KOLLEGAEN VAR EN ROM-MANN!!

Norsk/dansk innledning til boken UFOCONTACT FROM KOLDAS.

INNLEDNING

Hidtil har det set ud, som om det kun er i lande langt herfra, at man kan opleve at træffe kontaktpersoner - mennesker her på Jorden, der har kontakt med folk udefra, altså rummennesker, men efter hvad vi nu ved, må der også være en del her i Sydafrika.

et tenkt bilde av KOLDAS-skipet ved stranden utenfor Durban i SydAfrika der Edvin og "Georg" fisket da skipet kom inn for å hente "Georg" en dag tidlig på 60-tallet.

Jeg skal her fortælle om en af disse kontaktpersoner, som jeg har haft den lykke at møde, og efter at jeg omhyggeligt har undersøgt kendsgerningerne omkring denne spændende kontakt, vil jeg nu berette herom, så man selv kan tage stilling til denne fantastiske historie.

Af innlysende grund er jeg nødt til at tilbageholde kontaktpersonens identitet, men her følger hans egne ord:

 

 

MØDET MED "GEORGE"

Det begyndte altsammen i 1960 på et tidspunkt, da firmaet, hvor jeg arbejdede, manglede en radiotekniker. Der var en, der svarede på annnoncen, som mit firma havde sat i den lokale avis. Jeg så ham første gang, da han gik omkring sammen med en direktør, der viste ham fabriken og introducerede ham til nogle af os i afdelingen. Der blev sagt, at han skulle starte ved begyndelse af den følgende måned.

Da vi arbejdede i samme afdeling og var på samme kontor, kom vi til at kende hinanden temmelig godt, idet vi begge også førte tilsyn med den samme sektion af fabriken. Hans navn var George, og vi kom efterhånden på en venskabelig fod. Han boede på et hotel, og da jeg selv boede i udkanten af byen, plejede jeg at køre forbi dette hotel og tage ham med på min motorcykel. Så begyndte vi at gå ud sammen og være sammen i weekenderne. Han sagde, han var fra Johannesburg.

Vi så ret meget til hinanden og tog ofte ud for at fiske. Da var det, at han for alvor begyndte at "arbejde" med mig. En aften, da vi var på Patterson-stranden, så vi et lys på himlen. Det var det, der bragte emnet på tale. Jeg bemærkede til George, at jeg tænkte på, om lyset mon var en sputnik eller et UFO, og han spurgte mig så om min mening om UFOer, mennesker fra andre verdener o.s.v. Jeg svarede, at det havde jeg ikke tænkt meget over, men efter min mening måtte der være liv et eller andet sted derude. Fra det tidspunkt bragte han gradvis emnet om liv i rummet på tale. Han spurgte ofte, om jeg troede, der kunne være liv på Venus eller i andre solsystemer, og da jeg havde vænnet mig til idéen om liv i det ydre rum, gav han mig bevis derfor.

Han henviste historiske begivenheder, pyramiderne, det gamle Ægypten, Faraonerne o.s.v. Jeg tror, det tog ham omkring otte måneder virkelig at overbevise mig. Så sagde han en dag, at han ville give mig afgørende bevis for, at ikke alle lys på himlen var sputniker'. Og så gjorde vi os klar til at tage ud at fiske igen på det samme sted en lørdag aften.

George plejede at låne mine fiskestænger, for han havde ikke selv noget udstyr. Da jeg hentede ham den aften, lagde jeg mærke til, at han havde en lædertaske med, og jeg spurgte ham, hvad der var i den. Han sagde, at det var noget, vi kunne spise, så jeg sagde ikke mere, og vi tog afsted.

Da vi kom til Fatterson-stranden, var der ret mange mennesker på stedet, men omkring kl. 2 om natten var vi de eneste der var tilbage. George sagde, at nu ville han bevise noget for mig. Jeg tændte min lommelygte, han åbnede lædertasken, og jeg så, at det var et instrument. Jeg fik senere at vide, at det var et instrument, som "de" bruger, når de taler sammen, et instrument, som kan forstærke telepatiske budskaber. Der sad en teleskopisk antenne på instrumentet, og han trak denne frem. Antennen var ret usædvanlig, idet der bestod af to lodrette stænger, der øverst oppe var forbundet med en vandret del, der gav den form som et omvendt U. Den var knap halvanden meter i sin fulde højde.

George begyndte nu at tale ind i instrumentet på et mærkligt sprog, som jeg aldrig havde hørt før. Godt en halv time senere viste der sig et lys over havet. Det korn hen over høfden og bevægede sig langs mod kysten. Det kom lige heri over os, hvor det standsede. Lyset var et rumskib, tilkaldt af det instrument, som George stod med på stranden. Det ud-sendte et blå-hvidt, konstant lys. Derefter dannede dette "1ys" ved en manøvre i luften et kors med en cirkel omkring. Så talte George igen ind i instrumentet, og jeg blev meget overrasket over at høre en stemme, der svarede på engelsk, idet den henvendte sig til mig! Stemmen sagde, at den tilhørte kaptajnen på det rumskib over os. Han beskrev de manøvrer, han netop havde udført og angav højden. kapteinen sagde derpå, at han ville vise mig, hvad der skete, når et rumskib accelererer op til sit maksimum, og at jeg skulle lytte meget intenst. Før han tog afsted, fortalte han også, hvem George var, og at han var kommet i den særlige mission at finde en eller anden, der var egnet og villig til at danne en gruppe af interesserte mennesker. George ville fortelle mig nøjagtig, hvad hans mission var, og hvad min skulle være, hvis jeg var villig til at acceptere.

Rumskibet tog deréfter afsted, og George og jeg så det forsvinde som et lysglimt, hvorefter vi hørte braget fra accelerationen, der overdøvede brændingens brusen.

Fra da af skete alting med stormskridt. George blev hos os i to år. I den tid gennemgik han systematisk enhver informasjonskilde i Durban, biblioteker, museer, kirker. Der var ikke en eneste kirke i Durban, han ikke nådde. Vi var med til mange møder og også nogle få spiritualistiske møder." Han var ivrig efter at få kendskab til vore forskjellige religioner, og 'hva' det var præsterne fortalte deres menigheder. Han udtrykte aldrig sin personlige mening om de forskellige sekter, og han sagde, at han aldrig ville kritisere vor form for tilbedelse. Men det var en del ting, han plejede at ryste på hovedet ad, såsom: lovløshed, slagsmål, stridigheter, drukkenskab o.s.v.

Efter to år sagde George, at nu var det tid for ham at vende tilbage.

 

AFSKEDEN

I påsken 1962 kørte jeg George op til Richards Bay, og da vi var kommet derhen, sagde han til mig, at vi skulle blive på stranden til kl.10 om aftenen. Han syntes at kende stranden temmelig godt og udpegede nogle klipper, hvor mødet med rumskibet skulle finde sted om aftenen, når det var lavvande. Da ville stranden være meget bredere og med plads nok til, at et rumskib kunne lande der.

Vi tilbragte resten af dagen med at fiske, og da aftenen kom, befandt vi os på stranden på det aftalte sted. George havde 2 kufferter og lædertasken med instrumentet med sig. Han talte igen ind i instrumentet, som han havde gjort tidligere, og det varede ikke længe, før et lys nærmede sig ude fra havet. George sagde derpå, at jeg skulle gå så langt væk som muligt hen imod siden af sandbankerne. Han var i sin blå uniform, der lignede en stramtsiddende kravledragt. Den var lavet af et særligt materiale, der beskyttede ham mod visse bestrålinger.. Da jeg ikke havde en sådan beskyttelse, var jeg nødt til at gå så langt bort som muligt. Vi gav hinanden hånden, og han sagde farvel og tilføjede, at han skulle være væk et stykke tid, men at vi ville ses igen. 

Rumskibet var meget stort, vel 50 meter i diameter, og diskosformet med en kuppel på toppen, hvori der var store observationsvinduer, gennem hvilke et strålende hvidt lys skinnede. Jeg kunne se en skikkelse i et af dem. Rumskibet landede på stranden med en skrabende lyd mod småstenene. Det var knap nok landet, før det løftede sig igen, idet en rund søjle skød sig ud fra bunden af det. Denne syntes at skubbe hele fartøjet opad og viste sig at være en elevatorskakt med skydedøre ved bunden. George tog sine kufferter og tasken med instrumentet og gik gennem døren ind i elevatoren, som ville føre ham op til skibet. Da døren var lukket, blev søjlen trukket. op i rumskibet, som da igen stod på stranden. Kort efter løftede det sig og bevægede sig ud over havet, steg derefter hastigt og var snart ude af syne.

Således tog George afsted. Men før han rejste, lærte han mig, hvorledes man meddeler sig ved hjælp af telepati, og på den måde har jeg været i forbindelse med ham lige siden."

(RØ-kommentar: Dette er en forenkling av historien slik den fortelles i boken om disse kontakter. For det som skjedde før Georg dro, var at han bygde om en radiomottaker som skulle tjene som kommunikasjonsredskap mellom dem. Og gjennom denne radio ble det formidlet flere hundre timer med samtaler og forklaringer - bl.a. om livet på Koldas. Men etter hvert kom denne kontakten myndighetene for øre og politiet ankom og beslagla radioen. Og det var etter at denne var tatt fra Edwin - som kontaktpersonen i Durban het - at de gradvis oppøvde hans evne til å snakke med dem telepatisk. Alt dette inkl en god del illustrasjoner er gjengitt i boken UFOCONTACT FROM KOLDAS - som var tittelen på den engelske utgaven som Wendelle Stevens fikk utgitt tidlig på 80tallet i USA - men boken er nå utsolgt, men finnes på internettlinken her. Last de tre delene ned, lagre dem på egen maskin via "lagre som" og les det deretter i fred og ro - det er masser av lesestoff i denne kontaktbok!!)

EFTERSKRIFT

Dette var historien om, hvad der skete med denne kontaktperson, men jeg vil føre den videre ved at fortælle om de seneste hændelser.

Fornylig blev jeg bedt om at være tilstede, da George endnu engang ville meddele sig telepatisk til vor kontaktperson. George sagde i sit budskab, at han gerne ville meddele sig til gruppen, og at vi også i fremtiden ville få yderligere meddelelser fra andre rumskibskaptajner. Disse skulle optages på bånd, så alle gruppens medlemmer kunne høre dem.

Vore rumvenner sluttede sædvanligvis deres meddelelser med følgende hilsen:

Viso Viso Kiata, planet Jorden

Viso Viso Kiata, planet Jorden

Kiata si endo Koldas.

Må Gud lede Jer og vise Jer vejen!

L.Palmer


ppoint/lysbildefremvisning om kontakten i kortform i eng.språk http://galactic.no/rune/koldasppoint.pps

hele historien på engelsk: UFOCONTACT FROM KOLDAS

hovedside