lydbok artikel om DØDEN, af INGRID OKKELS, set udfra de kosmiske analyser. Hvis man spørger mennesker, om de betragter døden som en ven eller en fjende, er der vist ikke megen tvivl om, hvilket svar man vil få. For næsten alle mennesker er døden den værste af alle fjender, og det de frygter mest af alt, og så langt tilbage i historien, vi kan følge den menneskelige tankegang, synes det, som om de jordiske mennesker overalt har haft den samme indstilling. I tidligere tider, da mennesker i meget højere grad end nu var behersket af instinktenergien og dermed også af det religiøse instinkt, havde næsten alle en eller anden form for religion, som gav dem en tro på, at livet på en eller anden måde fortsatte efter den fysiske død. Men dette håb om en fortsat tilværelse efter døden blev dog ofte formørket af frygt, fordi menneskene tit følte sig meget usikre med hensyn til, hvordan denne tilværelse ville forme sig. Religionerne har nemlig til alle tider haft ikke een, men to åndelige stormagter. Der var for det første een eller flere guddomme, der repræsenterede almagten, alkærligheden og alvisdommen, det vil sige alt det lyse, gode og behagelige i tilværelsen, som alle gerne ville opleve så meget af som muligt. Men da lidelsen, mørket og ondskaben jo forekommer til overmål her i verden, og da man umuligt kunne anse Guddommen for at være ophav til disse ting, så forestillede menneskene sig, at krige, ulykker og ondskab, kort sagt alt det ubehagelige, måtte tilskrives en anden åndelig stormagt, nemlig djævelen eller den onde, som man mente ligefrem prøvede på at gøre Gud rangen stridig. Derved blev det indlysende for alle, at det var overmåde vigtigt at stå sig godt med guddommen, så man efter døden kunne leve videre i hans magtområde og dermed slippe for at falde i kløerne på Guddommens modstander, djævelen. I alle religioner dannede man sig altså en forestilling om både et paradis og et helvede som de to alternative muligheder, der ventede menneskesjælene efter døden. Selv om det her i Europa har været den dogmatiske kristendom, der i de sidste mange århundreder har præget den menneskelige tankegang, så har dette ikke betydet, at man havde et andet syn på tilværelsen efter døden. Langtfra! Både katolikker og protestanter betragter djævelen som en lige så afgjort realitet som Guddommen, og præsterne indenfor begge retninger har i høj grad spillet på menneskers angst både for døden og for helvede. Dermed fik kirken stor magt over de troendes tankegang, men samtidig forstærkedes også usikkerheden og dermed frygten hos den enkelte. Også kunsten har i det samme tidsrum bidraget sit til at forstærke menneskers angst for døden. Gennem alle disse mange århundreder har kunstnerne vist os dødens ansigt som en frygtindgydende grimasse. Døden blev vist som det raslende skelet med leen, som den grusomme kvæler og som den, der brutalt river barnet ud af sin moders arme. Nu om dage er kirkens magt jo ved at blive meget formindsket. Intelligensen og den almene viden er taget stærkt til i hele menneskeheden, og i takt hermed er trosevnen stærkt på retur, i hvert fald med hensyn til de forskellige religioners dogmer. Dette betyder dog ikke, at menneskene slet ingen tro har – den moderne guddom har blot skiftet navn, så det nu om dage er troen på videnskaben, der opfylder menneskers sind. Da den materialistiske videnskab imidlertid nægter at anerkende enhver tanke om en guds eller en djævels eksistens og ligeledes afviser tanken om en fortsat, ikke-fysisk tilværelse efter døden, så skulle man jo synes, at det moderne, materialistiske og ateistiske menneskes frygt for døden hermed skulle være forbi – men sådan er det jo slet ikke, og det bliver derved klart, at menneskers frygt for døden i virkeligheden går meget dybere end til en frygt for et evigt helvede. Hvor frygtelig denne tanke end må være for dem, der tror på den, så er tanken om livets fuldstændige ophør ved den fysiske døds indtræden lige så frygtelig, omend på en anden måde, idet den gør selve det at leve til noget meningsløst. Hvis man vil prøve at forstå dette problem, må man holde sig Martinus analyse af det levende væsen for øje. Dette væsen består som bekendt af et jeg, X-1, en skabeevne, X-2, og af det skabte, X-3, og det er samarbejdet mellem disse tre principper, der gør livets oplevelse mulig. En af betingelserne for jeg'ets samarbejde med X-2 og X-3 er urbegæret, det vil sige det begær efter at opleve livet, der som en evigt rindende kilde til hver en tid gennemstrømmer det levende væsen. I virkeligheden vil det imidlertid sige, at når det moderne, materialistiske og ateistiske menneske nu om dage lever i en fast tro på døden som det grundlæggende princip i tilværelsen, så lever dette menneske ubevidst i den dybest tænkelige konflikt med sig selv. Denne dybtgående konflikt medfører uundgåeligt en meget stor usikkerhed overfor døden, der bevirker, at mennesker ikke alene skubber enhver tanke om døden fra sig, men også føler sig så usikre overfor dødssyge og døende mennesker, at disse tit kommer til at befinde sig i et åndeligt tomrum. Dødssyge mennesker må ofte opleve, at de ligesom bliver skubbet til side og ladt i stikken af deres familie og venner, fordi disse mennesker føler sig ude af stand til at tale med den syge om det, der ligger ham eller hende mest på sinde – nemlig den død, der nærmer sig. Man kan læse om, hvorledes mennesker i gamle dage døde i stor værdighed i deres hjem, omgivet af deres familie og venner – i dag skubber man tanken om døden så langt bort fra sig, at man også skubber de døende fra sig på en måde, så de fleste må dø den ensomme død på et hospital. Jo, døden er i dag stadigvæk den store, ja, den største af alle fjender for mange mennesker. Denne følelse er så rodfæstet i det jordiske menneskes sind, at den ligger uden for det område, som direkte kan påvirkes af viljen. Derfor kan man også opleve, at den kan være et problem selv for mennesker, der har lært Martinus analyser at kende. Det viser sig på den måde, at også de ubevidst skyder tanken om døden fra sig, sålænge det er dem muligt – altså så længe det ikke er dem selv eller deres nærmeste omgangskreds, der bliver ramt. Men hvordan kan det være, at det er sådan? Det skyldes naturligvis til dels vaner fra tidligere tilværelser, hvor frygten for et evigt helvede har gjort sig så stærkt gældende, at den ligefrem har givet mennesker mentale ar, som kan holde sig frem gennem mange inkarnationer; men det skyldes naturligvis også, at vi [slut på side 136] jordiske mennesker er ufærdige væsener, der endnu står med mere end det ene ben i dyreriget. Vi må på så mange punkter erkende vor ufærdige natur, og det må vi altså også her. Men ligesom vi ved hjælp af Martinus analyser kan tage kampen op mod de sider af vor bevidsthed, vi ikke kan lide, således kan vi også bruge analyserne til at udvide vor bevidsthed på en sådan måde, at vi kan lære at opfatte døden som det, den i virkeligheden er, nemlig vor store ven og befrier. Hvis man igen vender sig til Martinus analyse af det levende væsen, så ser man blandt mange andre ting klart, at det er et evigt væsen, der ikke bare er henvist til den fysiske organisme for at kunne skabe sig en livsoplevelse. Dette skyldes, at vi foruden det fysiske legeme, der jo er baseret på tyngdeenergien, også har fem andre legemer, der hver især er båret af en af de andre fem grundenergier, og det vil i virkeligheden sige, at når den fysiske organisme af en eller anden årsag, f.eks. på grund af sygdom, ulykkestilfælde eller alderdom ikke mere kan bruges som et redskab til at opleve livet med, da vil døden komme til os som det, den i virkeligheden er, nemlig vor sande ven, der befrier os fra det pinefulde fængsel, som vor fysiske organisme ellers ville blive for os. Det er naturligvis lettest at se dette, når det drejer sig om et meget gammelt menneske, der virkelig er blevet "mæt af dage"; men prøver man at forestille sig, hvordan tilværelsen ville forme sig for én, hvis man var tvunget til at forblive i en krop, der var helt ødelagt ved sygdom eller ulykke, så vil det hurtigt blive ganske klart, at døden i et sådant tilfælde kun er en befrielse. Den proces, vi kalder døden, er altså i virkeligheden blot en udskiftning af den ene organisme til fordel for en anden. Når den fysiske organisme er blevet ubrugelig, har vi som før nævnt ikke færre end fem andre legemer at betjene os af foruden den åndelige del af vor fysiske organisme. Men døden er imidlertid meget mere end en blot og bar udskiftning af organismer. Gennem analyserne ved vi, at jordkloden også er et levende væsen, og at den står midt i de åndelige oplevelser, der vil føre til, at den om ca. 3000 år efter vor tidsregning vil opleve det, Martinus kalder "den store fødsel". Det betyder, at jordkloden dermed definitivt vil have forladt dyreriget. Den vil på sit udviklingsplan være blevet et fuldkomment væsen, og den vil dermed have fået kosmisk bevidsthed. Da jordkloden imidlertid er det makrovæsen, hvori vi mest direkte har vor livsoplevelse, vil den jordiske menneskehed ikke kunne undgå at blive stærkt berørt af det, jordkloden oplever. Vi fungerer jo som jordklodens hjerneceller, og det vil sige, at når jordkloden om ca. 3000 år har fået kosmisk bevidsthed, så må den jordiske menneskeheds bevidsthed til den tid være udviklet så langt, at den er i stand til at bære denne kosmiske bevidsthed. Det betyder i praksis, at menneskehedens åndelige udvikling for tiden går meget stærkt, og at den i de kommende århundreder vil blive endnu mere forceret. For væsener, der står på det jordiske menneskes trin, betyder udvikling imidlertid det samme som at vokse ud af den dyriske bevidsthed og i stigende grad tilegne sig det rigtige menneskeriges væremåde. Derfor vil denne forcerede udvikling ikke bare koste møje og besvær, men også koncentrerede lidelser og ubehag, og vi oplever da også for tiden vort fysiske liv i en verden, der i stigende grad er præget af krige, vold og terror. Det vil sige, at den livets skole, vi alle går i, for tiden ofte er en meget streng skole med en så koncentreret, og det vil igen sige, smertelig undervisning, at vi nok kan trænge til at få ferie fra den en gang imellem. Og det er netop det, der sker, når vi ved døden skifter vor livsoplevelse over fra det fysiske til det åndelige plan. Mørket, smerten og lidelserne er jo noget, der udelukkende hører den fysiske verden til, fordi det kun er den fysiske materie, der er så besværlig at håndtere, at det gør ondt, hvis man tænker og handler forkert. Men på grund af vor dårlige hukommelse, der jo stærkt nærmer sig det latente stadium, kan vi mennesker her på det fysiske plan imidlertid intet huske om de tusinder af gange, dødens porte sagte har åbnet sig for os og dermed givet os adgang til den åndelige verden og den paradisoplevelse, som dér venter alle levende væsener og dermed også os. Og dog kan vi alligevel ved at tage Martinus analyser og symboler til hjælp danne os en forestilling om, hvad det er, der sker ved den proces, vi er vant til at kalde døden, men som Martinus foretrækker at kalde "den anden fødsel". Ved hjælp af disse analyser kan det blive helt klart for os, at når det levende væsen af den ene eller den anden grund ikke længere kan opleve livet gennem sin fysiske krop, vil livsoplevelsen blive overført til det åndelige plan. De allerførste oplevelser efter den fysiske død betegner Martinus som mellemtilstanden, og det er i virkeligheden kun den del af den åndelige verden, som er dannet af det levende væsens egen bevidsthed. Det er i dette område, som altså kun er den fysiske verdens åndelige del, at der kan forekomme smertelige, skærsildsagtige oplevelser før, under og umiddelbart efter døden. Hvis et menneske ved sin fysiske død er opfyldt af ond samvittighed eller af hadefulde og hævngerrige tanker, da vil disse mørke tankeklimaer komme til at danne dette menneskes hele omverden, når det vågner op i den åndelige verden. Her må man imidlertid huske på, at ligesom der ved en fysisk fødsel er hjælpere parat til at tage imod det nyfødte barn, således vil et væsen, der går over på det åndelige plan, altid være omgivet af åndelige væsener, der er parate til at hjælpe det ud af enhver smertetilstand, så snart det selv beder om hjælp. Alle de mørke tanker vil så blive suggereret væk fra væsenets bevidsthed, og det vil nu være rede til at opleve livet i den åndelige verden. Den første del af denne oplevelse vil være i det område, som Martinus betegner som den lyse del af mellemtilstanden. Her vil de egentlige dyr få næsten hele deres paradisoplevelse, her vil naturmenneskene få lov at opleve deres "lykkelige jagtmarker", her vil det menneske, der endnu er bundet stærkt til de fysiske ting, få alle sine ønsker og begær opfyldt, og her vil det religiøst troende menneske få lov til at opleve det paradis, han eller hun har drømt om. Men når det levende væsen har oplevet sin ønsketilværelse så længe, at det er begyndt at kede sig, og når det troende kristne menneske ikke længere finder inspiration ved at vifte med palmegrene og synge halleluja foran Guds trone, da vil skytsenglene kærligt lede det ud af den tilstand, der er dannet af dets egne forestillinger fra den fysiske verden, og da vil det være rede til at gå videre ind i nye, skønne riger i den åndelige verden. Disse riger dannes af den åndelige del af det rigtige menneskerige, af visdomsriget, den guddommelige verden og til sidst af salighedsriget. Alle levende væsener vil få lov til på denne måde at aflægge en gæstevisit i de høje, åndelige verdener, hvor de engang i en ganske vist meget fjern fremtid selv vil være hjemmehørende. [slut på side 138] Hvad de kommer til at opleve her, vil naturligvis være afhængig af, hvad deres bevidsthed rummer i sig af fuldkommen næstekærlig tankegang. De væsener, der endnu tilhører det egentlige dyrerige, vil ikke kunne opfatte passagen gennem de åndelige verdener som andet end en vag lysoplevelse, og mange jordiske mennesker vil endnu få den største del af deres paradisoplevelse i mellemtilstandens lyse del; men jo flere åndelige interesser et menneske har, jo mere næstekærlighed det rummer i sit sind, jo mere vil det være i stand til at opleve på disse høje, åndelige planer. Men enten et væsens bevidsthed åndelig set er stor eller lille, så vil det altid komme til at opleve et maksimum af lys, inspiration og glæde ved sin passage ind gennem disse skønne, åndelige verdener. Det vil møde de væsener, der er hjemmehørende der, og det vil ikke gøre noget skår i glæden, at disse væseners bevidsthed er hævet så umådelig højt over dets egen. De væsener, det møder, vil i deres kulminerende næstekærlighed og visdom sørge for, at deres yngre brødre og søstre i udviklingen kun kommer til at føle en overvældende glæde og velvære ved dette møde. Her vil det levende væsen i overensstemmelse med sine højeste ønsker kunne udfolde sig som en hjælpende skytsånd for andre, som videnskabsmand eller som kunstner – og selv om vore intuitive evner kun lige akkurat har passeret det helt latente stadium her på det fysiske plan, vil vi dog under passagen gennem den guddommelige verden, der jo er en idéernes verden, komme til at opleve den mest koncentrerede og vidunderlige livsudfoldelse, som vi overhovedet kan forestille os. På et eller andet tidspunkt vil det levende væsen imidlertid blive træt af den intensitet, hvormed livet opleves i den guddommelige verden. Det kan måske i første omgang være svært at forstå for et væsen, der står midt i de kampe og besværligheder, som livet i den fysiske verden nødvendigvis bringer med sig, men her må man huske på, at medens man på det fysiske plan kan lægge sig til at sove for så at vågne udhvilet den næste morgen, så er søvn noget, der ikke behøves i den åndelige verden. Der har man ikke en besværlig fysisk krop at tage hensyn til, så dér er søvnen ikke nødvendig. Bliver man træt af den ene, beskæftiger man sig bare med noget andet. Og mens det jordiske menneske ofte må forlade det fysiske plan, før det har lyst til at gøre det, så er der ingen, der må gå videre gennem de åndelige verdener, før de selv føler trang dertil. Men når det levende væsen under sin passage gennem de åndelige verdener når dertil, at det trænger til ro og hvile, da vil det ganske stille glide ind i salighedsriget, der udgør den sidste etape på rejsen gennem den åndelige verden. Her slipper man efterhånden helt kontakten med de andre levende væsener og trækker sig helt ind i sin egen indre verden, hvor ens evne til at huske vil blive så stærkt stimuleret af den her kulminerende hukommelsesenergi, at man vil være i stand til at se tilbage over to, tre eller måske hele fire foregående inkarnationer. Men man vil ikke huske på samme måde som her på jorden, hvor erindringen om de mørke oplevelser, man har haft, eller om det onde, man har gjort, kan blive ved at svide bittert i sindet og samvittigheden. I denne skønne, åndelige verden, hvor det lys, man oplever, er så vidunderligt, at Martinus har givet den navnet salighedsriget, vil al sorg og smerte naturligvis være borte. Vor bevidsthed blev jo, omend kun midlertidigt, renset for alle urene elementer, da vi forlod den mørke del af mellemtilstanden, og i lyset fra alt det, vi har oplevet under vor rejse gennem [slut på side 139] de høje åndelige verdener, kan vi nu uden græmmelse se tilbage over disse tidligere jordeliv. Tværtimod – vi vil med fryd og taknemmelighed kunne se guddommens kærlige plan med os gennem alt, hvad vi har oplevet, selv det mest ubehagelige, og vi kan samtidig se, hvad vi endnu mangler i vor udvikling henimod at blive til det rigtige menneske i Guds billede, og vi vil derfor være opfyldt af ønsket om at måtte blive født under sådanne omstændigheder, at vi kan lære netop det, vi mest trænger til. Og denne længsel og fryd vil tilsammen være betingelsen for, at vi igen en gang inkarnerer i en fysisk krop for atter at træne os selv op til en gang at blive det, som vi længes efter, nemlig væsener, der hører hjemme i det rigtige menneskerige. Gennem Martinus analyser kan vi altså gøre os helt klart, at det ikke er døden, der er den store fjende, men derimod vor uvidenhed om vor egen evige tilværelse. Det, vi endnu kalder døden, vil vi derfor efterhånden komme til at kalde "den anden fødsel", og vi vil komme til at betragte den som vor bedste ven, så snart vi får lært at leve på en sådan måde, at den ikke kommer før tiden, det vil sige, før vi har nået at lære alt det, som det var meningen, vi skulle lære under netop denne specielle fysiske inkarnation. Det vil altså sige, at jo mere man kan vænne sig til at tænke på døden som begyndelsen til en dejlig rejse gennem de åndelige verdener, jo bedre vil man kunne forberede sig på denne rejse, mens man endnu lever her i den fysiske verden. Nu må man imidlertid ikke tro, at denne forberedelse skal betyde, at man skal negligere eller ringeagte sit liv her på jorden. Absolut ikke! Det er her og nu vi skal leve og derved lære det, der er fornødent for hver især. I denne forbindelse kan man også tænke på Kristi ord om, at man ikke skal samle sig skatte, som møl og rust kan fortære. Men hvilke skatte var det mon, Kristus her tænkte på? Det er de skatte, der består i kunstneriske talenter og andre åndelige interesser, men fremfor alt i en næstekærlig tankegang og væremåde. Der går jo, som bekendt, ikke godstog til himlen, men de nævnte åndelige skatte er heldigvis af en sådan natur, at de på grund af vore talentkerner ikke blot kan tages med til den næste fysiske inkarnation, men de er også på afgørende måde bestemmende for, hvordan ens kommende rejse igennem de åndelige verdener vil komme til at forme sig. Der er således al mulig grund til at arbejde med sin egen tankeverdens udrensning og udvikling. Det vil ikke alene kunne befri ens mentalitet for enhver frygtsom tanke på døden som "den store fjende", men det vil samtidig skabe de bedste muligheder for, hvad det næste jordeliv vil bringe os af oplevelser og videre udvikling. Når det jordiske menneske så igennem en række af fysiske inkarnationer med de tilsvarende ophold i den åndelige verden mere og mere begynder at få frigjort sin tankeverden fra al egoisme og materialisme, så vil han eller hun efterhånden begynde at få de åndelige oplevelser her på jorden, som Martinus kalder "kosmiske glimt". Og til sidst vil det jordiske menneske nå sit mål og få fuld kosmisk bevidsthed. Da vil det opleve, at livets love og Guddommens altoverskyggende kærlighed lyser og funkler gennem dets egen bevidsthed, og da vil det fuldt dagsbevidst kunne opleve, at det, vi kalder døden, ikke er vor fjende, men vor allerbedste ven og et absolut nødvendigt led i vor udvikling henimod fuldt og helt at kunne opleve os selv som evige væsener, der hviler trygt i den evige Guddoms alkærlige favn. slut artikel, som var taget fra kosmos 1978, 12.