulvet og bøjer Benene sammen under sig; på den Måde kommer hans Fodsåler lige under hans Krop. Han læner Kroppen bagover til Skuldrene berører Gulvet. Han lægger Armene over Kors bag Hovedet, så det hviler på dem. Derefter fatter hver Hånd om det modsatte Skulderled. Han bliver i denne ikke ugraciøse Stilling i nogle Minutter. Da han rejser sig fra den, forklarer han, at Nervecentrene i Halsen og Skuldrene, såvel som i Benene, påvirkes gavnligt af øvelsen, og at selv Brystet høster Udbytte deraf.Gennemsnitsenglænderen er så tilbøjelig til at betragte Gennemsnitsinderen som en Svækling, som et af tropisk Sol og Underernæring nervesvækket Individ, at det virker overraskende at erfare, at der fra Oldtiden har eksisteret et så omhyggeligt udtænkt, indfødt System for Legemskultur i Indien. Hvis vore vesterlandske Systemer er så nyttige, at ingen nu vilde drømme om at tvivle på deres Værdi, så medfører det ikke, at de derfor er fuldendte, og at de er det sidste Ord i Spørgsmålet om legemlig Udvikling, Sundheds-bevarelse og Udryddelse af Sygdom. Hvis Vesterlandene med deres grundige Metoder for direkte videnskabelig Forskning vilde udvælge nogle halvforglemte øvelser fra den traditionelle Yogalære, vilde vi måske nå til en mere fuldkommen Viden om vort Legeme og en nøjere Beherskelse af vort Helbred.Men jeg ved, at måske kun et Dusin af Yogastillingerne er lette nok til at være vort Besvær og vor Tid værd. De nogle og halvfjerds Stillinger, der udgør Resten af Systemet, vil næppe kunne beherskes af andre end de mest begejstrede, og det endda kun, hvis de er unge uok til at have bøjelige Lemmer og smidige Legemer.Brama indrømmer selv: I tolv År har jeg øvet mig hårdt hver Dag; kun på den Måde er jeg nået til nu at kunne beherske de fire og treds Stillinger, jeg kender. Og så var jeg endda heldig nok til at begynde, da jeg var ung, for en Mand af modne År kunde end ikke forsøge på at indtage disse Stillinger uden at føle stor Smerte. Knogler, Muskler og Kød stivner hos en voksen og kan kun med Besvær og Smerte bringes ud af Leje. Men selv i dette Tilfælde er det mærkeligt, hvorledes man gennem vedvarende Anstrengelser kan komme til at beherske Stillingerne. Jeg tvivler ikke om Bramas Påstand om, at enhver ved varig øvelse kan komme til at mestre disse øvelser, kun er den langsomme Træning af Lemmer, Led og Muskler til de nye Stillinger, de skal indtage, nødvendigvis en så langsom Proces, at den må tage År. Det er iøjnefaldende, at de dygtigste Yogier af Skolen for Legemsbeherskelse må begynde deres Uddannelse før Vokseperioden er forbi, for Eksempel før de er fem og tyve. Jeg ved ikke, hvorledes det skulde være nogen voksen Europæer muligt at give sig i Kast med de Snese af indviklede Stillinger, der udgør største Delen af deres System, uden at brække et Ben eller to under Forsøget. Da jeg nævner det overfor Brama, indrømmer han det kun delvis og hævder stædigt, at fortsatte Anstrengelser i mange, om end ikke i alle Tilfælde vil føre til Resultatet. Men han indrømmer, at Europæere måske har vanskeligere ved det.Vi Orientalere har den Fordel fra Barnsben at have lært at sidde med korslagte Ben. Kan en Europæer bøje sine Ben og sidde stille i to Timer, uden at det gør ondt? Men korslagte Ben og sammenfoldede Ankler danner Begyndelsen til adskillige af vore øvelser. Vi anser det for en af de bedste. Skal jeg vise det? Derpå indtager Brama den Stilling, som den vesterlandske Verden har lært at kende gennem talrige Billeder og Statuer af Buddha. Siddende ret op og ned bøjer han højre Ben, så Foden presses ind i den venstre Lyske. Så bøjer han det andet Ben og fører sin venstre Fod over til den højre Læg, hvor dens Hæl berører det nederste Hjørne af Underlivet. Hans Fodsåler vender opad. Det er en smuk og velafbalanceret Stilling; det falder mig ind, at det var værd at forsøge en så tiltalende Stilling.Jeg forsøger at gøre ham det efter, og mine Anstrengelser belønnes med en martrende Smerte i Anklerne. Jeg beklager mig over, at jeg ikke kan indtage denne Stilling så meget som et enkelt øjeblik. Hvor malerisk eksotisk har denne Buddhastilling ikke forekommet mig i Fortiden, når jeg har set den på en smuk Broncefigur i en Antikvitetsforretnings Vindue! Men hvor unaturlig forekommer ikke denne Vridning af Benene mig nu her i Indien, hvor jeg forsøger selv at indtage den! End ikke Bramas smilende Opmuntring kan overbevise mig. Jeg siger, at jeg må udsætte mine Anstrengelser. Deres Led er stive, siger han. Gnid Ankler og Knæ med noget Olie før De øver Dem igen. De er så vant til at sidde i Stol, at Stillingen vil volde Deres Lemmer Besvær. En Smule øvelse hver Dag vil langsomt fjerne den Vanskelighed. Jeg tvivler på, at jeg nogen Sinde kommer til at kunne gøre det. Sig ikke, at det er umuligt. Det vil tage Dem lang Tid, men De vil sikkert kunne lære det. En Dag vil det være der som en Overraskelse; det kommer pludseligt. 1)1) Jeg fremfører denne Kendsgerning for, hvad den er værd, at jeg, lokket af det tiltalende ved Bnddha-Stillingen, efter spredte og smertefulde Anstrengelser, havde Heldet med mig otte Måneder senere til at indtage den. Derefter forsvandt Vanskelighederne. Lotusstillingen - for sådan kalder vi den - er så vigtig, at ingen af vore Novicer får Lov at slippe for den, hvor meget han end får Lov til at undgå andre Stillinger. Det er den Hovedstilling, hvori de mere fremskredne Yogier foretager deres Mediteringer. En af Grundene er, at den giver Kroppen et solidt Grundlag, så den ikke falder over Ende, hvis Yogien skulde falde i dyb Trance - hvad der af og til kan ske uventet, skønt de udlærte kan gøre det efter Behag. Lotusstillingen holder Benene snoet sammen og Kroppen rolig og fast. Et uroligt og pirret Legeme vil adsprede Tankerne, men i Lotusstillingen føler man sig afbalanceret og under fuld Kontrol. I denne Stilling bliver det lettere at opnå den Tanke-koncentration, som vi skatter så højt iblandt os. Endelig så foretager vi oftest vore Åndedrætsøvelser, mens vi sidder i denne Stilling, fordi den Sammensætning vækker den åndelige Ild, der slumrer i Legemet. Når denne usynlige Brand vågner, bliver alt Blodet i Legemet fordelt påny, og Nervekraften sendes med stor Skarphed til visse vigtige Punkter. Med denne Forklaring er jeg tilfreds, og jeg afslutter vor Samtale om Stillinger. Brama har tidligere til min Opbyggelse kastet sig ud i et stort Antal frygtelige Forvridninger og konvulsiviske Stillinger blot for at vise mig noget af sit Herredømme over Kød og Knogler. Hvilken Vesterlænding har Tålmodighed til at gennemgå alle disse sammensatte øvelser og lære at beherske dem? Hvilken Vesterlænding har nogen Sinde Tid til at gøre det? SJETTE KAPITEL. Den Yoga, der besejrer Døden.Brama udtrykker ønsket om, at jeg skal besøge ham på hans Bopæl. Han fortæller, at han egentlig ikke bor i Huset, men i en rummelig Hytte i Haven, hvor han kan bevare sin Frihed og Uafhængighed.Som Følge deraf - og jeg må tilstå med nogen Ivrighed -aflægger jeg en Eftermiddag Besøg i Huset.Bygningen ligger i en støvet Gade, som gør et øde og forsømt Indtryk. Et øjeblik efter står jeg uden for den gamle hvidkalkede Bygning og betragter dens øverste Etage, som er af Træ, og hvis fremspringende Vinduer i høj Grad minder om vore middelalderlige europæiske Huse. Jeg åbner den tunge, gamle Dør, og Ekkoet giver Genlyd i Værelser og Gange.En gammel Kone, hvis moderlige Smil lyser op på hendes Ansigt, kommer næsten straks til Syne og bøjer sig gentagne Gange for mig. Hun fører mig gennem en dunkel Gang, indtil vi gennem et Køkken kommer ud i Baghaven.Det første, jeg lægger Mærke til, er et bredkronet helligt Figen-træ og i dets Skygge en gammeldags Brønd. Konen fører mig om på den anden Side af Brønden til en Hytte, der ligger i Træets Skygge. Den er let bygget af Bambuspæle, tynde Træspær og tækket med Græs.Kvinden, hvis Ansigt er lige så mørkt som Bramas, bliver synlig ophidset og bryder ud i en række skælvende Sætninger på Tamulisk, tilsyneladende henvendt til Hytten. En musikalsk Stemme svarer indefra. Hyttens Dør åbnes, og Yogien kommer til Syne og byder mig venligt indenfor i sit simple Enebo. Han lukker ikke Døren. Enken bliver stående en Stund i Døren med Blikket ufravigelig fæstet på mig og et ubeskrivelig lykkeligt Udtryk i Ansigtet. t.v Den kvindelige Fakir, Uaziat sabajan. t.h.Upasani Maharaj.) Jeg skal selv være Deres Fører. Lad mig lede Dem dertil. Min Mester vil løse Deres Tvivl og besvare Deres Spørgsmål, fordi han kender den højeste Sandhed. Hvad han fortæller lyder interessant, men jeg forklarer, at det er mig umuligt, da jeg har vigtige Aftaler, som fører mig til Nord-østen. Yogien bliver dybt skuffet og prøver at overtale mig, jeg vægrer mig stadig, men han slutter stædigt: I Morgen Aften besøger jeg Dem, og jeg håber, at De så har skiftet Mening. Vor Samtale ender pludseligt. Jeg ser hans kraftige, gulkoftede Skikkelse bevæge sig hen ad Vejen.Da jeg når hjem, begynder jeg at føle, at jeg muligvis har bedømt ham forkert. Hvis Mesteren blot er halvt så meget værd som Disciplen påstår, så er han den vanskelige Rejse ned til den sydlige Del af Halvøen værd. Men jeg er blevet noget træt af de begejstrede Tilhængere; de synger Lovsange, som ved nærmere Undersøgelser kommer sørgeligt til kort overfor Vestens mere kritiske Indstilling; ikke des mindre advarer et ejendommeligt Instinkt mig om, at der måske er et virkeligt Grundlag for Yogiens kraftige Påstand om sin Mesters fremragende Egenskaber.På den Tid, jeg indtager min Tiffin, der består af Te og Kiks, melder Tjeneren en Gæst. Det viser sig at være en Kollega, nemlig Forfatteren Venkataramani.Det skyldes et af de få Introduktionsbreve, jeg har benyttet, at Venkataramani i Dag opsøger mig.Han er Medlem af Madras's Universitets Senat, men han er bedre kendt som Forfatter af dygtige Artikler, Afhandlinger og Fortællinger om Landsbylivet. Han er den første Hinduforfatter i Madras Præsidentskabet, der skriver på Engelsk, som offentlig har fået tildelt et Elfenbensskjold med Inskription, på Grund af sine Fortjenester i Litteraturen. Han skriver en så elegant Stil, at han har fået høj Ros af Tagore i Indien og afdøde Lord Haldane i England. Hans Prosa er overfyldt med smukke Sprogblomster, men hans Fortællinger beretter om det melankolske Liv i de forsømte Landsbyer.Mit Blik glider hurtigt hen over den høje, magre Skikkelse med det lille Hoved og de bebrillede øjne, da han træder ind i Værelset.Det er en Tænkers øjne, på engang en Idealists og en Digters. Men de lidende Bønders Sorger genspejles i deres bedrøvede Iris.Vi finder hurtigt forskellige fælles Interesser. Efter at vi har vekslet Indtryk om de fleste Ting, efter at vi har rakket ned på Politikken, og efter at vi har svunget Begejstringens Banner for vore Yndlingsforfattere, føler jeg pludselig Trang til at afsløre den oprindelige Grund til mit Besøg i Indien for ham. Jeg fortæller ham ganske åbenhjertigt, hvad min Hensigt er. Jeg spørger ham om, hvor man kan finde virkelige Yogier, der sidder inde med påviselige Talenter; og jeg gør ham klart, at jeg ikke er særlig interesseret i at møde smudsbefængte Asketer eller Fakirer, der laver Tryllekunster.Han bøjer Hovedet og ryster benægtende på det. Indien er ikke længere et Land for sådanne Mænd; vort Lands voksende Materialisme og dets udstrakte Degeneration på den ene Side og dets Berøring med den åndløse vesterlandske Kultur på den anden Side, har bevirket at næsten alle de Mænd, de store Mestre, som De søger, er forsvundet. Jeg er imidlertid stadig overbevist om, at de eksisterer i Tilbagetrukkethed, måske i ensomme Skove, men med mindre De ofrer et helt Liv på at søge dem, så vil De kun finde dem med stort Besvær. Når mine indiske Landsmænd påtager sig en Søgen som Deres, så må de nu til Dags flakke vidt omkring. Hvor meget vanskeligere er det så ikke for en Europæer? Så giver De altså kun lidt Håb? Man kan naturligvis aldrig vide det. De kan jo være heldig. Jeg får en pludselig Indskydelse og spørger: Har De hørt om en Mester, der lever i Bjergene i Nord Arcot? Han ryster på Hovedet.Vor Samtale vender tilbage til litterære Emner. Venkataramani udøser sit Hjerte i en videnskabelig Lovprisning af den gamle Hindukulturs hurtigt svindende Idealer. Han omtaler sådanne Ideer som Enkelthed i Livsførelse, Samfundsfølelse, uforhastet Tilværelse og åndelige Mål. Han vil amputere de parasitiske Tåbeligheder, der vokser på det indiske Samfund. Det, der imidlertid først og fremmest beskæftiger hans Tanker, er hans Vision om at frelse Indiens halve Million Landsbyer fra at blive Rekrutteringscentrer for industrialiserede Byers Slumkvarterer. Selv om denne Trusel ikke er ligefrem nærliggende, så ser hans profetiske Indsigt og Kendskabet til Europas og Amerikas Industrihistorie det som et sikkert Resultat af Nutidens Udviklingstilbøjeligheder.Jeg lytter i Stilhed og forsøger på at forstå hans Synspunkter. Omsider rejser han sig for at gå, og jeg ser hans høje Skikkelse forsvinde ned ad Vejen.Tidlig næste Morgen overraskes jeg af et Besøg af ham; han havde været bange for, at jeg skulde gå ud. Sent i Går Aftes fik jeg Bud om, at min højeste Beskytter opholder sig en Dag i Chingleput, udbryder han. Hans Hellighed Shri Shankara Acharya fra Kumbakonam er Syindiens åndelige Overhoved. Millioner af Mennesker ærer ham som en af Guds Lærere. Han har tilfældigvis fattet Interesse for mig, og han har opmuntret mine litterære Bestræbelser, og selvfølgelig ser jeg hen til ham efter åndelig Vejledning. Jeg kan nu sige, hvad jeg ikke vilde nævne i Går. Vi betragter ham som en Mester af den højeste åndelige Fuldkommenhed, men han er ikke nogen Yogi; han er den sydlige Hinduverdens Førstemasd, en sand Helgen, og en stor Religionsfilosof. Fordi han er ganske klar over de fleste åndelige Strømninger i vor Tid og på Grund af hans egne Talenter, så har han sandsynligvis et større Kendskab til de virkelige Yogier. Han rejser en hel Del fra Landsby til Landsby og fra By til By, så han er overordentlig velunderrettet om den Slags Ting. Overalt, hvor han færdes, kommer de hellige Mænd til ham for at vise deres Ærbødighed. Han vil sandsynligvis kunne give Dem nogle nyttige Råd. Bryder De Dem om at træffe ham? Det er jeg selvfølgelig meget interesseret i, og på hans Forespørgsel siger jeg også, at jeg ikke har noget imod at løbe Risikoen for at blive afvist.Efter et let Måltid begiver vi os af Sted til Chingleput. Jeg udspørger min litterære Ledsager om den Mand, jeg håber at træffe i Løbet af Dagen. Jeg erfarer, at Shri Shankara fører en næsten asketisk jævn Tilværelse, hvad angår Føde og Klædedragt, men hans høje Embedes Værdighed kræver, at han bevæger sig med kongelig Pragt, når han rejser. Han ledsages af et Følge af beredne Elefanter og Kameler, Panditer og deres Elever, Herolder og alle mulige Lejrledsagere. Overalt, hvor han viser sig, blivcr han Samlingspunktet for Skarer af Besøgende fra de omliggende Egne. De kommer for at få åndelig, sjælelig, fysisk og økonomisk Hjælp. Tusinder af Rupier bliver daglig lagt for hans Fødder af de rige, men fordi han har aflagt et Løfte om Fattigdom, bliver denne Indtægt anvendt til værdige Formål. Han hjælper de fattige, giver Bidrag til Undervisningen, restaurerer forfaldne Templer og forbedrer de kunstige Regnreservoirer, der er til så stor Nytte i Sydindiens regnfattige Egne. Men hans Mission er først og fremmest åndelig. Thi hvert Sted, hvor han gør Holdt, forsøger han at inspirere Folket til en dybere Forståelse af deres hinduiske Arv, så vel som på at højne deres Sjæl og Tanke. Han plejer at give en Forelæsning i det stedlige Tempel og derefter at besvare de mange spørgende, der flokkes om ham.Jeg erfarer at Shri Shankara er den seks og tresindstyvende Bærer af Titlen i direkte nedstigende Linie fra den oprindelige Shankara. For at give hans Stilling og Magt det rette Perspektiv, er jeg nødt til at stille Venkataramani adskillige Spørgsmål om Liniens Grundlægger.Det viser sig, at den første Shankara eksisterede for over 2000 År siden, og han var en af de største brahminske Vismænd. Han kan beskrives som rationel Mystiker og som Filosof af første Klasse. Han fandt sin Tids Hinduisme i en Tilstand af Uorden og Forfald og med dens åndelige Kraft i hurtig Tilbagegang. Han syntes født til sin Mission. Fra han var atten År gammel gennem-vandrede han Indien til Fods, diskuterede overalt, hvor han kom frem med de Lærde og Præsterne, prædikede de Læresætninger, han havde skabt, og samlede sig en betydelig Tilhængerskare. Han var så heldig at blive anerkendt og hædret som Profet, medens han levede, og ikke først efter, at Livsgnisten havde forladt ham.Han var en Mand, der satte sig mange Mål. Skønt han var Talsmand for dette Lands Hovedreligion, så fordømte han stærkt de afskyelige Uvaner, der var vokset op i Ly deraf. Han brød Kaste-reglerne ved at foretage Dødsritualet over sin egen Mor, for hvilket Præsterne ekskommunikerede ham. Den frygtsløse unge Mand var en værdig Efterfølger af Buddha, den første berømte Kaste-nedbryder. I Modsætning til Præsterne lærte han, at alle menneskelige Skabninger uden Hensyn til Kaste eller Farve kunde opnå Guds Nåde og Kundskab om den højeste Sandhed. Han grundlagde ikke nogen særlig Tro, men hævdede, at enhver Religion førte til Gud, hvis den blev alvorligt overholdt og efterlevet. Han udarbejdede et fuldstændigt og højtudviklet filosofisk System for at bevise sine Synspunkter og efterlod en stor litterær Arv. Panditerne værdsætter i høj Grad hans filosofiske og religiøse Efterladenskaber, skønt de naturligvis diskuterer og skændes om Meningen deraf.Shankara gennemrejste hele Indien iført en okkerfarvet Kjortel og bærende en Pilgrimsstav. Som bekendt oprettede han fire store Institutioner i de fire Verdenshjørner. Der var et i Badrinath i Norden, et i Puri østpå, og så videre. Det centrale Hovedkvarter tillige-med et Tempel og et Kloster blev oprettet i Syden, hvor han begyndte sit Værk. Den Dag i Dag er Syden stadig Hinduismens største Helligdom. Fra disse Institutioner drog, når Regntiden var overstået, uddannede Skarer af Munke ud og berejste Landet for at udbrede Shankaras Budskab. Denne bemærkelsesværdige Mand døde kun 32 År gammel, men et Sagn siger, at han simpelthen forsvandt.Værdien af denne Meddelelse bliver klar, da jeg hører, at hans Efterkommer, som jeg skal træffe i Dag, udfører det samme Arbejde, lærer den samme Lære. I denne Forbindelse findes der en besynderlig Tradition. Den første Shankara lovede alle sine Disciple, at han stadig vilde være hos dem i Ånden, og at han vilde gennemføre dette ved den mystiske Proces at overskygge sin Efterfølger. En noget lignende Teori knytter sig til Storlamaen af Tibets Embede. Forgængeren i Embedet nævner i sit sidste Dødsøjeblik den, der er værdig til at efterfølge ham. Den udvalgte Person er sandsynligvis en Dreng i en ganske ung Alder, som så bliver opdraget af de bedste Lærere, der kan skaffes, og som giver ham en grundig Uddannelse, der passer sig for hans høje Stilling. Hans Uddannelse er ikke blot religiøs og intellektuel, men drives også med Yoga- og Mediteringsøvelser. Denne Uddannelse efterfølges så af et Liv fuldt af Virksomhed i hans Folks Tjeneste. Det er en Kendsgerning, at gennem alle de mange Århundreder, som denne Linie har været opretholdt, har der ikke været en eneste Indehaver af Titlen, som ikke har besiddet den højeste og mest uselviske Karakter.(mer om dette tema i bøkene til LOBSANG RAMPA, som innholder en masse om Tibets skjulte eller okkulte visdom, og kontakten til de høyere plan samt kontakt til innvidde på andre kloder, og hvordan jorden overvåkes av disse høyere utviklede mennesker på mange måter. Bøkene er referert i tekst og lydbøker på http://lobsang-rampa.net rø-anm.)Venkataramani udfylder sin Fortælling med Beretninger om de fremragende Gaver, som den seks og tresindstyvende Shri Shankara besidder. Det er en Beretning om, hvordan han har helbredet sin egen Fætter på mirakuløs Måde. Han var ganske forkrøblet af Reumatisme og i mange År bundet til Sengen. Shri Shankara besøgte ham, berørte hans Legeme, og i Løbet af tre Timer var Invaliden så meget raskere, at han kunde rejse sig fra sin Seng; og kort Tid efter var han fuldkommen helbredet. Yderligere påstås det, at Hans Hellighed ejer Evne til at læse andre Menneskers Tanker; i hvert Fald tror Venkataramani fuldt ud derpå.Vi kommer ind til Chingleput ad en palmebevokset Landevej og finder et Virvar af hvidkalkede Huse, uregelmæssige røde Tage og snævre Gyder. Vi står af Vognen og går ind til Midten af Byen, hvor en stor Skare Mennesker er forsamlet. Jeg bliver ført ind i et Hus, hvor nogle Sekretærer er travlt beskæftiget med at besørge en mægtig Korrespondance, der er fulgt efter Hans Hellighed fra Hovedkvarteret i Kumbakonam>. Jeg venter i et Forværelse uden Stole, medens Venkataramani sender en af Sekretærerne ind med et budskab til Shri Shankara. Der går mere end en halv Time, før han vender tilbage med det Svar, at det Foretræde, jeg søger, ikke kan bevilges. Hans Hellighed ser ikke Udvej til at modtage en Europæer; desuden er der allerede to Hundrede Mennesker, der venter på at få en Samtale. Mange Mennesker har overnattet i Byen for at sikre sig deres Samtaler. Shri Shankara er overstrømmende i sine Undskyldninger.>se av merk her>På en tilfældig Spadseretur kommer jeg ind på en Plads, hvor mine Sko synker ned i det bløde, hvide Sand, der dækker Jorden. Lidt efter kommer jeg til en smal Gyde,(norsk, gate,) der fører til Basaren. Jeg går videre i den lumre Luft; gamle Mænd sidder på Hug i de åbne Døre, Børn leger i Smudset og en splitternøgen Unge kommer farende ud af et Hus - men forsvinder på ny, da han får Øje på den fremmede.I selve den lange, travle Basar sidder aldrende Købmænd i deres Småbutikker og stryger forventningsfuldt deres Skæg, mens jeg går forbi. Korn- og Madvarehandlerne sidder ved Siden af deres åbne Boder, og en Hær af Fluer angriber flittigt deres Varer. Efterhånden kommer jeg til en ret prunkende Tempelbygning, hvor en lille Flok Mænd og Kvinder bevæger sig i Støvet ved min Ankomst. De spedalske, Krøblingene og de trængende mødes ved Templerne og Jernbanestationerne i de fleste indiske Byer for at de kan få Almisser af de fromme og de fremmede. De andagtssøgende går lydløst ind i Bygningen, trædende med bare Fødder i Støvet over Stenene. Skal også jeg gå ind i Bygningen og iagttage Præsternes Virksomhed? Jeg overvejer og beslutter ikke at gøre det.Jeg fortsætter min Spadseretur indtil jeg lægger Mærke til en ung Mand, der går foran mig. Han er iført en europæisk Skjorte, som han efter almindelig Skik bærer omvendt, med Ryggen på Brystet, samt et flagrende Livklæde, og hans højre Arm omslynger en Stabel shirtingsindbundne Bøger. Da jeg indhenter ham, drejer han uvilkårligt Hovedet; vore Blikke mødes - og vort Bekendtskab begynder!Min Professions Krav har lært mig at følge Sæd og Skik, hvor Lejlighed gives, men at tilsidesætte dem, når de træder i Vejen for ens Mål. Jeg holder af at rejse, men foretrækker den ukonventionelle Måde, derfor kan mine Strejftog i Indien næppe blive et Eksempel til Efterfølgelse for Cook-Turisten og den spidsborgerlige Rejsende.Den unge Mand viser sig at være Student ved en stor stedlig Højskole, og han har et ganske tiltalende, intelligent Udtryk. Desuden lader han til at holde Hævd over sit Lands gamle Kultur, og da jeg fortæller ham om min Interesse derfor, kender hans Henrykkelse ingen Grænser. Jeg konstaterer også, at han endnu ikke er blevet grebet af det Hysteri for Politik, som har smittet de fleste unge Studenter i Byerne, skønt Indien nu er midt i de Trængsler, som Gandhi har fremkaldt i sin Bestræbelse for at ødelægge Forholdet mellem hvide Herskere og brune beherskede.En halv Time senere fører han mig til en åben Plads, hvor der har samlet sig en forventningsfuld Skare. I Midten står der en Mand, der råber noget ud, så højt han kan. Den unge Mand fortæller mig, at denne højlydte Erklæring, i alt væsentlig er en Opremsning af vidunderlige Yogafærdigheder, som Manden påstår sig at sidde inde med.Den af sig selv udskregne Yogi er kraftigt bygget; han har aflangt Hoved, svære Skuldre, og en Mave, der er begyndt at svulme ud over det Bomuldsklæde, der er svøbt om hans Lænder, og som udgør en Del af hans Dragt. I øvrigt bærer han en lang, hvid løst-siddende Kofte. Jeg synes der er lidt for meget Ståhej om Manden, men da han tilbyder at udføre Mango-Træ Kunsten, hvis der bliver ydet ham tilstrækkelig økonomisk Støtte, slår jeg mig sammen med nogle få andre, og kaster nogle Mønter hen til ham.Han begynder med at anbringe en omfangsrig Lerkrukke foran sig og sætter sig derefter på Hug på Jorden. Krukken er fyldt med rødbrun Jord. Han viser os en lille Mangosten og planter den i Jorden. Derefter tager han et stort Klæde ud af sin Vadsæk, breder det ud over Krukken, sine korslagte Knæ og Læggene.I adskillige Minutter bliver vi underholdt med nogle mystiske Besværgelser, som Yogien synger med ensformig Stemme; derefter fjerner han Klædet. Det første Skud af en Mangoplante stikker Hovedet over Jorden!På ny tildækker han både Krukke og Ben, og griber en Rør-fløjte, der frembringer en uhyggelig Støj, der antagelig skal kaldes Musik. Efter yderligere nogle Minutters Forløb, fjerner han på ny Klædet for at vise os, at den lille Plante er vokset nogle Centimeter i Vejret. Fremgangsmåden med at tildække og afdække Planten med passende Mellemrum til Fløjtemusik, gentages indtil der er vokset en lille Mangobusk op af Jorden. Den er omkring fem og tyve Centimeter høj. Ikke egentlig et Træ! Men ikke desto mindre hænger der en lille gulagtig Mangofrugt i Toppen af Planten. Hele dette Træ er vokset op af det Frø, I så mig begrave i Jorden! meddeler Yogien triumferende. Jeg kan ikke få min Fornuft til uden videre at godkende hans Påstand. Jeg har på Fornemmelsen, at Kunststykket er et Stykke Taskenspilleri.Den unge Mand fremsætter sin Anskuelse: Sahib, denne Mand er en Yogi. Den Slags Mænd kan udrette vidunderlige Ting. Men jeg føler mig ikke overbevist. Jeg prøver på at forklare mig Mysteriet, og kommer til det Resultat, at Manden sandsynligvis er Medlem af Maskelyne og Devant Broderskabet. Men hvordan kan man få Vished?Yogien lukker sin Vadsæk og bliver siddende på Hug, mens han ser Hoben langsomt fjerne sig.Jeg får pludselig en Idé. Da vi er alene, går jeg hen til Yogien, trækker en fem-Rupi Seddel frem og siger til Studenten: Sig til ham, at han kan få disse Penge, hvis han vil vise mig, hvorledes han gør det. Den unge Mand oversætter lydigt mit Forlangende. Manden lader som han afslår, men jeg opfanger et begærligt Blink i hans Øjne. Så tilbyd ham syv Rupier. Den siddende Mand afviser stadig mit Forsøg på at forhandle. Meget godt, så sig til ham, at vi byder ham Farvel. Vi giver os til at gå, men jeg går med Forsæt langsomt. Få Sekunder efter kalder Yogien os tilbage. Hvis Sahiben vil give et Hundrede Rupier, lover Yogien at fortælle alt. Nej! Syv - eller han kan beholde sin Hemmelighed. Kom! På ny begiver vi os af Sted; men der lyder snart et nyt Råb.Vi vender om. Yogien siger, at han vil modtage de syv Rupier, og Forklaringen følger omgående.Manden åbner sin Vadsæk og viser de Grejer frem, som han benytter til sin mystiske Kunst. De består af en spirende Mangosten og tre Grene af et Mangotræ, den ene større end den anden.Den mindste af Kvistene presser han sammen i en Muslingeskal, som bliver lukket og gravet ned i Jorden. For at vise det første Skud, behøver han kun at stikke sine Fingre i Jorden og fjerne muslingeskallens Låg, hvorefter Planten straks rettede sig ud.De længere Kviste havde han skjult inden for sit Bomulds Lændeklæde. I Pauserne, mens der ventedes, blev fremsagt Besværgelser og musiceret, løftede han en Gang eller to Klædet for at se, hvorledes Væksten skred fremad, men uden at lade andre se det. I Ly af disse Bevægelser tager han behændigt en af de længere Kviste fra Klædet, planter det i Jorden, fjerner den kortere Plante og gemmer den i sin Klædning. På den Måde skabes Illusionen om en voksende Plante.Jeg går min Vej, en Smule klogere ganske vist, men jeg begynder at spekulere på om mine sidste Illusioner om disse Yogier vil falde til Jorden, som Træernes broncefarvede Blade om Efteråret.Og så husker jeg, at Brama, Yogien ved Adyar Floden, har advaret mig om, at Fakirer af lav Rang og Pseudoyogier giver Opvisninger på Gaderne, der ikke er andet end Tryllekunster, der bringer Yoginavnet i Miskredit blandt de unge og hos de dannede Klasser.Ikke desto mindre findes der Fakirer, der udøver virkelig Magi. En besøger mig under mit Ophold i Berhampur, selv opsøger jeg en anden i Puri.I Berhampur, hvor Hindutilværelsens gamle Sædvaner og støvede Skikke ikke har ladet sig fordrive, har jeg midlertidig taget Ophold i et Herberge med en stor overdækket Veranda. En stegende hed Eftermiddag har jeg søgt Tilflugt for den kvælende Hede i denne Verandas behagelige Skygge. Fra min Liggestol kan jeg iagttage Solskinnets Spil i det yppige Bladhang på nogle tropiske Planter i Haven.Jeg hører en næsten lydløs Klapren af nøgne Fødder, og en temmelig vildt udseende Mand, bærende på en lille Bambuskurv nærmer sig Porten til Pladsen om Herberget. Han har lange, sorte indfiltrede Lokker, og jeg lægger Mærke til, at hans øjne er en Smule blodskudte. Han træder nærmere, sætter sin Kurv i Støvet, og hæver et øjeblik sine Hænder for at tildække sit Ansigt til Hilsen. Han tiltaler mig i en Blanding af indfødt Sprog og vanskeligt forståeligt Engelsk. Jeg tror det er Telugu, han taler, men er ikke sikker. Hans Udtale af Engelsk er så slet, at det er mig umuligt at fatte Meningen af mere end tre eller fire Ord. Jeg forsøger mig til Gengæld med nogle engelske Sætninger til ham; men hans Beherskelse af Sproget er ganske utilstrækkelig til, at han kan forstå mig. Imidlertid er det Telugu, jeg kan, endnu mere utilstrækkeligt til at jeg kan forstå ham. Vi konstaterer begge denne Kendsgerning efter at have forsøgt os med Udtalelser, der gensidig ikke er andet end lange Kæder af Lyd. Til sidst forsøger han at gøre sig forståelig ved Gestus og Ansigtsudtryk, indtil det går op for mig, at han har noget af Vigtighed i Kurven at vise mig.Jeg går ind i Bungalow'en og kalder på Tjeneren, der kan en Smule Engelsk - netop tilstrækkeligt til i nogen Grad at gøre hans egen indfødte Ordrigdom forståelig, for at han kan oversætte. Han vil vise Dem Fakirs Magi, Herre. Udmærket. Lad ham vise det. Hvor mange Penge vil han have? Han siger, at Herren kan give, hvad der passer ham. Så lad ham begynde. Fakirens usoignerede (smudsige)Udseende og ukendte Oprindelse skiftevis æggede mig og frastødte mig. Jeg har Følelsen af, at en Aura af besynderlige, ukendte Kræfter omgiver ham.Han gør intet Forsøg på at gå op ad Verandatrinene, men sætter sig på Hug under et Banyantræ, hvis lange, uregelmæssige Grene danner en lav Hvælving hen over hans Hoved og bøjer sig mod Jorden. Ved Hjælp af en primitivt lavet Træpincet trækker han en giftigt udseende Skorpion frem af Bambuskurven.Det ækle Insekt forsøger at løbe sin Vej. Fakiren tegner øjeblikkelig med Pegefingeren en Cirkel om den i Støvet. Derefter vedbliver den at løbe rundt og rundt; hver Gang den når Cirklen tøver den, som om den stod overfor en usynlig Forhindring, og fortsætter så i en ny Retning. Jeg betragter Forestillingen nøje i det hårde tropiske Lys.Da det har varet to-tre Minutter, hæver jeg Hånden til Tegn på, at jeg er tilfreds, og Fakiren sætter Skorpionen tilbage i sin Kurv, og tager derefter to tynde, skarpe, spidse Spilepinde af Jern frem.Han lukker sine temmelig skrækindgydende, blodskudte øjne og synes at vente på et passende øjeblik til at udføre sit næste Stykke Magi. Omsider åbner han øjnene, griber en af Spilepindene og stikker den ind i Munden, med Spidsen forrest. Han presser den igennem Kinden, indtil Størstedelen af den på en løjerlig Måde stikker ud af hans Ansigt. Som om han ikke er tilfreds med dette temmelig grusomme Kunststykke, stikker han den anden Spilepind gennem sin Kind.Da han synes, jeg har set nok, trækker han Pindene ud igen og hilser. Jeg går ned ad Verandaen og undersøger hans Ansigt nøje. Bortset fra et Par ubetydelige Dråber Blod og to små bitte Huller i Huden, er Sårene næppe til at se!Fakiren gør Tegn til, at jeg skal sætte mig i min Stol igen. Da jeg påny sidder i min Stol på Verandaen, sætter han sig i to-tre Minutter til rette, som om han forberedte sig til et nyt mærkeligt Kunststykke.Ganske roligt, som om han trak en Knap af en Jakke, fører han højre Hånd op til øjnene, griber om det højre øjeæble og trækker det lidt efter lidt ud af øjenhulen!Det giver et Sæt i mig.Der indtræder nogle få Sekunders Ophold, så trækker han øjet en lille Smule længere frem, så det hænger løst ned over hans Kind, fastholdt af Muskler og Årer.Jeg får Kvalme ved det uhyggelige Syn, og væmmes indtil han påny har anbragt det udtagne øjeæble i dets Hule.Jeg har fået nok af hans Magi og be]ønner ham med nogle Sølvrupier. Uden særlig Begejstring beder jeg Tjeneren spørge, om Manden er villig til at forklare, hvorledes han udfører disse anatomiske Rædsler. Han har lovet ikke at sige det, Herre. Fader lærer kun Søn. Kun Slægten kender det. Hans Uvillighed betyder intet for mig. Når det kommer til Stykket, er det en Sag, der burde undersøges af en Læge snarere end af en omrejsende Forfatter.Fakiren dækker Ansigtet med sine Hænder til Afsked, går ud gennem Gårdspladsens Port og forsvinder snart efter hen ad den støvede Vej.Puriflodens Bølgers sagte Plasken når mine ører. Det lindrer at føle Suset fra en svag Brise, der står ind fra den bengalske Hav-bugt. Jeg spadserer på en afsides liggende Del af Stranden, hvor det hvidgule Sand strækker sig langt ud i det fjerne, og hvor man øjner Horisonten gennem den hede, dirrende Dis, der opfylder Luften. Havet er som flydende Safirer.Mit Ur glimter i det skarpe Sollys, da jeg trækker det op af Lommen. På Tilbagevejen til Byen går jeg midt op i en uforklarlig Forestilling, som den Dag i Dag er mig en Gåde.Jeg får øje på en broget klædt Mand, som er omgivet af en blandet Hob Tilskuere. Hans Turban og Pyjamasbukser viser, at han er Muhammedaner. Jeg spekulerer over det mærkværdige i, at en Muhammedaner skulde være så anset i en By, der så overvéjende er hinduisk. Han kildrer min Nysgerrighed og fanger min Interesse. Han har en lille, tam Abe som er løjerligt påklædt i brogede Klæder. Han lader den gøre Kunster, og hver Gang adlyder den usvigeligt hans Ordrer med en næsten menneskelig Intelligens.Da han får øje på mig, siger han noget til Dyret, som med det samme smutter gennem Tilskuerskaren og tiltaler mig med et klagende Råb. Så tager den sin Hue af og rækker den hen imod mig, som tiggede den om Bakshis. Jeg giver den et fire-Anna Stykke. Aben bukker høfligt, nejer og vender tilbage til sin Herre.Dens næste Nummer består i at udføre en forbløffende Dans, fuldkommen i Takt til den Musik, som Manden presser ud af en gammel Harmonika. Dansen er så kunstnerisk yndefuld og gennemført rytmisk, at det er en højere Skabning værdig.Da Forestillingen er til Ende, siger Manden nogle få Ord på Urdu til sin Assistent - en ung Muhammedaner - som kommer hen til mig og beder mig træde indenfor i et Telt, der står længere tilbage, da hans Herre har noget særligt at vise mig.Mens den unge Mand bliver stående udenfor for at holde Folk tilbage, går jeg indenfor med den pralende klædte Mand. Jeg ser, så snart jeg kommer indenfor, at Teltet kun består af en Dug, der er spændt om fire lodretstående Pæle, og at der intet Tag er. Man ser derfor lige så godt indenfor, som udenfor. I Midten står der et almindeligt, let Træbord.Manden åbner en Lærredspose og tager adskillige små Dukker på omtrent fem Centimeters Længde frem. Hovederne er lavet af farvet Voks og Benene af stive Strå, skoet med flade Jernknapper. Han stiller de små Figurer på Bordet, så de står oprejst på deres Jernknapper.Han går omtrent en Meter bort fra Bordet og begynder at udstede Befalinger på Urdu. I Løbet af et Par Minutter begynder Dukkerne at bevæge sig omkring på Bordet, og derefter at danse!Han bevæger en kort Stok, omtrent som en Orkesterdirigent slår Takt med sin Stok, og de farvede Skikkelser danser løs, fuldkommen i Takt med hans Slag.De bevæger sig over hele Bordets Overflade, men undgår om-hyggeligt at falde ud over Randen. Denne forbløffende Forestilling ser jeg i fuldt Dagslys omtrent Klokken fire om Eftermiddagen. I Formodning om at det er et Trick går jeg nærmere hen til Bordet og undersøger det omhyggeligt, fører endogså Armene hen over Figurerne og under Bordet for at mærke om der er Tråde, men jeg kan ikke finde noget. Er Manden ikke blot og bar Tryllekunstner, men Fakir af en Slags?Ved Hjælp af Tegn og Ord giver han mig derefter at forstå, at jeg skal udpege forskellige Dele af Bordet. Jeg gør det, og hver Gang stimler Dukkerne sammen og danser alle som en hen i den Retning, jeg har udpeget!Til sidst viser han mig et Rupi-Stykke og siger noget, som jeg udlægger som en Opfordring til at tage en sådan Mønt frem. Jeg tager en op af Lommen og lægger den på Bordet. Sølvmønten begynder næsten øjeblikkelig at danse hen over Pladen mod Fakiren. Da den når den fjerneste Kant af Bordet falder den ned og ruller hen for hans Fødder, hvor den pludselig standser. Han tager den op og beholder den og gør en høflig Salåm til Gengæld.Er det en forbløffende Tryllekunst, jeg har været Vidne til, eller er det en virkelig Yogakunst? Min Tvivl må stå tydeligt skrevet på mit Ansigt, for Fakiren kalder på sin unge Assistent, der spørger, om jeg ønsker at se mere af hans Herres Evner. Jeg svarer bekræftende, hvorpå han rækker Fakiren den gamle Harmonika og beder mig lægge min Ring på Bordet. Jeg tager Ringen af Fingeren og adlyder ham. Det er den samme Ring, som Brama, Eneboeren ved Adyarfloden, har givet mig som Afskedsgave. Jeg betragter dens gyldne Klør og grønlige Sten, mens Fakiren træder et Par Skridt tilbage og udsteder Befaling efter Befaling på Urdu. Hver Gang hæver Ringen sig i Luften og falder ned igen! Manden gør en særlig Bevægelse med sin højre Hånd samtidig med Befalingen; han har stadig Harmonikaen i venstre Hånd.Nu begynder han at spille på Instrumentet, og Ringen begynder for mine undrende øjne at danse på Bordet i Takt til Musikken! Manden er ikke gået derhen, han har end ikke rørt den. Jeg aner ikke, hvad jeg skal tro om hans Opvisning. Hvorledes er det muligt, så mystisk at forandre et Stykke dødt Stof sådan, at det adlyder Befalinger i Ord?Da Assistenten tilbageleverer Ringen undersøger jeg den nøje, men jeg kan ikke opdage det ringeste Spor.På ny åbner Fakiren sin Bomuldsbylt. Denne Gang tager han et lille fladt Stykke rustent Jern frem. Det er en seks-syv Centimeter langt og godt en Centimeter bredt. Han skal til at lægge det på Bordet da jeg afbryder og beder Assistenten lade mig undersøge det. De gør ingen Indvendinger, og jeg undersøger det omhyggeligt. Der er ingen Tråd bundet til det. Jeg giver det tilbage og ser på Bordet, men opdager intet mistænkeligt.Jernstykket ligger på Bordpladen. Fakiren gnider i et Minut sine Håndflader kraftigt mod hinanden. Så bøjer han sig en Smule forover og holder Hænderne nogle få Centimeter over Jernstykket. Jeg iagttager ham opmærksomt. Han begynder langsomt at føre sine Hænder baglæns; stadig med Fingrene pegende mod Stykket, og jeg ser undrende, hvorledes det rustne Jern følger ham. Det bevæger sig af sig selv over Bordpladen, parallelt med Fakirens Bevægelser!Afstanden mellem hans Fingre og Jernet er en ti-tolv Centimeter. Da hans Hænder standser ved Bordkanten, bliver også Jernstykket liggende. Jeg beder på ny om Tilladelse til at undersøge det, og får gerne Lov dertil. Jeg tager det straks op, men finder intet galt; det er kun en Stump gammelt Jern.Fakiren gentager Kunststykket med en lille Kniv med Stålhåndtag.Jeg belønner ham rigeligt for disse usædvanlige Kunststykker, og det lykkes mig at få en Slags Forklaring på dem. Fakiren giver mig den Oplysning, at det i Reglen er af afgørende Betydning, at Genstanden er lavet af eller indeholder Jern, fordi Jern besidder en særlig psykisk Egenskab; han har nu fuldkommen-gjort sig sådan i sin Kunst, at han kan gøre det samme Kunststykke med Genstande af Guld.Jeg spekulerer over en Forklaring på hans Hemmelighed. Det falder mig straks ind, at et langt tyndt Hår med en Løkke i den ene Ende vilde kunne fange Jernstykket i Løkken og dog være praktisk taget usynligt. Men så husker jeg på min dansende Ring, og at begge Fakirens Hænder var beskæftiget med Harmonikaen, og at han stod flere Skridt derfra. Jeg kan heller ikke anklage Assistenten for Medvirken, for han stod udenfor Teltet, mens Dukkerne dansede. For imidlertid at prøve Spørgsmålet yderligere, roser jeg Manden som om han var en dygtig Tryllekunstner og Taskenspiller.Hans Pande formørkes og han benægter heftigt at være det. Hvad er De da? spørger jeg. Jeg er en virkelig Fakir, svarer han stolt gennem Assistenten, en Udøver af Kunsten at - . Jeg er ikke i Stand til at opfatte det sidste Ord, der er et Navn på Urdu.Jeg fortæller ham om min Interesse for den Slags Ting. Ja, det lagde jeg Mærke til endnu før De nåede Skaren, svarer han. Det var derfor jeg bød Dem ind i Teltet. Tro ikke, at jeg samler Penge af Begær. Det er fordi, jeg har Brug for en vis Sum, så jeg kan bygge et Mausoleum for min afdøde Mester. Det har jeg foresat mig at gøre, og jeg helmer ikke, før det er bygget. Jeg beder ham fortælle mig en Smule mere om sit Liv. Meget tøvende giver han efter for min Anmodning. Da jeg var tretten År gammel, vogtede jeg en Flok Geder for min Fader. En Dag kom der en mager Asket, hvis Udtærethed næsten var afskrækkende, til vor Landsby. Knoglerne var næsten ved at stikke ud gennem Huden på ham. Han bad om Mad og Nattelogi, og min Fader, der altid behandlede hellige Mænd med Respekt og Hensyn, gav ham det med Glæde. I Stedet for at blive en enkelt Nat, udstrakte hans Ophold sig til over et År; så stor Pris kom vor Familie til at sætte på ham, at min Fader bestandig opfordrede ham til at blive og nyde vor Gæstfrihed. Han var en vidunderlig Mand, og vi opdagede snart, at han rådede over besynderlige Kræfter. En Aften, da vi sad ved vort jævne Måltid af Ris og Grøntsager, så han flere Gange nøje på mig, og jeg undrede mig derover. Den næste Morgen kom han der hen, hvor jeg vogtede Geder og satte sig ved Siden af mig. Mit Barn, sagde han, har du Lyst til at blive Fakir? Jeg havde ikke nogen særlig klar Forestilling om, hvilket Slags Liv det var, men Friheden og Fremmedartetheden ved det tiltalte mig i høj Grad. Derfor sagde jeg, at jeg gerne vilde være det. Han talte med mine Forældre og sagde, at han vilde vende tilbage, når jeg var tre År ældre og tage mig med sig. Underligt nok døde begge mine Forældre i Mellemtiden, så da han kom, var jeg fri til at ledsage ham. Vi drog rundt i Landet fra Landsby til Landsby,jeg som hans Discipel, han som min Mester. Alle de Vidundere, De har set i Dag, er i Virkeligheden hans, for han lærte mig, hvorledes jeg skulde gøre dem. Er det muligt at lære den Slags Ting nogenlunde let? spørger jeg.Fakiren ler. Kun gennem mange Års hårde øvelser kan man lære den Slags Ting. Af en eller anden Grund lyder hans Fortælling sand. Han er tilsyneladende en venlig, alvorlig Mand. Skønt jeg af Naturen er skeptisk, holder jeg min Skepsis i Tømme.Da jeg går ud af Teltet, uvis om jeg har gennemlevet en usædvanlig Drøm, genopliver den behagelige Brise mig. Jeg hører, hvorledes den sætter Bevægelse i en Række yndefulde Kokosnøddetræer, som vokser på en Gårdsplads i det fjerne. Jo længere jeg går, des utroligere forekommer Kunststykkerne mig. Jeg vilde gerne have Mistanke om, at det var Trick af Fakiren, men hans Karakter forekommer mig mere ærlig end uærlig. Men hvor kan man forklare denne mærkelig Kunst at bevæge materielle Ting uden synlig Berøring? Jeg forstår ikke, hvorledes man kan forandre Natur lovene efter Forgodtbefindende. Måske ved vi ikke så meget om Naturen, som vi tror, vi gør.<< Puri er en af Indiens hellige Byer. Siden Oldtiden har Klostre og Templer fundet et Hjemsted her. Visse Festår strømmer Pilgrimme til Byen og hjælper med til at trække Juggernauts Vogn på den tre Kilometer lange Tur. Jeg benytter Lejligheden til at studere de hellige Mænd, der kommer her på Gennemrejse, med det Resultat, at jeg må ændre mine tidligere ugunstige Indtryk.En vandrende hellig Mand, som taler et dårligt, men forståeligt Engelsk, viser sig at være en ganske betydelig Personlighed, da jeg kommer i nærmere Berøring med ham. Han er på den rigtige Side af de fyrre og bærer et tyndt Halsbånd af Bær om Halsen. Han fortæller mig, at han flakker om på Pilgrimsfærd fra Hellig-dom til Helligdom og fra Kloster til Kloster. Kun iført en enkel Kofte og tiggende sig til sin Føde er det hans Ærgerrighed at besøge de vigtigste hellige Steder i Syden og østen. Jeg hjælper ham med en Almisse. Til Gengæld viser han mig en lille Bog trykt på Tamulisk. Den er så gulnet og slidt, at den ser ud til at være næsten hundrede År gammel. Den indeholder adskillige ejendommelige Træsnit. Langsomt og omhyggeligt skærer han to af Billederne ud og forærer mig dem.Mit Møde med den litterære Sadhu, som jeg kalder ham, er mere fornøjeligt. En Formiddag sidder jeg i Sandet og læser de yndefulde Strofer i Omar Khayyåm. Rubaiyat er et Digt, som altid har henrykket mig, men fra den Dag, da en ung persisk Forfatter åbenbarede mig dets dybere Mening, finder jeg dobbelt Glæde ved at drikke dets Strofers Vin. Den Glæde, Digtet volder mig, er måske Forklaringen på, at jeg er så optaget af det, at jeg ikke lægger Mærke til den Skikkelse, der kommer hen til mig over Sandet. Først da jeg hæver øjnene fra Bogen, ser jeg denne uventede Besøgende sidde på Hug med korslagte Ben ved Siden af mig.Han er iført en hellig Mands gule Kofte, og har lagt en Vandringsstav og en lille Lærredsbylt fra sig på Jorden. Jeg ser Hjørnerne af nogle Bøger stikke ud af Bylten. Tilgiv mig, Sir, siger han på fortræffeligt Engelsk, da han forestiller sig, men også jeg studerer Deres Litteratur. Han begynder at løsne Knuden til Bylten. De må ikke være vred, Sir. Jeg kunde ikke lade være med at tale til Dem. Vred? På ingen Måde! siger jeg smilende til ham. Er De Turist? Det kan man næppe kalde det. Men De har ikke været længe her i Landet? bliver han ved. Jeg nikker.Han åbner Bylten og viser tre shirtingsindbundne Bøger med slidte Smudsomslag, nogle heftede Pjecer og noget Skrivepapir. Se, Sir, her har jeg Lord Macauleys Essays. En vidunderlig litterær Stil, Sir, en mægtig Hjerne - men hvilken Materialist! Jeg er tilsyneladende snublet over en vordende litterær Kritiker, skønner jeg. Denne Bog er En Fortælling om to Byer af Mr. Charles Dickens. Hvilke Følelser, hvilken rørende Pathos, Sir! Der opstår en Pause. Er det Almisse, De ønsker? siger jeg så. Jeg kom ikke for at få Penge, Sir, svarer han langsomt. Hvad jeg virkelig ønsker, hvad jeg håber, er, at De vil skænke mig en Bog. Jeg elsker at læse. Ja, De skal få en Bog. Når jeg går tilbage til Bungalowen, kan De ledsage mig, og jeg skal finde noget tidligt victoriansk, som sikkert vil glæde Dem, men før jeg giver Dem Gaven, skal De fortælle mig noget. Hvad er den tredje Bog i Deres Bylt? Den er ikke værdig at nævnes, Sir. Bryder De Dem stadig om den Bog, jeg har lovet Dem? Han bliver en Smule forskrækket. Det gør jeg sandelig. Siden De tvinger mig, må jeg fortælle Dem det. Den hedder Masonisme og Materialisme: En Studie over Vesterlandene af En Hindukritiker .Jeg lader forfærdet. Oh ho! Så det er den Slags Litteratur, De studerer? Jeg fik den foræret af en Købmand her i Byen, undskylder han sig spagfærdigt.Jeg lader mine øjne løbe hen over Kapiteloverskrifterne i den medtagne Bog og læser en Side her og der. Den er skrevet af en eller anden bengalsk Babu i deklamatorisk Stil og udgivet i Calcutta - sandsynligvis for Forfatterens Regning. I Kraft af de to Universitetsgrader, han har efter sit Navn, men uden noget førstehånds Kendskab til sit Emne, skildrer Forfatteren i uhyggelige Billeder, Europa og Amerika som en Slags nyt Inferno, fulde af Lidelse og Uhygge og befolket af udpinte Arbejderbefolkninger og 8ybafltiske Rigmænd, der boltrer sig i fornedrende Glæder.Jeg giver Bogen tilbage uden Kommentarer. Den hellige Mand gemmer den hastigt til Side og tager en af sine Pjecer frem. Denne indeholder en kort Biografi af en indisk Helgen, men 4en er skrevet på Bengali, fortæller han. Sig mig nu - er De enig med Forfatteren af Mammonisme , spørger jeg. En Smule; kun en Smule! Det er mit ønske at rejse til Vester-landene en Gang; så kan jeg se for mig selv. Og hvad vil De gøre der? Jeg vil holde Forelæsninger for at omskabe Folks Sind fra Mørke til Lys. Jeg vilde gerne følge i vor store Swami Vivekanandas Fodspor, han der holdt så fængslende Taler i Deres Lands store Byer. Desværre døde han så ung! Hvilken gylden Tunge døde der ikke med ham! Jeg må sige, De er en underlig Slags hellig Mand, bemærker jeg.Han fører den ene Pegefinger op til Næsen og svarer med en vis Mine: Den øverste Skuespilforfatter har gjort Scenen klar. Hvad andet er vi end Skuespillere, der kommer ind og ud, som Deres verdensberømte Shakespeare siger! Jeg kommer efterhånden til den Opfattelse, at Indiens hellige Mænd er en særdeles blandet Forsamling.Nattens sorte Kåbe sænker sig over Jordens brede Skuldre, mens jeg vandrer gennem det gamle Calcuttas snævre, overfyldte Gyder.Mine Tanker plages endnu af et frygteligt Syn, jeg havde om Morgenen. Vort Tog damper ind på Kowrah Stationen med en rædselsfuld Last på Kofangeren. Over en lang Strækning løber Banen gennem en farlig Jungle, hvor frygtelige Panthere færdes frit omkring. I Nattens Løb rammer vort Lokomotiv et Dyr, dræber det øjeblikkelig og fører dets knuste Legeme ind på Stationen. Pantherens sønderflåede Kød er ikke let at få af Jemrammen.Men i det frembrusende Tog har jeg sanket en ny Lede-Tråd i denne Søgen. Som de fleste Tog på Hovedlinierne i Indien er det tæt pakket. Den Kupé, jeg har været så heldig at finde en Køje i - for der er Sovepladser i alle Tog undtagen i den laveste Klasse, - indeholder en blandet Samling Passagerer. De diskuterer deres Affærer så åbenlyst, at man hurtigt lærer, hvem og hvad de er. Der er en ærværdig Islamit, klædt i en lang, sort Silkekofte, der er knappet om Halsen. En rund, sort Hue, nydeligt broderet med Guld, hviler på hans tyndtbehårede Hoved. Hvide Pyjamasbukser, der er bundet sammen forneden om hans Ben, og Sko, der giver hans Dragt et kunstnerisk Anstrøg, fordi de er stukket med rød og grøn Tråd. Der er en Mahratta fra det vestlige Indien med buskede Bryn; en guldturbanklædt Marwari, der som mange af sin Race er Pengeudlåner, og en svær brahminsk Sagfører fra Syden. De er alle velstående Mænd, for de bliver opvartet af deres egne Tjenere, der kommer farende ud fra deres Tredjeklasses Kupeer ved de fleste Holdepladser for at sørge for Deres Herrers Velbefindende.Muhammedaneren ofrer mig et enkelt Blik, lukker øjnene og falder i Søvn. Mahrattien er optaget af en Samtale med Marwarien. Brahminen er lige steget på Toget; han har endnu ikke sat sig til Rette.Jeg er i mit snakkesalige Hjørne, men der er ingen, jeg kan tale med. Den usynlige Skranke mellem øst og Vest synes at skille mig fra alle de andre. Jeg føler mig derfor ganske opmuntret, da den trivelige Brahmin trækker en Bog frem, hvis engelske Titel Ramakrishnas Liv , jeg ikke kan undgå at se, så stort det er trykt på Omslaget. Jeg bider på Maddingen, agnet, og kommer i Samtale med ham. Er der ikke nogen, der har fortalt mig, at Ramakrishna var den sidste af Rishi'erne, disse åndelige Overmennesker? Det er det, jeg spørger min Medrejsende om, og han svarer ivrigt. Vi hæver os til en filosofisk Diskussions Højder og stiger ned til Samtale om mere almindelige Synspunkter for indisk Liv.Hver Gang han nævner Rishi'ens Navn, bliver hans Stemme øm og fuld af Ærefrygt, og hans øjne lyser. Hans Hengivenhed for denne længst afdøde Mand er utvivlsom. Før der er gået to Timer erfarer jeg, at Brahminen har en Mester, der er en af de to eller tre overlevende af den store Ramakrishnas Disciple. Denne Mester er næsten firs, 80, År gammel og bor ikke på et afsidesliggende Sted, men i Hjertet af Calcuttas indiske Bydel.Naturligvis beder jeg om Adressen, som jeg også får med Glæde. De behøver ikke anden Introduktion, end Deres eget ønske om at træffe ham, siger Sagføreren.*Og nu er jeg i selve Calcutta og leder efter Mesteren Mahasayas Hus, Ramakrishnas aldrende Discipel.Jeg går over en åben Gårdsplads, der munder ud på Gaden til en stejl Trappe, der fører ind i et stort, uregelmæssigt bygget, gammelt Hus. Jeg går op ad en mørk Trappe og gennem en lav Dør i øverste Etage. Jeg befinder mig i et lille Værelse, der vender ud til Husets flade Tag. Langs to af Væggene er der lave Divaner. Med Undtagelse af Lampen og en lille Stabel Bøger og Papirer er Værelset ellers umøbleret. Der kommer en ung Mand ind, som beder mig afvente hans Mester, der befinder sig i Etagen nedenunder.Der går ti Minutter. Jeg hører Lyden af nogen, der går fra et Værelse nedenunder ud på Trappegangen. Jeg mærker straks en kriblende Fornemmelse i Hovedet, og det slår mig, at Manden nedenunder har fæstet sine Tanker på mig. Jeg hører Mandens Fodtrin på Trappen. Da han omsider - for han bevæger sig uendelig langsomt - træder ind i Værelset, behøver jeg ingen til at sige mig, hvem han er. En ærværdig Patriark er trådt ud fra Bibelen og en Skikkelse fra mosaisk Tid har fået Liv. Denne Mand med det skaldede Hoved, langt hvidt Skæg, alvorlig Holdning og store, eftertænksomme øjne, denne Mand, hvis Skuldre er let bøjede under Vægten af næsten firs Års Tilværelse, kan ikke være andre ens Mesteren >Der fandt jeg ham en uforglemmelig Forårsdag og lyttede til hans jævne Forklaring af åndelige Ideer, skabt ud af hans egne Erfaringer. Jeg gjorde et spagfærdigt Forsøg på at argumentere med ham, men blev hurtig stum i hans hellige Nærværelse, der havde en Virkning på mig, dybere end Ord kan udtrykke. Atter og atter besøgte jeg ham, ude af Stand til at holde mig borte fra dette fattige, ydmyge, men guddommelige Menneske, indtil Ramakrishna en Dag spøgefuldt sagde: En Påfugl fik en Dag Klokken fire en Dosis Opium. Næste Dag kom den igen på nøjagtigt samme Tidspunkt. Den var under Opiummens Fortryllelse og kom for at få en ny Dosis. Symbolsk set, var dette rigtigt. Jeg havde aldrig følt mig så lyksalig, som når jeg var i Ramakrishnas Nærværelse, så kan man undre sig over, at jeg kom igen atter og atter? Og således kom jeg til at tilhøre hans Skare af intime Disciple, til Forskel fra de lejlighedsvise Gæster. En Dag sagde Mesteren til mig: Jeg kan se af dine øjne, din Pande og dit Ansigt, at du er Yogi. Udfør derfor alt dit Arbejde, men vend din Tanke mod Gud. Hustru, Børn, Fader og Moder, lev med dem alle og tjen dem, som er de dine egne. Skildpadden svømmer omkring i Søens Vand, men dens Tanker er der, hvor den har lagt sine Æg på Bredden. Udfør derfor Arbejdet i Verden, men vend Tanken mod Gud. Og da derfor vor Mester gik bort, og de fleste andre Disciple frivilligt forsagede Verden, tog den gule Kofte og uddannede sig til at udsprede Ramakrishnas Budskab over Indien, så opgav jeg ikke min Livsgerning, men fortsatte med mit Opdragelsesarbejde. Men så stærk var min Beslutning om ikke at tilhøre den Verden, jeg levede i, at jeg somme Nætter gik hen til Verandaen foran Senatshuset og sov blandt Byens hjemløse Tiggere, der i Reglen samledes der for Natten. Det plejede i det mindste midlertidigt at få mig til at føle mig som en Mand uden Ejendele.Ramakrishna er borte, men når De rejser gennem Indien, vil De se noget af det sociale, filantropiske, sundhedsmæssige og skolemæssige Arbejde, der gøres over hele Landet, igangsat af disse første Disciple, af hvilke de fleste desværre nu også er borte. Hvad De ikke så let vil få øje på er de forandrede Hjerter og forandrede Livsskæbner, der først og fremmest skyldes denne vidunderlige Mand. For hans Budskab er blevet bragt videre fra Discipel til Discipel, og de har bredt det så vidt, som de kunde. Og jeg har haft det Privilegium at nedskrive mange af hans Udsagn på Bengali; de trykte Beretninger findes i næsten hvert Hjem i Bengalen, og Oversættelser findes i andre Dele af Indien. Så De kan se, hvor Ramakrishnas Indflydelse har bredt sig langt ud over den umiddelbare Kreds af fåtallige Disciple. Mahasaya slutter sin lange Fortælling og falder tilbage i Tavshed. Da jeg på ny ser på hans Ansigt, bliver jeg slået af dets u-hinduiske Farve og Form. På ny kommer jeg til at tænke på et lille Kongerige i Lilleasien, hvor Israels Børn finder et midlertidigt Fristed fra deres hårde Skæbne. Jeg udmaler mig Mahasaya iblandt dem som en ærværdig Profet, der taler til sit Folk. Hvor ædel og værdig Manden ser ud! Hans Godhed, Hæderlighed, Fromhed og Alvor er iøjnefaldende. Han ejer den Selvagtelse, som den Mand får, der et langt Liv igennem udelukkende har adlydt Samvittighedens Røst. Jeg gad vide, hvad Ramakrishna vilde sige til en Mand, der ikke kan leve af Troen alene, men som må tilfredsstille Fornuften og Intelligensen? mumler jeg spørgende. Han vilde sige, at han skulde bede. Bønnen er en mægtig Kraft. Ramakrishna bad selv Gud om at sende sig åndeligt vakte Folk, og snart efter begyndte de, der senere blev hans Disciple og Tilhængere, at komme. Men hvis man aldrig har bedt - hvad så? Bøn er den sidste Udvej for Mennesket. Bøn vil hjælpe et Menneske, hvor Intelligensen svigter. Men hvis der kom nogen til Dem og sagde, at Bøn ikke stemte overens med hans Natur? fortsætter jeg blidt. Så vilde jeg råde ham til ofte at omgås virkelig hellige Mænd, så han gjorde virkelige åndelige Erfaringer. Stadig Omgang med dem vil hjælpe til at få hans skjulte Åndelighed for Dagen. Fremfor alt fremelsker de en inderlig Længsel efter åndeligt Liv. Derfor er Omgang med sådanne Mænd meget vigtig som et første Skridt, og ofte er det også det sidste, som Ramakrishna selv plejede at sige. Således snakker vi om ophøjede og hellige Ting, og hvorledes Mennesket ikke kan finde Fred uden i den evige Gud. Aftenen igennem kommer der forskellige Besøgende, indtil det beskedne Værelse er tætpakket med Indere - Mesteren Mahasayas Disciple. De kommer hver Aften og klatrer op ad Trapperne til dette fire-Etsgers Hus for at lytte til hvert Ord, deres Lærer taler.Og for en Tid slutter jeg mig til dem. Aften efter Aften kommer jeg, mindre for at høre Mahasayas fromme Ytringer end for at varme mig i det åndelige Solskin fra hans Personlighed. Atmosfæren omkring ham er blid og skøn, mild og elskelig; han har fundet en Slags indre Lyksalighed, og Udstrålingen fra den er næsten håndgribelig. Ofte glemmer jeg hans Ord, men jeg kan ikke glemme hans milde Personlighed. Det, der atter og atter drog ham til Ramakrishna, synes også at drage mig til Mahasaya, og jeg begynder at forstå, hvor stor Lærerens Indflydelse må have været, når Eleven udøver en sådan Fortryllelse over mig.Da vor sidste Aften kommer, glemmer jeg Tiden, og sidder lykkelig ved Siden af ham på Divanen. Time efter Time er gået; vor Samtale har ikke været afbrudt af Pauser, men tilsidst kommer Stilheden. Og så tager den gode Mester min Hånd og fører mig ud på det flade Tag, hvor vi i det klare Månelys ser en Kreds af høje Planter, der vokser i Potter og Kar. Nedenunder blinker Tusinde Lys fra Husene i Calcutta. (nyere bilde>> )Det er Fuldmåne. Mahasaya peger op på dens runde Ansigt og opsender derefter en kort, tavs Bøn. Jeg venter tålmodigt ved Siden af ham, til han er færdig. Han vender sig, hæver Hånden til Velsignelse og berører mit Hoved let.Jeg bøjer mig ydmygt for denne englelige Mand, så ureligiøs som jeg er. Efter en Stunds Tavshed siger han sagte:'Mit Hverv er næsten til Ende. Mit Legeme har omtrent fuldendt, hvad Gud sendte det hertil for at udrette. Modtag min Velsignelse, før jeg går 1).1) Inden længe blev jeg underrettet om hans Død.Han har bevæget mig på en mærkelig Måde. Jeg banlyser Tanken om Søvn og vandrer gennem Gaderne. Da jeg til sidst når en stor Moske og hører det højtidelige Råb Gud er stor! i Midnats stilheden, indser jeg, at hvis nogen kunde udfri mig af den intellektuejie Skepsis, som jeg klynger mig til, og knytte mig til et Liv i ligefrem Tro, så er det utvivlsomt Mesteren Mahasaya.* De er gået glip af ham. Måske det var Meningen, at De ikke skulde træffe ham. Hvem ved? Det er Dr. Bandyopadhya, der taler; han er Reservelæge ved et af Calcuttas Hospitaler og en af Byens dygtigste Kirurger. Han har foretaget seks Tusinde Operationer og har en hel Kæde af akademiske Grader efter sit Navn. Jeg har haft megen Glæde af omhyggeligt og kritisk at gennemgå noget af den Viden, jeg har samlet sammen om Legemskontrol Yogaen, med ham. Hans videnskabelige medicinske Uddannelse og hans enestående anatomiske Viden har vist sig at være mig til stor Hjælp under mit Forsøg på at hæve Yogastudiet op i et rationelt Plan. Jeg ved praktisk talt intet om Yoga, har han tilstået. Hvad De der fortæller mig, er nyt for mig. Jeg har end ikke truffet nogen Yogi, det vil sige en virkelig Yogi, med Undtagelse af Narasingha Swami, der for ikke længe siden var i Calcutta. Det var ved den Lejlighed, jeg spørger, hvor han opholder sig, og får det nedslående Svar: Narasingha Swami dumpede ned i Calcutta, skabte Sensation om sig og forsvandt så, jeg ved ikke hvorhen. Så vidt jeg forstod, kom han pludselig frem fra sin tilbagetrukne Tilværelse i det Indre, så måske er han vendt tilbage dertil. Jeg vil gerne vide, hvad der skete. Han var Samtaleemne over hele Byen et Stykke Tid. Det var Dr. Neoghy, der er Professor i Kemi ved Præsidentskabskollegiet ved Calcuttauniversitetet, der opdagede ham en Måneds Tid før i Madhupore. Dr. Neoghy så ham slikke nogle få Dråber giftig Syre op og så ham tage glødende Trækul i Munden og holde det der, til Gløden var slukket. Doktorens Interesse var vakt, og Yogien blev overtalt til at komme til Calcutta. Universitetet foranstaltede en offentlig Demonstration af Narasingha Swamis Evner for en Tilhørerkreds, der udelukkende bestod af Videnskabsmænd og Læger. Jeg var selv til Stede. Den blev afholdt i den fysiske Forelæsningssal i Præsidentskabskollegiet. Vi var et temmelig kritisk Auditorium, og, som De ved, har jeg kun beskæftiget mig meget lidt med Ting, der vedrører Religion, Yoga og den Slags, fordi min Opmærksomhed har været henvendt på mit Lægestudium.Yogien stod midt i Salen og fik udleveret Gifte, der var taget fra Kollegiets Laboratorium. Først gav vi ham en Flaske Svovlsyre. Han hældte nogle Dråber ud i sin Hånd og slikkede dem op med Tungen. Derefter fik han stærk Karbolsyre, også det slikkede han op. Så forsøgte vi med den dødelige Gift Cyankalium, men han sank det uden at blinke! Det var et forbavsende, ja utroligt Kunststykke, men vi måtte tro vore egne øjne. Han havde taget Cyankalium nok til at dræbe en hvilken som helst anden Mand i Løbet af tre Minutter, og alligevel stod han der, smilende og tilsyne-ladende uskadt.Derefter blev en tyk Glasflaske slået itu og Stykkerne pulveriseret. Narasingha Swami sank Pulveret, der dræber langsomt. Tre Timer efter at han havde indtaget dette besynderlige Måltid, pumpede en af vore Calcuttalæger hans Mave ud. Giften var der stadig. Den følgende Dag blev det pulveriserede Glas fundet i hans Af-føring.Vor Prøve var hævet over enhver Tvivl. Svovlsyrens Styrke blev prøvet på en Kobbermønt. Blandt dem, der var til Stede, var ogssa Sir C. V. Raman, den berømte Videnskabsmand og Nobelpristager, der betegnede Forestillingen som en Udfordring til den moderne Videnskab. Da vi spurgte Narasingha Swami om, hvordan han kunde tillade sig at tage sådanne Friheder over for sit Legeme, fortalte han os, at han, så snart han kom hjem, gik i Yogatrance og ved en intens Tankekoncentration modvirkede Giftens dødelige Virkninger 1).1) Narasingha Swami kom noget senere på ny til Caleutta og rejste derfra til Rangoon i Burma. Her gav han en lignende Opvisning, men undlod, som Følge af at han fik uventede Gæster, at følge sin sædvanlige Fremgangsmåde 'ned at gå i Yogatrance ved sin Hjemkomst. Resultatet var, at han døde med sørgelig Pludselighed. Kan De ud fra Deres medicinske Viden give nogen Forklaring herpå? Doktoren ryster på Hovedet. Nej, jeg kan ikke give nogen Forklaring. Det forbløffer mig fuldstændig. Da jeg kommer hjem, leder jeg i en Kuffert den Notesbog frem, hvori jeg har gengivet mine Samtaler med Brama, Yogien ved Adyarfloden. Jeg blader, til jeg finder dette: Gifte kan ikke skade den udlærte, som har udøvet den Store øvelse, hvor stærke de end er. Denne øvelse er en Kombination af visse Stillings-, Åndedræts-, Viljekrafts- og Tankekoncentrationsøvelser. Efter vor Tradition giver det den udlærte Evne til at indtage hvad han vil, selv Gifte, uden at det skader. Det er en overordentlig vanskelig øvelse, og den må udføres regelmæssigt, hvis den skal bevare sin Virkning. En meget gammel Mand fortalte mig engang om en Yogi, der boede i Benares, og som kunde drikke store Mængder af Gift uden at tage Skade deraf. Denne Yogis Navn var Trailingya Swami; han var særdeles velkendt i Byen i hine Tider, men han døde for mange År siden. Trailingya var en stor Mester, der var meget lærd i Legemskontrol Yogaen. Han sad i årevis næsten nøgen ved Ganges's Bred, men ingen kunde komme i Snak med ham, fordi han havde aflagt Løfte om Tavshed. Jeg havde anset denne Immunitet over for Gift for utroværdig og umulig, da Brama første Gang henledte min Opmærksomhed på den. Men nu er mine forudfattede Ideer om det muliges Grænser blevet en Smule vaklende. Af og til har jeg undret mig over de utrolige og næsten uforståelige Hverv disse Yogier påtager sig, men hvem ved - måske sidder de inde med Hemmeligheder, som vi Vesterlændinge forgæves søger at granske ved Hjælp af et Tusinde Laboratorieforsøg? ELLEVTE KAPITEL. Mirakelmagerne i Benares.Mine Strejftog i Bengalen må jeg opgive at berette om og ligeledes mit uventede Møde i Nærheden af Buddha-Gaya med tre tibetanske Lamaer, som indbyder mig til deres Bjergkloster, for jeg er ivrig efter at komme til den hellige By Benares.Toget tordner over en stor Stålbro i Nærheden af Byen; dets Støj kundgør uden Tvivl Modernismens stadig videre Indtrængen i et forældet og stillestående Samfund. Den hellige Ganges kan næppe være hellig ret meget længere, når fremmede og vantro Mænd sender ildvogne over dens grågrønne Vande.< Tegn til, at Tiden er inde, ved så stilfærdigt, at det lejlighedsvis sker ubemærket, at falde i den tranceagtige Åndsfraværelse, hvori han lukker sine Sanser for Yderverdenen. Under disse daglige Meditationer i Vismandens Nærhed har jeg lært, hvorledes jeg skal føre mine Tanker indad til et stadigt dybere Punkt. Det er umuligt at være i jævnlig Berøring med ham uden at blive sjæleligt oplyst af en funklende Gnist fra hans åndelige Sfære. Atter og atter føler jeg, at han drager mit Sind ind i sin egen Atmosfære under disse Hvile-perioder. Og det er ved sådanne Lejligheder, at man begynder at forstå, hvorfor denne Mands Tavshed er af større Betydning end hans Ytringer.Mine Meditationer følger den Vej, han har anvist under mit første Besøg, da han havde pint mig med den Ubestemthed, der tilsyneladende lå i mange af hans Svar. Jeg er begyndt at se ind i mit eget Selv.Hvem er jeg?Er jeg dette Legeme af Kød, Blod og Ben?Er jeg den Forstand, de Tanker og de Følelser, der adskiller mig fra enhver anden Person?Hidtil har man naturligt og selvfølgeligt besvaret disse Spørgsmål bekræftende, men Maharishien har advaret mig mod at tage dem for givne. Men han har nægtet at formulere nogen systematisk Lære. Kernen i hans Budskab er: Forfølg skånselsløst Spørgsmålet, Hvem er jeg? Analyser hele Deres Personlighed. Prøv på at finde ud af, hvor Jeg-Tanken begynder. Fortsæt Deres Meditationer. Bliv ved at vende Blikket indad. En skønne Dag vil Tankens Hjul sagte Farten, og en umiddelbar Opfattelse vil opstå på mystisk Måde. Følg den Opfattelse, lad Deres Tanke standse, og den vil til sidst føre Dem til Målet. Jeg kæmper daglig med mine Tanker og baner mig langsomt Vej ind til de inderste Afkroge af mit Sind. I Maharishiens Nærværelse bliver mine Meditationer og Enetaler om Selvet efterhånden mindre trættende og resultatrigere. En stærk Forventning og en Følelse af at være ledet inspirerer mig stadig til nye Anstrengelser. Der er besynderlige Timer, hvor jeg er mig klart bevidst, at Vismandens usynlige Magt besætter mine Tanker med det Resultat, at jeg trænger en Smule længere ind i det Tilværelsens tilhyllede Grænseland, der omgiver den menneskelige Tanke.Hver Aften tømmes Hallen, når Vismanden, hans Disciple og Gæsterne samles til Aftensmaden i Spisesalen. Da jeg ikke bryder mig om deres Mad, og ikke vil ulejlige mig med selv at tilberede noget, sidder jeg i Reglen alene og venter til de kommer tilbage. Der er imidlertid en Ting af Eneboerdiæten, som jeg godt kan lide, og det er sammenløben Mælk. Maharishien, der har opdaget, at jeg kan lide det, beder i Reglen Kokken sende mig en Kopfuld hver Aften.Omtrent en halv Time efter at de er kommet tilbage, svøber Beboerne af Eneboet, og de Gæster, der er blevet, sig ind i Lagener eller tynde Bomsuldstæpper og lægger sig til at sove på Hallens Teglstensgulv. Vismanden selv bruger Divanen som Seng. Før han dækker sig med det hvide Lagen, masserer hans trofaste Tjener hans Legeme grundigt med Olie.Med en Lygte forlader jeg Hallen og begiver mig af Sted på min ensomme Spadseretur til Hytten. Talløse Ildfluer bevæger sig blandt Havens Blomster, Planter og Træer. Engang, da jeg er to eller tre Timer senere end sædvanlig, og det næsten er Midnat, ser jeg disse mærkelige Insekter slukke deres sælsomme Lys. Ofte er de lige så talrige i det tætte Krat og mellem Kaktusserne, som jeg senere kommer forbi. Man må være varsom ikke at træde på Skorpioner eller Slanger i Mørket. Af og til har min Grublen grebet mig så stærkt, at jeg ikke er i Stand til at holde op, og jeg kun giver ringe Agt på den smalle oplyste Strimmel Jord, jeg går på. Og så trækker jeg mig tilbage til min beskedne Hytte, lukker den tætsluttende, svære Dør og trækker Skodderne til for de rude-løse Vinduer for at holde uvelkomne Dyr ude. Det sidste, jeg ser, er en Klynge Palmetræer, der står i den ene Ende af min Lysning i Krattet med det sølverne Månelys strømmende ind gennem deres fjeragtige Toppe. SYTTENDE KAPITEL. Glemte Sandheder.En Eftermiddag lægger jeg Mærke til en ny Besøgende, der med værdige Skridt træder ind i Hallen og sætter sig nær ved Maharishiens Løjbænk. Han er meget mørkhudet, men iøvrigt er hans Ansigt meget forfinet. Han siger ikke noget, men Maharishien giver ham straks et Velkomstsmil.Mandens Personlighed gør et stærkt Indtryk på mig. Han ser ud som en udskåret Buddha. Hans Ansigt er præget af usædvanlig Ro. Da vore øjne omsider mødes, stirrer han længe på mig, indtil jeg uroligt ser til den anden Side. Hele Eftermiddagen igennem siger han ikke et Ord.Næste Gang, jeg træffer ham, er den følgende Dag, og det sker på en ganske uventet Måde. Jeg forlader Hallen og går tilbage til min Hytte for at lave Te, da min Tjener Rajoo er taget til Byen for at hente et eller andet. Jeg åbner den tunge Dør og er ved at gå over Tærsklen, da noget bevæger sig over Gulvet og standser nogle få Tommer fra mine Fødder. Den stjålne, glidende Bevægelse og den sagte Hvislen, som jeg bilder mig ind, jeg kan høre, advarer mig, næsten før jeg kan se det, om, at der er en Slange i Værelset. Et øjeblik er jeg slået med Rædsel over at jeg er undsluppet den Død, som lurer for mine Fødder, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Dyret fanger mit tryllebundne Blik ... og slår mig samtidig med Rædsel. Mine Nerver er spændt til det yderste. Jeg er grebet af Skræk og Afsky, men mine øjne vedbliver at stirre på Dyrets smukt skabte Hoved. Det ondskabsfulde Krybdyr vedbliver at betragte mig koldblodigt med udspilet Nakke og de mørke øjne fæstede i mine.Omsider lykkes det mig at tage mig sammen og træde tilbage, så jeg kan knække dens Rygrad, men så kommer Gårsdagens nye Besøgende til Syne i Rydningen. Hans ædle Ansigt med det Værdige Udtryk gengiver mig i nogen Grad min Ro. Han nærmer Sig min Hytte, forstår straks Situationen og går uforstyrret ind i Værelset. Jeg råber en Advarsel til ham, men han tager intet hensyn dertil. Jeg bliver på ny nervøs. For våbenløs, som han er, rækker han begge Hænder ud imod Slangen!Dens tvedelte Tunge spiller om dens åbne Mund, men den gør intet Forsøg på at angribe ham. Netop nu kommer to Mænd, der es kaldt til ved mine Råb, ilende hen til Hytten fra Dammen, hvor de har vasket sig. Før de når os, står den besynderlige Gæst ganske nær ved Slangen, som bøjer sit Hoved for ham, hvor efter han blidt stryger dens Krop!Det smukke, men giftige Hoved med de farlige Hugtænder forholder sig i Ro, indtil de to andre Mænd kommer. Så begynder Slangens smidige Krop at bevæge sig i en hurtig vridende Bevægelse, som om den tager sig sammen, og lige for fire Par øjne, glider den hurtigt ud af Hytten og søger Tilflugt i Junglekrattet. Det er en ung Kobra, bemærker en af de sidst ankomne, der er førende Købmand i Byen, og som ofte kommer for at yde Vismanden sin Respekt og få en Passiar med mig.Jeg udtrykker min Forbavselse over den frygtløse Måde, hvorpå min første Besøgende har klappet Slangen. Å, det er Yogi Ramiah, svarer Købmanden, da jeg beder ham om en Forklaring. Han er en af Maharishiens mest fremragende disciple. En mærkelig Mand! Det er ikke muligt at komme i Samtale med Yogien, fordi jeg opdager, at en Del af den særlige Disciplin, som han underkaster sig, består i at bevare absolut Tavshed, og fordi han kommer fra en Egn, hvor der tales Telegu. Hans Kendskab til Engelsk er lige så begrænset som mit til Telegu, det vil sige næstet intet. Jeg erfarer også, at han indtager en næsten fuldkommen Tilbagetrukkethed og som Regel ikke omgås andre på Stedet; at han opholder sig i en Stenhytte, som han har bygget i Skyggen af nogle mægtige klippeblokke på den anden Side af Dammen, og at han i ti År har været Maharishiens Discipel.Svælget imellem os bliver imidlertid snart efter overskredet. Jeg træffer ham ved Dammen, hvor han er kommet for at hente Vand med en Messingkande. Hans mørke, mystiske, men tiltrækkende Ansigtstræk drager mig på ny, og da jeg tilfældigvis har mit Fotografiapparat hos mig, beder jeg ham ved Tegn om Tilladelse til at fotografere ham. Han har intet imod det, og følger mig endogså til Hytten, efter at Billedet er taget. Dér møder vi den forhenværende Stationsforstander, som sidder uden for min Dør og venter på mig.Jeg opdager, at den gamle Mand forstår Telegu, næsten lige så godt, som han forstår Engelsk, og at han gerne vil være Tolk imellem os med blyantskrevne Notitser i Stedet for Tale. Yogien er ikke meget meddelsom og holder øjensynligt ikke af at blive spurgt, men det lykkes mig at få noget mere at vide om ham. Ramiah er stadig på den rigtige Side af de fyrre. Han ejer noget Jord i NelloreDistriktet, og skønt han ikke formelt har trukket sig tilbage fra Verdenen, så lader han dog sin Familie fortsætte Bestyrelsen af sine Godser, så han kan give mere af sin Tid til sine Yoga-Interesser. Han har en Gruppe af sine egne Disciple i Nellore, men en Gang om Året forlader han dem, for at besøge Maharishien, hos hvem han opholder sig to til tre Måneder ad Gangen.I sine yngre År foretog han en omfattende Rejse i Sydindien, mens han ivrigt søgte en Mester i Yoga. Han har studeret under forskellige Lærere og udviklet usædvanlige Evner. Åndedrætsøvelser og Meditationsøvelser falder ham let. Han lader til at være kommet videre end sine Lærere, fordi han havde Oplevelser, som de ikke på tilfredsstillende Måde kunde forklare ham. Som Følge deraf kom han til Maharishien, der hurtigt gav ham den rigtige Forklaring og hjalp ham på hans videre Vej.Yogi Ramiah fortæller mig, at han er kommet for at blive i to Måneder, og at han har sin egen personlige Tjener med sig, og han er meget glad ved at finde en Vesterlænding, der nærer Interesse for østens gamle Visdom. Jeg viser ham et illustreret engelsk Magasin, og han kommer med en mærkelig Forklaring til et af Billederne:Når Deres kloge Mænd i Vesterlandene holder op med at forsøge på at få Maskiner til at løbe hurtigere end dem, de allerede har, og begynder at skue ind i sig selv, så vil Deres Race finde mere virkelig Lykke. Kan De hævde, at Deres Folk bliver mere tilfredse, hver Gang de opdager noget, der sætter dem i Stand til at rejse hurtigere? Før han forlader mig, spørger jeg ham om Hændelsen med den unge Kobra. Han skriver smilende et Svar: Hvad har jeg at være bange for? Jeg nærmede mig den uden Had og med Kærlighed til alle Skabninger i mit Hjerte. Jeg gætter, at der ligger mere i Yogiens Ord, end hans noget sentimentale Forklaring antyder, men uden at spørge ham om mere, lader jeg ham vende tilbage til sin ensomme Bolig på den anden Side Dammen. I de Uger, der følger efter mit første Møde med Ramiah, lærer jeg ham en Smule bedre at kende. Vi træffes ofte i den lille Rydning omkring min Hytte eller ved Dammens Bred eller udenfor hans egen Bolig. I hans Anskuelser finder jeg noget, der passer til mit eget Temperament, og hans store, mørke øjne har en Ro, som er usædvanlig tiltrækkende. Vi slutter en Slags tavst Venskab, som kulminerer, da han giver mig sin Velsignelse ved at klappe mit Hoved og derefter gribe mine Hænder. Bortset fra nogle få Blyantsnotitser på Telegu, som den gamle Mand oversætter for mig, bliver der ikke talt et Ord under hele vort Samvær. Alligevel føler jeg, at der bygges noget op mellem Ramiah og mig, som aldrig kan brydes ned igen. Fra Tid til anden ledsager jeg ham på hans Spadsereture igennem Junglen, og et Par Gange klatrer vi op blandt store Klippestykker ad den forrevne Bjergskråning; men hvor vi end går hen, er han altid en alvorlig og værdig Skikkelse, hvis ædle Holdning jeg ikke kan lade være med at beundre.Det varer imidlertid ikke længe, før jeg får et nyt slående Bevis på hans usædvanlige Kræfter. Et Brev, som bærer ualmindeligt dårlige Efterretninger, når frem til mig. Det betyder, såvidt jeg kan se, at mine økonomiske Hjælpekilder uventet vil tørre ind, så jeg må forkorte mit Ophold i Indien. Jeg kan selvfølgelig fortsat nyde Maharishiens Gæstfrihed, hvad Disciplene utvivlsomt vil tilbyde mig, men en sådan Stilling vil være stik imod min Natur. Og desuden er Sagen afgjort for mig ved visse Forpligtelser, som jeg betragter det som min Pligt trofast at opfylde, og det kan kun ske, ved at jeg genoptager min Virksomhed i Vesterlandene.Efterretningen giver en udmærket Prøve på den sjælelige og åndelige Uddannelse, som jeg har undergået, og så slet Materiale er jeg af, at jeg kommer meget dårligt fra den. Jeg føler mig dybt rystet. Jeg er ude af Stand til at opnå den sædvanlige indre Kontakt med Maharishien i Hallen og forlader ham efter et kort Besøg. Resten af Dagen vandrer jeg trøstesløs omkring, en tavs Oprører imod Skæbnen, der med et enkelt Slag har kuldkastet alle mine Planer.Jeg går ind i min Hytte og kaster mig på Tæppet. Der må have fulgt en dyb Søvn efter, for noget senere studser jeg ved en blid Banken på Døren. Jeg byder den Besøgende træde ind. Døren åbner sig langsomt, og til min Overraskelse træder Ramiah ind i Hytten. Jeg rejser mig hastigt og sætter mig, efter at han har taget Plads, overfor ham. Han ser intenst på mig med et spørgende Udtryk i sine øjne. Jeg er alene med en Mand, hvis Sprog jeg ikke kan tale, og som ikke taler et Ord Engelsk. Alligevel tvinger en underlig Fornemmelse mig til at tiltale ham på mit eget Sprog, der er så fremmed for ham, i den fantastiske Forventning, at han vil forstå mine Tanker, selv om han ikke forstår mine Ord. Derfor nævner jeg i nogle afbrudte Sætninger de Vanskeligheder, der pludselig har rejst sig for mig, og supplerer min Tale med Tegn og Udtryk.Ramiah lytter roligt. Da jeg er færdig, nikker han alvorligt og med Følelse. Lidt senere rejser han sig og beder mig med Tegn følge sig udenfor. Vor Sti fører gennem den dunkle Jungle, hvor vi er udsatte for Eftermiddagssolens fulde Skær. Jeg vedbliver at følge ham i en halv Time, hvorefter vi søger Ly under et Banyantræ, der giver Skygge til mit overhedede Legeme. Efter et kort Hvil fortsætter vi endnu en halv Time, går påny gennem et Stykke Junglekrat og går til sidst ned til en stor Dam ad en Vej, som Ramiah synes at kende godt. Vore Fødder synker dybt i den bløde, sandede Bred, mens vi går op til et Stykke Vand, der er overgroet med Lotusblomster. Yogien vælger Skyggen af et usædvanligt lavt Træ og sætter sig under det. Jeg sætter mig på Sandet med korslagte Ben ved Siden af ham. Vinpalmens duskede Krone breder sig over os som en grøn Paraply. Tilsyneladende er vi fuldkommen ene i et roligt Hjørne, for et øde Landskab strækker sig nogle Kilometer foran os, indtil den tætte Jungle på Bjergsiden begynder igen.Ramiah lægger sine Ben over Kors og anbringer Fødderne under sig i den sædvanlige grublende Stilling. Med sin Finger gør han Tegn til mig om at komme nærmere. Derefter drejer han sit rolige Ansigt fremad, og hans øjne stirrer stift ud over Vandet, og han synker hurtigt hen i dyb Eftertanke.Minutterne går, men Ramiah er stadig ubevægelig. Hans Ansigt er så roligt som Overfladen på Dammen, og hans Krop passer ind i Landskabet som et Træ, der ikke bevæges af Vinden. Der går en halv Time, og han sidder stadig under Vinpalmen, meget besynderlig og meget rolig, fortabt i indadskuende Tavshed. Hans Ansigt synes forvandlet af en dybere Fred end sædvanlig, og hans Blik er fæstet enten på det tomme Rum eller på de fjerne Bjerge - jeg ved ikke hvad.Det varer ikke længe, før jeg bliver usædvanlig følsom over for Tystheden i vore ensomme Omgivelser og min Ledsagers forbløffende Ro. Lidt efter lidt slynger Freden sig med en snigende, men vedvarende Mildhed ind over min Sjæl. Den Følelse af klar Triumf over for personlige Bekymnnger, som jeg ikke før kunde nå, kommer nu meget lettere til mig. På sin egen mystiske Måde hjælper Yogien mig; det kan jeg ikke tvivle om. Næppe et Åndedræt kommer fra hans rolige Skikkelse, så dybt er han hensunken i Efter-tanke. Hvad er Hemmeligheden ved hans ophøjede Tilstand? Hvad er Kilden til den velvillige Udstråling, der udgår fra ham?Heden tager af, da Aftenen nærmer sig, og det varme Sand begynder at afsvales. En Stråle af levende Guld fra den nedgående Sol falder på Yogiens Ansigt og forvandler for et øjeblik hans ubevægelige Krop til et glorieomgivet Gudebillede. Jeg vender Blikket fra ham, mens jeg tænker på, at jeg igen kan nyde den stadig voksende Fred, der overgyder mig som i Bølger. Forandringerne og Tilfældighederne i en verdslig Tilværelse indtager på ny den Plads, der tilkommer dem, nu jeg begynder at leve i mit eget Dyb. Jeg ser med forbavsende Klarhed, at et Menneske nu kan se uhildet på sine egne Trængsler, hvis han kun kan finde sit eget dybere Selvs Standpunkt; at det er tåbeligt at klynge sig til de verdslige Håbs forbigående Bekvemmelighed, når den uforanderlige Sikkerhed ved en mere guddommelig Beskyttelse venter på at blive antaget; og at Grunden til, at den vise Galitæer påbød sine Disciple ikke at tænke på Dagen i Morgen var den, at en højere Magt havde tænkt for dem. Jeg indser også, at når først et Menneske har modtaget denne Indbydelse til at stole på det profetiske Element i sin Tilværelse, så vil han kunne gennemgå den menneskelige Tilværelses Trakasserier i denne Verden uden Frygt og uden Vaklen. Og jeg føler, at et eller andet Sted nær for Hånden er Livets Grund-værdi, i hvis Ro der ikke er nogen Ængstelse. Således forsvinder den Byrde, der hvilede så tungt på mit Liv, ved denne Forandring i den åndelige Atmosfære.Jeg lader hånt om Tiden så længe denne skønne Oplevelse varer, og jeg ved ikke, hvorledes man tilfredsstillende kan forklare det guddommelige I-sig-selv-værens Mysterium og dets Uafhængighed af de timelige Sanser. Skumringen sænker sig over Stedet. Et eller andet fjernt Sted i min Erindring er jeg klar over, at Natten i disse tropiske Egne kommer overraskende hurtigt, men det bekymrer mig ikke. Det er mig nok, at denne vidunderlige Mand ved min Side er tilfreds med at blive og føre mig indad til det højeste Gode, Klarhed.Da han tilsidst berører min Arm som Tegn til, at vi skal gå, er Mørket faldet på. Hånd i Hånd vandrer vi ind i Natten gennem denne øde og ensomme Egn og foretager Turen hjem uden Lys og uden Sti, kun ledet af Yogi Ramiahs ufattelige Stedsans. Til enhver Tid vilde dette Sted have fyldt mig med Frygt, for jeg har ubehagelige Erindringer om tidligere Oplevelser i Junglen ved Nattetide; man følte, at en Verden af usynlige, levende Væsener færdedes ganske nær. Jeg husker i et Glimt Jackie, den Hund, der ofte ledsager mig på mine Ture i Omegnen og deler mine Måltider i Hytten, og som har to Ar efter Cheetahbid på Halsen, og dens ulykkelige Broder, der blev fanget af den samme Cheetah og aldrig set siden. Måske også jeg skal se en jagende, sulten Cheetahs glødende nefritgrønne øjne eller uforvarende i Mørket komme til at træde på en sammenrullet Kobra, eller med min sandalklædte Fod berøre en Kongeskorpion, dette dødbringende, lille hvide Uhyre. Men jeg skammer mig straks over disse Tanker i den frygtløse Yogis Nærværelse og giver mig ind under hans beskyttende Aura.Det sælsomme Naturens Kor, der indleder det indiske Daggry, får nu en Konkurrent i det endnu sælsommere Kor, der begynder, når Natten er noget fremskreden. En Sjakal høres jævnlig i det fjerne, og en Gang høres det ildevarslende Ekko af et vildt Dyrs Snerren, og da vi nærmer os Dammen, der adskiller vore Boliger, når Frøernes Kvækken vore ører.Den næste Morgen åbner jeg mine øjne mod en solbeskinnet Verden, og mit Hjerte til dets sollyse Budskab.Jeg kunde fortsætte med Beretninger om det farverige Liv rundt om mig, og med Referater af flere Samtaler med Maharishien, men det er nu på Tide at slutte.Jeg studerer Maharishien nøje og kommer lidt efter lidt til i ham at se et Barn af en fjern Fortid, da Opdagelsen af åndelig Sandhed ikke blev regnet mindre værdifuld end Opdagelsen af en Guldmine i Dag. Det går med stigende Styrke op for mig, at jeg i denne rolige og forglemte Afkrog af Sydindien har truffet et af de sidste af Indiens åndelige Overmennesker. Denne levende Vismands klare Skikkelse gør hans Lands gamle Rishiers sagnagtige Skikkelser mere levende for mig. Man fornemmer, at den mest vidunderlige Del af denne Mand holdes tilbage. Hans dybe Sjæl, som man uvilkårligt føler må være ladet med rig Visdom, und-slipper en. Til Tider er han besynderlig fjern, men til andre Tider binder hans indre Nådes venlige Velsignelse mig til ham med Stålbånd. Jeg lærer mig at finde mig i hans Personligheds Gådefuldhed og at tage ham, som jeg finder ham. Og jeg sætter overordentlig Pris på ham, fordi han er så lige til og beskeden, til Trods for at der ligger en følelig Atmosfære af virkelig Storhed omkring ham; fordi han ikke gør Krav på okkulte Kræfter eller hierofantisk Viden for at gøre Indtryk på sine Landsmænds mystik-elskende Natur; og fordi han er så fuldkommen uden Spor af Prætentioner, at han på det kraftigste modsætter sig ethvert Forsøg på at blive kanoniseret i levende Live.Det forekommer mig, at Eksistensen af sådanne Mænd som Maharishien sikrer Kontinuiteten ned gennem Tiderne af et guddommeligt Budskab fra Regioner, der ikke er let tilgængelige for os alle. Det forekommer mig endvidere, at man må akceptere den Kendsgerning, at en sådan Vismand kommer for at åbenbare os noget og ikke for at diskutere med os. Under alle Omstændigheder tiltaler hans Lære mig stærkt, fordi hans personlige Holdning og praktiske Metode, når den forstås, på sin Måde er videnskabelig. Han indfører ingen overnaturlige Kræfter og forlanger ingen blind religiøs Tro. Den ophøjede Åndelighed i Atmosfæren om Maharishien og hans Filosofis rationelle Selv-udspørgen finder kun ringe Grundlag i hint Tempel. Selv Ordet Gud kommer sjældent over hans Læber. Han undgår Trolddommens dunkle, omtvistelige Vande, hvor så mangen en Rejse er endt med Skibbrud. Han foreslår simpelthen en Måde for Selvanalyse, som kan udøves uden Hensyn til gamle eller nye Teorier eller Trossætninger, en Metode, der til sidst vil føre Mennesket til sand Selverkendelse. Jeg følger denne Selvafklædningsmetode i Håb om at nå til dens rene udelelige Væsen. Atter og atter er jeg klar over, at Maharishiens Sind giver mit noget, selv om vi ikke veksler et Ord. Skyggen af den forestående Afrejse hænger over mig, men jeg trækker mit Ophold ud, til Sygdom på ny griber ind og fremskynder Beslutningen om at tage af Sted. Åndelig set nærmer mit Liv sig sin Tinde, men fysisk er det længere nede end nogen Sinde før; for nogle få Timer før den kulminerende Oplevelse under mit Samvær med Maharishien indtræffer, begynder jeg at ryste voldsomt og falder i heftig Sved - Tegn på kommende Feber.Jeg vender skyndsomst tilbage fra Undersøgelsen af nogle i Reglen tilslørede Helligdomme i det store Tempel og træder ind i Hallen, da Aftenmeditationen næsten er halvt til Ende. Jeg sætter mig stilfærdigt på Gulvet og indtager straks min sædvanlige Meditationsstilling. I Løbet af nogle få Sekunder fatter jeg mig og samler alle vandrende Tanker. Samtidig med, at jeg lukker øjnene, indtræffer der en intens Indadvendthed i Bevidstheden.Maharishiens siddende Skikkelse svæver på en levende Måde for mit indre øje. Jeg følger hans ofte gentagne Pålæg og forsøger at trænge gennem det sjælelige Billede og ind til det, der er formløst, hans virkelige Væsen og indre Natur, hans Sjæl. Til min Overraskelse har jeg næsten øjeblikkelig Held med mig, Billedet forsvinder, og jeg sidder med kun en stærk Følelse af hans Nærhed. Den sjælelige Spørgen, der har karakteriseret de fleste af mine første Meditationer, er begyndt at tage af. Jeg har gentagne Gange spurgt min Bevidsthed om fysiske, følelsesmæssige og sjælelige Fornemmelser, men er, utilfreds med min Søgen efter Selvet, hørt op dermed. Jeg har så vendt Bevidsthedens Opmærksomhed mod dens eget Midtpunkt og forsøgt at finde dens Oprindelsessted. Nu kommer det store øjeblik. I denne Stilhedens Koncentration, hvor Tanken er trukket ind i sig selv, begynder ens kendte Verden at svinde ind i skyggeagtig Ubestemthed. En Stund er man tilsyneladende omgivet af det rene Intet, fordi man er nået til en Slags sjælelig tom Mur. Og man må være så intens som mulig for at bevare sin Opmærksomhed fæstnet. Men hvor vanskeligt er det ikke at forlade vor Overfladetilværelses dovne Dasen (magelighed) og drage Tanken indad til en sylespids Koncentration!I Aften når jeg hurtigt dette Punkt efter en ubetydelig Forpost -fægtning med den ubrudte Tankerække, der i Reglen er Indledningen til dens Ankomst. En ny og kraftig Magt træder i dynamisk Virksomhed i min indre Verden og fører mig modstandsløs og hastigt indad. Den første store Kamp er forbi, næsten uden et Slag, og en behagelig, lykkelig, utvungen Følelse følger efter dens høje Anspændthed.På det næste Stadium står jeg adskilt fra Intellektet, er mig bevidst, at det tænker, men umiddelbart fornemmende, at det kun er et Redskab. Jeg iagttager disse Tanker med en sælsom Følelse af at være udenfor. Evnen til at tænke, som hidindtil har været noget, man var stolt af, bliver nu noget, man skal undgå, for jeg lægger med forbavsende Klarhed Mærke til, at jeg ubevidst har været dens Fange. Derefter følger et pludseligt ønske om at stå udenfor Intellektet og kun være. Jeg vil gerne dykke ned i noget, der er dybere end Tanken. Jeg ønsker at vide, hvorledes det vil føles at befri mig fra Hjernens evige Lænker, men at gøre det med min Opmærksomhed vågen og påpasselig.Det er besynderligt nok at træde til Side og iagttage selve Hjernens Virksomhed, ganske som om det var en andens og se, hvorledes Tankerne opstår og dør, men det er endnu mærkværdigere umiddelbart at forstå, at man står på Nippet til at trænge ind i de Mysterier, der skjuler Menneskesjælens dybeste Afkroge. Jeg føler mig som Columsbus i Færd med at lande i en ny Verdensdel. En fuldstændig behersket og dæmpet Forventning fylder mig med rolig Spænding.Men hvorledes skal man frigøre sig fra Tankens ældgamle Tyranni? Jeg huskerat Maharishien aldrig har foreslået, at jeg skulde forsøge at fremtvinge Tænkningens Ophør. Spor Tanken til dens Oprindelses sted, lyder hans gentagne Råd, vær på Udkig efter det virkelige Selv, når det kommer frem, så vil Deres Tanker dø hen af sig selv’. Da jeg derfor føler, at jeg har fundet Tænkningens Fødested, giver jeg Slip på den stærkt positive Indstilling, der har bragt mig så langt, og hengiver mig til en fuldkommen Passivitet, dog stadig så intensivt iagttagende som en Slange over for sit Bytte.Denne svævende Tilstand vedvarer, indtil jeg ser Sandheden i Vismandens Forudsigelse. Tankebølgerne begynder at formindskes.Den mærkeligste Fornemmelse, jeg har oplevet, begynder at gribe mig. Tiden syne at rave svimmelt, mens min hurtigt tiltagende umiddelbare Erkendelse når ud i det ukendte. Jeg hører, føler, husker ikke længre mine legemlige Sansers Indtryk. Jeg ved, at jeg om et øyeblik skal stå udenfor Tingene, på selve Randen af Verdens Hemmelighed.Endelig sker det. Tanken slukkes, som et Lys der pustes ud. Intellektet drager sig tilbage til sit egentlige Felt, det vil sige Bevidstheden fungerer uhindret af Tankerne. Jeg lægger Mærke til, hvad jeg i nogen Tid har haft Formodning om, og hvad Maharishien har bekræftet, at sindets Oprindelse skyldes en transcendental Kilde. Hjernen er Sat fullstendig ud af Funktion, således som den er det under dyb søvn, men alligevel er der ikke det ringeste Tab af Bevidsthed. Jeg er fuldkommen rolig, er ganske klar over, hvem jeg er, og hvad der passerer. Men min Opfattelsesevne går ud over den afsondrede personligheds snævre Grænser; den er blevet ophøyet, altfavnende. Selvet eksisterer stadig, men det er et forandret,strålende Selv. For noget, der står højt over den ligegyldige Personlighed, som var mig, et dybere, mere guddommeligt Væsen vækkes til Bevidsthed og bliver mig. Sammen med det kommer en forbavsende Følelse af absolut Frihed, for Tanken er som Væveskytten, der altid går frem og tilbage, og det at blive frigjort fra dens tyranniske Bevægelse er som at gå fra Fængslet ud i den frie Luft.Jeg befinder mig uden for Verdensbevidsthedens Rand. Den Planet, der hidtil har huset mig, forsvinder. Jeg er midt i et Ocean af flammende Lys, som jeg føler snarere end tænker er det Urstof, hvoraf Verdener skabes, Materiens Grundform. Det strækker sig, ufatteligt levende, ud i det usigelige uendelige Rum.Som i et Lynglimt fatter jeg Meningen med dette mystiske, universelle Drama, der udspilles i Rummet, og derefter vender jeg tilbage til min Værens oprindelige Punkt. Jeg, det nye Jeg, hviler i en hellig Lyksaligheds Skød. Jeg har drukket af Lethe, så Gårsdagens bitre Minder og Morgendagens Bekymringer fuldstændig er forsvundet. Jeg har opnået en guddommelig Frihed og en næsten ubeskrivelig Lykke. Jeg omfavner hele Skabningen med dyb Sympati, for jeg forstår på den dybest mulige Måde, at det at forstå alt ikke blot er at tilgive alt, men at elske alt. Mit Hjerte om-dannes i Henrykkelse.Hvorledes skal jeg berette om de Oplevelser, jeg har derefter, når de er for ophøjede for min Pen? Men de stjerneklare Sandheder, som jeg lærer at kende, kan måske oversættes i Jordens Sprog, og det vilde ikke være et forgæves Forsøg. Derfor prøver jeg på, alt for groft, at bringe nogle Minder om den vidunderlige arkaiske Verden, der uden Vej og Sti folder sig ud hinsides det menneskelige Sind. næste punkt. Mennesket har et herligt Slægtskab, og et højere Væsen end dets Moder ammede det. I sine visere øjeblikke vil dette kunne blive klart for ham. næste punkt. En Gang i sin egen Fortids fjerne Dage aflagde Mennesket en Ed om ophøjet Troskab og færdedes, klædt i guddommelig Storhed, blandt Guderne. Hvis den travle Verden i Dag påkalder det med bydende Krav, og det hen giver sig helt til den, så er der dem, der ikke har glemt denne Ed, og de vil blive mindet derom, når Tiden er inde. næste punkt. Der er i Mennesket Noget, der er af uforgængelig Art. Han forsømmer næsten fuldstændig sit sande Jeg, men hans Forsømmelse kan aldrig påvirke eller ændre dets strålende Storhed. Han kan glemme det og fortabe sig fuldstændig i Sanserne, menden Dag det rækker Hånden frem og berører ham, skal han erindre, hvem han er, og genvinde sin Sjæl. næste punkt. Mennesket værdsætter ikke sig selv tilstrækkeligt, fordi han har mistet den guddommelige Sans. Derfor retter han sig efter andres Meninger, når han langt sikrere kunde få fuldstændig Vished i sit eget Væsens åndelige Centrum. Sfinxen skuer ikke ud over noget jordisk Landskab. Dens ufravigelige Stirren er rettet indad, og Hemmeligheden ved dens uudgrundelige Smil er Viden om sig Selv. næste punkt. Den, der ser ind i sig selv og kun ser Utilfredshed, Skrøbelighed, Mørke og Frygt, behøver ikke at smile i foragtende Tvivl. Lad ham se dybere og længere, dybere og længere, indtil han lidt efter bliver de svage Tegn og hårfine Antydninger var, som viser sig, når Hjertet er roligt. Lad ham tage godt Vare på dem, for de vil få Liv og vokse til store Tanker, der vil krydse Tærsklen til hans Bevidsthed som vandrende Engle, og disse vil så igen være Forløberne for en Stemme, der vil komme senere et skjult, hemmelighedsfuldt, mystisk Væsens Stemme, et Væsen, der bebor hans Indre, som er hans eget gamle Selv. næste punkt. Den guddommelige Natur åbenbarer sig på ny i hvert menneskeligt Liv, men hvis et Menneske går ligegyldigt forbi, så er Åbenbaringen som et Frøkorn kastet på Klippe grund. Ingen er udelukket fra denne guddommelige Bevidsthed; det er Mennesket, der lukker sig selv ude. Menneskene gør tilsyneladende fordringsfulde Undersøgelser vedrørende Livets Betydning og Mysterium, mens hele Tiden hver Fugl på en grøn Gren, hvert Barn der holder sin glade Moders Hånd har løst Gåden og bærer Svaret på sit Ansigt. Det Liv, der fødte dig, oh Menneske! er ædlere og større end dine fjerneste Tanker; tro på dets velvillige Hensigt mod dig og adlyd dets ophøjede Tilskyndelser, der hviskes til dit Hjerte i halvt opfattede Fornemmelser. næste punkt. Det Menneske, der tror han kan leve lige så frit, som hans uoverlagte Begær tilskynder ham, og trods det ikke bære Byrden af et endeligt Regnskab, han binder sit Liv til en hul Drøm. Enhver, der synder imod sine Medmennesker eller mod sig selv udtaler derigennem Dommen over sig selv. Han kan måske skjule sine Synder for andres øjne, men han kan ikke skjule dem for Gudernes altseende øjne. Retfærdighed behersker stadig Verden med ubønhørlig Vægt, skønt dens Virkemåde ofte er usynlig, og skønt den ikke altid findes i solidtbyggede Retsbygninger. Hvem der end måtte undslippe for at betale den lovlige Straf på Jorden, så vil hws dog ikke und gå at betale den retfærdige Straf, som Guderne pålægger. Nemesis - ubønhørlig og uforsonlig - holder en sådan Mand i stadig Fare. næste punkt. De, der har været holdt under Sorgens bitre Vande, de, der har bevæget sig gennem mørke År i Tårernes Tåge, vil være mere lydhøre over for den Sandhed, som Livet altid i Tavshed giver Udtryk for. Hvis de ikke kan se andet, så kan de se den tragiske Fly gtighed, hvormed Lykken smiler. De, der afholder sig fra at lade de lysere Timer bedrage sig, vil ikke lide så stærkt under de mørke Timer. Der er intet Liv, som ikke er sammensat af Glædernes Rende garn og Lidelsernes Islæt. Derfor har intet Menneske Råd til at færdes med stolt og pave lig Mine. Den, der gør det, færdes i alvorlig Fare. For Ydmyghed er den eneste passende Kjortel at bære i Nærværelse af de usynlige Guder, der på få Dage kan søndre, hvad det har taget mange År at erhverve. Alle Tings Skæbne bevæger sig i Perioder, og kun den tankeløse Iagttager kan undlade at bemærke det. Selv i Universet kan man se, at hvert Penhelium følges af et Aphelium. Således kan i Menneskets Liv og Lykke Heldets Flod følges af Savnets Ebbe, Helbred kan være en vankelmodig Gæst, og Kærlighed kan komme for kun at gå igen. Men når de langvarige Kvalers Nat rinder ud, glimter den nyfundne Visdoms Morgen gry. Det sidste, man kan lære af disse Ting, er, at det evige Til tilflugtssted i Mennesket, hvor ubemærket og hvor lidet eftersøgt det end er, må blive, hvad det en Gang var - hans Trøst og Opmuntring, ellers vil Skuffelser og Lidelser fra Tid til anden slå sig sammen og drive ham dertil. Intet Menneske er så lykkeligt, at Guderne tillader ham at undslippe disse Menneskeslægtens to store Opdragere. næste punkt. Et Menneske vil kun føle sig sikker og beskyttet, når han opdager, at det ophøjedes strålende Vinger omslutter ham. Så længe han fremturer i at være uoplyst, så vil hans bedste Påfund være hans værste Hindringer, og alt, hvad der drager ham stærkere tilTingenes materielle Side, skal blive en ny Knude, som han senere må løse. For han er uadskillelig bundet til sin tidligere Fortid, han er altid sammen med sin indre Guddommelighed og kan ikke ryste den af sig. Lad ham da ikke forblive uvidende om denne Kendsgerning, men lad ham overgive sig selv, sine verdslige Bekymringer og hemmelige Byrder til sit bedre Selvs skønne Omsorg, og det vil ikke svigte ham. Lad ham gøre det, hvis han vil leve med nådig Fred og dø med frygtløs Værdighed. næste punkt. Han, som en Gang har set sit virkelige Selv, vil aldrig nogen Sinde hade nogen mere. Der er ingen Synd større end Had, ingen Sorg værre end den Arv af blodbestænkte Lande, som det uundgåelig efterlader, intet mere sikkert Resultat, end at det vil ramme dem, som skabte det. Skønt ingen kan håbe at slippe uden for deres Synskreds, så står Guderne som usynlige, tavse Vidner til Menneskets gru fulde Gerninger. En stønnende Verden ligger rundt om dem, og dog er en ophøjet Fred for alle nær for Hånden; trætte Mænd, prøvede af Sorg og sønderrevet af Tvivl snubler og famler sig Vej gennem Tilværelsens mørke Gader, og dog stråler et klart Lys på Brostenene foran dem. Hadet vil først forsvinde fra Verden, når Mennesket lærer at se sine Medmenneskers Ansigter ikke blot i Lyset fra den almindelige Dag, men i deres guddommelige Muligheders omskabende Lys; når han kan betragte dem med den Ærbødighed, de fortjener, som Ansigter, der bæres af Væsener, i hvis Hjerter der er et Element af den samme Magt, som Menneskene kalder Gud.Alt, hvad der er virkelig stort i Naturen og opløftende skønt i Kunsten, taler direkte til Mennesket. Hvor Præsten har svigtet sine Folk, tager den benådede Kunstner hans glemte Budskab op og skaber Glimt fra Sjælen for dem. Enhver, der kan erindre sjældne øjeblikke, da Skønheden fik ham til at dvæle mellem Evighederne, skulde, hver Gang Verden trætter ham, forvandle Erindringen til en Spore og ophøje Helligdommen i det indre. Der skulde han vandre hen for at få Fred, en Smule Styrke og et Lysglimt, stolende på, at han, i det øjeblik han rammer sit sande Selv, vil finde uendelig Støtte og fuldstændig Erstatning. Videnskabsmænd kan bore som Muldvarpe blandt de voksende Bjerge af moderne Bøger og gamle Manuskripter, der fylder Væggene i LærdommensHuse, men de kan ikke lære nogen dybere Hemmelighed end denne, ikke nogen højere Sandhed end den højeste Sandhed, at Menneskets egentlige Selv er guddommeligt. Menneskets længsels fulde Håb kan svinde efterhånden som Årene går, men Håbet om et evigt Liv, Håbet om fuldkommen Kærlighed og Håbet om sikker Lykke vil til sidst gå i Opfyldelse; for de danner en uundgåelig Skæbnes profetiske Instinkter, som ikke kan und gås. næste punkt. Verden henter sine smukkeste Tanker hos gamle Profeter og bøjer sig for længstsvundne Tidsaldre for sin ædleste Etik. Men når et Menneske modtager en ære frygtindgydende Åbenbaring af sin egen ophøjede Natur, bliver han overvældet. Alt, hvad der er værdigt i Tanke og Følelse kommer til ham af sig selv. I hans Sinds klosteragtige Ro opstår der Visioner, der ikke er mindre hellige enss dem, de hebræiske og arabiske Seere, der mindede deres Folk om deres guddommelige Oprindelse, havde. Ved det samme gryende Lys forstod Buddha Nirvana og bragte Budskab til Menneskene derom. Og så stor er den alt favnende Kærlighed, som denne Forståelse vækker til Live, at Maria Magdalena græd over sit spildte Liv for Jesu Fødder. næste punkt. lntet Støv kan nogen Sinde falde til Ro over disse samle Sandheders alvors fulde Storhed, skønt de stammer fra Menneskeslægtens ældste Tider. Intet Folkeslag har eksisteret, som ikke har fået Antydninger om dette dybere Liv, som står Mennesket åbent. Enhver, der er rede til at modtage dem, maå ikke blot lære disse Sandheder med sin Forstand, indtil de tindrer blandt hans Tanker som Stjerner blandt Asteroiderne, men må tilegne sig dem med Hjertet, indtil de inspirerer ham til mere guddommelige Gerninger.*Tvunget af en Kraft, som jeg ikke kan modstå, vender jeg tilbage til denne Verden. Ganske langsomt bliver jeg mig mine Omgivelser bevidst. Jeg opdager, at jeg stadig sidder i Maharishiens Hal, og at den tilsyneladende er forladt. Mine øjne søger Uret, og jeg forstår, at alle må være i Spisesalen til Aftensmåltidet. Og så bemærker jeg noget på min venstre Side. Det er den fem og halvfjerdsårige, 75, forhenværende Stationsforstander, der sidder tæt ved Siden af mig på Gulvet og betragter mig med Velvilje. De har været i åndelig Trance i næsten to Timer, meddeler han mig. Hans gamle, rynkede Ansigt smiler, som om han deltog i min Lykke.Jeg forsøger at give et Svar, men opdager til min Forbavselse, at jeg ikke kan tale; først efter et Kvarters Forløb får jeg Talens Brug. Imens fortsætter den gamle Mand: Maharishien iagttog Dem nøje hele Tiden. Jeg tror, hans Tanker viste Dem Vej. Da Vismanden vender tilbage til Hallen, indtager de, der ledsager ham, deres Stillinger i det korte Tidsrum, der er, til de trækker sig tilbage for Natten. Han sætter sig på Divanen og lægger Benene over Kors; derefter støtter han Albuen på højre Læg, hviler Hagen i Hånden med to Fingre op over Kinden. Vore Blikke mødes, og han vedbliver at stirre intensivt på mig.Og da Tjeneren skruer Hallens Lamper ned, bliver jeg påny slået af den ejendommelige Glans i Maharishiens rolige øjne. De gløder som Dobbeltstjerner gennem Halvmørket. Røgelsen snor sig opad i bløde Spiraler, mens jeg iagttager disse øjne, der aldrig blinker. I de fyrre Minutter, der går, siger ingen af os noget. Til hvad Nytte er Ord? Vi forstår nu hinanden bedre uden dem, for i denne dybe Tavshed nærmer vore Sind sig i skøn Harmoni, og i denne optiske Telegrafi modtager jeg et klart uudtalt Budskab. Nu, da jeg har fanget et vidunderligt og mindeværdigt Glimt af Maharishiens Livssyn, begynder mit eget Liv at blande sig med hans.De to følgende Dage kæmper jeg mod den kommende Feber og forsøger at holde den i Skak.Om Eftermiddagen kommer den gamle Mand til min Hytte. Deres Ophold blandt os nærmer sig sin Ende, min Broder, siger han med Beklagelse. Men De kommer sikkert en Dag tilbage? Ganske sikkert! svarer jeg overbevist.Da Tusmørket falder på, tager jeg Afsked med alle undtagen med Maharishien. Jeg føler mig ganske tilfreds, fordi min Kamp for åndelig Vished er vundet, og fordi jeg har vundet den uden at ofre min dyrebare Rationalisme til Fordel for blind Lettroenhed. Men da Maharishien kort efter følger mig ud i Gården, forlader min Tilfredshed mig pludselig. Denne Mand har besejret mig, og det rammer mine Følelser dybt at skulle forlade ham. Han har knyttet mig til sin egen Sjæl med usynlige Bånd, der er stærkere end Stål, skønt han kun har søgt at give en Mand tilbage til sig selv, at befri ham og ikke føre ham i Slaven. Han har ført mig til mit åndelige Selv og hjulpet mig, sløve Vesterlænding som jeg er, til at oversætte et meningsløst Udtryk til en levende og lyksalig Oplevelse.Min Oplevelse er forbi, men jeg ved, at jeg med Tiden vil komme tilbage hertil. Jeg hæver mine Hænder med Håndfladerne mod hinanden og mumler et kort Farvel. Vismanden smiler og ser fast på mig, men siger intet.Et sidste Blik mod Maharishien, et sidste Glimt ved det svage Lygteskær af en høj, kobberfarvet Skikkelse med strålende øjne, endnu en Afskedshilsen, som han besvarer med en let Bevægelse med højre Hånd, og vi skilles.Jeg klatrer op i den ventende Oksekærre, Kusken svinger Pisken, de lydige Dyr drejer fra Gården ud på den ujævne Vej og traver rask ud i den jasminduftende, tropiske Nat.slut kommenatar af rune øverby, 2021.en stor kosmisk impuls ble utløst fra de høyere livs eller styrings-plan av jorden, sist på 1800 tallet som forløper for DEN NYE VERDENS-IMPULS.Denne impulsen skulle bringe den logiske del av den østlige visdom over til vesten, og gjennom dette ble mange fra vesten ledet til å søke etter østens gamle visdom. For eksempel teosofi gjennom blandt andre Blawatsky og ellers Theodor Illion (mer) , Paramahansa Yogananda og mange andre.I nyere tid ble den østlige impulsen brakt til vesten ved at den i tibet innvidde Lobsang Rampa gjorde en overtagele af, eller sjelelig, astral overflytning til en vestlig kropp sist på 40tallet, og gjennom dette forfattet mange bøker om den tibetanske visdommen .